|
"; ?> |
Unfortunately none of this section at " . SITE_NAME . " is at the moment in English!";
}
?>
sidst opdateret lørdag 29. december 2001, 14.57 Følgende arter opdateret:
Klaus Malling Olsen har været så venlig at indvilge i at publicere supplerende oplysninger til FUGLENE i Europa, Nordafrika og Mellenmøsten af M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen på . FUGLENE I EUROPA, NORDAFRIKA og MELLEMØSTEN M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen Håndbogen udkom i november 1998, og er forhåbentligt fast inventar hos mange, motiverede feltbisser. Den danske version blev opdateret til og med maj 1998, men der sker hele tiden nyt: nye WP-arter opdages, racer, der dårligt er omtalt eller kendt for få år siden bliver bedre kendt, der sker splits og rejser bringer nyt for dagen. Desuden er det hele tiden muligt bedre at formulere kendetegnene, jo mere erfaring man har. Håndbogens modtagelse i den engelske version var noget lunken, efterhånden som det kom frem, at der stort set ikke var medtaget udenlandske oplysninger, samt informationer publiceret efter 1980! Derfor tog det mange år at udarbejde den danske version, der løbende blev opdateret med nyt - ikke mindst fra mange ikke-engelske tidsskrifter eller fra fotos og notater udarbejdet på rejser. Under navnet Håndbog update bringes løbende supplementer til den trykte udgave. Det kan være nye artstekster for arter, der har optrådt i Vestpalearktis, det kan være nye informationer om feltbestemmelse fra de nyeste artikler i de gængse tidsskrifter, eller nye kendetegn opdaget i udlandet eler herhjemme. Jeg håber mange vil følge Håndbog update og på internet-demokratisk vis bidrage med oplysninger. Her må "redaktøren" KMO, dog selv vælge, hvilke oplysninger, der bør lægges ud på nettet. Det er planen, at man skal kunne "klikke sig ind" på de ater, man er interesserede i. Som en ændring i forhold til Håndbogen bliver vigtige kendetegn sat i kursiv. I første omgang vil nye arter for WP blive omtalt, vekslende med større, nye afsnit, der skal fungere som erstatning eller supplement for det, der allerede er skrevet i Håndbogen. For nogle arters vedkommende vil der blive lagt mindre sætninger til, hvis de skønnes at have væsentlig bestemmelsesmæssig værdi. Der medtages ikke opdateringer, der er under trykning andetsteds eller som er i trykken i Fuglebogen -luxusversionen af Fugle i Felten, der forventes udsendt okt-nov 2000; undtagelser kan dog forekomme. Bemærk, at der kun undtagelsesvis vil blive rettet i trykfejl, og at det er teknisk umuligt at ændre udbredelseskortenes mange unøjagtigheder, der udelukkende skyldes sjusk fra M. Beamans side. Klaus Malling Olsen
Lommer - ænder
Rovfugle
Hønsefugle - vadefugle
Kjover - ugler
Natravne - spætter
Lærker - sangere
Fluesnappere - tropialer
ISLOM Gavia immer Bestemmelse: tilføjelse: Undervingen er ofte mørkplettet – kan hos mange fugle gøre et "nusset" indtryk ulig andre lommers. Dykker med kort afsæt – som tog den tilløb. Adult vinterdragt tilføjelse: I senvinteren og først på foråret kan næbbets farve variere meget; nogle har mørk næbbasis og lysere næbspids, enkelte ret ensartet blågråt næb med svag oliventoning, men kun få har sort næb; næbbets sorte kant når i reglen næbspidsen (i modsætning til hos Hvidnæbbet Lom), men hos enkelte er hele næbspidsen lys. Sådanne har ved slid brunere, mere diffust afsatte halssider og baghals, men de er mørkere brune end Hvidnæbbet Loms, og mangler dennes mørke øreplet. Desuden er panden og issen mørke, men øjet ligger tit omgivet af et bredt, lyst felt. Kilder: egne observationer, Skåne okt. 1998, samt en del fugle Mexico Febr. 2000. KAP VERDEPETREL Pterodroma feae Bestemmelse (tilføjelser til s. 43): Hovedets form minder om Mallemukkens med dennes tykke hals og kraftige næb. Oversidens kontraster man minde om ung Dvrgmåges, men er svagere, og halen er grå. Undervingen normalt mørk, ala adult Dværgmåge, men varierer noget: på afstand virker den dog normalt mørk, men tættere på kan ses lysere baser af håndsvingfjerene og møkt komma på hånddækfjerenes baser. Nogle få har afvigende undervinge: overvejende lys med mørk midterstribe og bagkant samt sids på hånden. Dette kan minde om andre, sydlige Pterodroma-arters! Den lidt mekaniske, aktive flugt kombineret med hvid bug mod mørke undervinger gør, at man undertiden får asssociationer til braksvale på afstand. Flugten dramatisk i nogen vind: meget stejle buer op og ned over vandet vekslende med pludselig stigen til 15-20 meters højde, hvor den kan glide meget hurtigt og retlinet frem for pludseligt at "dykke" mod overfladen igen! Nok den mest ekstreme flugt set blandt de behandlede arter. Bestemmelse fra den næsten identiske Madeirapetrel D. madeira er fortsat meget problematisk og stort set ukendt: de beskrevne hovedtegninger varierer formentligt så meget, at de reelt er uden værdi ved bestemmelsen. Det er nævnt, at Madeirapetrel undertiden fouragerer ved korte dyp mod overfladen som Lille Skråpe; dette vile være spændende at få nærmere afprøvet hos bevislige Madeira- kontra Kap Verdepetreller. Stedet at studere i WP er Madeira, hvor sejlture udfor Funchal kan anbefales (Kap Verdepetrel yngler ved Desertas udfor Funchal). Desuden Madeiras nordvestspids Porto Moniz (der ligger tæt på ynglepladserne for de 10-15 par Madeirapetreller, der ynglede sidst i 1990’erne på hemmeligholdte steder i bjergene på Madeiras midterste del). Her sås om aftenen i aug. dagligt et mindre antal petreller. Kilder: K. Malling Olsen 1998: Havsfågelspaning på Madeira – monstertunga VP-kryss garanterade! – Roadrunner4/1998: 48-49. – artikel af ABK i DOF-Nyt. – egne observationer, Azorerne sept. 1996 og Madeira/Desertas aug. 1998. Fotostudier. BULWERS PETREL Bulweria bulwerii Længde 26-28 cm, vingefang 68-73 cm. Bestemmelse (afløser Håndbogens tekst s.45): Den mindste og letteste petrel, 50% støre end Stor Stormsvale. Ligner en mellemting mellem skråpe og stormsvale, men i sig selv karakteristisk: Hovedet er meget lille mod den korte, tykke krop og de lange, slanke vinger, der holdes tydeligt vinklede med fremskudt kno.. Har lang, tynd og kileformet hale, der i aktiv flugt hænger let som en lang spids bag fuglen, påsat kroppen! Dragten er brunsort, kun med meget svage, lyse felter på overvingen (bredest mod hånden), der kun ses under gode forhold. På afstand sort. (meget sjældent har arten en svagt lyst felt på undervingen, lidt som hos Sodfarvet Skråpe). Flugt karakteristisk: i roligt vejr med flade, mekaniske og tit ret dybe, lidt sommerfugleagtige vingeslag, der ikke når over det horisontale plan. Veksler som andre stormfugle med glid. Flyver hurtigt – næsten stresset afsøgende i uregelmæssig, zig-zagbane lavt over vandet; da den tit snker næbbet ser den ud som om den ledte efter en tabt genstand! Når den følger bølgernes konturer hæves og sænkes halen og holder 10-20 cm.’s afstand fra vandoverfladen - som om en magnet styrede halens position. Kan under fødesøgning sprede halen, hvorved man ser dens kileform. I kraftigere vind ses den for stormfuglenes typiske "rutchebaneflugt" med korte buer op og ned over havet, men de er normalt korte og hæver aldrig fuglen til "dramatiske højder". Det karakteristiske udseende er en evig kilde til funderinger under feltobservationer; kan i formen undertiden ligne en meget lille, mørk ung Lile Kjove; den tynde og lange hale har også givet associationer til Hedehøgens! Kilder: egne observationer (af flere 1000), Madeira og Desertas, aug. 1998. Diskussioner med Jan Eske Schmidt, Andreas Bruun Kristensen og Brian Rasmussen. KUHLS SKRÅPE Calonectris diomedea Tilføjelse til BESTEMMELSE s.45 Den tidligere anvendte betegnelse "havenes Havesanger", der skal beskrive den ret umarkerede dragt har vist sig temmelig misvisende, og stammer fra en tid, hvor dårlig optik sammenholdt med den nuværende blev anvendt til havobs. Af detaljer kan nævnes: 1. den lyse hestesko på overgumpen er normal tilstede, og bliver ofte ret tydelig ved slid (forår (diomedea) og sensommer/efterår (i det mindste borealis). Den virker ofte bred, men diffust afsat mod ryggen. Hos nogle er den reduceret til uregelmæsige, hvide latter, og hos nogle er den blot tilstede som svage, lyse spidser på overhaledækfjerege, der ikke ses på selv kort afstand. Taksonomi(geografisk variation (erstatter tekst s.46). I det meste af området 2 racer: Diomedea (Middelhavet) er den mindste race, men stadig en stor skråpe, om end flugten normalt er lidt lettere og mere "ubesværet" end hos borealis, vingerne smallere og næbbet slankere. Hovedsiderne og oversiden er generelt lidt lysere med tydeligere mørkt W over vingen end hos borealis; kan allerede fra om foråret få lysere forryg mod mørkere isse. Mange har ret diffuse, lyse hovedtegninger, og mange har lysere hovedside end overside (glder ikke slidte fugle med lys forryg). Undervingen overvejende hvid med distinkt sort bagkant, men hvidlig håndflade og kun mørkegrå til sortagtige spidser på håndsvingfjerene (ofte som korte, mørke striber) yderst i hånden bag den smalle, mørke spids, der kan opfattes som mørk vinkel på håndens spids; 5% har mere massivt gråsort spids på de yderste håndsvingfjer, men kun smal (se borealis). Denne tegning i hånden er blevet sammenlignet med Fjordternes. 75% har tydelig, hvid hestesko på overgumpen forår og sommer. Borealis (øer i Atlanterhavet; Azorerne, Madeira og Kanariske Øer) er den største race; i alt 40-45% større end diomedea, og for mange den "rigtige" Kuhls Skråpe med dennes artstypiske flugt, ret kraftige næb og brede vinger. Hovedsiderne og oversiden er lidt mørkere gråbrun end hos diomedea med tydeligere "hætteeffekt" set bagfra og svagere, mørkt W over vingen (grundet mørkere grundfarve). Hoved og overside er af samme farve; hod de mørkeste fugle kan ses en mørk hætte ala Storskråpe. Den vigtigste karakter er vingeundersiden: håndsvingfjerenes underside er massivt sort (dækker 30% af håndens underside), som afrundet grænse til dækfjerene; man opfatter, at undervingens spids er sort snarere end at vingebagkanten er sort; håndens underside kan samenlignes med Rovternes. Overgump som hos diomedea, men formentligt generelt tydeligere sensomer og efterår (dragten slides senere end hos diomedea) grundet senere yngletid. Borealis synes at være den hyppigste strejfgst til V og N Europa. Herudover Kap Verdeskråpe (C. (d) edwarsi (Kap Verdeøerne), der er ca. 10% mindre end borealis. Oversiden er mere ensartet mørkebrun, ofte mes smallere, hvid "hestesko" på overhaledækfjerene. Undersiden ligner borealis med dennes massive, sorte underhånd, men vingebagkanten og forkanten har generelt bredere sorte partier. Har måske hyppigere end andre former smalle, mørke striber gennem de i øvrigt hvide undervingedækfjer. Issen er sortbrun, men strube og hovedsider normalt lysere, hvorved mindre hætteeffekt kan opstå - hovedtegning minder da mere om det, man finder indenfor "Almindelig Skråpe-komplekset". Næbbet er slankere og normalt sort, men nogle (måske yngre fugle) har næbtegning som andre former. Halen kan synes lidt længere og panden rundere.. Formen regnes nu for det meste som egen art. Kilder: R. Gutiérrez 1998: Flight identification of Cory’s and Scopoli’s Shearwaters – Dutch Birding 20: 216-225. – egne observationer Azorerne og Madeira aug.-sept (borealis), Mallorca og Sicilien april. – Diskussioner med Andrea Corso og Roberto Garravaggia, Sicilien april 2000. MIDDELHAVSSKRÅPE Puffinus mauretanicus Bestemmelse Ligner Almindelig Skråpe, men er lidt kraftigere med tendens til hængebug, har brun overside og varierende mørktegnet underside; fødderne stikker ud bag halen i flugten. Flugten er knapt så sikker som Almindelig Skråpes, og arten foretager tit længere perioder af aktiv, flagrende flugt (evt. forstærket af, at den oftere ses i stille vejr fra land). Har mørkebrun hætte, ret diffust afsat fra den brunhvide underside og ofte brunt brystbånd, flanker og undergump. Hos de fleste (>90%) har undervingen tydeligere mørke tegninger end Almindelig Skråpes, med mørke spidser på armhulefjerene, der danner en mørk linie mod lyst midterfelt i vingen. De mørkeste har reduceret mørkt på kropsundersiden, og kan ligne Sodfarvet Skråpe, men har kortere vinger, tykkere mave og lyse tegninger i armhulen (mørke hos Sodfarvet); kropsundersiden er dog kun i extreme tilfælde så mørk som hos Sodfarvet, da der næsten altid er en lysere oval på maven. Yngler tidligere end Almindelig Skråpe, og er allerede om foråret slidt. Taksonomi Den givne beskrivelse refererer til den form, der i håndbogen beskrives som Balearisk Skråpe. Den er for nyligt officielt splittet fra den østlige Ægæerskråpe. Modsat Håndbogens tekst synes der ikke at være glidnede overgange de to arter imellem. Forekomst/biotop Yngler i huler og på kliper i Middelhavsts vestlige del, men er sjælden fra Sicilien og østpå. I Danmark årlig, men meget sjælden sommer- og efterårsgæst, flest juli-aug. langs den jyske vestkyst. Se Håndbogen for yderligere oplysninger. Kilder: Meddelelse fra BOURC, aug 2000; Brian Rasmussens artikel i Pica, egne observationer Mallorca samt Sicilien. ÆGÆERSKRÅPE Puffinus yelkouan Længde 30-37 cm, vingefang 76-85 cm. Bestemmelse: Ligner Almindelig Skråpe, men er knapt så kontrastrig; i flugten stikker fødderne ud bag halen (men pas på Almindelig Skråpe med halefældning om efteråret). Oversiden er lidt brunere (kun hos slidte Alm. Skråpe sensommer-efterår), og overgangen mellem den brunsorte hætte og kinden mindre skarp; har tit en svag, lys rand bag hætten. Undersiden ligner Almindelig Skråpes, men den mørke bagkant er lidt bredere og svagere afsat, armhulernes fjer har mørke spidser (danner hvid trekant) hos >90% (kun få% Almindelig Skråpe), flankerne er brunplettede og undergumpen er mørk (lys hos Almindelig Skråpe). Mangler Almindelig Skråpes mørke "sortterneplet" foran vingen (højst svagt antydet hos 5-7%). Yngler tidligt, og er allerede om foråret slidt: kan da få kontrast melem bruntonet ryg og sortagtig hånd og lidt mørkere hætte (kan give mindelser til Storskråpe, Håndbogen s. 46-47). Taksonomi Nu officielt splittet fra Balearisk Middelhavsskråpe mauretanicus. Glidende overgange synes ikke at eksistere modsat Håndbogens påstand. Forekomst/biotop Almindelig i Østlige Middelhav (fra Italien og østpå) til Sortehavets vestlige del. Store fourageringstræk ses således ved Bosporus, Tyrkiet. Bør næppe feltbestemmes herhjemme. Kilder: Meddelelse fra BOURC, aug. 2000; egne observationer Tyrkiet, Grækenland, Israel, Sicilien. Diskussioner med Andrea Corso. LILLE SKRÅPE Puffunus assimilis Et par tilføjelser… BESTEMMELSE: Set fra siden oval – næsten billeformet, da halsen er kort og næbbet ikke ses på afstand. Ligner i aktiv flugt da en alkefugl med 1.5 for lange vinger! Sniger sig ved passage af bølgetoppe lavt over bølgerne frem for at flyve i buer. Glider på stærkt kuplede vinger. Omkring Geografisk variation: en del baroli har mere sort omkring øjet end angivet i håndbogens tekst, og kan derved på en hætte som hos boydi. Kilder: egne observationer af ca. 50 ex. Madeira og Desertas, aug. 1998. Diskussioner med Jan Eske Schmidt og Andreas Bruhn Kristensen. HVIDHALET TROPIKFUGL Phaeton lepturus Længde 71-80 cm. (incl. halefjersforlængelse på 33-40 cm), vingefang 89-96 cm. Bestemmelse For almen bestemmelse af Tropikfugle, se Håndbogen s. 76. Ligner Rødnæbbet Tropikfugl,men er lidt mindre og har generalt lysere hale. Spidserne på de yderste håndsvingfjer er altid hvide (sorte hos Rødnæbbet Tropikfugl). Adult er hvid med bred, sort stribe inderst på overvingen og S-formet sort maske. Undersiden er ofte gultonet. Det sorte felt i hånden er mindre end hos Rødnæbbet Tropikfugl og selve håndens spids er hvid. Næbbet er orangetonet rødt. Juvenil ligner en lille version af Rødnæbbet Tropikfugl, men har blegere gult næb med bredere, hvid spids samt mere massivt sort felt på håndsvingfjerene. Oversidens fjer har generelt smallere, men tydelige sorte markeringer (som V’er på hvid baggrund; mere sammenflydende hos Rødnæbbet Tropikfugl). Sort maske lidt kortere end hos Rødnæbbet; når ikke til nakkens vatring (som hos Rødnæbbet)- Forekomst/biotop yngler på øer i de tropiske verdenshave omkring ækvator, nærmest i Caraibien. Tilfældig gæst på Kap-Verdeøerne, febr 1999. Kilde: Harrison: Seabirds (1983), DOF-nyt 3/2000.08.08 LILLE FREGATFUGL Fregata ariel Længde 71-81 cm, vingefang 175-193 cm. Bestemmelse for almen bestemmelse af Fregatfugle, se i Håndbogen s. 85. Ligner i de fleste dragter en lille udgave af Amerikansk fregatfugl, men har samme, elegante "glenteproportioner" og adfærd. Bedste dragtkarakter er, at armhulens hvide felt fortsætter i spids ud på undervingedækfjerene (spore); hos de lysbrystede yngre fugle ser man en bred, hvid trekant omkring brystet – lidt som hos Sort Stork. Adult han er sort med smalle, hvide tværpletter ("sporer") forrest i armhulen. Har i frisk dragt purpurblåt til grønskinnende anstrøg på oversiden. Hannens røde strubesæk ligner Amerikansk Fregatfugls. Adult han hos andre fregatfugle er ligeledes sort, men Amerikansk fregatfugl har lysere felter på bugen, Stor Fregatfugl har helt sort underside. Adult hun er sortbrun med hvid spore i armhulen (som hos hannen, men smallere) der smelter sammen med brede, hvide brystfelter (som bredt X), der når nakkens sider. Har sort hoved, der dækker struben. Kombination af tværplet og sort strube artstypisk. Den større Amerikansk Fregatfugl mangler – eler har kun meget svag "spore mod undervingen", Stor Fregatfugl F. minor (ikke truffet i området) har hvid strube og mangler sporen; hvid brystplet bliver da rund, ikke trekantet (hvid spore synes meget sjældent at kunne ses hos Stor Fregatfugl, men struben er da hvid). Juvenil er mørkebrun med mørkt rødbrunt hoved, hvidt bryst og normalt smal hvid spore i armhulen, der dog hyppigt mangler. Immatur får gradvis mørkere hoved og bug, men bevarer hvidt bryst og spids i armhulen. Dragtkombination nævnt under adult hun er stadig artsbestemmende fra såvel Amerikansk som Stor Fregatfugl. Forekomst/biotop Yngler på øer i Indiske Ocean og Stillehavet, men også ved Brasilien. Tilfældig gæst (maj 1999) i Eilat, Israel. Kilder: Harrison: Seabirds (1983), Porter, Christensen & Schiermacher-Hansen (1996): Birds of the Middle East. Enticott & Sibling (1998): Photographic handbook to the Seabirds of the World. L.v Welie 2000: Lesser frigatebird at Eilat, Israel, in May 1999 (Dutch Birding 22:16-17), Riddongton & Reid 2000: Lesser Frigatebird in Israel New to the Western Palearctic (British Birds 93:22-27). Tony Clarke mundtl. (under obs. i Australien, sept. 1988). SKARV Phalacrocorax carbo Tilføjelse:Adult vinterdragt: Nogle fugle ligner meget Øreskarv, da de er næsten ensartet sorte, og har varmt gul ansigtshud samt kun et meget smalt lyst område i grænsen til det sorte hoved. Da fjerkilen midt i struben kan være svær at se skal man bemærke, at Skarv har ret ensartet, jævnt bredt næb med grågult undernæb og at det gule strubefelt er jvænt afrundet nedadtil. Desuden virker ansigtsudtrykket mere dystert, da eventuel lys stribe over en antydet mørk tøjlestribe er smal og sigter direkte mod øjet. Se tilføjelse til Øreskarv. Kilder: egne observationer; diskussioner på HOF’s aftenskole for avanceret feltornitologi. ØRESKARV Phalacrocorax auritus Erstatter tekst til Bestemmelse, Øreskarv s. 80 Bestemmelse: Lidt mindre end Skarv med lidt fyldigere nakke og baghals (sammenlagt fylder hovedet >50% af partiet foran vingerne) samt lidt kortere hale. Ligner i flugten Skarv, men kan virke langhovedet og tykhalset, da halsen hyppigt trækkes ind i S-form (hos Skarv mindre udpræget). Der er dog altid mest fugl foran vingerne! Det gulorange strubefelt er større og tydeligere end hos Skarv, og er bagtil vinkelret afsat fra kinden (spidsere vinkel hos især Storskarv). Strubefeltet er afgrænset fra hovedet af varierende, oftest smal, lys fjerkrans (kan også ses hos Skarv), og Øreskarv mangler Skarvens lyse fjerkile i strubefeltets nederste del. Derimod virker strubeplettet set forfra ofte let kantet, da siderne er mere lige end Skarvens, og den kan gå ned i smalt "slips" på struben (som brysttegning hos Stribet Ryle!). Øreskarv har normalt en ret bred, gul stribe øverst i tøjlen, der ofte sigter over øjet; har desuden en smal, mørk tøjlestribe, der tit er brudt eller tilmed kan mangle. Øjet er normalt omgivet af gult, og virker derfor stirrende, og ansigtsudtrykket åbent. Næbbet er lidt slankere end Skarvens, især midtpå; typisk er den krogede spids tydeligt bredere end næbbets midterdel. Det gule undernæb virker som en fortsættelse af den gulorange strubeplet. Har 12 halefjer (Skarv har 14). Kilder: egne observationer Californien og Mexico, jan.-febr. 2000; diskussioner med HOF’s aftenskole i avanceret feltornitologi. PIBESVANE Cygnus columbianus Tilføjelse Geografisk variation 2 racer. Tundrasvane (columbianus) er lidt større end Pibesvane med længere hals, slankere hoved og længere, mere rekantet næb; i formen således lidt mere som Sangsvane, især i flugten hvor den længere hals er slående. Adult har sort næb, hos de fleste med smal, gul stribe langs kanten nær øjet, højst som meget smal trekant, der er bredest nær øjet: Pibesvaner med minimalt gult har altid rund plet, selv de mest "sortnæbbede" Pibesvaner har >15% gult på næbbet (max. 10% hos Tundrasvane)! Nogle få% Tundrasvaner har helt sort næb. Juvenil har overvejende mørkegråt næb med rosa begrnset til basis. Bliver i 1 forår-sommer hvid. Teksten afløser Geografisk variation, Håndbogen s. 118. Kilder: observationer Sacramento Valley, Californien jan. 2000, diskussioner med J.R King. DVÆRGSNEGÅS Anser rossi Længde 53-66 cm, vingefang 120-130 cm. Bestemmelse En "dværggåseversion" af Snegås. Har i forhold til Snegås rundere hoved med større øje anbragt tætere på det lille, mørke næb. Desuden er halsen kortere og kroppen mere kompakt – hvid fase er rammende blevet kaldt en "isbjørneunge forklædt som Snegås! (dette passer fint i koldt vejr, hvor hovedets højeste punkt ligger foran øjet - men er mindre rammende i varme, hvor hovedets fjer fældes ned og hovedformen ligger tættere på Snegåsens). Næbbet er mørkrosa med blågrå basis (som udtrådt tommeltot-negl!); og tit lyserød næbnegl som hos Dværggås. Adult han kan have indslag af vorter over basis. Næbbets grænse mod hovedet er lige. Næbbets flige har smalle mørke kanter og er lige uden Snegåsens "sure" mundvige". Snegås er større med slankere, mere grågåsegatigt hoved, og det mindre øje anbragt længere bagtil. Næbbet er lysere og mattere, mere ensartet lyserødt og dets grænse til hovedet buet. I flugten er Snegåsen større med længere hals og bedre afsat, trekantet hoved; Dværgsnegås har kortere og rundere hoved, der går i ét med halsen, og relativt længere vinger; såvel størrelse og form giver associationer til proportionsforskelle melem Ederfugl (Snegås) og Kongeederfugl (Dværgsnegås)! Adult hvid fase beskrevet. Dragten er snehvid; mange Snegæs har brunere anstrøg i dragten Mørk fase er meget sjælden. Der har fremsat hypoteser om, at den er opstået ved hybridisering med mørke Snegæs, men det stemmer dårligt med, at alle beskrevne fugle (og det er ikke mange) alle har været ret ens med mørk isse bredende sig nedad mod baghalsen og hvid bagbug/undergump mod mørk krop. Har i flugten lysere felter på overvingen. Hvidt ansigt mod mørkt kan lede tanken til Bramgås. Juvenil ligner adult, men har gråt anstrøg på baghals og skulderfjer, og mangler mange adultes "vorter" over næbbasis. Stemme højere en Snegåsens. I flugten er kort, gryntende kug og et svagere, kaglende kek, ke-gag. Forekomst/biotop Meget sjælden gæst i Europa (inkl. Danmark); regnes normalt som undsluppet fra fangenskab: yngler i nordvestlige Nordamerika og overvintrer hovedsageligt i Californien (store flokke i Sacramento Valley samt ved Salton Sea), kun enkete i de enorme skarer af Snegæs, der overvintrer i østlige USA. Kilder: egne observationer, Sacramento Valley og Salton Sea, Californien jan-febr. 2000; diskussioner med J.R. King og Hans Larsson. KNORTEGÅS Branta bernicla Erstatter tekst for Sortbuget Knortegås, geografisk variation s. 125 Geografisk variation: Sortbuget Knortegås Branta bernicla nigricans (Ø-Sibirien og Canada, overvintrer især Japan og Californien; meget sjælden gæst i N og V Europa, inkl. Danmark): Ligner Mørkbuget knortegås, men her lidt kraftigere næd, samt sortbrun ryg og sort bug af farve som halsen eller kun svagt lysere og i diffus overgang til halsen (skarpee hos Mørkbuget Knortegås). Mod dette står hvide flanker tydeligt ud som langstrakt oval; har ofte enkelte mørke bølgetegninger på især bagflankerne, men nogle har hele flanker tæt besat med bølgede bånd, der dæmper det hvide felt. Den hvide halsplet er typisk meget bredere end hos Mørkbuget Knortegås, og hos 25%e går den komplet rundt om forhalsen som hos Ringdrossel! 10% har dog mindre plet, der knapt adskiller sig fra Mørkbuget Knortegås. De hvide flanker giver i flugten ligned med Rødhalset Gås, men den sorte bug når næsten til benene (slutter afskåret et stykke længere fremme hos Rødhalset Gås, der har bred, hvid bagbug). Kan tilsyneladende bevare juvenile hvide vingebånd til alder af 1 år – ses da i kombination med bred hvid halsplet. Kilder: egne observationer, Morro Bay, Californien febr. 2000 (ca. 1800 ex.). FLØJLSAND Melanitta fusca Erstatter Bemærkning, s. 152 hos Fløjlsand i Håndbogen Geografisk variation 3 racer. Fusca (Europa) beskrevet og vist. Hos de to strejfgæster nær næbbets befjering længere ud mod næseborene end hos fusca. Østlig Fløjlsand M.F. stejnegeri.(Ø-Asien,strejfgæst til Finland). Har næsten firkantet "knopsvanebule" over næseboret. Hos hannen er næbbasis sort, men kanter og negl røde; har lille gult felt bag næbneglen. Den hvide plet ved øjet er længere og ender tilspidset. Som hos fusca er flankerne sorte. Amerikansk Fløjlsand M.F. deglanti (Nordamerika, strejfgæst til Island) har i forhold til fusca flere afvigende karakterer: Hovedet er større med en mere ederfugle – eller brilleandeagtig profil og kortere hale (strækker ikke hals på samme opmærksomme måde som fusca). Næbbet virker lidt længere med tydligere "bule" ved næbbasis (ala Kongeederfugl). Befjeringen ved overnæbbet ender i 90 graders vinkel der sammen med mørk næbbasis gør, at, at næbbet synes "lavere placeret i forhold til øjet" end hos fusca. (mere stump vinkel samt bredere gult felt til under næseboret hos fusca, der blot har rød næbnegl). Næseboret er bredere end hos fusca – som åben oval. Adult han har bredere, hvidt komma bag øjet, der går i smal bue op bag og over øjets bagkant (hvor det kan ende tilspidset eller rundt): man ser den hvide plet på meget længere afstand end hos fusca. Har mørk næbbasis med rød kant og spids på næbbet samt gul negl og felt under næseboret. Ulig andre racer er flankerne gråbrune. På svømmende fugle synes det hvide spejl at være bredere end hos fusca. Hunner har tit mere kontrasterende hovedtegninger med mørkere hætte mod lysere kind, som hos Sortand. Kilder: M. Garner 1999: Identification of White-winged and velvet Scoters – males, females and immatures: Birding World 12. 319-324. Egne observationer af Amerikansk Fløjlsand, Califrnien jan. 2000. BRILLEAND Melanitta perspicillata Bestemmelse Tilføjelse: Hovedform: Har høj pande mod fladere isse og rundet nakke – alstå ikke å ederfugleagtig som nævnt i Håndbogen s. 151. Før landing rejses vingerne højt over kroppen på næsten mekanisk vis i ca. 1 sekund, som hos spillende Rødben! I meget skarpt sollys kan de i øvrigt helt mørke vinger vise en meget svag kontrast mellem mørkere dækfjer og lysere baser af svingfjerene. Kilde: egne observationer, Californien jan-febr. 2000. AMERIKANSK PIBEAND Anas americana (!) Bestemmelse tilføjelse: Vingerne går hos 90% ret tydeligt ud bag halen. Ved uro virker halsen desuden længere end Pibeandens – en karakter, der også kan ses i flugten, hvor formen kan ligge mellem Spids- og Pibeands, med relativt tyndere hals (og derfor mere påsat hoved) samt længere hale end hos Pibeand. Adult han eclipsedragt tilføjelse: Udover de nævnte karakterer er skulderpartiet ofte skællet med lysebrunt, lidt ala Brushane juv. (mørkere rødbrun grundfarve hos Pibeand gør, at det her bliver sværere at se). Lys blis synes at forsvinde i august (helt som "planlagt"). Fortsat god kontrast mellem grå hals og orangebrunt bryst til flanker, der generelt er lysere og klarere farvet end hos Pibeand. Mørk linie mellem næb og hoved (ikke hos Pibeand) er tydelig, men kan nedadtil være mere diffus – hvilket i og for sig forstærker dens tydelighed på afstand. Pibeand han i eclipsedragt er varmere rødbrun og mere ensartet med mørkere, rødbrune flanker og hoved; mangler Amerikansk Pibeands mørke maske. Kilder: feltstudier i Californien, jan.-febr 2000; Fugle i Felten, observation Ølsemagle Revle 15.8 2000. AMERIKANSK KRIKAND Anas carolisensis Længde 34-38 cm, vingefang 58-64 cm. Bestemmelse For generel bestemmelse af denne og Krikand, se Håndbogen. Adult han kendes bedst fra Krikand på brede, hvide "nymåner" på tværs af brystsiden; mangler desuden Krikandens hvide midterlinie i vingen (der dog tit skjules af hængende skulderfjer). Desuden afviger hovedtegningerne: Amerikansk Krikand har kun smal, gul rand foran og under øjet (kan mangle foran øjet); dette gør, at den grønne maske smelter sammen med røsbrunt hoved – især bagtil (hvilket kan give en vis lighed med han Segland!). Desuden er brystet tit lidt mørkere og mere intenst rosa- til gulbruntonet. I flugten ses varmt gulbrunt vingebånd (hvidt eller højst lyst gulbrunt hos Krikand). Adult hun/ungfugl ligner meget Krikand, men har normalt helt mørkt næb og gør et lidt mørkere helhedsindtryk. Hovedtegninger lidt mere kontrastrige, hyppigere med mørkere isse og øjenstribe (ala Atlingand) mod lysere tøjle og øjenbryn. Brystet er generelt brunere med tættere mørke pletter. I flugten er det varmt gulbrune vingebånd en vigtig, understøttende karakter; ulig hos Krikand kan det være rustbrunt. Taksonomi For nyligt udskild som egen art fra Krikand; denne tekst erstatter Håndbogens tekst: geografisk variation s. 135. Forekomst/biotop som Krikand. I Vesteuropa årlig gæst (se Håndbogen), i Danmark årlig; alle fund er af hanner marts-maj, mest sammen med Krikænder. Kilder Officiel meddelelse fra BOURC aug. 2000. Supplerende oplysninger om feltbestemmelse: Birding World 11:430-434; 12:81; egne observationer Massachusetts sept. 1997 og Californien jan.-febr. 2000. Danmark april 1995 og 1999. RØDNÆBBET AND Anas erythrorhyncha Længde 43-48 cm, vingefang 68-79 cm. Kendetegn I formen mest som en stor Krikand, men har kraftigere hoved med "løse" nakkefjer, længere næb og kort spids hale. Karakteristisk: Har i alle dragter mørkebrun hætte mod hvidlig kind samt rødt næb. Denne kombination findes kun hos den større Rødhovedet And hun, men Rødnæbbet And har mørkt gråbrun krop med lydelige hvide "skæl" på flankerne, smalle, gulbrune rande på ryg- og halefjerjene samt et lysebrunt vingespejl (ligner Knarandens, men er længere). I flugten overvejende mørk med afstikkende hovedkontraster og lysebrunt vingespejl. Adult beskrevet. Kønnene er ens: hannen er lidt større med varmere rødt næb end hannen. Brystet har ret brede, mørke pletter hos adulte Juvenil ligner adult, men har mattere og lysere rødt næb med mørkebrun negl og sider (svagest farvet hos ung hun). Brystets smalere lyse tegninger har karakter af striber. Forekomst/Biotop Yngler i ferske søer med rigelig vegetation i melem tropisk Østafrika og Sydafrika. Tilfældig gst i Eilat, Israel (april 1998). Kilder: Madge & Burn (1988): Wildfowl. Egne obs og fotos, Kenya. LILLE BJERGAND Aythya affinis Længde 38-46 cm, vingefang 66-74 cm. Bestemmelse Ligner i dragten mest Bjergand, men er mere kompakt og kun troldandestor eller mindre. Har mere fyldigt og kantet hoved med stejl pande, flad isse og let kantet nakke, ofte med bred, kort top. Set bagfra brednakket ("prøjsernakke"). Kroppen er lidt kortere, og fuglen virker derfor mere kompakt. Hos hannen ligner næbbet Bjergandens: lyseblåt med smal, sort negl (generelt smallere end Bjergand), men tit lysere felt bag næbspidsen. Hunnens næb ligner tit mere Troldandens! Overnæbbets kant er let konkav. Bjegand er større med rundere hoved, hvis højeste punkt ligger foran øjet, samt afrundet nakke. Kroppen er længere. Det længere næb har mere lige kant på overnæbbet. Ligner i flugten Bjergand, men har kun hvidt vingebånd på armen, gråt i hånden. Nogle har dog også de inderste håndsvingfjer lyse, og vingebåndet går da mere diffust over i armens. Vingebåndet er tit svært at aflæse – det ses bedst mod mørk baggrund, men giver en lysere inder- end ydervinge, lidt ala Rødben. Adult han pragtdragt har purpurglinsende hoved (ca. 10% med grønt anstrøg, især bag øjet) og ofte mørkere ansigt. I forhold til Bjergand er ryggens sorte bånd bredere, og oversiden virker derfor mørkere. Typisk har mange fjer afstikkende, brede mørk bånding, der iet kaos blander sig med finere båndede. Flankerne har ofte mørke "fingeraftryk", især på bagflankerne, men også i grænsen mod kroppen (som hos 2K han Bjergand fældende til adult dragt), og nogle har smalle, grå tværbånd på hele flanken, der da formindsker kontrasten til ryggen. Næb lyseblåt med lysere yderdel og smal, sort negl. Også næbbets kanter kan være lysere end resten af næbbet. Øjnene er gule. Bjergand han er større med rundere, renere grønskinnende hoved, hvidere flanler og mere regelmæssigt mørktbåndet rygmønster. Hanhybrider melem almindelige Aythya-arter kan minde meget om Lille Bjergand. En særlig skummel type er Troldand x Taffeland af "type Lille Bjergand", der dog har mere rødbrunt hoved med tydeligere top, mindre fyldig nakke og sort næbspids, der tit fortsætter lidt uregelmæssigt langs næbbets flige. Har desuden tydeligere "knæk i panden" foran øjet samt svagere, grå bånd på oversiden, der selv på tæt hold virker mere ensartet og mørkere grå, især bagtil. De fleste har orangetonede eller gule øjne med rød cirkel omring pupillen. Vingebåndet er mere ensartet, og aldrig lyst inderst skapt afsat fra mørk yderdel. Hanhybrider Troldand X Bjergand kan i dragten ligne Lille Bjergand meget, men har bred, sort næbspids og mørkere grå ryg med mere diffuse mørke tværbånd. Mange hybrider, hvor Troldand er impliceret har desuden Troldandens typiske, hængende nakketop. Adult han eclipsedragt lignmer adult hun, men har endnu mørkere hoved og bryst samt mindre hvidt ved næbbasis. Mørkere end Bjergand. Adult hun ligner i dragten Bjergand (eller mellemting melem Bjerg- og Troldand), men har mere ensartet mørkebrunt hoved med smallere, hvidt blis, der typisk er bredest langs næbspiderne, og ofte let vinklet ved øjet og i lige linie over næbbet (ikke jævnt rundet som hos Bjergand). Mangler Bjergandens tydelige, lyse øreplet, bortset fra i slidt dragt om foråret (fra Marts). Brystet er tit afstikkende rusttonet og oversiden lidt varmere brun uden Bjergandens "frostbrune" anstrøg. Desuden er flankerne mere uregelmæssigt "flammede" (som en mængde fingeraftryk eller finmelerede skyer), og kan være næsten så mørke som ryggen; under varmt bruntonede. Nogle har smal, hvidlig undergump Mange har ret mørkt næb med lysere felt bag næbspidsen (der både kan dække neglen og spidsen!), men nogle har næb mere som hannen (formentligt ældre hunner). Troldand hun med hvidt ved næbbasis kendes normalt på tydeligere nakketop, mørkere og mere ensartet ryg, samt mere uskarp grænse mellem hvidligt (ofte bruntinet) blis og ensartet mørkt hoved. Næbbet er normalt endnu mørkere end Lile Bjergands. Visse hunhybrider (eller Troldænder med "vanskabt hoved" (hjernesvulst?) kan ligne Lille Bjergand meget, men hovedet er knapt så fyldigt og firkantet og ryggener normalt mere ensartet mørk. Juvenil ligner adult hun, men har brunt øje og ofte endnu mindre hvidt ved næbbasis. Ryggen synes at ligne adulte hunners. Immatur anlægger i lighed med Bjergand adult dragt midt i 1. vinter, men dragtudviklingen synes at være hurtigere. 2K han vinter-forår kan have bredere, sort næbspids end adult han samt mere udbredt mørkt på flankerne, tit frem til Febr. som gråbrune pletter. Øjet bliver gult fra Januar. Forekomst/biotop Meget sjælden, men årlig gæst i V Europa, og på øerne i Atlanterhavet. Truffet i stigende antal gennem 1990’erne, og er flere steder set i smågrupper. Enkelte fund fra Danmark. Ses sammen med andre dykænder ved søer og beskyttede kyster, men foretrækker fersk- eler brakvand; ses dog lokalt ved havkyster i lighed med Bjegand. Kilder: flere mindre fundartkler i f.eks.Birding World og Dutch Birding. Egne observationer texas, New York og Californien. Diskussioner med HOF’s kurser i avanceret feltbestemmelse. ISLANDSK HVINAND Bucephala islandica Tilføjelse Bestemmelse Virker lidt mere langstrakt end Hvinand, og har set bagfra bredere "basunkinder". Hunner og ungfugle har generelt mere gråtonet dragt, især flanker samt mørkere tøjlefelt. 1. vinter han begynder at få hvid "halvmåne" foran øjet i brunt hoved; den når da over øjets overkant (flugter med øjet hos Hvinand 1. vinter han, der er ved at anlægge hvid plet). Desuden virker næbbets grundfarve ofte sortere end Hvinandens. Kilder: egne observationer af arten med Hvinand, Californien, jan.-febr. 2000. BLÅ KÆRHØG Circus cyaneus Længde 44-52 cm, vingefang 105-125 cm. Bestemmelse Den mest kompakte af de 3 små kærhøge. Har ret jævnt brede vinger med rund, spurvehøgeagtig hånd samt ret bred hoved, krop og hale. Kredser og glider på V-stillede vinger. Flyver retlinet med serier af ret langsomme, lidt stive vingeslag og perioder med glideflugt. Uden glid ses "tennisalbue". I aktiv flugt som slow-motion Spurvehøg med retlinet flugt. På de siddende fugle når vingespidsen kun ¾ ud mod halespidsen. Steppe- og især Hedehøg – er slankere med spids hånd, smallere hale og i hun- og ungfugledragter smalere, hvid overgump Adult han er lysegrå med mørkere hoved, sort spids på hånden og sort vingebagkant. Oversiden er lidt mørkere, så den brede, hvide overgump ses tydeligt. Kun meget gamle hanner er lysere med svagt lysere hoved og reduceret sort i vingespidsen; kan da næsten mangle sort vingebagkant eller have den grå. På disse fugle kan oversiden være så lys, at overgumpen ikke ses tydeligt på afstand. Se Steppehøg. Adult hun har lysebrun til beigegrå underside, mørke bryst- og flankestriber (ofte dråbeformede) og ret kontrastløst hoved, tit med brede, hvide felter omkring øjnene og lys halskrave (det sidste kendetegn ses hos adult hun Steppehøg, der har mørkere hoved med isolerede lyse felter) Vingeundersiden har mørktegnede armhuler og store dækfjer i kontrast til jævnt lyse og mørke bånd på armsvingfjerene (hos nogle fugle er lyse bånd bredere, men ligger da i indbyrdes lige afstand fra mørke; se Hedehøg i Håndbogen, s. 189). Hånden har mørk bagkant, og håndsvingfjerene distinkte, sorte tvrbånd. Oversiden er gråbrun med mørkere bånd på hånden (afspejling fra undersiden). Mangler eller har højst diffust lyst felt midt på overvingen. Har i lighed med ungfugle bred, kradratisk eller oval hvid overgump, højst med enkelte mørke pletter eller striber bagtil. Øjne lyse. Mange fugle har ike afsluttet håndsvingfjerenes fældning før efterårstrækket, og har derfor fældningshakker i hånden. Juvenil ligner adult hun, men har varmere brun, mere ensartet overvinge med lyst bånd på spidserne af de store dækfjer og tit mørkere panel over armens bagkant. Har oftere end adult hun gulbrunt felt på armen. Hovedtegninger generelt kraftigere end hos adult hun, ofte med gulbrun halskrave. Undervingen ligner adult huns, men armsvingfjerenes grundfarve er mørkere og kan danne mørkt rektangel. Deuden er båndene på håndens underside brunere og mere diffuse, og kan næsten mangle på de yderste håndsvingfjer hos hannen. Kropsundersiden varierer fra hunlignende (dog normalt med lidt varmere anstrøg) til orangebrun med mørkere striber a la ung Duehøg. Der er en generel kønsforskel: de mindste, mest hunlignende fugle med kontrast mellem mørke bryststriber og næsten utegnet lys bug er hanner, de største, varmest farvede fugle med de mest ensartede mørke striber over bryst og bug er hunner; en del overgangsformer forekommer. Bemærk, at mange unge hanner har lidt smallere hånd end arm!(se Steppehøg) Hannen kan allerede fra om vinteren have lyse øjne (mørke hos hunnen) Om foråret er oversiden ofte mere slidt og gråbrun; mere som hos adult hun, men uden disses antydede mørke striber på hånden og hos mange med mørkt panel over armen. Det lyse felt midt på armen er (hvis det er til stede) lysere gråbrunt Lyse fjerspidser på store dækfjer er tit afslidte. De mest lysmavede og mindste hanner kan da i forrædderisk grad ligne adult hun Steppehøg! Fælder efter ankomsten til sommerkvarteret. Immatur: 1. sommer-efterår han anlægger adult dragt sommer til efterår. Fugle, der ikke har fældet de yderste håndsvingfjer får da antydet sort "steppehøgekile" i hånden se da efter: bredere sort kile inderst i hånden samt nye, sortspidsede armsvingfjer (synes altid på efterårstrækket af være blandet med enkelte juvenile. 2. sommer-efterår han ligner adult han, men kan have bruntonede ryg- og dækfjer på oversiden. Stemme og Forekomst/Biotop se Håndbogen s. 189. Geografisk variation: se ny tekst for Amerikansk Kærhøg Kilder: Forsman 1999 The Raptors of Europe and the Middle East. Skindstudier zoologiske Museer i København, Stockholm og Uppsala; Klaus Malling Olsen in press. (DOF-Nyt 2000). AMERIKANSK KÆRHØG Circus hudsonius Længde 44-52 cm, vingefang 105-125 cm Bestemmelse Det amerikanske modstykke til Bå Kærhøg. Er i alle dragter afvigende, og bør regnes som egen art. Formen ligner Blå Kærhøgs, men hånden er tit lidt smallere og slankere, halen lidt slankere og flugten noget lettere. Ligner på dette punkt mere Steppehøg! (bortset fra adult hun). Adult han har smallere, sort hånd end Blå Kærhøg (mere trekantet i formen; dækker 5 yderste håndsvingfjer, ikke 6 som hos Blå Kærhøg), kun smal, grå bagkant på håndens inderdel men bredere, sort bagkant på armen. Ligner i øvrigt Blå Kærhøg, men har hvidlig maske omkring øjnene og rustbrune pletter på bryst og bug, samt svage, mørke bånd i armhulerne. Oversiden er mørkere, mere bruntonet end Bå kærhøgs med mørkere små dækfjer og ryg. De inderste håndsvingfjer har mørke pletter midt på. Kan have antydet mørkt bånd på store dækfjer som hos Hedehøg han, men mere som spredte pletter, ikke som massiv sort midtlinie. Har som Blå Kærhøg bred, hvid overgump. De yderste halefjer har tydeligere lyse tværbånd end hos Blå Kærhøg. Deler flere fjerkendetegn med den langt slankere Hedehøg adult han, men er langt mere kompakt i formen med meget bredere hånd (endnu emere udpræget end hos Blå Kærhøg). Adult hun ligner Blå Kærhøg, men har tydeligere mørkt bånd gennem undervingens midterdel i bedre kontrast til lysere armsvingfjer med smallere sorte tværbånd bortset fra bred mørk bagkant (en tegning, der dog kan ses hos visse Blå Kærhøge). Har generelt et ekstra sort bånd gennem armen i forhold til Blå Kærhøg. Også håndens underside har smallere, mere udviskede bånd end Blå Kærhøgs. Hovedet er lidt mørkere med smallere, hvide buer omkring øjnene og generelt tydelige lys halskrave. I modsætning til hos Blå Kærhøg er kropsundersiden ofte mørkplettet i rustbrunt, især på flanker og bukser, og brystet har generelt grovere, gråbrune pletter/striber. Oversiden er generelt brunere. Juvenil ligner ung Steppehøg! Har dog bredere hånd ala Blå Kærhøg (ofte smallere inderst). Hovedet er mørkt med isolerede hvide felter over og under øjet og gennemgående lys halskrave (bredest nedadtil); hos de mørkeste fugle dominerer mørkt, så kun en lille, hvid oval over eller under øjet ses, halskraven bliver smal (og tit rusttonet, eller med fine, mørke pletter; kan synes at mangle på afstand), men står normalt fortsat ud mod endnu mere massive mørke felter på halsens sider end hos Steppehøg. Kropsundersiden er varmt rust- til orangebrun med smalle, mørke striber på bryst og flanker, undertiden som pleter på flankerne (mangler sjældent striber/pletter). Vingeundersiden varierer: kan have ret mørkt panel over armen, men tættere på ses brede lyse og kun smalle, mørke bånd er virker ret diffust afsat grundet grålig grundfarve på de mørke bånd - som hos adult hun; hos de lyseste fugle mangler kontrast mellem arm og hånd. Overvingen ligner juvenil Blå Kærhøgs, men generelt med tydeligere gulbrune felter på armen; har som Blå Kærhøg bred, hvid overgump. Halen har generelt smallere mørke end lyse bånd, tydeligst mod halen, mere diffust mod spidsen. Sammenlign med Steppehøg juvenil (Håndbogen s.190). Forekomst/biotop Afløser i Nordamerika Bå Kærhøg. I WP ét dokumenteret fund fra Færøerne (sept 1989). Kilder: Dunne & Sibley 1988: Hawks in flight. Wheeler & Clark 1995: A photographic Guide to North American Raptors . Wallace 1998: Identification forum Marsh Hawk. – Birding World 11 454-457; Corso 1998: Identification of March Hawk – Birding World 12: 82; egne observationer New Jersey sept.-okt. 1989 og 1994, Massachusetts sept. 1997, Californien jan.-febr 2000. STEPPEHØG Circus macrourus Længde 40-48 cm, vingefang han 100-109 cm, hun 109-119 cm. Bestemmelse En let, spidshåndet kærhøg med lang, slank hale. Flyver med lette, og ret høje gennemførte vingeslag, men sjældent fjedrende – mere som adræt Blå Kærhøg, selvom hannens flugt kan synes ganske "balletdanserlet" med dybe, næsten mosehornugleagtige vingeslag. Hunners og ungfugles flugt ligner mere Blå Kærhøgs. De fleste er tydeligt lettere og slankere end Blå Kærhøg, men undertiden ses ret tykmavede fugle - den ret korte vinge kan da i aktiv flugt give en sær association til Duehøg! Har 4 synlige fingre (Blå Kærhøg har 5 på den bredere hånd). Hunfarvede fugle har smallere, hvid overgump end Blå Kærhøg, adulte ofte med ret tydelige mørke tværskæl. Ligner i formen en mellemting mellem Blå Kærhøg og Hedehøg: har i forhold til Hedehøg større hoved (adult) og kortere vinger med relativt længere arm; hånden kan under glid næsten synes uproportioneret kort og spids (falkeagtig), da den har tendens til at samles tydeligere under glid. Bemærk, at unge hanner af Blå Kærhøg i form, dragt og flugt kan nærme sig Steppehøg i mistænkelig grad, og at hunner tit flyver mere "blå kærhøgetungt"! Vingeformen giver ofte det bedste fingerpeg: den er bredest over armen og smallest over hånden (især hos adult hun, se nedenfor). På siddende fugle rager halen ud op til 5 cm. bag vingerne. Benene virker ofte ret lange og tynde. Ved bestemmelse af "hunfarvede" fugle (især efterår) er det vigtigt at fastslå fuglens alder: har den varmt orange til rødbrun, næsten utegnet underside er det en juvenil (check da først hovedtegninger), har den mørke bryststriber mod lysere bug er den ældre, og undervingens tegning er det første, man bør kigge på. Bestemmelsen lettes med dette i tankerne! Adult han er den mindste og lyseste kærhøg. Undersiden er hvidlig, kun med sort kile på 2-5.yderste håndsvingfjer. På glidende fugle ses spids "falkehånd", forstærket af, at de 2 yderste håndsvingfjer er kortere end hos andre kærhøge. Vingen er bredest yderst på armen og medvirker til en trekantet vingeform. Oversiden er lysegrå med koksgrå kile – lysere end de fleste Bå Kærhøge hanner og kun med svagt lysere overgump, der kan dækkes af mørke "skæl" og derfor ikke kontrasterer til oversiden som hos Blå Kærhøg. Hovedet kan være svagt mørkere i svag overgang til den hvide underside, men med udstående gult øje. De lyseste Blå Kærhøge kan i grundfarve ligne Steppehøg han, men har rund og komplet sort hånd, sort bagkant på armen (højst svagt lysegrå og brudt på Steppehøg), bredere hvid overgump og afstikkende gråt hoved. Mere "kriminelle" er 2K han Blå Kærhøg om efteråret, da de kun har inderste og mellemste håndsvingfjer sorte mod juvenile, lysblegede yderste håndsvingfjer: da kan da fremkomme en steppehøgeagtig kile, men den sidder da længere inde på vingen, og kombineres altid med nogle sortspidsede adulte armsvingfjer. Bemærk, at Blå Kærhøg, der flder håndens midterste del ofte kun har 4 synlige "fingre", men den bredere inderhånd medvirker fortsat til en ret fyldig og bred hånd. Nogle Steppehøge med fældning af de mellemste håndsvingfjer kan få kilen reduceret til en enkelt fjer, og virker da overvejende hvidvingede fra undersiden! Adult hun ligger i dragten tæt på hunfarvede Blå Kærhøge, men har slankere og spidsere hånd, hvis underside ofte har en bred, lys "boomerang" med håndsvingfjerenes basis, samt håndens bånding mere koncentreret til midt på hånden; inderhåndens bagdel af grålig, blot hånden har lidt mørkere, grå fjerspidser. Dette giver en påfaldende lys hånd hos typiske fugle, og står ret skarpt ud mod den overvejende mørke arm, hvor ofte kun de små dækfjer er lyse. Armsvingfjerene er mørke, kun med 1-2 smalle, lyse bånd yderst, der typisk "forsvinder" ind mod kroppen. Kun meget ganmle hunner har smalle, lyse bånd til armen, men de er da smallere end mørke bånd. Armen har tit smal, grå bagkant. Armhulefjerene og de store dækfjer er mørke med diffuse, lyse pletter i lighed med Blå Kærhøg. På afstand giver dette i kombination en tofarvet undervinge med mørk arm og lys hånd, ofte med tydeligt mørk komma på hånddækfjerene. Hovedtegninger ligner Blå Kærhøgs, men ansigtet er generelt mørkere med isolerede lyse pletter: som øjenbryn og hvid plet på bagkinden. Nogle har lysere, mere udviskede hovedtegninger. Mange har en ret tydelig og gennemgående gråhvid halskrave, der hos andre er smal – dækket af grå fjerspidser og knapt synlig: hovedet virker da påfaldende mørkt. Har desuden ret mørke halssider, der overgår i mørke striber på brystet og langs flankerne, mens bugen normalt er hvidlig til beige. Bukserne har tit ret brede, mørke, dobbelte dråbepletter. Oversiden er ret ensartet mørkt gråbrun med eventuelle mørkere tværbånd kun synlige på tæt hold. Den smalle, hvide overgump er rektangulær, tit med mørke tværskæl. Halen har normalt bredere mørke end lyse bånd, og selve halens inderdel kan være overvejende mørk. Halesider okkerbrune med mørke tværbånd. Øjnene er gule. Blå Kærhøg hun – og især 2K fugle om foråret ligner i tegningerne Steppehøg, men har normalt ret jævnt bred arm og hånd. Hånden er afrundet, men kan under glid tilspidses svagt, og unge haner har en tendens til at have lidt slankere hånd end hunner. Flyver dog mere stift, som Spurvehøg i slow-motion", og har mere afrundet kno, som "tennisalbue". Armens lyse tværbånd er så brede som mørke, og når kroppen (kun hos enkelte Steppehøge); Blå Kærhøge med bredere lyse end mørke bånd får udstående mørkt rektangel over armen, dannet af de mørkere store dækfjer. Hovedet er normalt svagere tegnet og lysere med bredere lyse felter omkring øjet og svagere halskrave, men da hals. Om foråret afslides majoriteten af 2K kærhøge de juvenile lyse spidser på store dækfjer, og oversiden blegner: den kan da virke helt identisk med Steppehøgens, men generelt med mindre (hvis nogen) lyse felter over armens midterdel og med bredere hvid overgump. Desuden har Blå Kærhøg – i lighed med Hedehøg – mørkere spidser på håndsvingfjerene end de fleste Steppehøge. Hedehøg er lettere med jævnt slanke og længere vinger. Undervingen er lysere, da armhulerne kun har 3 distinkte tværbånd (en hovedkarakter!) og bredere lyst felt på armsvingfjerene, men den har sort bagkant til håndens spids. Mangler mange Steppehøges lyse "boomerang" og har jævnere bånding på håndsvingfjerene, der normalt flyder sammen med hånddkfjerenes smallere, sorte komma. Overvingen er lysere med tydeligere mørke bånd på hånden, sortere vingespids og et tydeligt "hanbånd" eller mørkt rektankel over armsvingfjerene. Se Hedehøg. Normalt er det lettere at bestemme Hedehøg fra Steppehøg end Hedehøg fra Blå Kærhøg ved træning! Juvenil (til sidst på foråret) har påfaldende kontrastrige hovedtegninger: hovedet er mørkt med isolerede hvide felter over og under øjet (som ho adult hun, men tydeligere) og en bred, gennemgående hvid til orange halsring, der om efteråret er lysere end undersiden o går over naken som lyst halsbånd. Den forstærkes af bredt mørkt felt bag halskraven. Den brede, mørke tegning på kinden når ud til undernæbbet. Issen er tit lysere end kinden. Kropsundersiden er ustribet brunorange til gulerodsfarvet med tydeligt gulstik. Kan have enkelte mørke striber i armhuler. Armsvingfjerene er mørke (højst med meget svage lyse pletter yderst), og står som et påfaldende sort rektangel i vingen. Håndens tegning liger adult huns med dennes grå fjerspidser (danner "åben hånd") og normalt tydelige lyse "boomerang" ved håndsvingfjerens bases. Har altid mørke bånd på samtlige håndsvingfjer, beskrevet under adult hun. Oversiden er varmt brun med lyse spidser på store dækfjer og normalt tydelig orangetonet oval midt på vingen. Unge hanner har gule øjne, hunnerne mørke.Ungfuglenes flugt er generelt lidt tungere end adultes, Bemærk, at formen hos unge Hede- og Steppehøg er mere lig hinanden end hos adulte (udbuget arm hos begge). I løbet af vinteren afslides undersidens varme anstrøg gradvis (sidst på flankerne), og allerede fra sidst i marts ses fugle med næsten beigehvid underside af farve som halskraven. Flder i modsætning til Hedehøg kun meget begrænset før ankomsten til sommerkvarteret, og fugle på forårstrækket har højst udskiftet dele af ryggen (sjældent hele ryggen) – og undertiden armhuler og bug, der hos ung han da bliver artstypisk hvide. Om efteråret er juvenil Hedehøg det største bestemmelsesproblem. Hedehøg har normalt bredere, lyse felter omkring øjet (som hos adult hun), men højst en svag, lys halskrave midt på halsen og generelt meget svagere og kortere mørkt parti bag denne. Tit mangler halvkrave og mørkt felt – bestemmelse er da uproblematisk. De fleste Hedehøge har smallere, U-formet felt under øjet, der knapt når næbbasis. Enkelte Hedehøge har dog så mørkt – eller mørkere hoved – end Steppehøge, kun med smale, hvide pletter over og under øjet, men sådanne har da aldrig antydet halskrave. Undersiden er generelt varmere og brunere, hos typiske fugle ræverød, men undertidne lidt blegere. I modsætning til hos Steppehøg kan der ses meget smalle striber på brystet og tendens til tværbåndede armhuler, men i det mindste bryststriberne skal man meget tæt på for at kunne erkende. Armens tegning ligner i øvrigt den unge Steppehøgs med lignende mørkt rektangel, men har undertiden breder lyse bånd antydet (som underbelyst adult). Vigtig er håndens underside: hele bagkanten samt spidsen er sort, og da mange Hedehøge mangler mørke bånd på de yderste 5-6 håndsvingfjer, dannes en lys håndflade mod mørk vingespids – i stil med Musvågens. Oversiden ligner den unge Steppehøgs. Blå Kærhøg har bredere hånd, tydeligere stribet underside og svagere orange anstrøg i dragten: de varmest farvede synes at være de unge hunner, der samtidig afviger mest i form og størrelse fra Steppehøg. Nogle har ret tydelig lys halskrave, men tydeligere lyse felter omkring øjnene. Overgumpens hvide felt er bredere. Sammenlign dog beskrivelsen af juvenil Steppehøg med weppens beskrivelse af Blå Kærhøg og Amerikansk Kærhøg. Immatur (2K sommer-3K sommer) han fælder i løbet af sommeren sin juvenile dragt, og erstatter den med en dragt, der ligner adult hans. I 2K efterår er der normalt enkelte juvenile armsvingfjer, og under svingfjersfældningen kan den sorte kile være meget smal; når fældningen har nået de yderste håndsvingfjer (normalt aug.-sept.) er de tiloversiddende juvenile yderste håndsvingjer stærkt afblegede, hvilket ikke forstyrrer indtrykket af den sorte kile. Den er dog lidt bredere end hos adult han, da den også omfatter den næstyderste håndsvingfjer. Oversiden er mørkere og mere bruntonet end adult hans, og halen har gennemgående, men smalle bånd (midterhalen utegnet grå hos adult han). Hovedet ofte så mørkt og skarpt afsat som hos Blå Kærhøg (med smalle, hvide pletter over og under øjet, og tit spor af lys halskrave) i kontrast til hvid underside, ofte med rustbrune pletter eller striber på brystet og undertiden meget smalle grålige striber på bugen. Kan desuden have svagt afsat grålig vingebagkant og mørkt komma ved knoen. Under fældningens tidlige del (midsommer) tit svær at kende fra Hedehøg i lignende alder: kendes bedst på tegningen på nyfældede svingfjer. Fældningen synes at foregå hurtigere end hos Hedehøg, da den starter senere og generelt er længere fremme om efteråret (med stor individuel variation). Immatur (2K sommer-3K sommer) hun ligner efter fældningen adult hun, men er generelt mørkere på oversiden, og har hovedtegninger mellem adult hun og juvenil, således med ret tydelig lys (ofte mørkplettet) halskrave mod generelt mørkere hoved. Undersidens grundfarve generelt varmere orange end adult huns, og armsvingfjerene er mørkere end adultes. Øje overvejende mørkt. Se i øvrigt Hedehøg. Subadult (3K sommer/efterår-4K sommer) han ligner adult han, men har ofte "immature" karakterer som mørkere grå, lidt uregelmæssigt tegnet overside og undervinge med vingekile og armbagkant som hos immatur han. Kan have smalle, mørke issestriber (danner lille kalot) samt mørkere halespids. Hoved generelt som immatur hans. Hunnen i lignende alder ligner adult hun, men meget tæt på kan ses, at øjet endnu ikke er lysegult, men ravfarvet. Citat: sagt om bestemmelse af Steppe- og Hedehøg af Håkon Delin i Eilat: hvis de to arter var lige så almindelige som Musvåge og Fjeldvåge vile man sikkert opfatte dem som endnu mere forskellige fra hinanden. Stemme I territorieflugten udstøder hannen et højt, gnidende whe-eher-wher… I øvrigt tavs. Forekomst/biotop I Danmark meget sjælden gæst (1-10 fund årligt), flest i (ult.april)-maj og ult.aug-pri. Okt. (et vinterfund er kendt fra Sverige). Ses næste udelukkende efter perioder med varme, sydøstenvinde. Så godt som årlig ved Skagen. Yngler på tørre, vidstrakte græsstepper, undertidne i let kuperet terrn. Overvintrer ved stepper, savanner og i agerland i troperne. Kilder: se Hedehøg. HEDEHØG Circus pygargus Længde 43-47 cm, vingefang 105-125 cm. Bestemmelse En meget slank og let, langvinget og spidshåndet kærhøg med meget tynd hale. Flyver med langsomme, fjedrende vingeslag, næsten som overdrevet Rød Glente. Adulte har tit påfaldende lille hoved. I forhold til de 2(3) andre, mindre kærhøge er armen kortere og hånden længere, hvilket er særligt tydeligt hos glidende fugle. Tager undertiden et langt, sugende vingeslag, når flugtbanen ændres. Kredser med mere spændstige vinger end Blå Kærhøg, med vingerne i U form; kredsende fugle har påfaldende lange og slanke vinger, meget tynd hale (som påsat pind) og påfaldende lille hoved – vingerne ser ud til at være anbragt langt fortil. Hunfarvede fugle har smallere hvid overgump end hos Blå Kærhøg – som Steppehøg, men uden dennes skæl, blot med korte striber. På siddende fugle rager halen ikke ud bag vingerne, men flugter med denne (se dog juvenil nedenfor). Benene virker ofte ret korte. Adulte er i formen de mest typiske fugle – virker næsten skelettynde med meget smal arm og lille hoved ("cigaret med vinger"). Adult han har bred, sort vingespids (selve hånden er spids), der går længere ind mod vingen end hos andre kærhøge og undertiden virker bredere end armen! Undervingen har 2 smale, sorte bånd melem vingespids og krop, men grålig bagkant. I armhulerne ses 3 tydelige rødbrune bånd. Hovedet er gråt (ofte ret mørkt, men lyshovede fugle er ikke ualmindelige), og kroppen har rødbrune striber (kan yderst sjældent mangle; tilsyneladende kun i SV Europa) Oversiden virker hos de fleste trefarvet med mørkere grå krop og dækfjer, sort stribe gennem vingen, bred, sort hånd og lysere baser af svingfjerene – kan da sammenlignes med Rørhøgehannens. Nogle – formentligt 4k+ hanner) har dog lysere hoved, ryg og dækfjer. Benene er tit orange. Adult hun har overvejende lys undervinge med sort bagkant, der står tydeligt ud mod lyse baser af armsvingfjerene (som hos adult han Hvepsevåge). Armhulerne har 3 distinkte brune tværbånd. Håndens spids er sort, og håndens mørke tværbånd ret jævne til hånddækfjerene, dr blot kan have et smal mørkt komma. Hovedet virker lyst med komplet hvid indramning af øjet bagtil (hummerklo/motorbriller), men mangler lys halskrave. Brystet og bugen har mørke striber på beige til hvidlig baggrund, generelt mere jævnt fordelt end hos Blå Kærhøg og Steppehøg (sekundær karakter). Oversiden er gråbrun med mørkere stribe gennem vingen som hos hannen (men kan hos nogle smelte sammen med mørkere armsvingfjer som mørkt rektangel). Hånden er ret lys med tydelige mørke tværbånd og sort spids. Den hvide overgump er et smalt rektangel, der kan have få pletter eller striber. Halen har normalt jævnt lyse og mørke bånd, men nogle har – i modsætning til Steppehøg – bredere lyse end mørke bånd. Halesiderne er til gulbrune. Juvenil (til senvinter) har brede, hvide motorbriller, der sammen med manglen på tydelig halskrave giver et lyst ansigt. Nogle har antydet lysere halvkrave midt på halsen, men da af farve som resten af undersiden. Den mørke U-tegning nederst på kinden når ikke til undernæbets forreste del som hos Steppehøgen; meget mørkhovede fugle er kendte, med Steppehøgeagtige ansigtstegninger, men de mangler da den antydede lyse halskrave. Undersiden er ræverød til kobberrød, sjldent mattere, men altid med tydeligt brunstik. De varmest farvede fugle har tillige i frisk dragt rustbrunt anstrøg på overgumpen og håndsvingfjerenes underside. Kan have meget smalle (sjældent synlige) mørke striber på brystet og antydet mørke "adultbånd" i armhulerne. Har mørkt panel over armsvingfjerenes underside, sjældent med adultes tegninger antydet som lysere skygger. Håndens underside ofte artstypisk: mange mangler mørke bånd eller har kun svage, mørke forsiringer på de yderste 5-6 håndsvingfjer (sjældent alle), hvilket kombineret med sort vingespids og bagkant på hånden kan give en musvågeagtig tegning på hånden, der er ukendt hos Steppehøg og kun sjældent ses hos Blå Kærhøg. Oversiden er varmt brun med lyse spidser på de store dækfjer og orange ovaler midt på armen; overvingen ligner Steppehøgens. Hanner har gule , hunner mørke øjne. Kønsbestemmelse undertiden mulig hos juvenile: Han har generelt kortere vinger, der flugter med halespidsen, lysere ansigt med bredere, lyse "motorbriller", men smalere mørkt felt under øjet, og oftere synes en antydet lys halskrave midt på halsen at være tilstede. Mangler normalt mørke striber på undersiden og i armhulerne. Bånding på armsvingfjerene generelt tydeligst hos hannen, men håndens underside ofte jævnere mørkstribet. På oversiden har baserne af håndsvingfjerene tit et gråligt anstrøg, der kan stå ud mod resten af vingen. Hvid overgump smalere og halen ofte med et gåligt anstrøg. Øjne lysegrå til gule. Hun har normalt lidt kortere vinger, der på siddende fugle ikke når halespidsen. Den mørke plet under øjet er generel bredere og mørkere end unge hanners, og de hvide felter omkring øjet mindre. Oftere har undersiden mørke striber, der kan nå flankerne, og mange har den (artstypiske) tværbånding i armhulerne. Vingespidsen er generelt sortere. Og den artstypiske ubåndede eller diffuse tegning på håndens underside generelt tydeligere; kan meget sjældent (ca. 1% af sete fugle) have en boomeranglignende tegning ved håndsvingfjerenes baser som hos Steppehøg. Håndens overside er jævnere mørkebrun uden nogle hanners sølvgrå anstrøg ved håndsvingfjerenes baser. Armsvingfjerene er generelt mørkere med svagere (hvis nogen) lysere tværbånd. Den hvide overgump er generelt bredere og halen har tydeligere mørke tværbånd, men mangler visse hanners grå anstrøg. Øjet er mørkebrunt til sort. Immatur (2K forår-3K sommer) Fælder i modsætning til de andre mindre kærhøge en ret stor del af dragten i vinterkvarteret (kun få% så godt som juvenile på forårstrækket i modsætning til Steppe- og Hedehøg). På forårstrækket har de fleste således skiftet hoved og (dele af) krop, armhulefjer og dele af overvingen til adult type; over 90% har har desuden skiftet de melemste halefjer, der da er længere og rager ud som "blob" ala ung Lille Kjoves! De nye fjer er af adult type. "Retarderede" fugle (kun få%) bevarer stort set juveil dragt til fældningens start i forsommeren, men de er – i modsætning til hos Steppehøg – undtagelser. Han om foråret normalt med blanding af slidte og blegere juvenile fjer (kan blive sandfarvede fra maj) og nye, adulte fjer. Har grålige indslag i hoved, forbryst og overvingedækfjer, rustbåndede armhuler og grå midterste halefjer. Kan få rustbrune bryststriber. Svingfjerene er fortsat juvenile, og de mørke spidser på håndsvingfjerene kan være afblegede (håndens spids og bagkant bliver ofte som Steppehøg, men bevarer heldigvis mange fugles artstypiske lyse håndflade). Fældningen af svingfjerene indledes i juni, og fuldendes ikke endeligt før efterårstrækket: hanner om sommeren virker ofte underligt brogede, med ukomplet sort hånd (kileeffekt dog ikke udpræget, da der er sort langt ind på hånden), mørkt panel over armen og grå- og brunspraglet overside og "klavertangenter over armen skabt af blanding af adulte og juvenile, mørke fjer). De fleste fugle har indslag af juvenile svingfjer på efterårstrækket. Efter fældningen som adult han, men med mere uregelmæssigt, brunspraglet overside og mørkere grå grundfarve. Hoved mørkegråt med lyst øjenbryn og ofte antydning af lys krave midt på halens sider. Issen kan have brune striber. Hovedet er ret skarpt afsat fra lys underside, der generelt har bredere, mere ovale rustbrune striber end adult hans smallere. Også undervingen kan have kraftigere rustbrune tegninger. Halen har brede, rudtbrune tværbånd. Hun fælder generelt mere komplet før forårstrækket, og får adultlignende hoved, krop, armhuler og midterhale (brun med tværbånd), men bevarer svingfjerene, og dermed mørkt panel over armen. Man kan om sommeren se fugle, der har fældet de yderste armsvingfjer til adult type (båndingen går da skarpt over i de meget mørkere juvenile, og da hovedet om sommeren kan være forrædderisk lig adult hun Steppehøg, står man tit overfor "kærhøgebestemmelse når det er sværest. Check da armhulerne, der har artstypiske 3 mørke tværbånd. Oversiden mere jævnt tenet end hannens, ofte ret lig adult Steppehøg, men blanding af friske brune og gamle nedslidte fjer ses tydeligt tæt på. Efter fældningen som adult hun, men mange har mørkere armsvingfjer med smallere og mere duffuse, lyse bånd gennem armen. De virker på oversiden som mørkt rektangel på overvingen, og håndens overside er mørkere med svagere mørke bånd.. Hovedet er ofte mørkere med reducerede lyse tegninger og ofte antydet lys krave midt på halsen, og altså mere som juvenil. Kropsundersiden generelt varmere okkerbrun med kraftigere striber end adult huns. Øjet er mellembrunt. Stemme Han i territorieflugt udstøder et højt, skar og hurtigt gentaget kniekk. Hunnen advarer med en hurtig trille nær reden. Varianter En sjælden melanistisk type (hyppigst i SV Europa) er sortbrun til varmt rødbrune (som malet kaffe) med genskin af de normale lyse partier, eller normalt tegnede svingfjer. Har ofte sølvgrå baser af håndsvingfjerene på oversiden (ofte dragtens lyseste del). Adult han er mørkt askegrå til sortgrå med sorte svingfjer og mørkegrå overgump til hale, samt undertiden isse, nakke og forbryst. Hånddækfjerene og armsvingfjerene tit afstikkende askegrå til sølvgrå. Underhalen ofte afstikkende lysere grå. Ryggen og de små dækfjer er næsten sorte, mens mellemste og store dækfjer er mørkegrå. Over- og underside ligner ret meget hinanden. Adult hun er mørkebrun med "formørket" udgave af normalt lyse partier, men med sortagtigt hoved med svagt brunere plet på kindens bageste del. Håndsvingfjerenes baser er hos adult hun lysere grå med mørke tværbånd og antydning af mørkt "hanbånd" samt armsvingfjerstegning. Halen er mørkt brungrå med sortagtige tværbånd; de yderste halefjer har rustbrune tværbånd. Underhalen kan være næsten som hos normale fugle. Hos adult fugle står de gule øjne tydeligt ud i et mørke hoved. Juvenil sortbrun, ofte med med lys nakkeplet og kun svage lysere halebånd på den mørke hale. Armsvingfjerene kan være sorte – som den mørkeste del af dragten, mens håndsvingfjerene hyppigst er "normalt tegnede", ofte med lys håndflade mod sort spids ("vågehånd" på undersiden. Hybrider Har hybridiseret med Steppehøg (Finland 1993). Juvenil ligner mørkhovedet Steppehøg med enkelte mørke bryststriber, men har varmere rustbrun halskrave og svagere mørk vingebagkant end Hedehøg. Forekomst/biotop I Danmark sjælden og lokal ynglefugl i SV Jylland (30-35 par ca. 2000). I øvrigt sjælden trækgæst, især maj – pri. Juni (sjældnere aug.-med.sept.), især om foråret i forbindelse med varme søndenvinde, hvor en del når Skagen. Yngler ved tilgroede heder, i nypanteringer af fyr og på grnenge og stepper samt i sumpet landskab. Overvintrer i troperne. Kilder (også for Steppehøg): Litteratur: af nyere litteratur efter Håndbogen: D. Forsman 1998: The Raptors of Europe and the Middle East. Academic Press. – W.S. Clark 1999: A field guide to the Raptors of Europe, the Middle East and North Africa. Oxford. – A. Corso 1999: Sexing of juvenile Montagu’s Harrier. Dutch Birding 21:189-192. – K. Malling Olsen 2000: Kærhøge. Feltbestemmelse af hunfarvede kærhøge: Blå Kærhøg, Steppehøg og Hedehøg. DOF-Nyt 6/4:24-27. – H. Larsson 2000: Stäpphök och ängshök – två problemarter. Anser 39:82-83. Skindstudier: Zoologisk Museum, København, Zoologisk Museum, Universitetet i Oslo, Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm, Uppsala Universitet. Feltstudier Danmark, Sverige (især Öland), Italien (Sicilien april-maj 2000), Bosphorus, Bulgarien (sept. 1998), Kasakhstan, Israel, Kenya, Indien m.m. Diskussioner: tak til Dick Forsman, Lars Svensson, Håkon Delin, W.S. Clark, Andrea Corso, Nils Kjellén, Hans Larsson, Lars Jonsson, Martin Riesing, Gert Østerbye, Rasmus Strack, Brian Rasmussen (og resten af SU ved sagsbehandlinger), Mads Jensen Bunch, Jan Eske Schmidt, Lars Jensen og resten af holdet på HOF’s kurser i avanceret feltornitologi. Samt til ale de folk jeg gennem årene har debatteret kærhøgebestemmelse med COOPERS HØG Accipiter cooperi Længde han 37-41, hun 42-47 cm, vingefang han 70-77, hun 79-87 cm. Bestemmelse: Allikestor. Ligner en lille, langhalet og kortvinget Duehøg, men er kun lidt større end Spurvehøg. Virker dog meget kraftigere med ret bred og lang, cigarformet krop og lang, tydeligt afrundet hale samt ret langt, trekantet hoved, der i aktig flugt når tydeligt foran vingerne. Kan synes noget ranglet i proportionerne. Flyver med ret stive vingeslag med størst bevægelse i armen - som en speedet Duehøg, og løfter tit hovedet, som for at se bagud. Den aktive flugt går i lige linie, og karakteriseres af ret lange slagserier. Kredsflugten ligner Spurvehøgs, men som hos Diehøg kan forekomme længere perioder med kredsflugt på plane vinger og udfældet afrundet, næsten kileformet hale, der kan bevæges som ror. Hovedet virker i kredsflugt stort og danner en ret vinkel mod vingeforkanten. Vingebagkanten er ret tydeligt S-formet, som hos Duehøg. Kan som Duehøg under kredsflugt sammenlignes med et flyvende kors. Øjet sidder ret langt fremme mod næbbet, og virker tit lille.. Benene er ret kraftige, og tydeligt tykkere end Spurvehøgens "tændstiksben". Adult har sortgrå "bøddelhætte", ret skarpt afsat mod brun kind og lys nakke, og ender tit i en kort top. Undersiden har tætte, orange- til rustbrune striber eller pletter i kontrast til lysere, mørkbåndede svingfjer. Oversiden er mørkt blågrå. Halen har 3-4 brungrå bånd og brede, hvide spidser på halefjerene. Øjnene er orange til røde, mørkest hos ældre fugle. Kønnene er ret ens, men hanen har de krafigste hovedtegninger og den rødeste underside, mens hunnen er størst. Juvenil har lysebrunt hoved med meget, svagt lyst øjrnbryn og lysegult, udstående øje. Kan som adulte have antydning af kort nakketop (der kan have gulbrune striber). Undersiden er lyst gulbrun med smalle, men ret tydelige sorte striber over brystet (lidt kraftigere på flankerne). Derimod er det meste af bugen hvid. På afstand forsvinder striberne, og undersiden bliver da forbløffende lys. Hoved og strube kan have varmt gulbrunt anstrøg. Oversiden er gråbrun med spredte gulbrune til hvidlige pletter, tydeligst på ryggen. Halen ligner adultes, men har lidt bredere lyse bånd, der ofte sidder forskudt på de yderste. Har som adult bred, hvid halespids. Forekomst/biotop Yngler i Nordamerika mod nord til New England. Delvis trækfug. Tilfældig gæst udfor Storbritannien (okt. 2000). Kilder: P. Dunne, D. Sibley & C. Sutton 1988: Hawks in flight. – K. Kaufman 1990: A field guide to Advanced birding (begge Houghton Mifflin Press, Boston.) – B.K. Wheeler & W.S. Clark 1995: A photographic guide to North American Raptors. – Academic Press. Egne observationer, Cape May, sept.-okt. 1989 og 1994; Californien jan. 2000. MUSVÅGE Buteo buteo Længde 51-57 cm, vingefang 113-135 cm. Denne tekst erstatter Musvåge s. 195-196 i Håndbogen Bestemmelse Ret kort- og bredvinget våge, der flyver aktivt med stive, mekaniske vingeslag vekslende med serier af glid på plane vinger med let knæk i hånden. Kredser på V-stillede, planer vinger uden tydeligt knæk mellem arm og hånd. Muser n i modsætning til Fjeld- og Ørnevåge i korte intervaler med usikre, flagrende og hurtige vingeslag, tit med halen ført op mellem benene. Siddende fugle er kompakte med hale og vinger flugtende samt tynde, gule ben. Dragt varierer meget. Den almindeligste type har ret ensartet mellembrun overside og brun krop med tydeligt lyst brystbånd, der sammen med lyse mellemste dækfjer danner lyst "røntgentbillede", især tydeligt mod mørke små dækfjer. Knoen har varierende mørke tegninger. Svingfjerenes underside er lys med mørke tværbånd, mørke spidser og lys håndflade. Halen er ret neutral, da de mørkere tværbånd er svære at se – et godt kendetegn fra andre våger! Gradvise overgange til lysere typer. Flere lyse typer volder problemer mod andre rovfugle: "Fjeldvågetype" har lys undervinge med store, mørke pletter på knoen, præcist som Fjeldvåge. Kendes – bortset fra på kortere vinge og kortere, ret ensartet underhale på smalt, brunt midterbånd over kroppen mod hvid bug samt gråtonede armsvingfjer, der næsten møder knopletten. Knopletten er hos Fjeldvåge omgivet af hvidt, da armsvingfjerene har lysere baser. Oversiden har hos disse lysere dækfjer mod mørk forryg samt hvid overgump mod mørk hale; de midterste halefjer er tit afstikkende lyse og danner hos (ung)fugle med lys halebagkant hvid piletegning i halen. Halens inderdel er undertiden lys, men aldrig hvid mod sort endebånd som hos Fjeldvåge, snarere i diffus overgang til brunlig bagkant på halen. De lyseste – "Børreingevåge" har hvid underside med tykke, sorte kommaer ved knoen (ikke hos andre rovfugle, men genfindes hos Skov- og Mosehornugle), yderst sjældent begrnset til smalle, sorte kommaer. Har normalt enkelte mørke tegninger over brystet og på flankerne. Oversiden tit næsten hvid/sort med hvide skuldre, hoved, bagryg og hale mod sort forryg (undertiden kun som lille plet) og svingfjer. Halens hjørner er altid mørke. De mørkeste (formentligt kun adulte) kan have brystbåndet og det lyse bånd over de mellemste dækfjer reduceret til utydelige, lyse pletter. Adult er kompakt med ret lige vingebagkant og kort hale; især hanner kan være uventet kompakte. Vingebagkanten varierer, men fugle med kulsort bagkant på armen og ofte begrænsede mørke tværbånd på vidlig baggrund er adulte. Brystbåndet har mørke pletter eller tværbånd – som skæl, der fortsætter over bugen og på flankerne samt på de inderste store dækfjer. Generelt mørkere og renere tegnet end juvenile; mange har mørkt leverbrune små dækfjer og mørkere, mere mættet brun kropsunderside. Øjnene er mørke og giver hos mørkhovede fugle et "formørket" ansigtsudtryk. Overvingen mangler tydelige lyse spidser på de store dækfjer, men er mere uregelmssigt tegnet, da flere generationer af dækfjer blander sig med hinanden. Halen kan have mørkt endebånd; kun hvis det er smalt og kulsort er det dog alderstypisk. Bløddele generelt varmere farvet end juveniles, undertidne orangetonede. Juvenil har smallere vinger med let udbuget bagkant på armen samt længere hale. Vingebagkanten varierer; mange har mørk bagkant på armen, men den er da sodsort (som hos mange adulte!), og en del mangler mørk bagkant på armen – har i stedet flere grålige tværbånd på mere grå baggrund. Brystbåndet har mørke pletter eller længdestriber, ofte noget diffust afsatte, og de fleste har mørkere, svagt tegnede flanker samt mindre tydelige sorte tværbånd eller striber på de store dækfjer. Generelt lysere end adulte med mere gulbrun grundfarve i de mørke partier. Halen ligner adultes, men bagkanten er højst gråsort, og mangler tit helt mørk bagkant. Har lyse spidser på de store overvingedækfjer, der danner smalt, lyst vingebånd, og tit mere lysskælet overside end adulte. Øjnene er lyse; tydeligst hos mørkhovede fugle. Bløddele generelt lysere gule end hos adulte. Immatur (2K forår – 3K efterår) som adult, men med hakker i vingebagkanten, da juvenile og adulte armsvingfjer blander sig med hinanden. Om efteråret er de yderste – juvenile – håndsvingfjer ofte påfaldende korte. Eventuelt mørkt halebånd smallere end adultes. Øjne en mellemting mellem adultes mørke og juveniles lyse. Stemme Et mjavende, nedadgående og klagende meeoo høres hyppigst under spillet samt ved kontakt mellem de voksne fugle og ungerne. Tavs under trækket. Geografisk variation 8 racer i området. Buteo (Mellemskandinavien til Vesteuropa) beskrevet . Lille variation mellem vestlige og sydvestlige racer. Meget lyse fugle forekommer kun hos buteo. Øracerne er alle ret ensartet mørke: Rothchildi (Azorerne) ligner buteo, men er lidt mindre, og har generelt mørkere overside og kraftigere plettet underside. Dragtvariation lille. Fouragerer ofte mere adræt, tit med styrtdyk ulig buteo. Insularum (Kanariske Øer) og arragoni (Korsika, Sardinien) er begge mørke med tendens til mere stribet underside i alle aldre. Bannermanni (Kap Verdeøerne) er lidt lysere med mere gråtonet overside. Harteri (Madeira) afviger fra buteo ved grovere, mere jævnt plettet underside uden lyst brystbånd , kun svagt antydede lyse mellemste dækfjer og bredere mørke striber over arm- og de inderste håndsvingfjer. Oversiden har store, lyse håndflader, og halen er lysere med flere, men tydeligere sorte tværbånd (kontra Cramp & Simmons 1980). Steppevåge vulpinus (Nordskandinavien og Østeuropa; overvintrer i tropisk Afrika; talrig trækgæst i Mellemøsten) er mindre og slankere end buteo med lidt spidsere hånd, og har tit en mere adræt flugt. Rød typer (almindelige i Mellemøsten, men sjældne i N og Ø Europa) har mere kontrastrig underside med rødbrun krop og undervinge mod hvidlige baser af svingfjerene, der kun har smalle, mørke tværbånd. Kan mangle brystbånd. Har lysere, rødtonet hale og på oversiden lyse baser på de yderste håndsvingfjer samt lysere rusttonede dækfjer. Adultes vingebagkant synes ofte sortere end hos buteo, forstærket af hvide baser på armsvingfjerene. De mørke typer har ensartet sortbrun krop og undervingedækfjer i stor kontrast til hvide baser på svingfjerene samt lys hale med bredt sort endebånd. Aldersbestemmelse som for buteo, men juvenile har ofte endnu tydeligere og mere regelmæssigt stribet bryst, adulte tydeligere mørke tværbånd på brystet (bortset fra mørkbrystede fugle). Mange nordlige fugle er af en gråbrun type, der meget ligner buteo (f.eks. ynglefugle fra Nordskandinavien og Finland, samt trækgæster i Bulgarien og Bosporus), men har ofte rødtonet hale (især midterste halefjer) samt begrænset mørk bånding på svingfjerene; har således nsten ubåndet, lys håndflade fra undersiden. Mangler normalt massivt mørk plet over hånddækfjerene (almindeligt hos buteo), og ofte er de store dækfjer lysere end de mellemste (modsat buteo), hvorved den mørke vingeforkant bliver længere. Den røde type er sjælden mod nord til Finland. Blev tidligere regnet som racen "intermedius", der nu ikke længere anerkendes. De langttrækkende former indstiller svingfjersfældningen under efterårstrækket (buteo fælder normalt komplet før efterårstrækket). Menetriesi (Krim, Kaukasus og Ø-Tyrkiet) er lidt større end vulpinus – på størrelse med buteo. Generelt endnu mere rødtonet end vulpinus; mørk form er hyppigere hos denne form. Forekomst/biotop Almindelig i skove omgivet af åbent land. Meget almindelig på trækket, især marts/med.april og ult.sept.-ult. Okt. Dominerer trækket af rovfugle (bemærk, at store trækkende flokke af våger sidst i maj og sidst i august dog er Hvepsevåger: undtagelser er ved Skagen, hvor mange yngre Musvåger kan ses i flokke til pri. Juni, og ved Falsterbo, hvor hundredevis på trækforsøg kan ses fra ult. August). Steppevåge er meget sjælden gæst i Danmark, men formentligt årlig, da en del fugle med blandkarakterer mellem denne og buteo undertiden ses sent om foråret og tidligt om efteråret. Kilder: Cramp & Simmons 1980: The Birds of the Western Palearctic, Vol. II. - D. Forsman 1999: The Raptors of Europe and the Middle East. – W.S. Clark 2000: A field guide to the raptors of Europe, the Middle East and North Africa. Egne observationer Sydskandinavien (buteo og enkelte vulpinuslignende), Bulgarien, Israel og Bosporus (vulpinus), Azorerne (rothschildii) og Madeira (harteri). VANDREFALK Falco peregrinus Nærmere beskrivelse af lyse nominatformer og tundra-racen calidus: De klassiske Vandrefalke er korrekt omtalt i litteraturen, og volder sjældent problemer. Men de langttrækkende nordlige Vandrefalke (calidus eller overgangsformer til peregrinus) volder tit problemer. Bemærk at en ren calidus skal matche alle kendetegn (som når man først en gang er blevet bekendt med dem volder de sjældent de store problemer)- det er mellemformerne der er besværlige. Størrelsen varierer, men de nordlige fugle er generelt større end de, der yngler længer mod syd, og har lidt længere vinger. Forskelle i kønnenes proportioner er som hos peregrinus: bemærk altså, at man godt kan se store fugle med proportionelt kort hale! Det kan ikke gentages tit nok: Vandrefalkens form er artstypisk med stort hoved og bryst mod (for) smal bug, trekantede vinger med kort, bred arm og lang, spids hånd hvis bagkant enten er helt lige akklippet eller svagt udbuget inderst. Halens længde varierer, men nogle små hanner har næsten tamduekort hale, andre hunner lang hale, der ved basis er smal og påklistret den smalle bug. Nogle har dog bredere, tøndeformet bug (især store hunner); de kan synes at have uproportionelt korte vinger. Man kan sammenligne Vanrefalkens form i kreds med en enorm Bysvale. Calidus adult er lysere end de hjemlige. Undersiden (incl. undervingen) kan være næsten utegnet hvid, eller blot med små, sorte pletter på specielt flankerne. Den hvide underside er i kontrast til sort vingespids – og undertiden er mørkt komma på hånddækfjerene (som hos Berberfalk). Brystet kan hos hannerne have et fint rosa anstrøg. Oversiden meget lyst grå, undertiden sølvglinsende på specielt baggryg og overgump. Lysere ryg og dækfjer danner kontrast til mørkere hånd og hale, hvorfor oversiden er tofarvet (mere ensartet hos nominatformen). Hætten er normalt mørkere end ryggen, men ikke rent sort, snarere sodgrå og er i kontrast til den sorte skægstribe der generelt er smallere end hos nominatformen; til som nedadgående trekant fra øjet, da den spidser til nederst. Den hvide kind er generelt bredere end hos andre former. Halen har sjældent indslag af rustbrunt; fugle med rødbrun spids og sider på halen er kendt. Mens de største fugle set direkte nedefra næsten kan synes så hvide som Jagtfalke (og kan være så store), virker de mindste set ovenfra undertiden næsten aftenfalkeagtige med deres ret lyse isse, sortere skæg og tofarvede overside. Juvenil calidus er variabel. Nogle er identiske med nominatformen (meget store, "normalt tegnede" Vandrefalke kan være mørkeste calidus, mens andre er langt lysere. De lyseste har lyst hoved, kun med sorte markeringer bag og under øjet, og får hoved som Aftenfalk hun og ungfugl. Sådanne har hvidlig underside, fra bryst til bug besat med smalle, mørke, vel adskilte striber og normalt ret tydelige mørke tværbånd eller pletter på flankerne som den dragtkarakter, der ses på længst hold. Oversiden er lyst gråbrun mod mørkere hånd og hale, altså tofarvet ala ung Aftenfalk. Ryg- og dækfjer har varierende lyse fjerrande, der kan være tydeligt hvide skæl og desuden har mange hvid vingeforkant. Halen og overgumpen er tit varmt gulbrune til rusttonede – en karakter, der ikke ses hos andre storfalke! Mørkere calidus og mellemformer til nominatformen er mere problematiske: visse gange har siddende fugle vist sig ubestemmelige fra unge Lannerfalke! De har lys pande og øjenbryn, gråbrun isse og overside og de "normale Vandrefalkes" sort skægstribe mod lys kind (hos ungfugle sjældent meget fint stribet bagtil; sammenlign Jagtfalk). Selvom der er nogen kontrast melem hvidlig pande og lidt mørkere isse er der ikke tale om et mørkt diadem ala Lannerfalk. Undersiden er gråhvid, ofte let gulbruntonet og flankernes tværbånd/pletter beskrevet ovenfor er stadigt tydelige. Undergumpen kan være næsten utegnet (som hos Slag- og Lannerfalk), men mørke tegninger er – hvis de findes – smalle tværpletter eler pilespidser (ikke striber som hos Jagtfalk). Også denne type kan have gulbrunt til rustbrunt anstrøg på hale og overgump. Bemærk mange overgangsformer til nominatformen findes, hvor kun fugle med kombination af alle karakterer bør benævnes calidus. Calidus: optræden herhjemme. Trækgæst, der overvintrer fra Sydeuropa til troperne. De fleste lyse Vandrefalke dukker op om efteråret, hvor deres træk synes at falde sammen med de hjemliges: flest er set pri. Sept.-ult. Okt. Der er få vinterfund af denne form. Forårstrækket ligger med April-pri. Juni, med tendens til adult kulmination første halvdel af maj (ca. 3 uger senere end hos nominatformen), og juvenil ult. Maj. Det synes, som om mange af de sent trækkende fugle ved Skagen (efter 10-15.5 er meget lyse fugle). Geografisk variation: tilføjelse: Brookei: I bestande fra S-Italien til Tyrkiet findes fugle, der meget ligner nominatformen. De er normalt mere kompakte med kortere hale og vinger. Oversiden er mørkere og mangler blågråt anstrøg, skægstriben er generelt bredere og rundere og står knapt så tydeligt ud mod varmt bruntonet underside, der t.o.m. kan nå kinden. Note: her gøres en undtagelse fra reglen om ikke at publicere nyt, der er under forberedelse som artikel. Det skyldes, at netop information om denne form er skønet specielt væsentlig at få ud før efterårstrækket – jævntfør problemerne på Fugletræffet i 1999. Kilder: Forsman Raptors og Europe and the Middle East (1999), Andrea Corso & Klaus Malling Olsen in prep.: Peregrine: identification of pale birds and of Siberian Peregrine calidus. Diskussioner med Dick Forsman, Nils Kjellén, Knud Pedersen, Erik Christophersen, Gert Østerbye. Obs. af ca 100 fugle af lys type Vandrefalk i Sydskandinavien (især Falsterbo og Öland efterår, og specielt Skagen forår) og på Sicilien, Italien (april-maj 2000). Enkelte obs fra. Israel og Indien. LANNERFALK Falco biarmicus Immatur (afløser immatur s.210-11 i Håndbogen) ligner fra 2K efterår adult, men er generelt mattere med tydeligere mørkt bånd gennem undervingen (kan ligne "fejlfarvet" ung kærhøg med mørkt rektangel anbragt midt i vingen!). Brystet og nakken kan være stribede. Oversiden er mørkere og brunere end adultes med smallere, lyse tværbånd. Bløddele gule. Geografisk variation (afløser Lannerfalk geografisk variation Håndbogen s. 211) Moderat. 3 racer. Feldeggii (S Europa til Tyrkiet): Den største og mørkeste race: især ungfugle kan være svære at kende fra Slagfalk. Adult Oversiden er blåligt bruntonet med det kraftigste mørkbåndede møster, issen og nakken er mørkt rødbrun med mørke striber og undersiden er kraftigt mørkplettet med mørke tværbånd på flankerne. Undervingens kontrast er generelt kraftigere end hos andre racer. Halen er generelt lidt længere og kan gå nogle cm ud bag vingen. Han er mindst, og i formen mest vandrefalkelignende. Den har den kraftigst rustbrune og mest velmarkerede isse og nakke, samt den lyseste pande og kind; skægstriber er derfor ret tydelig. Oversiden er blåtonet (lysest på bagryg og overgump), og oversidens sorte tegninger ret skart afsatte mod lys grundfarve. Undersiden er lysere og svagere mønstret, og kinden samt brystet kan være næsten hvide. Sjældent er undervingen næsten så lys som hos erlangeri (se nedenfor). Bløddele generelt mere orangetonede end hunnen. Hun har mørkere og mattere isse/nakke med tydeligere, mørke striber, og står derfor mindre ud mod ryggen end hos hannen. Desuden er kinden tit mørkstribet, hvorfor skægstriben står mindre ud. Oversiden har gråt til brunt anstrøg, og den mørke tegning flyder mere sammen med grundfarven end hos hannen. Undersiden er generelt kraftigere mønstret end hannens, tit med gulbrun grundfarve, og kropsundersiden har tydeligere, mørke pletter; flankerne ofte tydeligt tværbåndede. Undervingens to-tonede kontrast er tydeligtst hos hunnen, især i armhulerne og som bånd over de store dækfjer. Bløddele generelt mere gultonede end hos hannen (bortset fra hos meget gamle fugle). Visse meget gamle fugle (7K+) kan få ungfugleagtig tegning på kropsunderside og undervinge. Juvenil er mere ensartet, men hannerne har tit helt ensartet mørke undervingedækfjer, smallere striber på undersiden og tit helt lys undergump. Dragten varierer – som hos andre storfalke noget: de fleste har gulbrun isse og nakke med svage, mørke striber, i ret god kontrast til det artstypiske mørke diadem, der sjældent dækker over 2/3 af issen. Sådanne kan ligne Vandrefalke. De lyseste fugle har næsten hvidlig isse, bred, hvid kind og kun smalt eller brudt diadem, og kan her ligne Slagfalk, især da de kan have gråbrun rug/dækfjer mod mørke svingfjer. Se i øvrigt afsnit om juvenil s.210. Kan allerede fra november få indslag af (sub)adulte fjer i issen. Erlangeri (NV Afrika) er den mindste og lyseste race me den korteste hale. Adult har sandfarvet overside og halen er tydeligere mørkbåndet end hos andre racer. Issen og nakken er lysebrune. Undersiden kan være næsten hvid eller med orangegult anstrøg, med korte striber eller pletter; eventuelt mørke tværbånd på flankerne er svagere end hos feldeggii. Undervingen er lys; nogle hanner har næsten umarkeret hvid undervinge mod mørk vingespids. Tanypterus (NØ Afrika, Mellemøsten) ligger i størrelse og dragt mellem feldeggii og erlangeri. Adult har lysere, mere bruntonet overside end feldeggii. Har generelt svagere mønstret dragt (både over- og underside) end erlangeri; undersiden mangler dennes andfarvede sandstrøg. Issen og nakken er mørkere rødbrun end hos erlangeri, især bagtil mere orangetonet. Undersiden er svagt mønstret, kun sjældent med bånding på flankerne. Der er gradvise overgange mellem erlangeri og tanypterus, bl.a. i Israel. Status i Danmark: det eneste danske fund regnes som undsluppet fra fangenskab. Kilder: D. Forsman 1999: The Raptors of Europe and the Middle East. – W.S Clark 1999: A field guide to the Raptors of Europe, The Middle east and North Africa. - A. Corso 2000: Identification of European Lanner. Birding World 13:200-213. Diskussioner med A. Corso. SLAGFALK Falco cherrug Tilføjelse/ændret tekst til adult og juvenil Adult tilføjelse: mange europæiske fugle er mørkere end beskrevet, og mere juvenilagtige med mørke undervingedækfjer og bagbug. Generelt er adult beskrevet som for lyse op undervinge og bagkrop i Håndbogens tekst: adult s. 211. Juvenil har tofarvet overside med brun ryg/dækfjer og lysere hale i kontrast til mørkere svingfjer. Ryg og dækfjer har tit ret brede, rustbrune fjerrande. Undersiden er lys med mørkstribet krop og mørke bukser/bagbug (kan på siddende fugle give fjeld- eller ørnevågeindtryk!); bukserne har højst svage, lyse pletter. Undergumpen er lys, undertiden med svage, mørke pletter, der dog kan være så brede som på flankerne. De mørke undervingedækfjer er i god kontrast til lys håndflade, der grundet de kun svage, mørke tværbånd kan virke sølvglinsende. De store dækfjer kan have smalle, lyse striber. Armsvingfjerene og vingespidsen er ret mørke; hos fugle med lysere undervinge er de store dækfjer og armsvingfjerene det mørkeste på undervingen. – dette kombineres normalt med lysere bryst end hos gennemsnitsfugle. Hånddækfjer lyse med brede, mørke skaftestriber. Hovedet lyst, kun med smal, mørk skægstribe, der starter ved tøjlen og går nedad som "buet tårespor" og smal, mørk øjenstribe. Fugle med den bredeste, mørke skægstribe kan ligne lyse unge Vandrefalke, men har smale, mørke striber øverst i kinden. Issen er lys, især fortil med svage, mørke striber, og har tit okker- til cremegult anstrøg; nogle har mere jævnt stribet og derfor mørkere isse.. Øjet omgivet normalt af lyst og virker derfor stirrende. Kinden er lys, højst med svage, mørke striber øverst. Halen er mørk med svage, lyse tværbånd, normalt begrænset til enkelte, runde pletter på de yderste halefjer; halens midterdel tit mørkere end de lyse sider Bevarer grå vokshud i 1. vinter. Juvenil Lannerfalk har mere ensartet mørk overside, mere ensartet lys underside med smallere, mørke striber og lysere bagbug (kun sjældent hos Slagfalk) samt mørkere hovedtegninger med mørkt diadem mod lys pande og isse; den bredere, mørke skægstribe når øjet og spidser til nedad. Bagkrop og undergump lysere, undergump med fine mørke pilespidser. De mørke undervingedækfjer kan have lyse pletter; små dækfjer og "knoplet" ofte lysere end store dækfjer og de ret ensartet mørke hånddækfjer. Svingfjerenes underside har tydeligere mørke tværbånd, men også armsvingfjerene kan som hos Slagfalk være mørke (især langs vingebagkanten). Halen har ofte komplettee lyse tværbånd, men nogle har hale mere som Slagfalk med ovale, lyse pletter på de yderste halefjer og utegnet midterhale; halesiderne er dog ikke så afstikkende lyse som Slagfalkens. Får gul vokshud i 1.vinter. På siddende fugle når vingespidsen næsten halespidsen. Får såvel Lannerfalk som Slagfalk bør denne tekst sammenlignes med teksten for Vandrefalk calidus på web-siden. Status i Danmark: De danske fund regnes ikke længere som spontane (da dragtkarakterer ikke passer med europæiske fugles). Kilder: D. Forsman 1999: The raptors of Europe and the Middle East - W.S. Clark 1999: A field guide to the Raptors of Europe, the Middle East and North Africa - A. Corso 2000: Identification of European Lanner: Birding World 13: 200-213, egne observationer Ungarn, Israel. MONGOLSK PRÆSTEKRAVE Charadrius mongolus Bestemmelse: Tilføjelse: På undervingen ses mørkegråt parti over hånddækfjerene (højst svagt komma hos Ørkenpræstekrave). Halebåndet et i forhold til Ørkenpræstekravens bredere, men svagere afsat. De i forhold til Ørkenpræstekraves mindre øjne er anbragt lidt længere fremme i ansigtet og medvirker i vinterdragt til et helhedsindtryk ikke ulig Hvidbrystet Præstekrave (bemærk, at Hvidbrystet Præstekrave mod øst bliver gradvis større med længere og kraftigere næb. Kan volde problemer, men har normalt lys halskrave (højst antydet gråtonet hos Mongolsk Præstekrave) og smallere, mørke, bedre afsatte pletter på brystsiderne (kan dog fra Indien og østpå være mere som hos Mongolsk Præstekrave). Forskelle i fældning mellem Mongolsk Præstekrave og Ørkenpræstekrave: Mongolsk Præstekrave flder om efteråret senere, og bevarer sommerdragten på efterårstrækket; en af de 2 arter i fuld sommerdragt med Juli-primo August er formentligt Mongolsk Præstekrave. Ørkenpræstekrave anlægger vinterdragt juli-aug , tidligst hos hos vestlige fugle. Sommerdragt hos Mongolsk Præstekrave anlægges April-primo Maj, hos Ørkenpræstekrave Febr-Marts(April). Fugle i 1. sommer ofte en mellemting mellem vinterdragt og sommerdragt, men med slidte vinger. Geografisk variation 5 racer. C- asiatiske pamirensis, schaeferi og altifrons har de mindste og korteste næb. Har i adult sommerdragt sort eller højst svagt hvidspættet pande, orangebrunt til kanelbrunt brystbånd og mangler (bortset fra visse altifrons) Sort grænse mellem brystbånd og strube. Ø-Asiatiske mongolus og stegmanni har kraftigere, men fortsat kort næb (ala Stor Præstekrave) med tydeligt buet spids, hvid pande eller isolerede, hvide pandepletter (som hos han Broget Fluesnapper; visse af de østligste stegmanni har i ligned med C-asiatiske fugle sort pande). Har rustbrunt brystbånd, der kan nå flankerne. Især mongolus har tydelig sort grænse mellem brystbåndet og den hvide strube. Dette afsnit erstatter Håndbogens tekst: geografisk variation s. 305. Stemme: Bør ikke anvendes ved bestemmelse, hvis man ikke har set alle karakterer, da de overlapper mere end hidtil antaget. Kilder: Hirschfeld, Roselaar & Shirihai 2000: Identification, taxonomy and distribution of Greater and Lesser Sand Plovers: British Birds 93: 162-189, egne studier, Goa, Indien febr. 1999 og Hebei, Kina maj 1997. ØRKENPRÆSTEKRAVE Charadrius leschenaultii Bestemmelse Se Mongolsk præstekrave ovenfor for tilføjelser. Geografisk variation Columbinus er den mindste race med det korteste, og tyndeste næb. Oversiden har hos begge køn indslag af rustbrune fjer. Har bred, ofte diffu hvid pandeplet, der kan være brudt oventil af sorte fjer. Masken er normalt bruntonet sort, og når ikke bag øjet. Det orange-til rustbrune brystbånd er bredt og når flankerne. Mod øst gradvis større med længere og mere artstypisk næb. Leschenaultii (østligste race) har normalt brungrå overside uden indslag af rustbrunt (højst smale, rustbrune fjerrande), små, hvide pandepletter, sort maske til bag øjet og smalt, orange- til rustbrunt brystbånd, der normalt er smallest midt på brystet og ikke når flankerne. Crassirostris har generelt smallere næb end leschenaultii, overvejende sort pande (højst med enkelte hvide fjer) og maske samt – i modsætning til øvrige racer - tit antydning af sort grænse mellem brystbånd og strube (tydeligst på siderne; sjældent så tydeligt som hos de Mongolske Præstekraver, der har det) Brystbåndet ligner leschenaultii, men er bredere, lysere orangetonet og når tit forflankerne. Ryg som hos leschenaultii. Dette afsnit erstatter Håndbogens teks: Geografisk variation s. 306. Stemme: Se bemærkning under Mongolsk Præstekrave. Kilder: Hirschfeld, Roselaar & Shirihai 2000: Identification, taxonomy and distribution of Greater and Lesser sand Plovers: British Birds 93: 162-189. Egne studier, Israel og Goa, Indien (febr. 1999). # - erstatter tekst s. 300-301 BRAKSVALE (Rødvinget Braksvale) Glareola pratincola Længde 24-28 cm. (heraf hale 9-10 cm), vingefang 60-65 cm. Bestemmelse: Braksvaler er mellemstore, karakteristisk vadefugle. De har langstrakt krop med lille, fladt hoved på en meget kort hals, korte næb og ret korte, mørke ben. Stående braksvaler er mørke og langstrakte - de forvandles i flugten til moseterneagtige. Flyver med klippende, mekaniske vingeslag - ved stigninger hurtige og biæderagtige - vekslende med perioder af gliden eller kredsflugt, ofte på højden sammen med andre insektjagende fugle. ADULT SOMMERDRAGT har sort strubebånd, der under øjet overgår i sort til brunlig, ret skarpt afsat og smal mørk tøjle. Struben og brystet samt forflankerne er ofte gulbrune, i let kontrast til hvid bug. Brystet kan være lidt mere gråt, og når fuglen fælder til vinterdragt (sommer) kan brystet synes let skællet, og da i svag overgang til sand- til gulbrunt bryst - der er dog aldrig tale om en påfaldende kontrast. Det sorte strubebånd slår en blød bue på halssiden og rammer øjets forkant. Det kan være afgrænset (særligt opadtil) af en hvid rant. Ved slid (sensommer) kan armens hvide bagka t være deiimeret gennem slid, men de blegede dækfjer er da i så meget tydeligere kontrast til svingfjerene. ADULT VINTERDRAGT (sensommer-Marts) har svagt lysskællet overside. Bryste er "uldent" (grå, lysspidsede fjer), og det sorte strubebånd afløses af sorte striber eller pletter. Struben bliver blegere og får sorte korte striber, den sorte tøjle afløses af lyst, den røde næbbasis blegner og den hvide øjenring bliver tydeligst bag øjet. Hovedsageligt i vinterdragt fra August, men fuldender fældningen af sving- og halefjer umiddelbart efter ankomsten til vinterkvarteret i Oktober-November. JUVENIL ligner adult, men har en anelse kortere hale, mindre udbredt og svagere rød næbbasis og mundvig. Oversiden er tydeligere mønstret med mørke pletter og lyse fjerrande på ryg- og dækfjerene. Ligner i øvrigt adult i vinterdragt. Halefjerene har hvidlige spidser, der efter nogle måneder er afslidte på de yderste, men bevaret på de inderste halefjer. Halekløft 30-55 mm.Fælder fra Oktober til vinterdragt, først kropsfjer, senere også sving-og halefjer, der er som hos adult fra Februar-Marts. STEMME På ynglepladsen et hæst, Dværg- eller moseterneagtigt kek eller et næsten Stor Kobbersneppeagtigt kirrik, der gentages i rytmisk rækkefølge ved uro; kan klinge næsten gnistrende "gummiagtigt". "Sangen" er et ivrigt, rytmisk 5-tonet og stødende kyrre-kek kitttick. Kaldene er højere og blødere end hos Sortvinget Braksvale. GEOGRAFISK VARIATION findes fra W Eoropa og N Afrika og østover til Kasakhstan of Pakistan. Fugle med den lyseste overside findes i N Afrika og SW Europa; fra Mellemøsten og østpå bliver oversiden gradvis mørkere (men har dog fortsat ret tydelig kontrast mellem dæk- og svingfjer). De stationære Østafrikanske racer erlangeri og fuellibornii har lidt mørkere overside, lidt varmere kanelbrunt bryst til flanker og en anelse kortere hale end nominatformen (kan slutte lidt før vingen). De kan derved ligne Asiatisk Braksvale mere, men har fortsat artstypisk næsebor/næbtegning. HYBRIDER Det er nævnt at hybridesering mellem Rødvinget og Sortvinget Braksvale kan finde sted; hybrider viser i så fald sortsprængte fjer i de rustbrune undervingedækfjer. FOREKOMST/BIOTOP Strejfgæst til Nordeuropa (incl. Danmark), især maj-juli. Yngler lokalt ret almindeligt ved vegetationsfattige, sandede søbredder og udtrrede mudderflader i lavvandede søer. Findes i øvrigt i saltsumpe- og søer, rismarker og i tørt agerland. Kilder til denne art og til øvrige braksvaler:: S. Cramp & K.E.L. Simmons 1983. The Birds of the Western Palearctic, Vol. III: Waders to terns. Oxford University Press. - A. Harris, H. Shirihai & D. Christie 1996: The Macmillan Birder's Guide to European and Middle Eastern Birds.Macmillan, London. - L. Svensson et al. 1999: Fugle i Felten. - A. Corso 2001: Identification of Black-winged Pratincole. - Alula 7:3/:31. - L. Svensson 2001: Orientalsk vadaresvala i Skåne. - Roadrunner 2001/2:70. - L. Svensson 2001: Fältbestämning av orientalsk vadaresvals. - Roadrunner 2001/3:113-120. Egne skindstudier, Zoologisk Museum, København (sommer 2001), feltstudier: Rødvinget Braksvale: Spanien, Israel, Grækenland, Tyrkiet, Danmark. Asiatisk Braksvale: Kina, Thailand og Sverige. Sortvinget Braksvale: Kasalhstan, israel, Danmark og Sverige. Korrespondence og diskussioner med Lars Svensson, Hans Larsson, Uno Unger, Göran Pettersson, Arnoud B. van den Berg, Gerald Oreel, Jan van der Loon og Gerald Driessens. ASIATISK BRAKSVALE Glareola maldivarum Længde 23-27 cm (heraf hale 7.1-8.5 cm.), vingefang 59-64 cm. BESTEMMELSE Ligner Rødvinget Braksvale, men mere kompakt med kortere hale og længere ben: Stående fugle kan i forhold til Rødvinget virke langbenet med "afklippet" bagparti!. Har muligvis for vane og vippe halen nervøst op og ned ala stenpikker i højere grad end andre arter. Foretager desuden tit virrende hovedbevægelser ala papegøje: om der er forskel fra andre arter vil fremtiden vise. ADULT SOMMERDRAGT har sort strubebånd (som hod Rødvinget, men tit bredere, især nedadtil, og med bredere hvid "følgerand"), der overgår i bredere, sort tøjle. Tøjlen går tit diffust over i blot svagt lysere issesider, og issen bliver da mørkere end nakken. Kan have sort linie ved mundvigen. Forbrystet er gråbrunt, bagbrystet og flankerne varmt orangebrune - undertiden så intenst så det dækker det meste af undersiden incl. bugen, men hos andre ret svagt og knapt forskelligt fra Rødvinget Kan have rust-til orangebrunt anstrøg på skuldre og halssider. Brystet fældes til gråligt i højsommeren, og er da i stor kontrast til orangebrune rester fra sommerdragten på bagbryst og flanker - et kendetegn, der er ukendt hos Rødvinget Braksvale. ADULT VINTERDRAGT ligner Rødvinget Braksvale, men mørke markeringer i strubebåndet (især lige under øjet) er normalt bredere; proportioner, næsebor og helt sort undernæb er nøglekarakterer. JUVENIL ligner juvenil Rødvinget Braksvale. Har normalt 1-1.5 mm. hvid til rusttonet bagkant på armen, og lyse spidser på halefjerene. Halekløft 16-20 mm. STEMME ligner Rødvinget Braksvales. Typiske kald i kolonien er et hæst, skarpt kyik eller chik-chik og et moseterneagtigt te-ack. Også et opadgående trooeet. FOREKOMST/BIOTOP: Yngler i C og Ø-Aien, fra Pakistan og østover, hvor den afløser Rødvinget Braksvale Strejfgæst til N og W Europa samt Mellemøsten (Sverige (2.7-6.10 2001, Falsterbo), Storbritannien, Cypern, Israel og sandsynligvis Holland). Biotop som Rødvinget Braksvale, men generalt i lidt mere vegetationsrige omgivelser. Kilder: se ovenfor SORTVINGET BRAKSVALE Glareola nordmanni Længde 25-29 cm (heraf hale 8.9.5 cm), vingefang 60-68 cm. BESTEMMELSE: Den største og mest kontrastrige af braksvalerne. Ligner Rødvinget Braksvale, men har lidt kortere vinger og længere ben. Stående fugle strækker hyppigt hals og sænker halen ala stenpikker. På stående fugle flugter vingerne generalt med halen; men kan slutte op til et par cm. nag eller gå max et par cm. udover disse. Det sikreste kendetegn er ensartet fløjssort undervinge, der lettest ses mod mørk baggrund; mod mørk himmel er manglen på lys vingebagtakt et bedre kendetegn. Overvingen er generelt mørkere end hos Rødvinget: ofte er dæk- og svingfjer næsten af samme farve ala Svaleklire, men dækfjerene er normalt lidt lysere med en brunoliven bundfarve (størst kontrast ved slid, højsommer). Svingfjerene er sorte, og armens bagkant er helt sort uden hvide spidser. Den yderste håndsvingfjer har sortbrunt til mellembrunt skaft.(ca. 5% har dog hvidbrunt skaft). Halefjerene ligner Rødvinget Braksvales, men den yderste halefjer har længere hvid rand, der næsten når spidsen (slutter 5-8 mm. før spidsen, 12-22 mm. før hod Rødvinget). Halekløft 30-54 mm. Har sort undernæb og kun smal, mørkerød mundvig, der ikke når næseboret. Næseboret er som hos Rødvinget Braksvale en skråtstillet sprække; forhold højde:længde 1:2.6-4.0 Flugtsilhuet lidt mere kompakt end hos Rødvinget med rundere mave og jævnere overgang mellem hale og bagbug. ADULT SOMMERDRAGT har smallere sort strubebånd end Rødvinget Braksvale. Båndet rammer direkte om midt på øjet, og formen udner øjet er mere lige. Derimod er sort tøjle bredere, og når diffust issens sider; kan nå over øjet og giver da et mere dystern udtryk end hos Rødvinget. Kinder, nakke og halssider generelt mørkere end Rødvibget Braksvale, undertiden med gulbrunt til kastaniebrunt eller brunoliven anstrøg. Strube, bagbryst og flanker lysere og koldere beigegule end hos Rødvinget; lyst forparti ofte påfaldende sammenlignet med Rødvinget og især Asiatisk Braksvale. ADULT VINTERDRAGT ligner Rødvinget Braksvale, men mørkplettet - eller stribet afgrænsning af struben er svagere, struben har færre mørke pletter og issen generelt flere lyse pletter. JUVENIL som øvrige arter med sortspættet, lysrandede ryg- og skulderfjer. Armsvingfjerene kan have smale, rustbrune til gulbrune (sjældent hvidlige) spidser. Halekløft 26-33 mm. De sorte undervingedækfjer kan have svage, rødbrune spidser. Anlægger 1. vinterdragt august-september. STEMME ligner Rødvinget Braksvales, men dybere, tørre og mere kbirkende: Typiske kald i kolinien er et lavt, kort chrr-chrr og et hurtigt pwik-kik-kik…pwik…pwik-kik-kik, ligner Stor Kobbersneppes territoriekald. Også et kort, højt og hæst kettek. Ved uro et tørt, rullende og hårdt tr.´r´rt. HYBRIDER Har hybridiseret med Rødvinget Braksvale i Frankrig; ungerne ligner en melemting mellem de 2 arter. FOREKOMST/BIOTOP: Strejfgæst til Europa (inkl. Danmark); flest fund Juli-Sep. Yngler lokalt almindeligt i Centralasien ved søbredder og brakvandslaguner med tilgrænsende steppe- og agerland. Generelt ved tættere vegetation end Rødvinget Braksvale. Ofte i moseternekolonier. Udenfor yngletiden også ved fugtige enge. I WP mest trækgæst, har tilfældigt ynglet i Tyskland, Østeuropa og Syrien. LILLE REGNSPOVE Numenius phaeopus Bestemmelse tilføjelse. I flugten stikker benene ikke ud bag halen; giver da kort bagparti sammenlignet med Stor Regnspoves. Geografisk variation ændret tekst. 3-4 racer Phaeopus (Europa) er beskrevet i Håndbogens hovedafsnit, s. 334) Hudsonicus (N-Amerika, strejfgæst til Storbritannien , Azorerne og Kap Verde Øerne) har i forhold til phaeopus mere kanelbrun underside og undervinger, og mangler lys kile i den kanelbrune overgump. Hovedtegninger generelt tydeligere med større kontrast mellem mørke og lyse striber; især er øjenbrynstribe og kind tit påfaldende hvide (hovedet bliver næsten vandsangeragtigt hos de tydeligst tegnede fugle, hvor den hvide midterstribe når panden i fuld bredde; hos phaeopus smalner den normalt til mod panden). Brystet og undersiden har finere mørke striber og flankerne smallere mørke tværbånd. Oversiden har tit mere udflydende, lyse tegninger – lidt a la Hjejle. Undervingerne virker mørkere og varmere brune med bredere, mørke tværbånd og kan være mørkere end bugen. Undernæbbet har ofte lys inderdel (højst meget smal, lys basis hos europæiske fugle). Variegatus (Ø Sibirien, mulig strejgæst til WP) er mindre end phaeopus og har generelt bredere mørke tværbånd i den hvide rygkile. Velmarkerede fugle kan synes at mangle hvid rygkile, men har – som phaeopus – hvid grundfarve på undersiden. I lighed med hudsonicus er det meste af undernæbbet tit lyst. Alboaxillaris (stepper i C- Asien, overvintrer bl. a. I Ø Afrika) ligner phaeopus, men er større og lysere med svagere hovedtegninger, næsten utegnet hvide undervinger (inkl. Armhuler), lysere overside og svagere, mørke flankebånd. Denne form ligner Stor Regnspove mest, men har artstypiske hovedtegninger – og regnes i øvrigt som sjælden, så den er næppe aktuel herhjemme. Kilder: S. Bosanquet 2000: The Hudsonian Whimbrel in Gwent. Birding World 13: 190-193. Egne observationer, Massachusetts, Virginia, Californien (hudsonicus) , Kenya (alboaxillaris) , Australien og Kina (variegatus). BRUNHOVEDET MÅGE Larus brunnicephalus Længde 35-40 cm, vingefang 110-130 cm. Bestemmelse Ligner Hættemåge, men er lidt større med lidt kraftigere næb og fladere hovedprofil, der kan give mindelser til Tyndnæbbet Måge. Har desuden rundere og helt sort vingespids, hos adulte med hvide pletter ala Stormmåge samt lysegrå undervingedækfjer (i farve mellem Hættemåge og Gråhovedet Måge). Adult har lidt mørkere grå overside end Hættemåge med stormmågeagtig sort hånd, der har 1-2 hvide pletter. Håndens sorte spids er i kontrast til hvide baser på de yderste håndsvingfjer som hos Hættemåge. Næb og ben generelt kraftigere røde, undertiden med rosa anstrøg. Næbbet har sort spids. Øjnene er lysegule. I sommerdragt er hætten lysere brun, især fortil. I vinterdragt mere som Hættemåge, men generelt med mere aflang mørk øreplet, der ofte når issen. Juvenil ligner Hættemåge, men har næsten helt sort hånd, kun med hvide spriber inderst. Desuden er armens mønster knapt så tydeligt, da de enkelte dækfjer har bredere, lyse rande., og hånddækfjerene har brede, mørke striber. Næb og ben generelt klarere gulorange end Hættemåges. Anlægger tidligt 1. vinterdragt – 2. dragt; de fleste har i 1. vinter grå ryg og dækfjer, og allerede fra Febr. fældes armsvingfjerene og halen. Sidst i 1. vinter har mange således unik kombination af adult arm og hale mod juvenile håndsvingfjer. Stemme ligner Hættemåges, men dybere og grovere. Forekomst/biotop Yngler på højplateauer i Tibet og Ladakh, og overvintrer i Himalaya, Indien og østpå til Thailand på lignende steder som Hættemåge. Tilfældig gæst i Israel (Eilat, maj 1985). Kilder: R. Grimmett, C. Inskipp & T. Inskipp 1999: Birds of the Indian Subcontinent. – H. Shirihai 1999: Fifty species new to Israel , 1979-1998: their discovery and documentation, with tips on identification. Sandgrouse 21: 45-105. Egne skindstudier (især Tring, England) og observationer Goa, Indien, Febr. 1999. Brevveksling med H. Shirihai & W. Hoogendoorn. AMERIKANSK SØLVMÅGE Larus smithsonianus Længde 56-64 cm, vingefang 138-150 cm. Bestemmelse Ligner Sølvmåge, men generelt lidt mere fladhovedet; i WP bør kun ungfugle bestemmes! Adult ligner Sølvmåge, men har generelt idt anderledes sort vingespids: har normalt kun hvid plet (ikke spids) på yderste håndsvingfjer, lysere striber i mellemste håndsving og mørke markeringer til 5-6 inderste håndsvingfjer. I øvrigt som Sølvmåge, men i vinterdragt er hovedet ofte grovere og mørkere brunspættet, næsten som komplet hætte (som hos Middelhavssølvmåge atlantis). Juvenil/1.vinter ofte lette at kende: ret ensartet mørkebrun med overvejende mørkmønstret over- og undergump (tit som distinkte tværbånd som hos ung Mellemkjove. Halen er overvejende brunsort, højst med svage, lyse pletter langs halesiderne og undertiden lyst ved haleroden: på afstand bliver halen helt mørk mod brunig overgump! Oversiden er mørkebrun, kun med smalle, lyse fjerrande og de store dækfjer samt tertiærerne har kun smalle, lyse markeringer. Mange har mere ensartet mørkebrun overvinge, kun med svag, lys kile inderst i hånden (sammenlign Sølvmåge). Undervingedækfjer næsten sorte (som hos Middelhavssølvmåge atlantis). Får i 1. vinter lyst hoved i stor kontrast til ret ensartet mørk underkrop, mange tillige kødfarvet næb med sort spids som hos ung Gråmåge. Bemærk, at Sølvmåger med næsten mørk hale er regelmæsige hos den vestlige race argenteus, der i øvrigt ligner andre Sølvmåger (se artstekst i Håndbogen for Sølvmåge). Immatur dragtudvikling som hos Sølvmåge; bevarer sort hale i flere år. Stemme Kald lidt hurtigere og hæsere end Sølvmågens Geografisk variation. Glidende. Adulte fra den amerikanske Østkyst har lidt mørkere overside og mere sort i vingespidsen, men bredere, hvide "halvmåner på håndens inderste sorte tegning end fugle fra den amerikanske vestkyst. Hvid plet på nstyderste håndsvingfjer er generelt hyppigere hos vestlige populationer. 1-års fugle fra den amerikanske østkyst er de mest karakteristiske, og er beskrevet ovenfor. Langs den amerikanske vestkyst er variationen større, og mange fugle ligner her Sølvmåge, men har fortsat artstypisk gump/halemønster. Østamerikanske fugle fælder mere komplet til 1. vinterdragt om efteråret (som Sølvmåge, men desuden et større antal skulder- og dkfjer), vestamerikanske i mindre grad, og frem til Febr. ofte kun spredte fjer i først ryg, senere skuldre. Nogle har brede, lyserande på svingfjerene, og kan da ligne mørke, store udgaver af Thayers Måge (se denne). Disse er – heldigvis – mest kendt fra det vestlige Nordamerika. Taksonomi Bør regnes til egen art: Amerikansk Sølvmåge; har formentligt været isoleret i lang tid fra vestpalearktiske populationer. Afspilninger af stemmer mod europæiske Sølvmåger gav ingen reaktion. Da ungfugle af de østamerikanske populationer afviger mest fra Sølvmåge underbygger dette "splittet". Nogle amerikanske autoriteter opdeler Amerikansk Sølvmåge i 2 arter, men indtil videre er dette "split" ikke anerkendt (det synes dog velbegrundet i de ret store forskelle, der er melem øst- og vestamerikanske fugle; Da formen smithsonianus først er beskrevet fra den amerikanske østkyst, kunne vestlige populationer benævnes wildsei (opkaldt efter den afdøde, amerikanske ornitolog Claudia Wilds – dette er dog et helt eget forslag). Forekomst/biotop Afløser Sølvmåge i Nordamerika. I Vesteuropa meget sjælden gæst, men nu årlig i Storbritannien, og truffet i flere vesteuropæiske lande, grænsende op til Atlanterhavet. Kilder: flere mindre artiker i Birding World og British Birds. Egne skindstudier, især på museerne i Washington, Tring, Berkeley og Los Angeles. Feltstudier forår og efterår i østlige USA (Massachusetts, Rhode island, New Jersey, Virginia) samt jan-febr.2000 Californien og Mexico. Diskussioner med Jon L. Dunn, P.J. Dubois, J. R. King, B. Mactavish, H.J. Lehto, Hans Larsson og Claudia Wilds. Oplysninger ved 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt 1999. STEPPEMÅGE Larus cachinnans Længde 55-67 cm, vingefang 138-158 cm. Bestemmelse På størrelse med Sølvmåge, men slankere med mindre hoved, slankere næb (uden velmarkeret gonysvinkel), bredere bryst, tendens til hængebug og længere, slankere bagparti samt længere ben. Især ungfugle virker næsten disproportionerede (de store mågers Brushane). I flugten ret slank og langvinget med relativt kort arm og lang, spids hånd (især ungfugle) samt "bådformet profil" med fremskudt bryst mod lile, slankt hoved og tendens til hængebug. På mange måder proportionelt som en stor, Tyndnæbbet Måge. Tit aggressiv overfor andre måger. Stående fugle ser ofte ud til at "hænge med næbbet". Adult har lysegrå overvinge (ca. som Sølvmåge argentatus, men uden dennes blåstik). Håndens mønster ligner Sølvmåge argentatus, men generelt med længere, hvide striber inderst i det sorte mønster. Sort markering på 6.yderste håndsvingfjer dækker normalt både yder-og inderfane, som sorte buer (hos Sølvmåge højst svag markering, hos Middelhavssølvmåge generelt bredere og mere komplet). Har tit helt hvid spids på den yderste håndsvingfjer (i lighed med Sølvmåge argentatus). Det på afstand mørke øje (er ofte lyst, men ser mørkt ud på afstand) ligner pistolskud i det hvide hoved. Øjet sidder lidt længere fremme og højere oppe end hos Sølvmåge og giver et karakteristisk udstryk (der blandt flyfanatikere sammenlignes med forpartiet på en Tupolev 134 (sjælden gæst fra Bulgarien i Kastrup om lørdagen); som MD-serien (der bl.a. anvendes af SAS) hos Sølv- og Middelhavssølvmåge). Orbitalring orange. Benene er grålige med svagt gult eller kødfarvet anstrøg. Næbbet er tit grøntonet og har generelt svagere orange gonysplet end Sølv- og især Middelhavssølvmåge. Hvidhovedet det meste af året, om efteråret (aug-nov.) med mørke striber i nakken og undertiden svage, grå striber omkring øjet. Fælder generelt tidligere end andre store måger, og har tit fuldendt fældningen i sept. (se Middelhavssølvmåge). Efterår og vinter er næbbet grøngult, tit med tydeligt sort bånd omkring spidsen. Undervingen virker overvejende hvid, bortset fra vingespidsen. Juvenil er brungrå med lysere centre på ryg- og skulderfjer end Sølv- og Middelhavssølvmåge, og har udvandet lyst mønster på de store dækfjer, normalt med mest lyst i spidsen. Tertiærerne er mørke med lyse rande, der kan være næsten trekantede i spidsen men som hos Middelhavssølsmåge sjldent når dækfjerene. Har i lighed med Middelhavssølvmåge lys rygkile og halerod mod distinkt sort endebånd på halen. Undergumpen er som hos Middelhavssølvmåge hvid med mørke pletter langs kanten Undervingen ofte hvidlig (især i armhuler og på vingens midterdel) og medvirker i flugten til en kontrasrig vinge. I flugten ses mørk vinge med 2 lyse vingebånd (dannet af lyse spidser på store dækfjer og armsvingfjer – som hos Sildemåge) samt tendens til lys kile inderst i hånden. Den er dog ikke så massiv som hos Sølvmåge, da de inderste håndsvingfjer har mørke yderfaner, der giver et stribet mønster, som genfindes hos Middelhavssølvmåge; Sølvmågens mere massive lyse felt skyldes, at kun spidserne af disse fjer er mørke. Som hos Middelhavssølvmåge ses ofte en lys plet ved knoen. Næbbet er sort og benene lyst rødgrå – tit af karakteristisk farve som solbleget plasticlegetøj! 1. vinter anlægges fra sidst i august – tidligere end hos Sølvmåge Ryg- og skulderfjer bliver da grå med varierende mørke tværbånd, ankerpletter eller striber; feltet ved vingens forkant er tit plettet ulig Sølvmåges (og mange Middelhavssølvmåger). Hoved og underside bliver allerede i sensommeren hvidlige i stor kontrast til sort øje og næb; næbbet bliver dog tofarvet allerede fra om efteråret ulig Middelhavssølvmåges. Fra Sept. Fældes tillige en del (især inderste) dækfjer, der er i kontrast til afblegede juvenile (også tertiærer); blegede fjer ses langt tidligere end hos Sølvmåge og Middelhavssølvmåge. Efterår og vinter ofte meget kontrastrig, tit 4-farvet i hvidt, gråt, brunt og sort. Har således normalt tydelig kontrast mellem nye 1.vinterfjer og slidte juvenile om efteråret, hvor Sølvmåge stadig er ret ensartet. 1. sommer ofte stærkt afbleget, før fældningen med næsten hvide, ufldede juvenile store dækfjer. Efterfølgende immaturdragter: dragtudvikling ligner Middelhavssølvmåge michahellis. Har i 2. vinter således overvejende grå ryg, sort halebånd og næsten hvid undervinge. Har i modsætning til Middelhavssølvmåge tit lile, hvid plet på den yderste håndsvingfjer. Stemme afviger fra Sølv- og Middelhavssølvmåge: en "asmatisk gammelkonelatter, hærget af cerutter" eller som glammen fra Søløve. Især typisk ved forsvar af føde, hvor vingerne bredes ud og halsen rejses i albatrospositur, mens en serie arh-arh-arh….ytres. Taksonomi såvel ynglebiologi som dragter, udseende, stemme og fældning afviger helt fra Middelhavssølvmåges I overlapningsområdet i Sortehavets vestlige del yngler formen på sandrevler, hvor Middelhavssølvmåge yngler på klipper eller hustage; hybridisering er aldrig bevist, om end fugle med karakterer fra begge former (se Middelhavssølvmåge) forekommer i Sortehavet. Formen barabensis (se geografisk variation) er formentligt nærmere i slægt med Sibirisk Måge, og for nyligt foreslået som race af denne. Geografisk variation: Muligvis ret stor, men delvis ukendt. De mest typiske, store og lyse fugle med mest hvidt i vingen (og de mest karakteristiske ungfugle) findes i udbredelsesområdets vestlige del, og benævnes undertiden ponticus. Længere mod øst lidt mørkere med mere mørkt i vingespidsen; muligvis overgangsformer til formen barabensis (N Kasakhstan og muligvis Rusland mod nord til Moskva). Denne er mindre og knapt så ekstrem i formen som cachinnans. Adult barabensis har mørkere grå overside end cachinnans (nordligste typer næsten så mørke som Sildemåge graellsii), og barabensis har mere sort i hånden, næsten som hos Middelhavssølvmåge, men tit med sort helt ind til 3’yderste håndsvingfjer, der forlnger sort vingespids mod armen. Kan have smalle, hvide nymåner på håndens mellemste del, som hos cachinnans, men grundet mørkere grundfarve tydeligere afsat. Næbbet generelt varmere gult med rødere gonysplet, der kan stærkke sig til overnæbbet: næbbet tit mangefarvet om vinteren: gult med rød gonysplet, sorte markeringer og lys spids. Hovedtegninger og øjne som cachinnans, også om vinteren. Ben normalt gule, men undertiden med lignende variation som hos cachinnans. Ligner mest Armensk Måge, men har normalt slankere næb. Se Håndbogen for Armensk Måge. 1-års fugle ligner cachinnans, men har normalt tydeligere mørke tegninger på hoved og bryst, og generelt mørkere tegnet undervinge, der mere får karakter af lyst midterfelt end solid hvid undervinge. Kan i lighed med 1-års Sildemåge fuscus allerede om vinteren indlede fældningen af armsvingfjerene (ukendt hos andre store måger, men ses evt. hos Sibirisk Måge). Forekomst/biotop: Yngler fra nordvestlige Sortehav og østover. En del af bestanden foretager efter yngletiden spredningstræk mod NV, og når da Centraleuropa, Storbritannien og Nordeuropa. I Danmark ret sjælden, især ult aug.-med. Okt., men visse år sent influx til november. Tilsyneladende langt hyppigere end Middelhavssølvmåge i Skandinavien (men også lettere at bestemme!). I modsætning til Middelhavssølvmåge overvintrer en del i Europa, i visse år således i mindre antal i Danmark. Kilder: Garner & Quinn (British Birds 1997: 25-62 og 369-383), flere artikler i udenlandske tidsskrifter (b.a. Jonsson i Vår Fågelvärld og Alula); på dansk Per Schiermacher-Hansen op citt., feltstudier i Danmark og Sydsverige, Ungarn, Frankrig (cachinnans) samt Kasakhstan, Israel og Goa, Indien (barabensis). Fotoserier fra Oman, Arabien og Rødehavet fra Hanne & Jens Eriksen, J. Lontkowski, Richard Porter. Diskussioner med J. Lontkowski (Polen), Philippe J. Dubois (Frankrig), Magnus Ullman, Hans Larsson, Uno Unger, Magnus Unger , Christian Cederroth og Lars Jonsson (Sverige), Steen Christensen, Knud Pedersen, Brian Rasmussen, Keld T. Pedersen og Per Schiermacher-Hansen (Danmark) . Skindstudier af denne form og Middelhavssølvmåge på flere museer i Europa og USA (især Amsterdam). MIDDELHAVSSØLVMÅGE Larus michahellis Længde 55-67 cm, vingefang 138-155 cm. Bestemmelse Middelhavests Sølvmåge. Michahellis (Middelhavet og Sortehavets vestlige del til omkring Constanza, Rumænien) ligner Sølvmåge, men er slankere og mere veltrænet med bredere bryst og lidt større, mere kantet hoved. Næbbet er generelt kraftigere med tydeligere markeret gonysvinkel. Adult ligner Sølvmåge men er mørkere og renere røggrå med tydeligere hvid vingebagkant og mere sort i hånden; har således (som Sølvmåge argenteus) hvide pletter på 1-2 yderste håndsvingfjer (kun sjældent med hvid spids som hos Sølvmåge argentatus), men større, sorte felter på 5’-6’ yderste håndsvingfjer. Har højst maget svage, lyse "nymåner" melem sort og gråt på de mellemste håndsvingfjer. Benene er gule, om efteråret og først på vinteren lidt mattere. Øjet er generelt varmere gult end Sølvmåges og orbitalringen er rød.. Næbbets røde gonysplet breder sig tit til overnæbbet. Hvidhovedet det meste af året, om efteråret og først på vinteren dog tit med smalle, mørke striber, især omkring øjet. I flugten ses tydelig hvid bagvinge ala Stormmåge samt fra udnersiden gråt panel over armsvingfjerene. Fælder til vinterdragt lidt tidligere end Sølvmåge til vinterdragt, og har ofte fuldendt vingefældningen sidst i september, 1-2 måneder før vores Sølvmåger. Næsten identisk med gulbenede Sølvmåger "omissus" (østlige Østersø), men har generelt gulere ben, og om vinteren hvidt, højst svagt stribet hoved; hos 99% Sølvmåger okt.-med. Jan. groft mørkplettet. Hånden virker på stående fugle ofte mørkere med vel adskilte hvide pletter, der i modsætning til hos Sølvmåge ikke flyder sammen med lyspidsede tertiærer. Juvenil ligner Sølvmåge, men har mørkere og mere bruntonet vinge, højst med svagt lyst panel over de inderste håndsvingfjer. Har allerede i tidlig alder tendens til mørkt "sæveøje" ala Sorthovedet Måge. Overside og dækfjer generelt mørkere og med reduceret lyst i forhold til Sølvmåge. De store dækfjer er mørke yderst, mens de inderste kan have ret tydelige lyse tværbånd som Sølvmåge. Tertiærerne er mørke med smalle, regelmæssige lyse rande, der knapt når dækfjerene ulig Sølvmåges; nogle har som de fleste Sølvmåger bølgeformede kanter. Lys bagryg og overgump (højst svagt mørkplettet) danner sammen med hvid halerod kontrast til såvel ryg som distinkt, sort endebånd på halen; på bagryggen ofte som hvid kile som hos Hvidklire. Kan have lys plet ved knoen (sjælden hos Sølvmåge). Undersiden først renere gråbrun end hos Sølvmåge; undervinge varierer fra Sølvmågeagtig (men sjældent så groft mørktegnet) til mere som hos Steppemåge med lyse armhuler og dækfjer. Næbbet er sort til alder af ca. 1 år (bliver tofarvet allerede først på vinteren hos Sølvmåge). 1. vinterdragt anlægges tidligere end hos Sølvmåge. Ryg- og skulderfjer bliver da grå med smallere mørke markeringer eller tværbånd; ulig Sølvmågen skiftes nogle inderste dækfjer (især de mellemste) allerede fra sept. (dog i mindre grad end hos Steppemåge). Hoved og kropsunderside hvidlig, især om efteråret med varierende mørkt brystbånd og ret tydelig mørk øjenmaske. Undergumpen hvidlig med mørke pleter langs siden (hvidt "forlænger" lys underside i forhold til Sølvmåge. Bemærk at en del Sølvmåger – især fra Østersøbestandene – ligner Middelhavssølvmåge, og kan være næsten identiske. De har dog altid langt tydeligere mørke, grove pletter på bugen og jævnt plettet gump. Immatur Dragtudvikling generelt et år hurtigere end hos Sølvmåge; mange har i 2. vinterdragt grå ryg mod sort halebånd. Stemme dybere og langsommere end Sølvmåges, mere som Sildemåges. Taksonomi kompliceret; se Håndbogen og Steppemåge nedenfor. Geografisk variation moderat. Michahellis beskrevet. De vestlige bestande (incl. Balearerne): adulte generelt større og mørkere med mørkere grå overside og generelt kun hvid plet på den yderste håndsvingfjer. Ligner ret meget Sildemåge graellsii, men større, kraftigere og med længere ben: Sildemåge graelsii får Sept.-forår groft mørkplettet hoved, næsten som hætte hos de kraftigst tegnede. Fra S-Itaien og østover lidt lysere, generelt med mere hvidt på 1-2 yderste håndsvingfjer. 1-års fugle fra udbredelsesområdets østlige del ligner mere Steppemåge (slankere næb, generelt mere hvidt på undervingen, svagere mønstrede,mere udvandet mønser på store dækfjer); tydelig næbvinkel og mørk maske giver ofte den vigtigste ledetråd. Bestande fra Biscayens og den Iberiske Halvøs nordlige del (lusitanicus) lidt mindre end (vestlige) michahellis. Adult på oversiden lys som Sølvmåge; ligner i ungfugledragterne mere Sølvmågens groft mørkspættede, synes at have lignende langsom dragtudvikling som Sølvmåge og i adult dragt bredere, møke pletter i hovedet. Racen er nærmere omtalt i Håndbogen – og fortsat dårligt kendt. Der synes at være en ret skarp grænse ved Galicien mod mere michahellis-agtige fugle. Atlantis (Azorerne, Madeira, kanariske øer; evt. NV Afrikas kyst) mest afvigende form, og muligvis egen art (eller race af Sildemåge). Se Håndbogen for nærmere behandling; sammenlign med Amerikansk Søvmåge. Forekomst/biotop I Danmark årlig, men sjælden gæst, især sensommer og efterår (flest aug-sept.), men kun få vinterfund. Se Håndbogen. Kilder: Garner & Quinn (British Birds 1997, 25-62 og 369-383), flere andre artikler, på dansk Per Schiermacher-Hansen (DOFNyt 2/1999; artikel i Strømstæren, mngder af fotos), adskillige artikler i bl.a. Anser, Limicola, British Birds (især Garner & Quinn); feltstudier Bulgarien, Ungarn, Sicilien, Frankrig, Sydsverige (michahellis), Azorerne og Maderia (atlantis), diskussioner og fotos med/fra Luis Carneiro (Galicien), Hans Larsson, Lars Larsson, Lars Jonsson &, Magnus Unger (Sverige), Zoltan Escedi & Rolland Kern (Ungarn), Andrea Corso (Italien). Diskussioner ved 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt. 1999. THAYERS MÅGE Larus thayeri Længde 53.61 cm, vingefang 142-153 cm. Kendetegn Ligner Hvidvinget Måge, men er marginalt større med lidt kortere vinger. De største hanner kan være mæsten identiske med de mindste hunner af Sølvmåge, mens de mindste har lige så "sødt, rundt hoved og lille næb som Hvidvinget Måge. Regnes nu som egen art; dog er overlapning med Kumliens Måge Larus glaucoides kumlieni formentligt ret stor, hvor kun fugle med samtlige nævnte karakterer bør bestemmes i WP. Adult ligner Hvidvinget Måge, men har mørkere overside ala Sølvmåge og distinkt mørkt, lysstribet mønster i hånden, der dkker 6 yderste håndsvingfjer. Set overfra er hånden gråsort med hvid inderfane på den næstyderste håndsvingfjer og hvide striber på de inderste mørke håndsvingfjer; set fra undersiden er hånden lys med mørk bagkant, gennemskinelig som hos Havterne. Fugle med lys overside (som hos Grå/Hvidvinget Måge) og reduceret mørkt i vingen (f.eks. svagere mørke tegninger og kun mørke på 5 yderste håndsvingfjer er muligvis hybrider med Kumiens Måge. Man kan sige, at adult kombinerer Hvidvinget Måges form og størrelse med sølvmågeagtig vingetegning bemærk, at den nævnte vingetegning ses hos nogle Sølvmåge argentatus af nordskandinavisk herkomst. Øjet varierer, men er ofte mørkt, men kan være tofarvet, dog sjældent med så lys grundfarve som hos Hvidvinget Måge, idet iris normalt er mørkspættet. Næb om vinteren til med oliven anstrøg. Ben generelt rødere end hos Sølvmåge, ofte lyst hindbærfarvede. Hoved i vinterdragt Brunmeleret frem for stribet som hos Hvidvinget; en lignende tendens ses hos Kumliens Måge. Kumliens Måge har lysere overside med grålig, ikke sortagtig vingespids og max. Mørkt på de 5 yderste håndsvingfjer. Formen har dog meget variuabelt vingemønster, hos nogle blot grå stribe på 1-2 yderste håndsvingfjer (ses aldrig hos Hvidvinget Måge). Juvenil har ret ensartet gråbrunt hoved og underside samt mørkere gråbrune yderste håndsvingfjer og armsvingfjer. Halen gråbrun, ofte med lyse pletter langs siderne eller smal, lys basis: giver sammen med tæt mørkbåndet ober- og undergump mørkt bagparti. Ryg, skulderfjer og tertiærer har solide gråbrune centre og lyse rande; virker skællet. Skulderfjerene har tit mørk buetegning mod lysere spids (ikke Sølvmåge). Dækfjer generelt kraftigere mørktegnede end hos Hvidvinget og (de fleste) Kumliens Måge. På stående fugle ses mørkcentrede tertiærer af farve som vingespids; håndsvingfjerene har brede, lyse rande der danner rækker af lyse V’er. Næb sort til hen på vinteren, hvor den dog ofte får svagt rødtonet basis. Bevarer i lighed med Gråmåge og Hvidvinget Måge juvenil dragt vinteren igennem. Kumliens Måge kan ligne, men de fleste har mere lyst ved halens basis og langs halens sider, og ser ud til at have halebånd. Mange har lyse armsvingfjer, lysere centre på ryg- og skulderfjer og reduceret mørkt i vingespidsen, der mere koncentreres omkring skafterne af de yderste håndsvingfjer. Kan således have lysere hånd end tertiærer. De fleste har – som Thayers Måge – sort næb. Fælder generelt større partier i ryg på på skuldre i 1. vinter end Thayers Måge. Se desuden Amerikansk Sølvmåge ovenfor. Immatur får gradvis mere adultlignende dragt (for dragtudvikling, se Håndbogens tekst for Hvidvinget Måge). Stemme ligner (formentligt) Hvidvinget Måges. Forekomst/biotop I Europa tilfældig vintergæst med enkelte fund i Irland og Norge. Yngler i arktisk Canada, og overvintrer hovedsageligt langs Nordamerikas Stilehavskyst i syd til N Mexico. Meget sjælden gæst på den amerikanske østkyst, men muligvis overset. Kilder: diverse artikler i Birding World, egne skindstudier, især på de zoologiske museer i Tring, New York, Washington, Boston, Berkeley og Los Angeles. Feltstudier, californen og Mexico jan-febr. 2000, diskussioner med J.R. King (Californien), brevveksling og fotos af Kumliens Måge fra Bruce Mactavish (New Foundland). GRÅVINGET MÅGE Larus glaucescens Længde 61-68 cm, vingefang 132-137 cm. Bestemmelse En stor måge, der ligner Sølv- og Gråmåge. Har kun lidt længere vinger end Gråmåge (2-3 håndsvingjer synlige bag halen, 3-5 hos Sølvmåge). I forhold til begge arter har Gråvinget Måge kraftigere næb med bred, opsvulmet spids (ved gonysvinklen normalt bredere end ved basis) og de mørke øjne anbragt højere oppe i hovedet. En bred, hvid fjerkile strækker sig i 45 graders vinkel ud mod næseboret, tydelige end hos andre arter. Ret højbenet, fladpandet og kortvinget i flugten tung, næsten som Svartbag med "ølmave", ret lang hals og hale med ret korte, brede vinger, der tit virker helt ensartet farvede. Adfærd som andre store måger. Adult har grå overside, der varierer i farve fra lys Sølvmåge til Stormmåge og lidt mørkere, skiffergrå spids på hånden (aldrig sort) Det mørke i vingespidsen er mere massivt en hos Sølvmåge, og der er kun hvid plet på den yderste håndsvingfjer. Næb varierer efter årstid. Ben lyserøde til rosa. I sommerdragt hvidhovedet med orangegult næb og rød gonysplet Orbitalring rosa. I vinterdragt anlægges en brunlig hætte, der tit når brystsiderne; mellem hætten og forvingen ses tit en hvid mudderklirekile. Hovedets mønster er det mest udvandede hos nogen stor måge, og ligner mest en tæt samling tommelfingeraftryk i modsætning til Gråmåges og (hjemlige) Sølvmågers striber. Næbbet blegere farvet end i sommerdragt, med orange gonysplet og undertiden svage, mørke markeringer. 1.års (juvenil-1.vinter) ligner i dragten noget Gråmåge, men har kraftigere, helt sort næb. Dragten er lyst brungrå, normalt ikke så gulbruntonet som hos mange Gråmåger, og oversidens mørke mønster er kraftigere med massive mørke centre på ryg- og skulderfjer samt tertiærer. De store dækfjer er næsten utegnet gråbrune Vingespidsen – og undertiden armens bagkant er lidt mørkere, de yderste håndsvingfjer er gråbrune med smalle lyse, gennemgående rande, en nuance mørkere end resten af oversiden. Overgumpen er brun med svage, lyse tvrbånd eller marmoreringer og halen jævnt gråbrun; gump til hale er normalt det mørkeste på fuglen. Hoved og underside ret ensartet gråbrune. Det sorte næb beholdes gennem 1 vinter Benene er ret mørkt lysegrå, generelt mørkere end hos andre unge måger. De fleste beholder juvenil dragt frem til senvinteren, eller skifter kun enkelte skulder- og rygfjer fra omkring December. Ligner især i flugten en del Gråmåge, især fra midvinter, hvor hånden blegner til hvidlig. Gør dog et mere ensartet indtryk med jævnt farvet overvinge og mørkere haleparti. Undervingen bliver i modlys tydeligt tofarvet, da håndsvingfjerene gennemlyses moderat, undertiden meget lig Gråmåges. 2.års ligner fortsat 1.års en del, men har rundere håndsvingfjer (spidse med V-pletter hos ungfugle), mere ensartede store dækfjer (ofte som gråbrunt panel midt i vingen), finere mønstret gump og lysere næbtegning. Får fra 1. sommer grå fjer i ryggen (udvikling som hos Sølvmåge). Næbbet er normalt mørkt centralt med brede, lyse kanter, spids og basis. Ben gråligt lyserøde, mørkere end andre mågers. 3.års ligner adult, men har indslag af gråbrunt (især små og store dækfjer), gråbrun marmorering på gump og hale samt bruntonet gråt månster i vingespidsen med smallere, lyse fjerspidser (hos adulte som store, hvide pletter, hos 3års som mindre, gråtonede trekanter). Stemme ligner Sølvmåges, men mere gjaldende Hybrider hybridiserer intensivt med Vestlig Måge Larus occidentalis langs den nordvestamerikanske kyst; hybrider træffes om vinteren mod syd til Baja California. Da Vestlig Måge ikke er trufffet i området diskuteres punktet ikke nærmere her. Adult Vestlig Måge har mørkt skiffergrå overside ala Sildemåge intermedius og lyserøde ben. Ungfugle ofte næsten sortbrune med massivt mørk hale og gump. Hybrider viser alle mellemformer (Malling Olsen & Larsson in prep.). Geografisk variation fugle fra Østasien er lidt større med mørkere overside end Nordamerikanske. Tilsyneladende stor ungfuglevariation i Japan. Forekomst/Biotop Yngler langs nordlige Stillehavskyster, og trækker om vinteren sydpå langs den amerikanske vestkyst til N Mexico. Tilfældig gæst i Marokko, måske Kanariske Øer og Schweiz. Kilder: Studier i Californien og Mexico, jan.-febr. 2000, J.R. King pers. obs & in litt., Teo Bakker & 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt. 1999. Skind på diverse museer, især British Museum samt de Zoologiske Museer i Berkeley og Los Angeles. SORTTERNE Chlidonias niger Erstatter Geografisk Variation, s. 462 i Håndbogen Geografisk variation 2 racer (niger vist). Amerikansk Sortterne surinamensis (N-Amerika, strejfgæst til Island og Storbritannien) er mindre med sortere vinger. Adult har fløjlssort krop (kun hos hunnen lidt mattere) med hvid vingeforkant og undervinge. Fælder fra juni hovedet gradvis på samme måde som Hvidvinget Terne, så ansigtet bliver spraglet i hvidt (Sortterne indleder med hagen og struben). Desuden er overgumpen og halen mørkere grå, næsten af farve som ryggen. I ungfugle- og vinterdragt er hovedet lysere med mørkstribet isse, hvidt øjenbryn og sort øreplet – tit som hos Hvidvinget Terne; men nogle har hovedtegning som Sortterne. Oversiden er mørkere grå med overgump og hale så mørke som ryggen. Hos juvenile er de lyse fjerrande meget svage, og kan mangle, men baswrne af ryg- og skulderfjerene er melemgrå. Mangler kontrast mellem vinger og ryg, og har højst svagt mørkere grå små dækfjer. Overgumpen har generelt bredere lyse skæl end hos niger. Har bredere, grå til brunlig plet på brystsiden, der går direkte over i mørkegrå flanker (hos fældende adult Sortterne kan en lignende tegning undertiden ses, men brystpletten og flankerne er da af samme farve). Hos fugle med sorterneagtig hætte kontrasterer de brune brystsider da i farven. Nakken kan være grålig. I vinterdragt er undervingens forkant hos de fleste mørk (hvid eller højst med mørkt inderst eller som sort plet ved knoen hos niger). Taksonomi De konstante dragtforskelle samt det faktum, at de to former formentligt aldrig vil mødes sandsynliggør et split af denne distinkte form. Kilder: K. Malling Olsen & H. Larsson 1994: Terns of Europe and North America. – R. Andrews, R. Higgins & J. Martin 1999: The American Black tern in Avon: Birding World 12: 416-418. – P. Adriaens 1999: The American Black Tern in Co. Dublin: Birding World 12: 378-379. – A, Mc Geehan 2000: Identification of American Black Tern: Birding World 13. 37. Egne observationer, Massachusetts sept. 1997, fotostudier og supperende skindstudier, Los Angeles County Museum, Californien, USA. MARMORALK Brachyraphhus marmoratus Længde 24-25 cm, vingefang 43-48 cm. Bestemmelse: En lille alkefugl, i størrelse mellem Søkonge og Lunde, men i formen mere som Tejst med ret langt, spidst næb. Har sort hætte og overside samt brede, hvide "skulderstropper" Undersiden er hvid, og går på halssiderne op mod nakken som halvt hvidt halsbånd. Flankerne har svage, mørkegrå tværbånd I flugten kan de hvide skulderstropper være tydelige (næsten som hos Islom i sommerdragt!). Har hvid t’øjleplet (som (halvmøne" foran øjet). Vingerne er helt mørke uden hvid bagkant. Yngledragte er brunlig, mens vinterdragten er kontrastrig! Adult vinter beskrevet. Adult sommer ret ret ensartet mørkebrun med rødbrunt anstrøg på ryggen og skuldrene, mørkskællet- eller plettet, hvidlig underside. Har lille lyst felt i tøjlen. Har højst svagt antydede lysebrune skulderstriber og lidt lysere strube. Juvenil ligner adult vinterdragt, men har brun, ikke gråsort overside, mørke marmoreringer i skulderfeltet, mere diffuse hovedtegninger og svagt brunplettede flanker. Immatur ligner i 1. vinter adult, men har smallere hvide halssider (danner ikke halv halskrave) og mere gråligt anstrøg i dragten. Geografisk variation nominatformen (NV-Amerika) beskrevet. Perdix (Ø-Asien) er størst. Adult sommer er lysere og mere gråbrun end marmoratus og har svagere lyse skulderstropper, da de er mørkskællede. Undervingedækfjerene er hvide med mørke pletter (helt mørke hos marmoratus). I vinterdragten har hoved og ryg brunligt anstrøg, overgumpen er lysere grå og flankerne normalt gråbåndede. Tøjlen er mørk og tendens til hvidt halsbånd mangler. Næbbet er længere, og hovedet derfor mere trekantet. Taksonomi De to racer er formentligt to gode arter (for nyligt splittet af AOU).. Forekomst/biotop Yngler kolonivis ved klippekyster i nordlige Stillehav, strejfer om vinteren mod syd langs Stilehavskysten, og når i Amerika til udfor N-Mexico. Perdix trækker generelt længst, og når i Asien Korea og Taiwan; de fleste fund fra den amerikanske østkyst er af denne form.. Perdix er tilfældig gæst i Schweiz Dec. 1997. Kilder: Harrison (1983) Seabirds, National Geographic Firld Guide to Birds of North America, Maumary & Knaus 2000: Marbled Murrelet in Switzerland: a Pacific Ocean auk new to the Western Palearctic (British Birds 93: 190-199). GRÅSEJLER Apus pallidus Tilføjelse til geografisk variation, Håndbogen s. 522: Illyricus (østlige Adriaterhavskyst, samt Italiens østkyst mod syd til Sicilien) er den mørkeste og brunesre race. Den er næsten så mørk som Mursejler (især racen pekingensis; se Mursejler s. 520 under geografisk vartaion hos Mursejler), men har artstypisk, bred, hvid strubeplet og lys pande mod mørk øjenmaske, der grundet den mørkere grundfarve kan virke endnu mere afstikkende end hos andre racer. Issen er mørk. Der er svag, men i medlys ses en moderat kontrast mellem mørkere ryg og lysere indervinger samt overgump. Brystet og brugen er varmere brune end hos andre racer, og kan helt mangle gråt. Mursejler pekingensis er lysere end hjemlige fugle, men har fortsat bryst til bug sortbrune samt sortbrun ryg i svag kontrast til lysere vingebagkant. Mangler Gråsejlers mørke maske i lyse ansigt, men den lyse strubeplet er længere og tydeligre, og når bag øjet. Mangler Gråsejlers tydeligt skællede dragt.. Kilder: A. Corso 2000: Common Swift and illyricus Pallid Swift: Birding World 13: 37. Egne observationer Sicilien april 2000. BRUNISSET LÆRKE Eremopterix signata Længde 10-11 cm. Teksten erstatter Bemærkning under Sortisset Lærke Bestemmelse Ligner Sortisset Lærke, men oversiden er brunere med tydeligere lyse fjerrande og dækfjerene er mørkere; har derfor tydeligere lyse vingebånd og tertiærkanter. Desuden er næbbet lidt kraftigere. Adult han har brun pande, isse og bryst der næsten indrammer den hvide kindplet komplet. Dennes forkent flugter med øjet. Brystet går diffust over i sort bug Adult hun er sandbrun med hvidlige pletter på hovedsiderne og lyst rustbrun øjenbrynstribe. Juvenil er brun med svagt, lyst øjenbryn og brunstribet bryst. Immatur han ligner hun , men har mat kastaniebrun strube og forbryst og sortagtig felt over brystet og bugen. Bemærk, at Sortisset Lærke (Håndbogen s. 539-540) kan have svagt brunt anstrøg på issen, men panden er altid hvid og den hvide kindplet når foran øjet. Stemme Sangen er en kort kvidren. Kald et skarpt chip-up. Forekomst/biotop Yngler på større stepper og savanner i Ø Afrika mod nord til Sudan. Tilfældig gæst i Israel (maj 1983). Kilder: H. Shirihai 1999: Fifty new species to Israel 1979-1998, their discovery and documentation, with tips on identification: Sandgrouse 21: 45-105. – D.A. Zimmermann, D.A. turner & D.J. Pearson 1999: Birds of Kenya and Northern Tanzania. HEDEPIBER Anthus rubescens Ny tekst under bestemmelse: Rubescens Rubescens (Nordamerika, meget sjælden gæst i Vesteuropa (Storbritannien): Har i frisk vinterdragt gulbrun underside mod hvidere strube og bugmidte. Har lysebrun tøjle og øjenstribe der isolerer øjet, og gør det stirrende. Kinden er brungrå. Brystet og forflankerne har varierende, mørke striber, der ofte er ret svage og tit lidt udflydende (a la Skærpiber, men ikke så udpræget). Ca. 10% mangler flankestriber. Oversiden er i frisk dragt mørkt olivenbrun, ustribet eller højst med svage, mørke striber på især forryggen. Har to beigehvide vingebånd, der generelt er kraftigere end Engpibers. Halesiderne er hvide. Benene er mørkebrune til mørkegrå, undertiden sorte; sjældent lyse. Næbbet er tofarvet med lyst undernæb (kan være reduceret til indernæbbet). Får ved slid (midvinter) påfaldende brungrå-tonet overside og hvidbeige underside, hvor gulbrunt kan reduceres til flankerne. Kinden bliver mere gråtonet, undertidne med koldt gult anstrøg. Oversiden får generelt kraftigere mørke striber, der dog virker udflydende. Brystets striber varierer. Nogle har ret brede og massive, mørke striber, der typisk er smallest midt over brystet, andre kun få, spredte striber, undertiden som dråbepletter. Striberne er let diffuse, sjældent så sorte som hos japonicus; der desuden tit har massiv, mørk trekant på halssiden ala Rødstrubet Piber. Ligner Engpiber, der generelt er brunere med tydelige, mørke striber på oversiden, mørkere tøjle (kan dog mangle ved slid eller under fældning forår og sommer) og sortere, bedre afsatte mørke striber på undersiden, hvor de når gennem hele flanken. Om vinteren tit i engpiberagtige, tætte flokke i det amerikanske vinterkvarter. Stemme tit engpiberagtig (især japonicus, hvor det kan lyde identisk). Hos rubescens flere avigende stemmer: et højt, skarpt tzit, der ofte gentages i kort serie. Klangen er forbløffende lig Bjergvipstjertens og Tundrapiberens! Dette karakteristiske kald høres især fra enlige, kontaktsøgende fugle samt under trækket. Flokkaldet ligner Engpibers, men er lidt skarpere og hæsere. Et skarpt, entonet skeep ligner Bjergpibers. Blandt øvrige kald bemærkes bl.a. en ringende, blåmejseagtig trille og et dæmpet kald, der ligner Grå Fluesnappers. Kald fra japonicus ligner engpibers, men er ofte lidt mere stemt; lyder da som kald fra Bjergpiber (eller Engpiber med skovpiberaccent!). Kilder: egne observationer: af rubescens Californien, jan.-febr, 2000, af japonicus Israel, marts 2000. GUL VIPSTJERT Motacilla flava Under bestemmelse s. 585 tilføjes: BESTEMMELSE: Adulte hanner i vinterdragt har hos alle former let grønligt anstrøg i hovedet, da friske fjer har grøn- til oliventonede fjerrande. De slides normalt af tidligt på foråret – førend Gul Vipstjert dukker op herhjemme. Om efteråret har en del fugle gult anstrøg eller direkte gul øjenbrynstribe; bestemmelse af Gulhovedet Gul Vipstjert herhjemme bør derfor frarådes på andet end helt typiske individer! Under geografisk variation s. 586 uddybes bestemmelse af thunbergi og feldegg: Hos feldegg er vigtigste karakterer, at den sorte hætte er glinsende og normalt vinklet nedadtil og skarpt afsat fra den olivengrønne overside. Hos nogle få når den sorte hætte til forryggen, men 2K han har ofte lidt diffus grænse mellem sort hætte og olivengrøn overside (som pletter op mod issen). Kan have meget smalt, hvidt felt over eller bag øjet, men som regel er det uens på de 2 hovedsider. Undersiden er generelt varmere gul, hos nogle med orange anstrøg; afgrænsningen til hætten er ofte tilstede som hvidlig strube og smale, hvide partier langs hættens nedre kant (som havde man forsøgt at male gult op til struben, men stedvis ikke lykkedes!). Oversiden er olivengrøn, ret mættet i grundfarven, men 2K han kan have svagere, gråtonet overside. Har normalt 2 brede, hvide til lysegule vingebånd samt brede, hvide tertiærrande. Mange hunner har antydninger af hannens tegninger: mørk hætte (tit med tydelig, lys øjenring!). Undersiden kan næsten mangle gult. Denne "grå type" er hyppigere end hos andre vestlige former, men se thunbergi nedenfor. Kald normalt rullende, men bemærk at lignende rullende toner indgår i sangen fra alle former, incl. flava. Desuden er der en tendens til, at strejfgæster kalder mere som den form, der dominerer i et område: en feldegg, der herhjemme kalder blødt som en flava er derfor ikke unormal. Desuden kalder en del feldegg identisk med flava, også på trækket i Mellemøsten. Thunbergi: Visse hanner kan også om foråret have ganske sortagtig hætte, men den er da mat og vil ved nærstudier afsløre et let gråt anstrøg. Undersiden er generelt koldere gul; som hos feldegg ofte med mørke pletter over brystet. Oversiden er koldere olivenfarvet, og de to hvide vingebånd generelt svagere: selv de kraftigst tegnede thunbergi virker aldrig så direkte sorte, gule og grønne som typiske forårshanner af feldegg. Få % hunner om foråret kan næsten mangle gult på undersiden (selv ved nærstudier er det svært at erkende meget svagt, svovlgult anstrøg på undergumpen). Sådanne har ofte ret ensartet gråt hoved uden øjenbrynstribe samt gråtonet overside. Virker dog knapt så ekstreme som den lignende form hos feldegg. Kald blødt som hos flava, men sjældent med let rullende tendens ala feldegg. Hos beema tilføjes: undersiden er normalt lysere og koldere gul end hos flava: sammen med det lysere hoved giver dette indtryk af en "overbelyst flava han"). Næbbet er tit rent sort. Kilder: R. Aymi 1999: Identification of adult male yellow wagtails in winer plumage in western Europe – Dutch birding 21. 241-253. Egne observationer: feldegg Israel, Grækenland, Sverige. Thunbergi Skagen forår 1999 og 2000; Skåne forår. Beema Kasakhstan juni 1989. SORTSTRUBET BYNKEFUGL Saxicola torquata Længde 12.5-13 cm. Bestemmelse Ligner en rund- og mørkhovedet Bynkefugl (se nedenfor under Sibirisk) med lidt kortere vinger, højst svag, lys øjenbrynstribe og sort hale. Hannen er karakteristisk, mens hunnen mere ligner Bynkefugl. Stor og komplekt geografisk variation. Adfærd som Bynkefugl, men sidder ofte lidt mere vandret og kan virke mindre kompakt. Ses enkelt eller parvis, sensommer og efterår undertiden i små familiegrupper. Fælleskendetegn for de fleste er Adult han har sort hoved og strube (som bøddelhætte), hvide halssider og brede, hvide skulderpletter (dannet af de inderste dækfjer, kan skjules af tilgrænsende fjer). Undersiden varierende rustbrun til orangebrun (variation hovedsageligt racebetinget). Oversiden er brunstribet, ofte med hvid plet på overgumpen. Denne hvide plet er hos vestlige fugle hos de fleste om efteråret skjult af brune fjerrande, men kan ved slid blive ret tydelig – se de enkelte former. Undervingedækfjerene er grå med hvide pletter; hos nogle få mørkegrå (kan synes sortagtige i felten).. I frisk dragt (sensomer til efterår) er dragten delvis skjult af brune fjerbræmmer; sommerdragt fremkommer gradvis fra om efteråret og er normalt næsten fuldt udviklet sidst på efteråret. Den er i "fuld flor" om foråret. Vipper tit nervøst med halen. Den kompakte form og hannens farver har før til, at flyvende fugle er sammenlignet med Humlebier! Adult hun har grå- til brunspættet hoved og strube (se dog geografisk variation), højst antydet hvid halsring og generelt brunere, mere neutral dragt. Undersiden har dog normalt anstrøg som hannen, men svagere farvet. Armsvingfjerene kan have et svagt lyst panel. Juvenil har mørkplettet hoved og ryg. Halefjerene er tilspidsede med lyse kanter, ofte lidt diffust afsatte i spidsen (afrundede med skarpere afsatte, men smallere lyse kanter end hos adult). Fælder hurtigt til… Immatur (1. vinter), der ligner adult, men dragtudviklingen er lidt langsommere, da dragtens lyse fjerrande er bredere, og derfor slides langsommere af. Hannens sorte hovedtegninger dukker dog op fra efteråret, først på kinden, men issen har normalt brune striber frem til om foråret (isse sort hos adult). De hvide pletter på halssiderne kan være smallere end hos adulte, og lyse fjerrande på isse til ryg ses til om foråret. Aldersbestemmes i øvrigt på kontrast melem brune og mørkere store dækfjer (ensartet sortagtige hos adult). Selvom de hvide vingefelter er større hos adult er der tilstrækkelig individuel variation til, at kendetegnet reelt har nogen værdi i felten (se Svensson 1992 for nærmere detaljer). Kan nærmest forveksles med Bynkefugl, der har mere kantet hoved med bedre afsat, hvidtligt og lang øjenbrynstribe (forstrker indtryk af kantet hoved), mangler hvide skulderpletter, altid har mørkstribet overgump samt hvide sider inderst på halen. Mange 1-års Bynkefugl har antydet lyst vingepanel (se Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl), men det er da mere diffust samt bruntonet. Stemme Sangen er en sylvia-agtig pludren med enkelte gnistrende toner. Er også sammenligner med Jernspurvens. Kaldet er et skurrende wheet-chek-chek, og et hårdt tak-tak – som to sten, der slås mod hinanden. Hybrider med Bynkefugl er kendt. En fugl (Skagen maj 1996) lignede Bynkefugl, men havde smallere hvid øjenbrynstribe (bredest bag øjet) og overvejende sort hale, kun med et lille hvidt område ved basis af halens sider (gik 40% ud mod halespidsen). Hvide halssider smallere end hos Sortstrubet. Overside sortbrun med sorte striber, langt mørkere end hos Bynkefugl. Strubens sider hvide, den øvrige underside varmt orangebrun. Lignende fugle er iagttaget i Norge. Forekomst/biotop I Danmark sjælden ynglefugl, træk- og vintergst. Ynglebestand 15-20 par omkring 2000. Yngler i vestlige Jylland; ynglefund på Sjælland 1999-2000. Yngler herhjemme dels på buskbevoksede, sandede og hedeagtige områder, men også i tilgroede moser med pilekrat (S Jylland); at dømme ud fra udseendet forekommer såvel hibernans (der foretrækker hedeagtige kystområder) og rubecula herhjemme; ynglefugle fra såvel Skagensområdet som de sønderjyske moser ligner sidstnævnte. Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl er sjælden gæst, især ult.sept.-okt, men er også truffet vinter og forår. Yngler i øvrigt på heder og stepper med buske og småtræer, gerne i bakket terræn.
Geografisk variation stor og kompleks med flere hovedgrupper. I områder mindst 6 racer i tre hovedgrupper:: 1: Vestlig Sortstrubet Bynkefugl (Europa til Nordafrika, Tyrkiet og Kaukasus; nordlige bestande trækker til sydlige middelhavsområde og Mellemøsten om vinteren). 2 racer. 1a (rubicola) (det meste af Europa mod Ø til Ukraine, gennem Tyrkiet til lavereliggende dele af Kaukasus, samt NV Afrika) Han har varmt orange- til rustbrun underside, kraftigst over bryst og langs flanker, men undertiden heldækkende; fugle fra Italien og østover har ofte kun brunt på bryst og langs flanker mod hvidlig bug. Den hvide halsring er som langstrakt oval, undertiden bredest mod den sorte nakke (der er over 1 cm. bred). Oversiden er brunstribet, i frisk dragt om efteråret domineret af gulbrune til olivengrå fjerrande. Overgumpen er i frisk dragt brunstribet, men allerede fra ult. Sept. ses de første fugle med smal, hvid overgump; de fleste har senvinter til forår hvid overgumpsplet, der er diffust afsat mod ryggen, og virker som lille, hvid cirkel mod den sorte hale (max. 1.5 cm. bred). Oversiden slides gradvis om efteråret, og kan blive meget mørk (på afstand næsten sort) med smalle, brune fjerrande. Om efteråret er hovedtegningerne normalt helt "udviklede", men issen kan være lysstribet til om foråret. Individuel variation er ret stor. Generelt har dog fugle fra Italien og østpå bredere, hvide halssider og brunt anstrøg på undersiden begrænset til bryst og flanker, mens bugen kan være hvid. De fleste fugle fra dette område samt Nordafrika har hvid overgump (som beskrevet) fra om vinteren. Næbbet er generelt kortest hos vestlige populationer, og bliver gradvis lidt længere mod øst (men dette savner feltbestemmelsesmæssig værdi). Fugle fra udbredelsesområdets sydlige del (Ural, i overlapningszonen med gruppe 3) kan have smalle hvide sider inderst på halen (max. 17 mm.), men halen virker i øvrigt sort. Hun ligner kontrastløs udgave af hannen. Den har mørkplettet hoved, ofte med lidt mere lyst på struben (der dog aldrig bliver hvid) samt svag, lys øjenbrynstribe (kan være ret bred bag øjet, men er diffust afsat), normalt mørk pande og diffust afsatte lyse halssider, der sidder længere nede mod knoen end hos hannen.. Oversiden er mørkebrun med mørke striber. Overgumpen er stribet som ryggen, i frisk dragt undertiden med rustbrunt anstrøg, ved slid svagt lysere og sjældent med meget smal, hvidlig midte, der hun er meget svagt mørkstribet (og derfor kan synes lys i glimt). Halen er mørk med svagt brun spids og kant. 1b (hibernans) (Storbritannien til V Frankrig og Portugal; også. kystegne mellem Belgien og V Danmark. Mange er standfugle, men en del trækker til SV-Europa og NV Afrika) Han ligner rubicola, men har generelt renere rødbrun underside, smallere og kortere hvid halsring (mere som smal stribe) og kraftigere rødbrunt anstrøg på oversiden i frisk dragt: bevarer altid brune rygstriber gennem foråret. Overgump som rubicola, men ofte rødbrun i frisk dragt. Hun som rubicola, men generelt med mere ensartet og varmere brun underside og mørkere overside. Geografiske overgange er dårligt udforskede; en del fugle fra kystområderne mellem Belgien og V Danmark ligner hibernans (feks. fugle set i Blåvand okt. 2000), andre rubicola. Hos vestlige fugle er forhold tertiærer:hånd 1:0.5-0.6; håndens længde bag tertiærerne 11-13.5 mm. Vinge 63-69 mm (op til 70 hos han hibernans). 2 Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl to racer: 2a (maura)(NV-Rusland til Ø Sibirien omkring Baikalsøen og NV Mongoliet, mod syd til Tien Shan, Afghanistan og Iran; har ynglet Finland. Trækfugl, der overvintrer (sjældent) fra Mellemøsten og Nordøstafrika, men hovedsageligt i Ø Asien (især mellem Indien og Burma); strejfgæst til Europa sept.-nov med enkelte vinter- og forårsfund) er den mest karakteriske race. Lidt mindre med relativt længere hånd end vestlige former (forhold tertiærer:hånd 1:0.7; håndens længde bag tertiærerne 12-17 mm. Vinge 63-74 mm. Næbbet generelt kortere end hos gruppe 1; 13.3-15.3 mm (14.6-16 mm. hos gruppe 1, længst mod øst) Han ligner vestlige racer, men har bredere, renere afsat hvid overgump (1-2.5 cm. – kan sammenlignes med Hvidsiskens). Har fra om vinteren næsten sort ryg med bredere, hvide skulderpletter. Hos de fleste er brystet og forflankerne orange, ofte kraftigt farvet midt på brystet. Den hvide plet på halssiderne er bredere og kan om foråret næsten nå rundt om halsen som komplet, hvid halsring a la Hvidhalset Fluesnapper. Den eventuelt sorte nakke er ca. 0.5-1 cm. bred, ofte med hvide pletter. Mange fugle er påfaldende sort/hvide, mens andre mere ligner rubicola (ca. 10% som rubicola på undersiden incl. varmere brunt på bryst og flanker (Sibirien). Undervingedækfjerene er sorte med svage, lyse fjerrande i frisk dragt.. De mest "hvidtegnede" fugle ligner set ovenfra Hvidhalset Fluesnapper i miniature. I frisk dragt (efterår) har oversiden lyst sandfarvede fjerrande, der slides langsommere end hos adult rubicola; sent på efteråret står den sorte kind (og strube) ofte stadigt tydeligt ud mod lysere overside (på isen som kalot). Om efteråret har overgumpen sandfarvet anstrøg, der slides af i løbet af vinteren, men kan bevares til maj. Hun har i lighed med hannen bred, hvid overgump, oftere med sandfarvet anstrøg til sidst på foråret. Lysere end vestlige fugle: Oversiden er lyst sandbrun med mørke striber, struben er lys og typisk ses en lys øjenbrynstribe, der er kortere og smallere end Bynkefuglens, og tit når over næbbets basis. Ved slid kan den være ret distinkt (men fortsat smal) og hvid i hele længden, incl. over panden. Ofte er nakken lysere og mere grålig end isse og ryg. De lyse halssider, der karakteriserer hunner af vestlige fugle, mangler normalt helt grundet lys dragt. Brystet og flankerne er lyst sandfarvede i kontrast til hvidlig strube. Har lyst panel over armsvingfjerene, tydeligt om efteråret. Om foråret bliver issen og ryggen mørkere; issen kan da næsten virke som en mørk kalot mod det hvide øjenbryn, undersiden lysere, overgumpen ofte hvidlig og det lyse panel på armsvingfjerene kan slides af. Immatur ligner om efterår hun, men nogle gør et endnu lysere helheldindtryk, og kan ligne efterårshunner af Ørkenstenpikker! Har smalle striber på lyst sandbrun overside, bred sandfarvet overgump, lyst hoved med ret tydeligt øjenbryn, hvid strube og sandfarvet underside. Vingebånd og armsvingfjerenes lyse panel tydeligt. Hanner kan om efteråret undertiden bestemmes på fremvoksende sorte øredækfjer og sorte pletter på struben; hunnen har langt lysere ansigt. Da issens og ryggens fjer har bredere, sandfarvede rande end hos adult virker de frem til foråret ofte tydeligt afvigende med sort strube og øredækfjer mod lysere stribet overside (også ulig Vestlig!). 2b (stejnegeri) (Ø Sibirien fra Bajkalsøen gennem Mongoliet, Manchuriet, Korea til Japan og Kurilerne. Overvintrer imellem (N) Indien og SØ Asien(Indonesien, SØ Kina; sandsynligvis strejfgæst til V Europa) danner formentligt bred overgangszone med maura melem C og Ø Sibirien og Mongoliet). Majoritetet af hundredevis af studerede fugle i Ø Kina, april-maj kunne henføres til denne form. Han ligner maura, men har generelt mere rusttonet orange bryst og flanker (derfor mere som vestlige fugle! – men nogle få tættere på maura), bredere sort nakkebånd (<% har så smal sort nakke som 10% maura; fugle med komplet hvidt nakkebånd er så godt som ukendte!) og ofte brunere anstrøg på oversiden om foråret, om end en del er lige så sorte som forårs-maura. Synes undertiden at have mere hvidt på halesiderne end maura (men materiale begrænset). Overgumpen kan have rustbrunt anstrøg. Nogle ligner faktisk en mellemting mellem vestlige former og maura. I frisk dragt er oversiden mørkere med rødbrune fjerbræmmer. Hun ligner maura, men har om foråret generelt mørkere isse, øjenstribe og ryg samt den hvide øjenbrynstribe kortere og mere distinkt foran øjet; når tit over panden som smalle, men ret distinkte "fluesnapperpletter!". Nogle har varmere orange bryst end maura, samt mere jævnt sandfarvede flanker og bug, mens andre (få) har hvidlig underside. Overgumpen er i frisk dragt rødbrun, og kan om foråret fortsat være orange. Nogle er mere gråtonede på oversiden med lysere gråt nakkebånd end maura. Nakkebåndet mangler dog hyppigt. Immatur ligner om efteråret maura, men virker tit mørkere med varmt rødbrun overgump (så bred som hos maura) og rustbrunt anstrøg på oversiden. Note udbredelsesområdet hos maura synes ikke at overlappe med Vestlig Sortstrubet Bynkefugl; der er tilsyneladende et stort adskillelsesområde mellem Ukraine og Kaspiske Hav (mod øst kun delvis besat af Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl). Forholdene i disse områder er dog dårligt kendte (L. Svensson pr e-mail). 3 Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl 2 racer; begge er de største og mest langvingede former indenfor komplekset, og har tydeligt hvidt på halens sider som hos Bynkefugl. Håndsvingfjersprojektion længere end hos andre racer, som hos Bynkefugl 3a armenica (Ø Tyrkiet til sydlige del af Kaspiske Hav og NØ Iran; overvintrer i SV Asien til Mellemøsten og NØ Afrika til N Ethiopien). Han ligner maura, men har mørkere rødbrunt bryst mod hvidlig bug, bredere hvid overgump (generelt med mindre sandfarvning end hos maura) og smalle, hvide halesider (ca. 25% på yderste halefjer). De hvide halssider er ofte endnu bredere end hos maura, og de hvide skulderfelter generelt større. Den friske dragt har lysere gulbrune til sandfarvede fjerbræmmer end maura. Han i 1. vinter har sort kind til strube (med hvidt "snusk") og lyst sandfarvet, mørkstribet overside og kan have orangebrunt anstrøg på overgumpen. Hun ligner maura, men har lyst gulbrun inderdel af halesiderne. Overlapper (muligvis) med maura i NØ Iran. Vinge 70-77 mm. 3b variegata (NØ Kaukasus til stepper ved Volga og SV Kaspiske Hav, overlapper med armenica i østlige Transkaukasien. Overvintrer SV Asien, sydlige del af Mellemøsten og i NØ Afrika mos S til til Ø Sudan og Ethiopien. Strejfgæst til Norge). Ligner armenica, men ergenerelt lysere og har mere hvidt i halen: hvidt går op til halvvejs ud mod halespidsen og giver derfor endnu tydeligere stenpikkeraktig hale. Hannens varme farve på undersiden er knapt så kraftig, men breder sig generelt mere mod flanker og bug. Vinge 66-74 mm. Vestlig rubicola overlapper geografisk med Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl mellem Ø Tyrkiet og Kaukasus, men rubicola findes i lavland, hvor Kaspisk er mere knyttet til bjergegne; i dele af Kaukasus findes begge former dog side om side, men tilsyneladende med begrænset hybridisering. Fugle, der viser karakterer fra såvel maura som Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl er kendt fra Israel (Shirihai 1996, Cramp 1988). Udenfor området ca. 20 andre racer (N Indiske subkontinent, S Arabien og pletvis gennem Afrika samt på Madagascar) i troperne, der formenligt er stand- eller strejffugle. Da de flere steder, der besøges regelmæssigt af skandinaviske ornitologer, kommer i kontakt med palearktiske vintergæster nordfra, gives her en kort oversigt over nogle af de vigtigste former: Indisk Sortstrubet Bynkefugl 4a indica (standfugl bjerge Himalaya til Ø Kashmir (danner måske overgangsformer med maura) i Ø Kashmir og N Punjap;yngler ned til 350 m.) ligner maura, men hannen har kun lille, rødbrun plet midt på brystet, der højst når forflankerne. Bevarer brune fjerbræmmer på oversiden til om vinteren, hvor sort kind ofte er den mørkeste del af dragten. Hunnen ligner stejnegeri, og er mørkere og generelt med kortere lyst øjenbryn end maura; synes at have rødbrun overgump som mange (de fleste?) stejnegeri. 4b przevalskii (yngler i bjerge mellem 1500-3300 m C og SV Kina mod vest til Kun Lun bjergene og Tibet, delvis trækfugl, der overvintrer Himalaya (op til 1500 m) og N Indien) ligner stejnegeri, men er større med mere udbredt og kraftigere rødbrunt på undersiden. Hunner har i lighed med indica ofte rødbrun overgump. Note: En nært beslægtet art, Hvidhalet Bynkefugl S. leucura (stand- og strejffugl i lavland i N Indien og Nepal til Himalayas fodbjerge, især langs flodsystemer og Nepals terai; indica/przevalskii i bjerge) ligner 4a og 4b, men har hvide halesider, der næsten når spidsen; halemønster hos han ligner Middelhavsstenpikkers! Hannen ligner i øvrigt maura og indica/przevalskii, men har ofte kun rødbrunt begrænset til brystets midte. Halsring bred og lige afskåret mod sort nakke. Hun ligner maura (lysere end indica/przewalskii), men har lyst rødbrun overgump og gråbrun hale med lidt lysere sider til nær spidsen. 5 Arabisk Sortstrubet Bynkefugl felix (standfugl i SV Arabien) ligner maura, men han har generelt mere rustbrunt bryst og flanker, smallere hvid overgump og ofte endnu bredere hvide halssider. Hånden er kortere end hos maura. 6 Afrikansk Sortstrubet Bynkefugl (flere, geografisk isolerede stationære former) ligner maura/felix). Hanner ligner felix, men har oftere bredere hvid overgump og mere udbredt rødbrunt på undersiden. Mange hanner ligner meget maura/stejnegeri. Af disse kan nævnes: axillaris (C Kenya, N Tanzania) har i lighed med felix rødbrun plet på brystet, men i øvrigt hvid underside. Hvide kanter på tertiærerne er bredere end hos andre former og "smelter sammen" med hvid skulderstribe. Overgump hvid. Hunnen ret mørk a la vestlige racer med rustbrun underside, og kun smal, lyst øjenbryn. Struben er mørk. Overgumpen er rødbrun. Ligner vestlige hunner. Caffra (Angola og SV Afrika til Cape province) ligner axillaris, men hannen har mere udbredt rustbrunt på bryst og flanker. Hunnen er lysere; med gråligt hoved, svag, lys øjenbrynstribe og hvidlig til gråtonet strube. Har i lighed med andre afrikanske former gulbrun til rustbrun overgump (som indiske former og mange stejnegeri!). Salax (Gabon til Angola) han ligner caffra, men har kun varmt brun midterbryst, samt lyst bruntonede flanker. Hun formentligt som caffra. Vinge 63-65 mm. Pallidigula (skovområder i Cameroon) han ligner salax, men er større (vinge 69-80 mm) og hannen har generelt mørkere, mere kastaniebrunt bryst. Adamauae (bjergområder i Cameroon) han ligner pallidigula, men er lidt mindre (vinge 66-73 mm) og har smallere brunt brystbånd. Nebularum (bjerge i Guinea og Sierra Leone) han ligner foregående racer, men har mere udbredt rødbrunt på bryst til forflanker. Moptana (Mali mod N til Kabara (nærmer sig randen af WP) er lille og ret lys; hannen har orangebrunt bryst (lysere end andre vestafrikanske racers). Hunne er lysere (ligner muligvis lysere maura) og med næsten hvide armhuler (gråtonede hos øvrige). Bemærkning: Det er ofte foreslået af udskille de vestlige former (gruppe 1) fra Sibirisk Sortstrubet Bynkefugle (gruppe 2). Dette er gjort af Sibley & Monroe (1990) og er accepteret i Holland. Set ud fra et vestpalearktisk synspunkt virker dette split rimeligt grundet forskelle i udseende og træk hos formerne, især maura, der jo kan være forbavsende uens fra vestlige fugle, samt formentligt adskilt udbredelsesområde fra vestlige gruppe. Da ville det være rimeligt også at splitte gruppe 3 i egen art (overlapning med maura ubetydelig, og hybridisering formentligt sjælden). Men nogle aspekter alarmerer, f.eks. den større lighed mellem vestlige fugle og stejnegeri (med maura) ind imellem som en mere karakteristisk form!). I troperne (N Indiske Subkontinent (og i SW Arabien) og pletvis i Afrika) ligner hanner i "slidt" dragt mere gruppe 2 (sort/hvide med hvid overgump og begrnset brunt på undersiden sammenlignet med vesteuropæiske), og hunner hos flere former maura/stejnegeri med ustribet lys overgump. Disse lokale bestande hybridiserer formentligt ikke med hinanden men udforskning omkring dette punkt er formentligt ikke gjort endnu.. Den pletvise udbredelse gennem Arabien og Afrika forvirrer, samt det faktum at Indisk Sortstrubet Bynkefugl yngler i bjerge, vil givetvis føre til opdeling af flere former til arter i fremtiden. Den forbavsende lighed med de indiske former, felix og de talløse afrikanske, kunne indicere, at de har udviklet sig fra en fælles stamform – Sydlig Sortstrubet Bynkefugl. Denne kompleksititet kan sammenlignes med den lignende hos Stor Tornskade (se Håndbog Updates tekst omkring Stor Tornskade, Sydlig Stor Tornskade og Ørkentornskade). Et stort arbejde ligger altså og venter blandt rejsende i troperne – Sortstrubet Bynkefugl er ike bare noget, der bør forbises, men kigges nrmere efter i sømmene: detaljerede dragtbeskrivelser af formerne bør gøres, gerne suppleret med fotos og stemmeoptagelser. Synspunkter på dette modtages gerne! Kilder: Litteratur: C.W. Mackworth-Praed & C.H.B. Grant 1973: Birds of West Central and Western Africa, Vol. II. Longman. – T. & C. Inskipp 1985: The Birds of Nepal. Croom Helm. - S. Cramp (red) 1988: The Birds of the Western Palearctic Vol V. Oxford University Press. – P.A.D. Hollom, R.F. Porter, S. Christensen & I. Willis 1988: Birds of the Middle East and North Africa. T. & A.D. Poyser. – C.G. Sibley & B.L. Monroe jr 1990: Distribution and Taxonomy of Birds of the World. New Haven, Connnecticut. - L. Svensson 1992: Identification guide to European passerines, (3 udgave). Märstatryck, Stockholm. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. Academic Press. – R. Porter, S. Christensen & P. Schiermacher-Hansen 1996: A Field guide to the Birds of the Middle East. T. & A.D. Poyser. - R. Grimmett, T. & C. Inskipp 1998: Birds of the Indian Subcontinent. Christopher Helm. – D. A. Zimmermann, D.A. Turner & D.J. Pearson 1999: Birds of Kenya and Tanzania. A&C Black. – A.B. van den Berg & C.A.W. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland. Pica Press/GMB Uitgiverij. Skindstudier Zoologisk Museum, København, feltstudier Danmark, Marokko, Sicilien, Israel, Grækenland, Østrig (rubicola), Skotland, evt. Danmark (hibernans), C Sibirien (juni) og enkelte fugle Sydsverige (okt.) (maura). Beidaihe og Happy Island, Hebei, Østkina ( stejnegeri), Nepal (ikke racebestemte), Kenya (axillaris); hybrider egen obs. Skagen maj 1996, diskussioner med Sebastian Ludvigsen. Korrespondence med Lars Svensson. STENPIKKER Oenanthe oenanthe Tilføjelse til GEOGRAFISK VARIATION s. 611 Grønlandsk Stenpikker leucorhoa. Det sorte halebånd er generelt bredere end hos oenanthe, og hånden endnu længere; håndens spids slutter normalt midt i halebåndet på den stående fugl (foran eller forrest i halebånden hos den mere kortvingede (men stadigt langhåndede!) oenanthe. Fiske efterårsfugle kan have endnu tydeligere hvidlige spidser på håndsvingfjerene (hvorved vingespidsen – med dens sorte grundfarve og hvide spidser kan ligne en adult måges!). Halespidsen og vingespidsen kan hos leucorhoa næsten flugte, mens vingespidsen hos oenanthe slutter ca. 1 cm. før halespidsen. På efterårsfugle er kraftigere orange anstrøg hos leucorhoa er ofte tydeligst på kinder og brystsider; især kinderne kan have påfaldende rustorange anstrøg. Mange leucorhoa har orange sandfarvet anstrøg på næsten hele undersiden. Anstrøg hos oenanthe er normalt lysere sandfarvet, bugen normalt lysere og eventuelt orange anstrøg met begrænsen til kinden. Kilder: Feltstudier Island, okt. 1994; samenlignende feltstudier Ø Danmark og S Sverige Sept.-Okt./ Vest- og Nordjylland okt. (store fugle); skindstudier Zoologisk Museum, København – illustration s. 174 i A. Harris, H. Shirihai & D. Christie 1996: The Macmilan Birder’s Guide to European and Middle Eastern Birds - Macmillan ØRKENSTENPIKKER Oenanthe deserti Tilføjelser::side 615. Bestemmelse: Formen kan grundet rundt hoved og lang hale sammenlignes med Rødstjertens – isr påfaldende hod de meget lyshovede (unge) hunner. Næbbet er ret langt og tyndt og benene lange, sorte og tynde. Vipper tit med halen i nedadgående bevægelser – mere udpræget end andre stenpikkere. Sandfarvet overgump mod sort hale kan minde om Sibirisk Sortstrubet Bynkefugls; ved slid bliver overgumpen lidt lysere gråtonet eller hvid, men sandfarvet overgump kan ses i det mindste til om foråret, og kan hos hunnen bevares til adult dragt. Når det sandfarvede anstrøg er kraftigst står overgumpen kun svagt ud mod ryggen. (adult) hun har ofte næsten helt utegnet sandfarvet hoved, kun med meget svagt lysere øjenbryn (der kan forsvinde under visse positurer) og svagt lysere stribe, undertiden med meget svage, grå malarstriber ala fluesnapper. De meget lyse små dækfjer står ofte ud mod den sandfarvede dragt. Om efteråret som beskrevet i Håndbogen; i løbet af vinteren og om foråret bliver hovedtegningerne tydeligere med hvidligt øjenbryn, brunere kind, mørkere vinge og hvidere underside og (normalt) overgump (altså som illustreret i f.eks. Jonsson og Fugle i Felten) Juvenil har tilspidsede halefjer. Immatur: Der kan tit erkendes en fældningsgrnse på store dækfjer mellem nye og gamle, slidte fjer jan.-forår. Forekomst/biotop: De fleste skandinaviske fund er gjort ult.okt.-marts, altså på en tid, hvor Stenpikker er væk (de sidste ses først i nov.). Mange fund er gjort ved sandstrande med sten, der anvendes som hvileplads; fouragerer tit i strandkanten på denne tid af året. Kilder: skind og fotostudier (bl.a. Zoologisk Museum, København); feltstudier Israel, Marokko, Tunesien samt ved 5 tilfælde Danmark/Sverige (senest Gilleleje, Sjælland 3.12 2000). – A. Harris, H. Shirihai & D. Christie 1996: The Macmillan Birder's ’uide to European and Middle Eastern Birds. - Macmillan.; D. Cottridge & K. Vinicombe 1996: Rare Birds in britain and Ireland – HrprCollins publ.; R. Grimmett, T. & C. Inskipp 1998: Birds of the Indian Subcontinent - Christopher Helm. – Uno Unger i e-mail (omkring aldersbestemmese af svenske vinterfund). ORIENTSTENPIKKER Oenanthe picata Længde 15 cm. Erstatter Bemærkning, Persisk Stenpikker Håndbogen s. 619 Bestemmelse Ligner Persisk Stenpikker, men er mindre med mindre hoved og kortere ben, der medvirker til, at fuglen står mere vandret. Adult han er mat sort med smallere, hvid overgump end hos Persisk (ikke synlig på stående fugle). Har desuden bredere, sort strube, men smallere, sort halebånd af ensartet bredde. Om efteråret kan undergumpen være gulbrun. Adult hun er brun, hvor hannen er sort. har gråbrunt hoved med mørk maske, strube og ryg samt lys beige bug. Kan have sort strube. Geografisk variation 3 racer (picata (yngler i Iran, overvintrer i østlige Arabien) beskrevet. Capistriata (Afghanistan, muligvis østlige Iran): han har gråhvid isse, der i slidt dragt bliver hvid. Ligner Nonnestenpikker, men har generelt lysere isse (hos Nonnestenpikker grå med hvide kanter om foråret; om efteråret grålig med hvide fjerrande), bagbryst og strube ofte rustbrun og den sorte strubeplet har kun smalle, lyse fjerrande. Hunner ligner Nonnestenpikker, men har brede, mere ensartet sort endebånd på halen (ligner Stenpikkers), kun med lidt mere sort på den yderste halefjer. Opistholeuca (sjælden vintergæst i Iran, tilfældig gæst i Israel Febr. 1986) han er sort med hvid overgump og bug samt "stenpikkertegnet" hale. Ligner Hvidkronet Stenpikker af sortisse type, men har bredt, sort halebånd. Og skarpere afsat sort bug mod hvid undergump. Kan også forveksles med den mørke type af Klippestenpikker, men har mørke, ikke lyse baser af håndsvingfjerene, samt skarpere afsat sort bug mod hvid undergump. Stemme har en ret skramlende sang i modsætning til Persisk Stenpikker. Forekomst/biotop Yngler i åbent, klippeklædt landskab med buske samt langs stejle flodbrinker. Overvintrer i lavland, bl.a. i agerland mod S til Oman. Tilfældig gæst i Israel (se geografisk variation). Kilder: R.F. Porter, S. Christensen & P. Schiermacher-Hansen 1996: Field guide to the Birds of the Middle East. – H. Shirihai 1999: Fifty new species to Israel 1979-1998: their discovery and documentation, witp tips on identification. Sandgrouse 21: 45-105. LILLE GULBUG Hippolais caligata Geografisk variation ændret tekst til Steppegulbug, H.c. rama. (Iran til S Centralasien) er lidt større og lysere med længere og kraftigere næb (14.5-16.5 mm), hvor hele undernæbbet kan være lyst. Ligner i modsætning til caligata aldrig en Phylloscopus, men mere Bleg gulbug. Har i forhold til caligata en kortere hånd (håndsvingfjersprojektion ca. 30-35% af tertiærlængden). Øjenbrynet er tydeligst foran øjet (kan næsten mangle bag), og kinden kan være næsten hvid. Oversiden er lyst gråtonet, hos ungfugle eventuelt med lysere gråbrunt anstrøg end hos caligata; mangler dennes rusttoning på kind, bryst og flanker. Undersiden er renere hvid, incl. flankerne. De hvide sider på den længere hale er generelt bredere end hos caligata. I hånden ses, at Steppegulbug har kortere næstyderste håndsvingfjer end 7ende (=> hos caligata) . Ved slid bliver fuglen meget lys – grundfarve næsten som "the med mælk". Sangen synes ikke at afvige fra caligata, men er muligvis hæsere og lidt lavere. Ligner på mange måder en mellemting mellem Lille Gulbug caligata og Bleg Gulbug – visse fugle er næsten umulige at bestemme! Steppegulbug er i forhold til Bleg Gulbug lidt mindre med kortere hånd (se ovenfor), mere ensartet vinge (med større afstand mellem inderste og mellemste tertiæer end mellem mellemste og yderste), gråbrun overside, lidt bredere næb med rundere spids og jævnere krummet over- og undernæb. Grundet den korte vinge virker halen tit lang. Har ulig Bleg Gulbug tit mørk spids på undernæbbet og øjenbryn til bag øjet. Bemærk, at Steppegulbug tit mangler mørke issesider ulig caligata Bleg Gulbug vipper eller pumper hele tiden nedad med halen, Lille Gulbug mere opad eller fra side til side i små, nervøse ryk – især tydelige før landing. Bleg Gulbug har desuden længere hånd (håndsvingfjersprojektion 50-80% af tertiærernes længde, hvis indbyrdes afstand er mere ebsartet), ofte lyse spidser på armsvingfjerene (danner lys "nymåne" på den samlede vinge – hvis de ikke er afslidte er det et vigtigt kendetegn) og lidt mørkere spids på hånden med tydeligere, lyse rande. Har spidsere og slankere næb med let buet spids på overnæbbet og smal basis. Oversiden er tit oliventonet. Øjenbrynet er generelt kortere (når til over øjet) og kan næsten mangle. Lille Gulbug og Steppegulbug overlapper i det sydlige Kasakhstan (formen benævnes undertiden "annectens", hvor de ligner en melemting mellem de to (f.eks. med kort hånd, men ret tydelig lys øjenbrynstribe). Her træffes de for det meste i buskklædt halvørken, tit langt fra vand. Kilder: L. Svensson 1999: Om en ny fälthandbok och gråbruna Hippolais: Roadrunner 1/1999: 24-29 – M. Leivo & P. Dernjatin 2000: Kasakhstan – the land of the Pallas’ Sandgrouse: Alula 6: 42-55. – M. Cade 2000: The Syke’s Warbler in Dorset: Birding World 13: 274-276. GÆRDESANGER Sylvia curruca Længde 13-14 cm. Bestemmelse En lille, slank Sylvia med ret spidst, gråt hoved med mørk maske og gråbrun overside. Ansigtsudtrykket kan virke lidt dystert, da tøjlen er mørk og den distinke, mørke kind virker ret bred og kanet bagtil. Struben er hvidlig, den øvrige underside hvidgrå med beige til rosa anstrøg på brystet og flankerne. Undergumpen har bruntonede fjercentre. Overgumpen normalt gråtonet. Halen er mørkt gråbrun med lyse sider. Næbbet og benene er sorte til mørkebrune. Færdes mere åbent end andre Sylvia-sangere, ofte ret højt oppe i løvtræer eller åbent i løse krat og buskadser. Kan især forveksles med Tornsanger, der har rustbrune dækfjer, løj øjenring og lyse ben. Adult beskrevet. Dragten varierer noget. Nogle har blot svag, mørk maske, mens andre har smalt, lyst øjenbryn, tydeligst bag øjet. Panden er mørk. Øjnene er brune (varierer fra svagt til ret lyst – især øverst i pupillen, og kan derfor give indtryk af lyse øjne). Øjenlågene er hvidlige, og kan give indtryk af smal, men brudt øjenring. Halesiderne er brunhvide, den næstyderste halefjer har distinkt afsat, hvidlig spids (som halvmåne). Fælder komplet efter yngletiden, og er i frisk dragt om efteråret (inkl. hale). Har da tit svagt brunt anstrøg på issen. Næbbet er ensartet mørkt: sort til mørkegråt. Benene er mørkegrå.. Aldersbestemmelse svær om foråret (sværere end hos andre sangere). Adulte med halen vel bevaret kan aldersbestemmes på næstyderste halefjer tegning, samt på relativt friske svingfjer. Om foråret er dragten ret slidt, og såvel overside som maske kan blive ret mørke, mens undersiden kan miste sit beige- til rosa anstrøg. Halesider ofte hvide om foråret. Juvenil (til sensommer) ligner adult, men har mørkere grå overside og brunere ryg til overgump. Masken er mørkegrå. Undersiden oftere med sandfarvet anstrøg. Fælder hoved, krop og de fleste dækfjer før efterårstrækket. Immatur (1K efterår-2K forår) ligner adult, men har orangebrunt anstrøg på bryst og flanker. Mange har tydelige hvidt øjenbryn end adulte, der ulig hos disse kan gå over panden. Øjnene er mørkt olivengrå (men begynder at blive brune i 1.forår). Halefjerene er spidsere, og deres sider har tydeligere brunt anstrøg end hos adulte, den næstyderste halefjer har diffust afsat, lys spids. Halefjerene er slidte i 1. efterår. Næbbet har normalt grålig basis mod sortere yderdel, og ulig adult ofte lys spids. 2K forår som adult, men svingfjer og hale ofte brunlige af slid, og den næstyderste halefjer mangler lys plet. Halesiderne kan blegne til hvide. Stemme varierer mellem formerne, men også individuelt. Sangen er fra currucale en ukarakteristisk lav Sylvia-plapren, der går over i en kraftigere skralden på 8-12 toner : tje-de-de-de….. Fugle i subsang springer tit denne del over. Det synes som om østlige fugle (især "blythi")har første del af sangen bedst udviklet og hyppigst springer "møllerskralden" over. Sangen er undertiden langsommere med mere vel adskilte toner. Sang fra øvrige racer er beskrevet under disse. Kald er et kort, tørt tek, der er lavere og knapt så hårdt som Munkens lignende (ligner kald fra flere sjældnere sangere som Brun Løvsanger, Bleg Gulbug og visse Lille Gulbug). Fra østlige ("blythi") kan også høres en kort, mejse- eller spurveagtig, skændende trille, i slægt med andre Sylvia-sangeres hårdere. Denne trille eller snerren antyder de østlige formers mere distinkte kald (se under enkelte racer). Også et spinkelt te-lik te-lik og en hæs "skralden", som en svag version af Høgesangerens "skadetrille". Taksonomi/geografisk variation kompliceret.3 hovedgrupper, der opfører sig som egne arter, men der er gradvise overgange i såvel sang som udseende. De 3 hovedgrupper regnes nu om dage mest som 3 forskellige arter: I det mindste kan man regne med Nordlig gruppe (curruca/blythi), Ørkengærdesanger (minula og jaxartica) og Mørk Gærdesanger (althaea) som meget potentielle, officiele splits i nær fremtid (er gjort af Sibley 1996 og Clements 2000); Shirihai et al. (in press.) regner dog med en art og 5 hovedgrupper. L. Svensson (pers. comm.) er tilbøjlig til at udskile Mørk Gærdesanger althaea som egen art, men er tilbageholdende med de øvrige. Mindst 5 racer er truffet i WP. 1. Nordlig gruppe (Gærdesanger) (Yngler i frodigt skovterræn i lavland, men når op til 1300 m. i Alperne): Curruca (yngler Skandinavien og Europa mod S til N Italien, N Bulgarien, gennem Tyrkiet til N Kaukasus og mod øst til V Sibirien, til omkring Ob-floden, samt Lilleasien,N Kaukasus, V Volga og Mellemøsten, overvintrer i NØ og C Afrika, især Sudan og Chad, men fåtalligt mod vest til Senegal og mod NØ til S Arabien) beskrevet. Vingeformel: næstyderste håndsvingfjer (p2) falder mellem 5--6 (eller = 6) yderste håndsvingfjer. Vingespids dannes af p4. Afstand yderste tertiær-vingespids 13-17 mm. Mål: se tabel Curruca denner en meget bred overgangszone med blythi (Sibirien øst for Ob-floden (mod vest til Yenisei) og S til stepperne i Transkaspien, Kirgisien , Kashmir,Altai, Kentei, Khangai og N Mongoliet; overvintrer SØ Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien. Den vestligste del af bestanden trækker til Ø Afrika). De fleste fugle er identiske i udseende med curruca, men de mest typiske har renere og varmere brun overside (incl. kanter på dækfjer; på tertiærer undertiden ingefærbrune (som hos Tornsanger, og danner da smalt lyst vingepanel) på de østligste fugle) og vinger samt lysere underside, ofte med sandfarvet fremfor rosa anstrøg.; hele undersiden kan være hvid uden kontrast melem stribe og bryst. Desuden er halesiderne lysere, og tit hvidlige, selv på ungfugle, hvor de kan være tydelige på spidsen af næstyderste halefjer (som hos adult curruca). (*,**). Vingeformel:: næstyderste håndsvingfjer falder mellem 6-8 håndsvingfjer; aldrig =5 som his mange curruca. Vinge: Se tabel. Sangen ligner i den vestlige del af udbredelsesområdet curruca, men i Mongoliet hæsere "skralde" wedewedewede.. Den nordlige gruppe danner overgangsformer med Ørkengærdesanger . Disse former er store som Gærdesanger, men har flere dragtkarakterer fra Ørkengærdesanger. De stammer fra overgangsområder melem nordlig gruppe og Ørkengærdesanger som i Rusland melem Volgas mellemste løb og Altai. (****): "Haliimodendri "( stepper i S Rusland og Kasakhstan mellem Volga og Altai , SØ Kaspiske Hav og N Aral Sø. Overvintrer i SØ Iran mod øst til Sind og Punjap, Pakistan ; også S Arabien og Ø Afrika strejfgæst til V og N Europa, med vinterfund i Sverige; evt. Storbritannien). Ligner curruca/blythi, men overersiden er generelt lysere brun (som vådt sand), issen er lysere grå med brunligt anstrøg og undersiden lhvidlig med sandfarvet anstrøg på flankerne. Issen lysere grå og øjenbryn generelt tydeligere. Tertiærerne har varmt sandfarvede rande, der kan danne smalt vingepalel. Næbbet kan have grålig basis. Øjne generelt lysere end hos curruca/blythi. . Næstyderste håndsvingfjer falder mellem 4-5 yderste. Haletegning og mål ligner curruca/blythi: vinge 62-72 mm, hale 54.5-62 mm,næb 12.7-14.3 mm. Vingeformel: p2=p6/7(8) Sang ligner curruca/blythi, men den afsluttende "skralde" er mere hendødende i stil med Hedelærkers. Visse kald ligner Ørkengærdesangers. "Telengetica" (S Altai, Mongoliet. Overvintrer Palistan, Indien, Nepal og Iran) er en anden overgangsform mellem nordlig Gærdesanger og Ørkengærdesanger, der dog mere ligner Gærdesanger blythi. Har dog lysere sandbrun overside. Vinge 64-70 mm, hale 57-64 mm,. Gruppe 2: Ørkengærdesanger består af 3 ørkenynglende former. 2. Ørkengærdesanger minula (C-Asien fra V Kina (Ø Xinjiang, Mongoliet S Altai og sands. Iran, det meste af Transkaspien og Turkestan; yngler i ørken og halvørken med spredte buskadser . Trækfugl, der overvintrer i Pakistan, NV Indien, og muligvis mellem Iran og Arabien . Sjælden trækgæst i Israel; tilfældig gæst i Europa (bl.a. Danmark, hvor fundet regnes som det første helt sikre europæiske fund (L. Svensson in litt.). Mindre og slankere end Gærdesanger curruca/blythii med kortere vinger, men relativt længere hale. Kan i formen minde om Brillesanger eller Ørkensanger, forstærket af rundt hoved og lille næb. Dragten virker lysere og mere udvisket end hos nordlig gruppe. Hele oversiden er lyst gråbrun (incl. overgump) – som vådt sand, men ofte med indslag af renere grå partier, eller på overgumpen okkergule. Masken er kortere, tit reduceret til mørkegråt felt foran øjet og kun svag og diffus, rund maske bag. Nogle kan have lys tøjle der giver et påfaldende blidt ansigtsudtryk, kombineret med det ofte lille, slanke næb Issen har tit brunligt anstrøg og går diffust over i ryggen. Undersiden er hvidlig til cremehvid eler lyst rosa, varmest på forbrystet og langs flankerne. Armsvingfjerene kan have lysere kanter, der danner et lyst vingepanel. Vingen i øvrigt ret lys, incl. tertiærer; tit med udstående mørk alula. Halen er gråbrun med hvide sider, incl. spidsen på næstyderste halefjer. Øjnene er tit lyse – som mellemting mellem Gærdesanger og Ørkensanger. Næbbet er lille og har lys basis (grå, rosa til gullig), ret skarpt afsat fra sort næbspids (tydligst på undernæbbet).. Ben mørkegrå til mellemgrå, ofte med blåligt anstrøg. Vingeformel: 2. yderste håndsvingfjer falder mellem (6)7-8 inderste håndsvingfjer eller =7 (hvis 2=8 racetypisk). Vingespids dannes af p3-4-5; vinger er derfor rundere end hos curruca/blythi. Afstand mellem yderste tertiærs spids og vingespids 8-13.5 mm. Mål: se tabel. Jaxartica (stepper i Transkaspien (S for "halimodendri") mod S til Turkmenien. Overvintrer i Iran og Ø Arabien mellem Bahrein og Yemen) har marginalt lysere overside end minula; sandgrå med svat okkerfarvet anstrøg. Undersiden er hvidlig, formentligt ikke så kraftigt sandfarvet som hos minula. Har relativt rundere vinge end minula (af samme længde), men relativt større næb (11.6-13.3 mm). Margelanica (Kirgisien mod Ø til Tien Shan i V Xinjiang, N Kina. Overvintrer i Pakistan, NV Indien og Iran. Denne form nævnes som truffet i Storbritannien (Holt & Turner 1999). Ligner minula, men er større (se mål), mindst så stor som curruca/blythi. Oversiden er mattere og mørkere gråbrun, og overgumpen har gråligt anstrøg. De mellemste halefjer er mørkere end hos minula, hvorfor de hvide halesider synes endnu tydeligere. Øjne grå. Næb lille og mørkt med lysegrå basis af undernæb. Vingeformel p2= p6/7. Formentligt meget svær (umulig?) at bestemme fra "halimodendri". (***)(*****) Note: 1K fælder formentligt mere avanceret før efterårstrækket end andre former (gælder i det mindste minula), incl. yderste halefjer. Stemme: Kald afviger helt fra nordlig gruppe: en arig, skurrende trille: dr-r-r-r-r…. eller dcherr-cherr-cherr-cherr…., der alt efter humør og tempo ligner kald fra Ørkensanger, langsom kaldserie fra Gærdesmutte (kan også høres fra blythi eller ivrige kald fra Skovspurv, Også et højt, stammende tz-tz-z-z-z-z… Ved uro et blødt churr. Sjældnere et kort tek, som fra nordlig gruppe. Sangen er en behagelig "Sylvia-plabren" uden den nordlige gruppes afsluttende skralden. 3. Mørk Gærdesanger Sylvia (c.) althaea (bjerge i NV Himalaya mod V til Afghanistan og NØ Iran, mod N til Turkestan; når mod V evt. Ø-Tyrkiet. Synes ikke at hybridisere med andre former (Cramp & Brooks 1992) Overvintrer Iran og østpå til Pakistan, Indien og NV Sri Lanka. ). Den mest distinkte form, regnes af mange som selvstændig art. I forhold til nordlig gruppe er isse til overside mørkere og mere ensartet grå (ofte med blåligt anstrøg), masken næsten sort , tøjle, pande og (for)isse mørkegrå i svag kontrast til sort kind/maske og undersiden mørkere med mørkegråt anstrøg på bugen og undergumpen. Struben og flankerne kan have oliven til rødligt anstrøg. Kanterne af armsvingfjerene og tertiærerne er ofte lyse og danner er afstikkende lyst vingepanel. Halen er sort med hvide sider, der virkere brede end hos nordlig gruppe, da der også er hvid spids på den næstyderste halefjer. Svingfjer sorte (brunlige hos andre former). Øjne lysegrå til mørkebrune, generelt lysere end hos curruca/blythi (brunhed formentligt aldersbetonet som hos disse). Det kraftige næb er helt mørkt og bredere over basis and andre former (bredde ved næsebor 3.5 mm; < hos andre former), og er blevet sammenlignet med en mejses. Benene er mørke med blåligt anstrøg. Vingespids dannes af p3-4-5. Vingeformel p2=p6/8. Se Tabel for mål. Stemme: Sangen er en høj,melodisk pludren: tru-tru-tru-ee…, der mere ligner sangen fra Munk end fra andre former. Kaldet er et velklingende wheet wheet og et arrigt churr. En mellemform mellem nordlig gruppe og Mørk Gærdesanger er Caucasica (højland i Kaukasus, N Iraq, W Iran. Afghanistan og Turkestan til Tyrkiet samt Mellemøsten mod SV til Libanon ,Syrien. og Israel; også Balkan til N Grækenland, S Bulgarien og nordpå til Slovenien. Overvintrer NØ og C Afrika). Ligner althaea, men er ofte lysere og generelt mere variable med varierende træk fra nordlige fugle; mange ligner mere curruca/blythi., men har mørkere grå overside incl. isse. Undersiden har ofte varmt gulbrunt anstrøg, isr på bugen. Hale som curruca/blythi. Vinge 60-66 mm, hale 52.5-61 mm, næb 12.5-13.7 mm (Israel); formentligt større længere mod NØ. Vingeformel: p2=p6-8. Danner bred overgangszone med althaea i Transkaukasien (NØ LilleAsien, Taurus, Kaukasus og N Iran), men hybridering synes begrnset; formentligt nærmere beslægtet med den nordlige gruppe, selvom den (fortsat) traditionelt regnes som race af althaea. Blandformer melem caucasica og minula skal findes på trækket genem Iran, Iraq og Arabien. Stemme Sang ligner curruca, men den afsluttende "skralden" er blødere og mere udflydede samt længere. Indledes tit med et fint seeee af p til 2 sekuunders varighed. Forekomst/biotop I Danmark er curruca almindelig ynglefugl i krat, store haver, agerland, i parker, skovbryn og på heder. Overvintrer i Ø Afrika. Meget sjælden vintergæst mod nord til Sverige og Storbritannien (mange fugle af østlig oprindelse, f.eks. fugle med "halimodendri" karakterer i Sverige. Ørkengærdesanger er tilfældig gæst i Danmark (Blåvand, okt. 1992). Mål på forskellige gærdesangerformer:
Kilder: Svensson 1992, Shirihai 1996, Baker 1997 Bemærkninger (*): ved en undersøgelse af ca. 200 skind af curruca og blythi, Zoologisk Museum København fandtes, at 1: oversidens brunhed var den karakter af mindst værdi; dog placerede flere fugle i den "varmeste" kategori sig i blythi-gruppen, mens 1 ex. var curruca. 2: Undersidens lyshed Gav et bedre fingerpeg: ale rosatonede fugle med hvid strube var curruca, alle med hvid, svagt sandtoner underside blythi; ca. 80% lå dog i mellemzonen. 3: mest pålidelig hav yderste halefjer: altid bruntonet hos curruca (højst med meget svagt grå- til beigestik), mens mange blythi havde renhvide halesider. (undersøgelse, UZM med Mads Jensen Bunch). ** Lars Svensson regner curruca/blythi som synonymer – en opfattelse, der deles med H. Shirihai & A. Helbig og er under publicering i deres guide til Sylvia-sangere (Lars Svensson i brev), og som man sagtens kan tilslutte sig, bl.a. efter ovennævnte skindstuder.. *** Ørkengærdesanger minula og jaxartica opfattes af Lars Svensson som synonymer (L. Svensson in litt.). **** I Israel er en stor andel af trækgæsterne en mellemting mellem curruca, blythi, halimodentri og causasica. Vingeformel og dragt hos disse fugle: p2=p5/6 (45%), p2=p6 (27%), p2_ p6/7 24% og p2=p7 4%- (Shirihai 1996). ***** Fugle med karakterer af minula, margelanica og "halimodendri" er set flere gange de senere år sent på efteråret og om vinteren i f.eks. Sverige. I mange tilfælde har opførslen ligner Ørkensangers, altså færden i småkrat ret åbent – en association forstærket af lys dragt, lille næb og lyse øjne! Altså værd at checke hos "afvigende" Gærdesangere – især sent på året. Kilder: Litteratur: K. Baker 1988: Identification of Siberian and other forms of Lesser Whitethroat. British Birds 81: 382-390.- S. Cramp & D.J. Brooks (red.) 1992: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VI. Oxford University Press. - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines (4 udg.). Märstatryck. – R.F. Porter, S. Christensen & P. Schiermacker-Hansen 1996: Field Guide to the Birds of the Middle East. T. &A.D. Poyser. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel.Academic Press. – Sibley 1996: Birds of the World, version 2.0 - K. Baker 1997: Waeblers of Europe, Asia and North Africa. A&C Black. – C. Holt & S. Turner 1999: The Desert Lesser Whitethroat on Fair isle. Birding World 12: 281-283. - H.Haaning Nielsen 2000: Første danske fund af Ørkengærdesanger Sylvia curruca, ssp. minula eller jaxartica..DOFT 94:171-172.- D. Money 2000: The Desert Lesser Whitethroat on Teesside. Birding World 13:451-453. – Clements 2000: Birds of the World: a Checklist. Egne studier feltstudier og håndstudier af curruca (især S Skandinavien), curruca/blythi (Israel), mulig Ørkengærdesanger eller halimodendri (Skåne jan. 1998), skindstudier Zoologisk Muaeum, København. Korrestondence m.m.: Brevveksling med Lars Svensson og Hans Erik Karlsen. Mails på "Brevduvan" omkring halimodendri/minula nov. 2000 i Sverige (Mitthias Pettersson, Lars Svensson, Stefan Lithner). BRILLESANGER Sylvia conspicillata Tilføjelse til Sang: Sang fra orbitalis (Madeira) afviger fra conspicillata: en prlende, næsten jernspurveagtig remse, der ndledesmed et værlingagtigt tsee; ligner sang fra Sortstrubet Bynkefugl. Kilde: Egne observationer, Madeira, aug. 1998. HVIDSKÆGGET SANGER Sylvia cantillans Geografisk variation (AFLØSER Håndbogens tekst hos Hvidskægget Sanger s. 671) 4 racer. Variation moderat: Cantillans (SV Europa) Han har kanelorange til teglrød strube, bryst og flanker; generelt varmere farvet og mere udbredt end hos andre racer, og ku i svag kontrast til grålig bug. Oversiden er mørkere gråtonet end hos andre racer. Det hvide skæg er smallere end hos albistriata og mere ensartet i hele sin længde. 1-års hanner har svagere farvede flanker samt ofte antydning af hvide pletter på struben. Hun ligner andre racer, men visse fugle har rødbrun strube og forbryst (som afspejling af hannens tegning). Vinge 57-63 mm. Næstyderste håndsvingfjer er 0-2.5 mm< end yderste og falder mellem håndsvingfjer 5-7. Næb 11.6-13.1 mm. Kald hos han er et hårdt, kort tek. Moltonii (vestlige Middelhavs øer): Han har lakserosa strube, bryst og flanker (mangler orangerødt). Hun som cantillans. Sangen er mere eksplosiv og stresset end hos andre racer. Kald et skældende trrr. Inornata (NV Afrika) Han har lysere orange strube, bryst og flanker end cantillans. Oversiden er mattere og mere bruntonet end hos andre racer. Hun har varmere bruntonet overide end andre racer og generelt tydeligere bruntonet rosa bryst. Stemme som cantillans. Albistriata (SØ Europa) Han har mørkere teglrød strube og bryst, der ikke når flankerne, og normalt er skarpt afgrænset fra den hvide bug. Flanker grålige, ofte med rosa anstrøg. Det hvide skæg er bredere end hos andre racer, især bagtil. I frisk dragt er struben tydeligere hvidplettet end hos andre racer. Oversiden er i frisk dragt sølvgrå, ved slid mørkere og mere gråtonet end hos andre racer. Hun ligner andre racer, men har generelt mere grå overside og hvidere underside. Nogle gamle hunner får vinrosa strube i svag kontrast til hvidligt skæg. Vingen er længere end hos andre racer: (58)60-64(67) mm (57-61 mm hos andre racer). Næstyderste håndsvingfjer er 1.5-3.5 mm.<end den yderste og falder melem håndsvingfjer 4-6. Desuden er vingespidsen rundere (afstand melem yderste og næstyderste håndsvingfjer >32 mm; sjældent >34 hos andre racer. Kald et racetypisk tret. Kilde: H. Shirihai, G. Gargalo, A. Helbig, A. Harris & D. Cottrigde 2000: Subalpine Warbler: Identification, ageing and sexing: Birding World 13: 234-250. ØSTLIG BJERGLØVSANGER Phylloscopus orientalis Længde 11 cm. Bestemmelse. Begge Bjergløvsangere ligner slank udgave af Løvsanger med gråligt hoved, ret svagt hvidligt øjenbryn (tydeligst bag øjet; mangler altid gult) og udstående sort øje, fremhævet af bred, hvid øjenring. Har mørk tøjleplet (undertiden svag). Kinden kan være bruntonet i kontrast til grålig isse. Næbbet er hos Østlig ret mørkt med svag, lys basis (tegnet som hos Gransanger). Oversiden er lysegrå i kontrast til bred, lidt diffust afsat gulgrøn overgump, der dog kun er tydelig, når fuglen svirrer eller ses skråt bagfra. Kan have svagt oliven anstrøg på bagryggen. Undersiden er silkehvid med svagt gulbrunt anstrøg på flankernes bageste del. Vingen har hvidlige kanter på de store dækfjer og tertiærerne der hos de mest markerede fugle giver et fluesnapperagtigt indtryk; kan danne et ret massivt lyst rektangel inderst på vingen. De lyse partier danner kontrat til lyst grågrønt felt over svingfjerenes kanter. Alula mørk. Har lysegult felt ved knoen. Hånden er ret lang (forhold tertiærer:hånd 1:0.8). Har svagt kløftet hale med svagt lysere gulgrønne kanter. Benene er mørkt gråbrune. Aktiv, og ses tit ret åbent, mens den flakser med vinger og hale som Gransanger. Fanger tit insekter ved svirren eller korte, fluesnapperagtige udfald. I hånden ses: vinge 63,5-73 mm. Næstyderste håndsvingfjer er lige så lang som 5-6. 6te yderste håndsvingfjer mangler tydelig indskæring. For bestemmelse fra Gransanger, samt forskelle mellem adult og juvenil, se Håndbogens tekst s. 685. Stemme Sangen er en ret kort, tør og stammende trille i ensartet tempo, der kan minde om sang fra Gærdeværling. Kaldet er et kort, hårdt tjiup (som svag korsnæb) eller et næsten spurveagtigt chip. Synes at kalde mindre på trækket end f.eks. Gransanger. Taksonomi: De to Bjergløvsangere er officielt splittet i to arter. Forekomst/biotop: se Håndbogen. Yngler i C o S Balkan, Grækenland og V Tyrkiet med isolerede bestande i Libanon og Syrien. Overvintrer formentligt omkring Sudan.. Bemærk, at denne art endnu ikke er truffet officielt i Danmark (men alle tidligere fund af Bjergløvsanger er under behandling af SU). Kilder: T.J. Wilson & C. Fentiman 1999: Eastern Bonelli’s Warbler in Scilly: New to Britain and Ireland: British Birds 92: 519-523. – D. Page & I. Lewington 1999: Identification of Bonelli’s Warblers: British Birds 92: 524-531. Egne observationer Israel, samt fotos og diskussioner med HOF’s aftenskole i avanceret feltornitologi. VESTLIG BJERGLØVSANGER Phylloscopus bonelli Længde 11 cm. Bestemmelse Ligner Østlig Bjergløvsanger, men er marginalt større med mere bruntonet overside (næsten som Lille Gulbug) samt svagere gullig overgump. Hovedet er svagere tegnet med kort, gultonet til beige øjenbryn og kn svag, mørk tøjleplet. Kinden og den brunlige isse er af samme farve. Næbbet er lysere rosa, kun med mørk overkant. Svingfjerene har lysegrønne kanter, der står svagere ud mod resten af dragten end hos Østlig, incl. de grålige tertiærkanter. Armhulerne er varmt gule. Halefjerene har tydelige grønlige kanter. Benene er lysere rosabrune. I hånden ses, at vingen er 57-68 mm. Næstyderste håndsvingfjer er så lang som 6-7. 6te yderte håndsvingfjer kan have indskæring. For bestemmelse fra Gransanger, adult og juvenil se Håndbogens tekst s. 685. Stemme Sangen er en tør, stammende trille, der ikke tiltager i tempo som hos Skovanger. Kald et et stigende blødt og løvsanger- eller grøniriskagtigt doo-ee samt et blødt préee. Kald er af stor vigtighed ved bestemmelse de to arter imellem. Taksonomi De to Bjergløvsangere er nu officielt splittet. Forekomst/biotop se Håndbogen. Yngler fra NV Afrika gennem C og S Europa mod øst til S Østrig og mod S til tidligere Jugoslavien. Overvintrer i Afrika ved saharas sydgrænse fra sebegal til N Cameroun. I Danmark meget sjælden gæst. I Storbritanien 56 fund (og 3 af Østlig) Kilder: D. Page & I. Lewington 1999: Identification of Bonelli’s Warblers: British Birds 92: 524-531. KANARISK SANGER Phylloscopus canariensis Længde 10.5-11 cm. Bestemmelse Endemisk på De Kanariske Øer, og for nyligt officielt udskilt af BOURC som egen art. Ligner Gransanger, men er lidt mindre og mere kompakt med kortere, rundere vinger, hvorfor den let afrundede hale synes relativt længere. Har olivenbrun overside og gulbrun underside med kraftigst gult anstrøg på bryst og undergump. Ofte er bugens midte lysere med gule striber. Undervingedækfjer varmt gule. Kinden ret lys med mørkere afgrænsning af dens nederste del. Næb tofarvet, generelt kraftigere end hos Gransanger. Benene er lyst grå til grøngrå. Vinge 47-57 mm. mm. Stemme Sangen ligner noget Gransangers, men er kraftigere og mere monoton, samt kortere, højere og hæsere – er blevet sammenlignet med Cettisangers. Kald et kort, metalisk chek eller "lukket" chk; også et opadgående hweet, der ligner Gransangers. Geografisk variation lille. 2 racer. Canariensis (vestlige Kanariske Øer) beskrevet. Exsul (Lanzarote og Fuerteventura, måske uddød) ligner canariensis, men har lysere olivenbrun overside og svagere gulbrun underside, især på brystet. Undersiden kan have gullige pletter. Ben mørke, undertiden sorte. Forekomst/biotop Endemisk på (V) Kanariske Øer (La Palma, Hierro, Gomera, Tenerife og Gran Canaria), hvor den er standfugl. Yngler i frodige skove. Kilder: S. Cramp & D.J. Brooks (red.) 1992: The Birds of the Western Palearctic, Vol VI. Oxford University Press. - K. Baker 1997: Warblers of Europe, Asia and North Africa.- A&C Black. Skind Zoologisk Museum, København. IBERISK SANGER Phylloscopus brehmii Afløser omtale under Gransanger, geografisk variation Længde 11 cm. Bestemmelse Ligner en blanding mellem Løvsanger og Gransanger. Har i forhold til Gransanger længere og lysere gullig øjenbrynstribe, lysere, mere ensartet kind samt lysere næb med mørk spids og kant på overnæbbet. Har desuden svagere gul øjenring (grundet lyst øjenbryn kun tydelig under øjet), mere varmt gultonet bryst (som striber eller massivt gult bryst, der kan nå flankerne) samt lidt lysere underside og tit gultonet undergump. Oversiden er generelt lysere brunligt oliventonet end Gransangers, og kan være næsten løvgrøn på overgumpen. Den mørke tøjlestribe er bredest foran øjet, og kan have form af en plet som hos Lundsanger. Håndsvingfjerprojektionen er længere end hos Gransanger, og ligger mellem Gran- og Løvsangers. Benene er lysere end Gransangers, men ikke så lyse som Løvsangers. I hånden ses, at den 5te håndsvingfjer er kortere end den 3dje og 4de (3-5 nogenlunde lige lange hos Gransanger collybita) og 2.håndsvingfjer >7 (=< hos collybita). Det lyse ansigt og det lyse undernæb kan give mindelser til Lundsanger. Bestemmelse af fugle udenfor det normale udbredelsesområde bør altid ledsages af stemmen. Stemme Sangen afviger helt fra andre Phylloscopus-sangeres: et forløb i 3 afsnit: først en klar, fluesnapperagtig tonerække på 3-6 tjev-tjev-tjev, fulgt af et højere hui-hui-hui og sluttende med et snerrende trrrr . Synges kun den første tredjedel bliver sangen ret lig Sumpmejsens. Kaldet er et nedadgående piu i modsætning til Løv- og Gransangers opadgående. Taksonomi Nu "officiel" art, udskilt fra Gransanger på baggrund af bl.a. stemmeforskelle, forskele i DNA samt begrænset hybridisering i overlapningszonen med Gransanger i Pyrenæerne (kan sammenlignes med smal hybridzone mellem Broget og Hvidhalset Fluesnapper). Mixsangere er kendt, hvorfor bestemmelse bør ledsages af stemmeoptagelser for senere analyser af spektogrammer ved fund i Nordeuropa. Forekomst/biotop Yngler i løvskove i bjere på den nordlige del af den Iberiske Halvø samt i Pyrenæerne. Overvintrer formentligt i Nordafrika. Strejfgæst mod nord til Storbrittanien, Holland (over 10 fund) og Tyskland; 2 danske fund (begge sommer 1997) er fortsat under behandling af SU. Kilder: M. Salomon, A.J. Bried, A.J. Helbig & J. Riofrio 1997: Morphometric differentation between male Common Chiffchaffs and Iberian Chiffchaffs in a secondary contact zone: Zool. Anzeiger 236: 25-36. – C. Richards 1999: The Iberian Chiffchaff in Dorset: Birding World 12: 193-200. – L.A. Batten 2000: Iberian Chiffchaff in Greater London: new to Britain and Ireland: British Birds 93: 329-332 – A.B. van den Berg & C. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland.. Indlæg i Pica (KMO, Kasper Thorup, Troels Eske Ortvad omkring fugl på Stevns, juni 1997), diskussioner med A.J. Helbig & George Sangster på Meeting of European Rarities Commitees, Slovakiet, juli 1998. HUMES SANGER Phylloscopus humei Bestemmelse: tilføjelse: Kombination af beige øjenbrynstribe og hvidt bagerste vingebånd er en karakter, der ikke ses hos Hvidbrynet Løvsanger; nogle har dog så hvid øjenbrynstribe som Hvidbrynet Løvsanger. Kilder: M. Leivo & P. dernjatin 2000: Kasakhstan – the land of the Pallas’ Sandgrouse. Alula 6: 42-55. Studier af egne fotos og feltnoter, Kasakhstan og Kirgisien, juni 1989 samt yderligere fotos i diverse tidsskrifter. TAJGAFLUESNAPPER Ficedula albicilla Erstatter Lille Fluesnapper, geografisk variation s. 706 Længde 11.5-12 cm. Bestemmelse Et østligt modstykke til Lille Fluesnapper. Ligner meget Lille Fluesnaper, men har altid kulsorte, glinsende overhaledækfjer, der – sammen med lidt mindre hvidt på halesiderne – giver indtryk af overvejende sort "bagparti", skarpt afsat fra ryggen. Overhaledækfjerene kan være endnu sortere end haletegningen. Dette sorte felt flugter på siddende fugle med den forreste tertiær.Desuden er næbbet sort (kun sjældent med meget svagt lysere rødbrunt parti ved indernæbbets basis hos ungfugle). Vinge 65.5-74 mm. Stemmer og udbredelsesområdet afviger. Lille Fluesnapper har mørkebrune til gråbrune overhaledækfjer (matsorte bagtil hos nogle, især adult han, men da med bredere, lyse fjerrande) i svag overgang til ryggen, og selv hos de mørkest tegnede fugle lysere end halens sorte T. Overhaledækfjerenes mørkere felt flugter på siddende fugle normalt med den midterste eler bageste tertiær. Næbbet er tofarvet med gul basis og inderdel på undernæbbet (kun ungfugle kan have overvejende mørkt næb). Vinge 63.5-72 mm. Adult han har stålgråt felt omkring den orange strube mellem halssiderne og over brystet. Struben er tit lidt lysere orange end hos Lille Fluesnapper, og er begrænset til hagen, struben og forbrystets midte. Issen er tit mørkere brun – som lille kalot, og kinden brun. Undertiden ses en tendens til en lys øjenbrynstribe. Tøjlen er generelt lysere grå end Lille Fluesnappers. Ulig Lille Fluesnapper fældes strubens orange felt bort om vinteren (højst 1-2 orange fjer i struben ses Okt.-Marts.. Lille Fluesnapper har generelt større orange strubeplet, der når brystet, hvor den går diffust over i hvid underside, mere ensartet brun overside, mere ensartet tegnet hoved, hvor issen om foråret bliver grå (dækket af brune fjer om efteråret, så svag "kalot" kan opstå) og grå kind. Oversiden kan - ulig Tajgafluesnapper – have et gråligt anstrøg. Adult hun/immatur ligner Lille Fluesnapper, men har varmere brun overside, hvor issen, som hos hannen – kan stå ud som brun kalot, svagt afsat fra gråtonet øjenbrynstribe. Undersiden er lysere med gråhvidt anstrøg på struben og koldt brungråt brystbånd. Flankerne og bugen kan have gråt anstrøg, sjældent svagt sandfarvet. Undersidens kontraster er tydeligst om efteråret, og kan næsten mangle om foråret grundet slid. Meget få Tajgafluesnappere har dog svagere tegnet underside, mere som hos Lille Fluesnapper. Tertiærerne har jævnt lyse rande (som hos Broget Fluesnapper); kun ungfugle har meget svage lyse spidser, der dog hurtigt afslides. Lille Fluesnapper har koldere brun overside uden afstikkende kalot og gulbrun underside, der normalt er varmest over brystet, men i øvrigt i diffus overgang til til lysere bug. Ved slid bliver undersiden mere ensartet lys, men struben står aldrig ud mod mørkere brystbånd.. Hos Immatur (til 2K forår) har teriiærerne bredere gulbrune spidser (som pletter) mod ret diffust afsatte og undertiden smalle, lyse rande. Kun ungfugle om efteråret kan have overvejende mørkt næb. Hanner får allerede i 2K forår adult – eller næsten adult - brysttegning i modsætning til hos Lille Fluesnapper, og også hunner kan få svagt orange anstrøg på struben (ses ikke eller meget sjældent hos Lille Fluesnapper). 2k han bestemmes fra adult på eventuelle lyse spidser på store dækfjer (ensartet mørke hos adult). Stemme Sangen er forskellig fra Lille Fluesnapper: en ret hurtig og kort, tør ringende strofe, i stigende og faldende rytme; lyder ofte hektisk med stort indslag af r-toner. Indledes tit med en kort serie af skovpiberagtige, bløde toner: dwee de-de fulgt af divi dy-tri-tri… Indledningen kan sammenlignes med visse værlingers sangindledning, men lyder også som "forceret" og lys Broget Fluesnapper med "sørgmodig" accent a la Lille Fluesnapper. Synger i modsætning til Lille Fluesnapper ofte åbent, som fra trætoppe. Kaldet er tørrere og kortere end hos Lille Fluesnapper: trrr. Advarselskaldet er et højt, skarpt tzee, der hos Lille Fluesnapper kun genfindes i indledningen hos nogle Lille Fluesnappers sang. Taksonomi Tajgafluesnapper adskiller sig fra Lille Fluesnaper på såvel faste dragtkarakterer, anderledes dragtudvikling og helt anderledes sang. DNA adskiller sig med 6.9% fra Lille Fluesnapper, hvilket indikerer, at arten i lang tid har været geografisk adskilt fra Lille Fluesnapper. Forekomst/biotop Yngler i skov på lignende steder som Lille Fluesnapper, men også i ældre, højstammet skov med frodig undervegetation i småbjerge eler bakker. Yngler fra S Ural og østover til Stillehavet, overlapper blot med Lille Fluesnapper i Perm og S Ural. Overvintrer hovedsageligt i Indien og østpå til SØ Asien. I Europa tilfældig gæst i Sverige. Kilder: K. Mild 1987: Sovjet Bird Songs. 2 kassetter. - H. Jännes 1996: Suuntana Suomi – Idänpikkusieppo; Finland next? – Eastern Red-breasted Flycatcher. – Alula 3: 120-125. – C. Cederroth, C. Johansson & L. Svensson 1999: Taiga Flycatcher Ficedula albicilla in Sweden: the first record in Western Europe. – Birding World 12: 460-468. Egne observationer Sibirien (juni 1989), Østkina april-maj 1997. Skindstudier Zoologisk Museum, København. STOR TORNSKADE Lanius excubitor Længde 24-27 cm. Bestemmelse: Den største tornskade, knapt allikestor. Stor Tornskade – og dens slægtninge – er grå, hvide og sorte fugle, der troner frit, normalt fra toppen af mindre buske, men også tre telegrafledninger o.lign. De ligner da en lille, lys falk. Flugten er tydligt bølgende ala flagspættes, men med mere abrupte afsæt. Flyver med svirrende vingeslag, hvorunder man tit kan aflæse vingetegningen på den hvidglimtende vinge. Noget af en slagter, der spidder byttedyr som større insekter, smågnavere og småfugle på tornebuske. Ond og bidst, hvis man får den i hånden. Der findes et stort antal former (der her er omtalt som 3 arter). Den hjemlige excubitor (N-C Europa (mod syd til S Frankrigs centralmassiv) til V Sibirien, overvintrer mod S til Middel- og Sortehavet) har lyst blågrå overside, sort maske fra øje til øreedækfjer samt hvidlig underside. Har højst meget svagt lysere overgump. Har sort maske, der er ret lang og ofte vinkler lidt ned bagtil. Har desuden en smat, diffus hvid øjenbrynstribe, der ofte kun kun er synligt bag øjet (kan være komplet og gå over panden, men kan også synes at mangle) samt smalle, hvide "skulderstropper". På den siddende fugl er vingen sort med ovalt til kradratisk hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser (ala Hvidhalset Fluesnapper) og tit meget smalle baser af de yderste armsvingfjer; der sammen med hvid vingeplet kan danne en smal, sammenhængende hvid vinkel på den samlede vinge. Tertiærerne har kun smalle, hvide rande, begrænset til spidsen, og fremstår som en hvid bue bagtil. Hånden er ret kort med 3-4 håndsvingjfer synlige bag tertirerne. Undersiden er ret ensartet hvidlig, højst med svag lysegrå eller sart rosa toning eller meget svage, grålige tvrbånd eller skæl (se de forskellige aldre). Undervingedækfjer samt undergump lysegrå. Halen er overvejende sort med hvide sider på 2-3 yderste halefjer, bredest mod spidsen, hvor hvidt kan dække halvdelen af halen; de midsterste halefjer har sorte spidser og alle halefjer sorte baser. Vinge 107-118 mm, hale 102-117 cm. Forholdsmål (ved håndstudier): 2 =6/7 (=6 eler 7), 11-16 mm < vinge. 1>håndækfjer 11-19. 10>vinge/hale 22-28, indskæring på 3. håndsvingfjer 27-32 (Svensson 1998). Adult han er mest kontrastrig med den renest lyse underside, de bredeste hvide skulderfelter og de bredeste hvide baser på hånd- og armsvingfjer.(ved basis af håndsvingfjerene max. 10 mm), der kan flyde sammen til et jævnt, aflangt vingebånd i flugten. Har ofte ret brede, hvide spidser på håndsvingfjerene. Næbbet er sort, men undertiden med svagt brutonet basis af indernæbbet fra sensommer til efterår.. Adult hun ligner adult han, men bugen kan være mere gråtonet med svage, grålig tværbåndning over bugen (især yngre fugle?), og har smallere, hvide vingetegninger samt skulderstriber. Især er armsvinggjerenes hvide baser smallere end hannens, og ofte vel afsate fra større, hvidt felt i hånden (synligt i flugten). Næb som hos han, men brunlig basis på undernæb bevares ti til januar. Adulte har om efteråret friske sorte, næsten glinsende dækfjer. De store dækfjer samt hånddækfjerene kan have smalle, helt regelmæssige lyse spidser. Svingfjer sorte året rundt. Juvenil ligner adult men har brungrå overside og svag, mørk bånding på såvel over- som underside. Undersiden er undertiden svagt bruntonet. Masken er ligeledes ofte bruntonet. De store dækfjer har lyse rande, og de hvide, yderste halefjer kan have smalle, langstrakte skaftestriber. Har ofte svag, blågrå næbbasis. Fælder til adultlignende dragt i sensommeren. Immature ("1 vinter") ligner adult, men har ofte svagt lysere næbbasis (undernæb) samt svag, grålig tværbånding over især bryst og flanker; visse huner har mere bruntonet underside med tydeligre bånding. Nogle få% har kun smal, grå- til brun tonet sort tøjle, der på afstand kan gøre et forvirrende indtryk mod Ørkentornskade! I hånden ses, at hånddækfjerene og de fleste store dækfjer er slidte og mat bruntonede (nogle hanner har dog disse partier mere adultlignende) i kontrast til friske, sortglinsende mellemste dækfjer og eventuelle nye store). De juvenile store dækfjer har ujævne, sandfarvede rande og bliver gradvis brunere om vinteren – en karakter der kan være tydelig om foråret. Fra efterår bliver håndsvingfjerene brunlige ved slid. Hale juvenil, men fra om viteren ofte bruntonet. Fder komplet til adultlignenden dragt februar-april. Beskrivelsen passer på hjemlige fugle. Der er kun en lille geografisk variation indenfor denne race, men i Østeuropa er der en tendens til lidt mere gråtonet bryst og bug, der kan stå svagt ud mod hvidlig strube (se Sydlig Tornskade meridiornalis). I Centraleuropa er kønsforskellene større end i Nordeuropa. Her ses hyppigt hanner med større, hvide vingefelter og lyse inderfaner på armsvingfjerene; disse ligner mere øvrige beskrevne racer. Mange hanner har således bredt, hvidt bånd på armen næsten ind til kroppen, samt hvide rande på armsvingfjerene. Hos hannerne går de hvide felter i hånen og arman næsten ud i ét. Hos hunner smalner armens hvide bånd af jævnt allerede fra yderst i armen, og armsvingfjerene er normalt tydeligt og abrupt adskilt fra håndens hvide felt. På den samlede vinge ses hos hannen en tydelig og bred, hvid vinkel ved håndsvingfjerenes basis, hvor hunnerne kun har en lille, kort hvid stribe over det hvide felt i hånden. Desiden har hannen bredere, hvide felter på tertiærer, armsvingjfer og i vingespidsen (kan give stribet mønster som hos Ørkentornskade). Stemme: Kaldet er et ringende shree og et nasalt shack, der kan gentages i en huskadeagtig skralden. Sangen består af uskønne triller, knirketoner og skralden, men høres heldigvis sjældent. GEOGRAFISK VARIATION: Indenfor den nordlige gruppe kan følgende øvrige (aktuelle) former henføres: 1: Sibiricus (C og Ø Sibirien; tilfældig gæst i Finland jan-marts 2000) ligner excubitor, men er lidt mere kompakt med rundere hoved, stejlere pande og lidt længere hånd med 5 synlige håndsvingfjer bag tertiærerne. Øvrige karakterer fra excubitor: Har kun lille vingeplet begrænset til baserne af de mellemste håndsvingfjer og sandfarvet, tydeligt tværbåndet- eller vatret underside (i reglen påfaldende: kan hos unge hunner kan minde om ung Rødrygget Tornskades! – og er da den tydeligste indenfor komplekset, selv tydelig om vinteren. Oversiden grå med svagt okker- fremfor blåtoning og tit afstikkende sandbrun-tonet isse. Overgumpen ofte hvid. 1-års fugle (især hunner) har lysere næbbasis og varrierende lys tøjle, og derfor ofte tydeliget lysere ansigt end excubitor. Nogle har svag, mørk stribe nederst i tøjlen. Disse i øvrigt meget lyse ansigtstegninger kan minde om Rødrygget Tornskades, men er sjældent så udprægede som hos Ørkentornskade. Aldersbestemmelse som fos excubitor, hvorfor alderskarakterer som slidte, lysspidsede store dækfjker bør checkes før sibiricus rapporteres herhjemme (da unge excubitor kan have temmelig vatret underside). Mål som excubitor, men næb generelt et par mm. længere. 2: Homeyeri (Ø Europa (fra Sortehavsegnene) til Rusland syd for excubitor; tilfældig gæst i Sverige) ligner excubitor, men har lidt lysere blågrå overside, ofte hvidlig pande, jævnere og bredere hvidt øjenbryn samt meget større, hvide vingefelter, der dækker ca. 50% af håndens overflade og de inderste armsvingfjer. Får derfor en meget stor, sammenhængende hvid vingeplet på den samlede vinge! Har desuden hvidgrå til hvid (ofte bred) overgump samt halvt hvidt, halvt sort hale, hvor sort synes som sort oval omgivet af hvidt (de 2 yderste halefjer er hvide, den 3. yderste overvejende hvid); alle halefjer har hvide spidser og baser (ved slid bliver midterste halefjers spidser dog sorte). Tertiærerne har jævne, hvide rande, og armsvingfjerene hvide spidser. Nogle har længere vinge end excubitor, op til 123 mm, samt længere hale, op til 120 mm. Da der eksisterer overgangsformer bør alle karakterer checkes på en homeyeri herhjemme. På mere excubitor-lignende fugle (der bør indfanges) bør man sikre sig, at der er min. 18 mm. hvidt ved håndsvingfjerenesbaser bag håndækfjerene, og min. 15 mm. på armsvingfjerenes baser ud over de store dækfjer, samt at halefjerenes baser (bortset fra det mellemste par) har hvide baser. Et par yderligere former findes i grænseområderne med de øvrige: 3. Leucopterus (V-Sibirien til Yenisei, ikke truffet i området) har næsten hvidgrå overside, hvidplettet tøjle og smallere, sort maske, der ofte er gråtonet bag næbbet. De store, hvide vingefelter samt haletegningen ligner homeyeri, men armsvingfjerene har hvide rande og kun sorte centre, hvorved hvide vingefelter "smelter sammen" med hvidt vingepanel og overgumpen er hvid. Vinge 115-123 mm, hale 107-123 mm. Overlapper muligvis allerede med excubitor fra C Europa, da mange excubitor herfra har vingemønster, der ligner laucopterus (se ovenfor). 4. Mollis (lille område ved Altai og NW Mongoliet, ikke truffet i området) ligner sibiricus, men har brunere, mere rusttonet overside samt brun toning i skulderstribe og på overgump. Har desuden endnu mindre hvid vingeplet. Undersidens bånding ligner sibiricus, men ofte er bagflankerne tydeligt afstikkende gubrune. 5: funereus (Tien Shan bjergene (Kirgisien til nærliggende områder i Kina) Største race. Geografisk isoleret fra andre former (bortset fra Ørkentornskade!). Ligner mollis, men har mørkere brungrå underside med tydeligere tværbånd (evt. så kraftig som sibiricus). Vinge gennnemsnitligt 121 mm (112 hos excubitor). 6: bianchii (Sakhalin og sydlige Kuriler). En geografisk isoleret, lille race (vinge gennemsnitligt 111 mm, hale 105). Ligner meget excubitor med dennes grå overside, men er lidt lysere (ala sibiricus). Mangler gulbrunt anstrøg på oversiden. Undersiden som excubitor, altså ensartet lys (han) eller kun meget svagt båndet (hun). . i Nordamerika 2 racer: 1: borealis (C and N Quebec, N Ontario) ligner excubitor, men har generelt lysere grå overgump og overhaledækfjer, og har tydelig hvidlig øjenbrynstribe, der når diffust over panden (lignende tegning kan sjældent ses hos hjemlige excubitor). Maske generelt smallere, især i tøjlen, og mere kantet bagtil. Hvidt felt i hånden lille, begrænset til håndsvingfjerenes baser. Tertiærerne har brede, hvide rande. Hvidlig ryglinie som hos excubitor. Underside hvidlig til lysegrå, tydeligst på bryst og flanker, med smalle, grå tværbånd fra strube til bug; kan have lidt lysere skægstribe. Hale overvejende sort med smalle, hvide sider og hvidt til yderdelen af 3. yderste halefjer (som excubitor). Næb som excubitor, men kraftigere med mere buet undernæb og tydeligere næbkrog. Har normalt lysere næbbasis mellem efterår og midvinter, men næbbet er i øvrigt sort. Kønnene ligner hinanden, men hunnen har generelt mørkere grå isse til ryg, og undertiden gulbrunt anstrøg på undersiden. Har generelt mindre, hvidt vingefelt end hannen. 1-års fugle varierer: har sandbrun overside (incl. anstrøg på lysere skulderstribe) og lyst sandbrun, ret tydeligt tværbåndet underside af udbredelse som adult.Flankerne kan være gulbrune. Masken er smallere og svagt bruntonet, kun med kort, mørk plet foran øjet; tøjlen kan være lys, men kan også have lys stribe mellem næb og tøjle. Meget svagt tegnede fugle kan have masken reduceret til brun plet, nrmest som øreplet. Næbbet ofte med lys basis (især undernæb). Har mere lyst i vingen end adult; hvid vingeplet ligner, men dækfjerene har lysbeige spidser, der på store dækfjer danner bredt, lyst vingebånd som hos Ørkentornskade. Tertiærer og armsvingfjer har lyse rande, der danner antydet lyst vingepanel, især bagtil (men ikke så hvidt og tydeligt som hos Ørkentornskade). Dragtens sandfarvede anstrøg blegnet noget om vinteren. Mål som excubitor; vinge gennemsnitligt 113.2 mm. 2: invictus (N Alaska og md S til British Columbia og Alberta) ligner borealis, men også sibiricus, men har bredere, lyse skulderfelter, tydelige hvid øjenbrynstribe, hvid overgump og overhaledækfjer og svagere båndet underside. Ungfugle kan være lysere. Evt. lidt større end borealis. Overgangsformer til borealis findes formenligt i N Maintoba og Keewatin. De nearktiske former er trækfugle, der overvinter i mellemste Nordamerika mod S til Virginia (meget sjældent n Carolina) og Californien. Alstå ikke helt utopisk som strejfgæst i WP! Bemærkning: dette var er ordentlig omgang! De mange funderinger er fint opsumeret af Lars Svensson (1998), og jeg vil lige citere hans slutbemærkninger: "Problemer i Asien De efter min mening eneste (mulige) vægtige grunde til at opdele denne komplekse art i flere arter er, at den sydlige form pallidirostris findes i delvis samme område som et par lokale former af Stor Tornskade (norlig), mollis i V Mongoliet og funereus i NV Kina og dele af Tien Shan. Hybrider er ikke kendte, men områderne er sjældent besøgte og fugleliget endnu dårligt udforsket. Begge de lokale former af excubitor-gruppen (Stor Tronskade) er bjergformer, der normalt ikke kommer i kontakt med pallidirostrisnede på de tørre sletter og halvørkener ved foden af bjergene. De har som sibiricus strkt vatret underside i alle dragter og har moderat brungul (mollis) eler tydelig rustbrun (funereus) anstrøg i dragten. Mollis yngler i Sajanbjergene, Ø Altai og NV Mongoliet. En gradvis overgang i udseende nordpå synes at findes hos sibiricus (men det undersøgte materiale er meget lille). Funereus derimod synes at være isoleret i Tarbagatai, Ala-Tau, dele af Tien Shan og i V Dsungariet. Lefranc (1998) citerer Panov, som har fundet at mollis og pallidisrostris yngler side om side i en del af Mongoliet uden at blande sig. Hvis dette er rigtigt er det unægtelig et stærkt argument for en artsopdeling med "återverkningar" i Europa. Man kan dog tænke sig flere komplikationer eller alternative forklaringer. Er virkeligt mollis og funereus same art som "Stor Tornskade" (nordlig varfågel)? De to former har måske allerede opnået egen artsstatus, hvorfor den undersøgte sympatri (sameksistens i et område uden hybridisering) i Mongoliet mellem mollis og pallidirostris ikke får nogen betydning i Europa (denne seskevsn forekommer måske noget uklar(KMO)). Hvor mange par har Panov studeret og i hvor mange år? Materialet er måske for lile og tiden for kort til sikre konklusioner endnu? I V Altai, ikke langt fra mollis og funereus yngler den lyseste form af alle store tornskader, leucopterus. Alle tre føres i litteratures til Stor Tornskade ("nordlig varfågel"), på trods af, at leucopterus og de øvrige to er så uens, som man kan forestille sig. Men leucopterus går trinløst over i homeyeri som igen trinløst går over i excubitor som trinløst går over i sibiricus som igen (muligvis) trinløst går over i mollis. Midt inde i en allerede komplekst varierende art findes altså et ringformet variationsmønster, hvor enderne er så uens, at man kan undre sig over, om de vil kendes ved hinanden hvis de mødtes. Aller længst mod Ø, på Sakhalin og S Kurilerne yngler bianchii. Det bemærkelsesværdige ved denne race er, at den præcist ligner de svenske ynglefugle. Efter 4000 km med vatrede og svagt bruntonede ynglefugle i hele Sibirien findes altså i fjerne Østen igen fugle, der har rent grå overside og hvid underside, hannerne helt uvatrede, hunnerne med svagt vatrede flanker. Spørg mig ikke, hvordan dette kan ske! En refleksion Jeg kan ikke undgå at bemærke mig, at en artsopdeling igen foreslåes, der udløses af forhold i fjerne og sjældent besøgte asiatiske områder. Hedepiber og Bjergpiber blev opdelt på samme grundlag, menlig efter et kort feltstudie fra NØ Baikalsøs strande. Her havde en vis Nasjarenko fundet japonicus og blackistoni ynglende sympatrisk. Herhjemme (i Sverige) fik Skærpiber egen artsstatus som eftervirkning heraf. Årtiers studier af Skær- og Bjergpiber i Europa havde ikke ledt til enighed omkring split i arter. Det synes derfor lettere, hvis man kan henvise til forhold langt, langt borte (som kun man selv eller en eller anden russer har besøgt). Sølvmågekomplekset er et andet spændende felt for taksonomer, som vil skabe sig et navn. Har findes også de rette ingredienser: masser af interessant variation i Europa, som man kan prøve at finde et mønster i. , men især en række ukendte forhold i Asien. Storpiber og flere sangere kan lægges til listen (samt Sortstrubet Bynkefuglekomplekset (KMO)). Hvad gør jeg med min WP-liste? Den som trods koncentreret læsning endnu ikke har fattet et dyt, undrer sig selvfølgeligt over, hvad man skal gøre med krydsene for (Gotlandsvarfågeln) eller for de sydspanske fugle, der var så sikre på WP-listen. Kære læser: du har tre muligheder: gør som du selv synes (tæl alle 3 (Stor/Sydlig Stor/Ørken), gør som Club 300 siger at du skal (følg SOF og svensk Rk og regn indtil videre bare med ét kryds) eller bliv hengiven phylogenetiker og foregrib Sangsters revolution ved at få hele 5 krydser (du har ve været på de kanariske Øer og i Israel, eler?). det bedste af alt: uanset hvad du selv gør har du ret. Og tornskaderne selv er ligeglade. Selv regner jeg indtil videre bare me én art. Det er der mere sport i". Dette var Svenssons slutbemærkning. Lefranc og BOURC regner med 2: Stor og Sydlig Stor Tornskade (hvor Ørkentornskade inkluderes). I mine øjne kan man sagtens også regne Ørkentornskade som egen art: den adskiller sig væsentligt på udseendet (er således ubåndet i et område nær på eller i de "båndede" formers, og ikke mindst er trækket helt anderledes, da den er langtrækker i modsætning til de kortstrejrende "naboer". Svensson udtaler sig ikke specielt om de mørke sydeuropiske og norfrikanske/mellemøstlige former kontra de lysere elegans, der i udseende varierer ganske meget fra de mørke. Og slet ikke om de nordamerikanske, der viser flere træk fra Ørkentornskade – især hos yngre fugle, men som har en helt afvigende brunlig ungfugledragt. Her er der formentligt intet genflow med de palearktiske former, og som for så mange andre nearktiske formers vedkommende har de ved nærmere studier (dragter, DNA) vist sig at kunne opnå artsstatus. Hvis du skulle have en mening eller nogle reflektioner omkring dette spændende problem er du velkommen til at maile. Forekomst/biotop: Excubitor er herhjemme sjælden ynglefugl i Jylland, og fåtallig træk- og vintergæst. Yngler i åbent terræn som på tilgråede heder og i lave nåleplantager; den nordlige gruppe er i øvrigt skovfugle, der mest yngler i lysninger eller i ret åben nåleskov og til fjelbirkeskoven, ofte på fugtig bund. Træffes i øvrigt i åbent landskab med hække og enligtstående småtræer og buske. Foretrækker at sidde ret højt og åbent, gerne i toppen med godt udsyn. Ret sky. Kilder: egne studier. Skindstudier Zoologisk Museum, København. Litteratur: M. Schön 1994: Zeichnungsmuster des Raubwürgers: Sex-, age and individual characters in the plumage pattern of the Great Great Shrike Lanius e. excubitor in comparation with other shrikes: on the effectiveness of optical signals. – Ökol. Vögel 16: 11-80 (på tysk). - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines. - L. Svensson 1998: Hur många kryss kan mjölkas ur varfågeln? – Roadrunner 1/1998:14-22 – J. Tenovou & J. Varrela 1998: Identification of the Great Grey Shrike complex in Europe. Alula 4:2-11. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. A guide to the shrikes of the World. – Pica Press. – Jorma Tenovuo & Lars Svensson pr. e-mail (sibiricus). E-mails på Brevduvan (excubitor/homeyeri/sibiricus) - J. Farrand (red.) 1983: The Audobon Society Master Guide to Birding 3: Warblers to Sparrows. – Alfred A. Knopf, New York; National Geographic Society 1985: Field guide to the Birds of North America. ØRKENTORNSKADE Lanius pallidirostris Længde 23-26 cm. Bestemmelse: Kaldes også Steppetornskade, men er reelt en ørkenfugl. I forhold til Stor Tronskade mere kompakt med større hoved, længere og spidsere vinge med 5-6 synlge håndsvingfjer dag tertiæerne og kortere hale. En distinkt, lys tornskade, påfaldende lysere end Stor Tornskade og ofte ret ensartet lys på både over- og underside. Oversiden er lysegrå, ofte let sandfarvet anstrøg og tendens til hvidgrå svagt gultonet overgump. Undersiden er hvidlig til lyst sandfarvet eller cremehvid, ofte med rosa eller lysegråt anstrøg på bryst og flanker. Mangler altid mørkere mønstring på undersiden. Den sorte maske er smallere end Stor Tornskades, og virker bagtil mere vinklet afskåret. Har bredere, hvide skulderfelter end Stor Tronskade samt ret stort hvidt vingefelt, der på den lukkede vinge fremstår som et hvidt rektangel, der kan flyde sammen med hvide spidser og kanter på armsvingfjer og tertiærer og give vingen et hvidstribet udseende (mest udpræget hos immatur). Halen er hvid med sort midterdel, og virker ret smal. Undergump og undervingedækfjer hvide. Benene er kraftige. Sidder ofte lavt i småbuske eller på tråde, og kan hoppe omkring på jorden som en skade! Adfærd kan altså være helt anderledes end Stor Tornskade. Ofte tilidsfuld. Adult beskrevet. Har sort næb og tøjle; tøjlen kan dog hus hunner være bruntonet. Bryst og flanker kan have rosa anstrøg. Tertiærerne har distinkte, hvide rande. Immatur er blandt de mest distinkte tornskader: har lys tøjle og grågul næbrod samt smal, bruntonet maske, der normalt er begrænset til bag øjet som et smalt rektangel. Det lyse næb og tøjle giver ulig andre former et åbent og lyst ansigtsudtryk. Nogle kan dog have en smal, mørk tøjlestribe nederst i tøjlen. Næbroden er formentligt lysere end hos alle andre lignende tornskader. Ligner i øvrigt adult, men har brede, rustbeige spidser på de store dækfjer, der efterhånden blegner til et bredt, lidt diffust hvidligt vingebånd. Tertiærerne er bruntonede med ret svagt afsatte, brunhvide rande. Svingfjerene er bruntonede (allerede tydeligt fra om efteråret i modsætning til hos Stor Tornskade). Benene kan være lysere (brunlige eler grålige) end andre tornskaders sorte. Taksonomi Regnes traditionelt som race af Sydlig Stor Tornskade, men er i modsætning til disse trækfugl. Hybridiserer formentligt med Sydlig Stor Tornskade aucheri i S Iran og lathora i Pakistan. Forekomst/Biotop Yngler i ørken og halvørken i C A (fra Volgadeltaet) til N Kina og mod S til Iran og Afghanistan. Trækfugl, der overvintrer mellem Arabien og Ø Afrika. Strejfgæst til V Europa, incl. Danmark med flest fund om efteråret. Litteratur: L Svensson 1998: Hur många kryss kan mjölkas ur varfågeln? – Roadrunner 1/1998: 14-22. – N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes: A guide to the Shrikes of the World. – Pica Press. – J. Tenovou & J. Varrela 1998: Identification of the Great Grey Shrike complex in Europe – Alula 4:2-11. SYDLIG STOR TORNSKADE Lanius meridiornalis Længde 25-28 cm. Bestemmelse: Ligner Stor Tornskade, man træffes syd for dennes udbredelsesområde; undgår agerland, men findes i tørt terræn som på afbrændte sletter med spredte træer og på vegetationsfattige bjergskråninger. Færdes generelt lavere end nordlige former. . Den sydeuropæiske Meridiornalis (S Frankrig og Iberiske Halvø) ligner Stor Tornskade excubitor, men er langt mørkere. Oversiden er mørkegrå , ofte med beige (ikke blåligt) anstrøg; har tit lidt lysere bagryg og overgump (kan være tydelige end hos excubitor på grund af oversidens almene mørkhed). Har påfaldende mørkt blygrå isse til nakke som det mørkeste af oversiden og smal, men tydeligt hvidt øjenbryn, der løber over panden (virker grundet mørkere grundfarve tydeligere end hos excubitor, og kan næsten virke som hos en sanger). Øjenbrynet kan fortsætte bag øjet, men er normalt kraftigst foran – og især over øjet. Den sorte maske ligner Stor Tornskades, men er fyldigere bagtil. Har lys strube mod rosagrå til grå underside, der giver mindelser til Tornsangers; undergump normalt afstikkende hvid. Den hvide skulderlinie er smal, men står tit tydeligere ud mod den mørke ryg, selvom den ofte næsten mangler. Har kun lille, hvid vingeplet begrænset til mellemste håndsvingfjer), men bredere, hvide spidser på armsvingfjerene, der danner en hvid bue bagerst på vingen. Halen er sort, blot med hvide sider på yderste halefjer, men med lidt mere hvidt mod halespidsen, der dog er dominerende sort. Halen virker lidt kortere, smallere og rundere end hos excubitor. Har lidt kortere håndsvingfjersprojektion end excubitor, samt lidt længere og grovere ben. Vinge 102-112 m, hale 101-118 mm. Forholdsmål (ved håndstudier): 2 = 5/7 (=7), 8-12 mm < vinge; 1>hånddækfjer 10-19; 10<vinge/hale 22-26, indskæring på 3. håndsvingfjer 25-29 (Svensson 1998). Adult beskrevet. Kønnene er ens; nogle hunner har svage flankebånd, men dette kan være 1-års fugle. Juvenil ligner adult, men er mattere med bruntonet maske og brungrå underside, undrtiden med mørkt skællede flanker. Kan mangle rosa anstrøg på undersiden. Immatur ligner adult, men oversiden er lidt lysere grå, undertiden med rusttoning på isse og ryg, og overgumpen er afstikende lysere, ofte gulbrun.. Undersiden er lysegrå, hjøst med svagt rosa anstrøg, og mangler Stor Tornskades vatring (kan have få striber i stedet, især bagtil). Kan have svag beigetoning på over- og underside. Stemme som excubitor, men kald lidt blødere, knapt så snerrende. GEOGRAFISK VARIATION Syd for Middelhavet yderligere former i området: 1: Algeriensis (kystområder i N-Afrika mellem Marokko og Libyen) ligner meridiornalis, men er renere grå, mangler eller har kun svagt hvidt øjenbryn og har mørkegrå overhaledækfjer som resten af oversiden. Desuden er underiden rent grå. Den hvide vingeplet er marginalt større.. Halen har ofte sorte skaftestriber næsten ud il spidsen på yderste halefjer ulig meridiornalis. Næbbet er kraftigt. Forholdsmål (ved håndstudier): 2=5/6 (=5 eler 6), 6-11 mm. < vinge; 1> hånddkfjer 15-23, 10>vinge/hale 24-32, indskæring på 3. håndsvingfjer 21-27 (Svensson 1998). 2: Koenegi (Kanariske Øer) ligner algeriensis, men er lidt mindre, generelt mørkere og har kort, hvidt øjenbryn melem næb og øje. Næbbet slankere, generelt med mere kroget spids 3: Elegans (halvørkener i N Afrika S for Atlasbjergene, samt N Egypten til Sinai og S Israel) er lysere grå end 1 og 2. Ligner Stor Tornskade excubitor med lignende hvidlig overside, der dog kan være meget svagt grå- eller beigetonet, samt lysere overgump. Kan have meget smalt, hvidt øjenbryn og meget smalt, sort bånd over panden. Undersiden er hvid, tit med cremefarvet anstrøg. Har store og brede, hvide skulderfelter og stor, hvid plet i hånden (dækker ca. 40% af håndfladen) samt brede, hvide kanter og spidser på armsvingfjerene, der danner et langt, hvidt vingepanel på den samlede vinge. Halen har brede, hvide sider (med helt hvid yderste halefjer) og sort midterdel til spidsen. Juvenil har sandbrunt anstrøg på oversiden og sand- til bufftonede rande på store dækfjer og tertirer. På trods af store dragtforskelle hybridiserer formen intensivt med algeriensis, hvor de mødes i Nordafrika. 4: Leucopygos (Sahara på gænsen til WP) er endnu lysere end elegans (som lys Stor Tornskade excubitor) og har store hvide felter i vinger og hale samt hvid til sandfarvet underside. Hvidt i hånden dækker ca 50% og også armsvingfjerene har meget hvidt Den hvide overgump er tydelig mod den lysegrå ryg. Mindre end elegans. 5: Aucheri (halvørken med akacier fra Rødehavets vesykyst til Israel og Syrien, den Arabiske halvø, langs Persiske Golf og østpå til SV Pakistan) ligner elegans (eller Stor Tornskade excubitor), men er lidt mørkere. Har smalt, sort bånd over panden (tydeligst hos hanner, hvor det kan være ganske bredt), mangler hvidt øjenbryn og har jævnt blågrå overside. Undersiden er hvid med gråligt anstrøg, og mangler bånding. Håndens hvide plet er større end hos excubitor, og virker på den amlede vinge som et aflangt rektangel. Armsvingfjerene har hvide spidser, der på den samlede vinge kan møde det hvide "rektangel" i vingen. Halen har hvide sider, der er smalle ved basis, men som bliver bredere mod spidsen (ala excubitor); den yderste halefjer har tit stort skaftestribe. Undervingedækfjer grå. Lidt mindre end excubitor: vinge 104-116 mm, hale 98-115 mm. Juvenil har gråbrunt anstrøg på oversiden og smallere, lyse rande på store dækfjer og tertiærer end elegans. Forholdsmål (ved håndstudier): 2=5/6; 6.5-8 mm<vinge; 1>håndsvingfjer 16-23; indskæring på 3. håndsvingfjer 24-31 mm (Svensson 1998). 6: Theresae (nordlige Israel til Libanon) ligner aucheri, men er lidt større og noget mørkere grå; også på undersiden, og har marginalt mindre hvidt i vinger og hale; denne races validitet er usikker grundet gradvise overgange med aucheri. 7: Buyri (Yemen) er den mørkeste form; så mørk som eller mørkere end algeriensis. Kan næsten ligner en melanistisk Stor Tornskade! Ligner algeriensis, men mangler eller har grålig skulderstribe, mørkere grå underside og kun et lille, hvidt felt i hånden. Kan have grå strube, og får derved en smal, lysere skægstribe mod den sorte maske. 8 Lathora (Ø Pakistan til Nepals lavland og N Indien) ligner aucheri, men har distinkt sort pandebånd ala Rosenbrystet Tornskade. Har desuden bredere, hvide skulderstriber og har afvigende hvide vingefelter: armsvingfjer næsten hvide, blot med smalle, sorte striber på inderfanerne, og stort hvidt felt i hånden, med hvide yderste håndsvingfjer. På den samlede vinge flyder hvidt felt på hånden og armsvingfjerene sammen til lang hvid stribe (som "ekstra skulderstribe"). Undersiden er hvid. TAKSONOMI: De to grupper - Stor Tornskade og Sydlig Stor Tornskade er fra 1997 opdelt i egne arter af BOURC. FOREKOMST/BIOTOP: Alle former er standfugle i halvørken og på tørre sletter samt bjergskråninger med spredte buske og træer; visse bestande foretager kort omstrejfen om vinteren (Meridiornalis f.eks. til Frankrig nord for yngleområdet). Sidder gerne lavt. Generelt mere tillidsfulde end Stor Tornskade. Kilder: Egne studier, Nordafrika (algeriensis), Spanien (meridiornalis); Israel (elegans, aucheri). Skindstudier Zoologisk Museum, København. – Brevveksling med Jorma Tenovou. Litteratur: L. Svensson 1998: Hur många kryss kan mjölkas ur varfågeln? – Roadrunner 1/1998:14-22. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. A guide to the Shrikes of the World. – Pica Press. – J. Tenovou & J. Varrela 1998: Identification of the Great Grey Shrike complex in Europe – Alula 4:2-11. – brevveksling med Jorma Tenovou. BRUN TORNSKADE Lanius cristatus erstatter Håndbogen tekst s. 725 Længde 18 cm. Bestemmelse En mellemstor tornskade med ret stort hoved, kraftige næb og ret lang, smal og afrundet hale. Ligner i formen Rødrygget Tornskade med træk fra Stor Tornskade! Vingen er kortere end Rødrygget Tornskades, med 5-6(7) synlige håndsvingfjer bag tertiærerne (*). Forhold tertiærer:håndsvingfjer 1:0.6-0.8. Den mørkebrune til rustbrune hale virker påfaldende slank (som manglede nogle fjer!) med åreformet spids, da den yderste halefjer er 15-28 mm. kortere end den næstlængste og slutter op til 40% fra den næstyderste.. Halefjer 6.5-8 mm. brede. (se tabel bagest i afsnittet Rødrygget Tornskade). Halen har smalle, gulbrune sider – den karakteristiske hale er tit let at se, da den bevæges i tydelige op- og nedgange og fra side til side end Rødrtgget Tornskade. Oversiden er varmt brun med orangetonet overgump, men issen og nakken er af farve som ryggen. Den orangetonede overgumps farve er ret tydeligt afstikkende – især på mørkhalede fugle. Struben er hvidlig, men bryst, flanker og undergump orangebeige, undertiden med tydeligt orange anstrøg på flanker, bagbug og undergump, der kan være af næsten samme farve som overgumpen. Håndsvingfjerene er af nogenlunde samme farve som resten af vingen. Mangler hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser (**). Har ofte hvidligt øjenbrynstribe (kan nå over panden) mod mørk maske, der ikke når over næbbets basis. Sidder tit mere opret og "selvsikkert" end Rødrygget Tornskade, hvilket forstærker dens mere "maskuline" præg. På bortflyvende fugle kan halen opfattes som rødere end den brune ryg. Forvekslingsmuligheder Isabellatornskade phoenicuriodes ligner Brun Tornskade, men er slankere og af form som Rødrygget Tornskade, har lysere gråbrun overside i kontrast til rustbrun overgump til overhale, og har hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser. Desuden er issen ofte afstikkende rødbrun og undersiden lysere – hvidlig, højst med svagt beige anstrøg på flanker og undergump. Den hvidlige øjenbrynstribe fortsætter ikke over næbbets basis. Har normalt bredere lyst vingepanel, da både armsvingfjerene og tertiærerne har lyse kanter, og håndsvingfjerene er tydeligt mørkere end resten af vingen Halen er bredere, da yderste halefjer er 7.5-16 mm. kortere end den næstyderste, og halefjerenes bredde (8) 9-11 mm. Rødrygget Tornskade kan i dragten ligne hun og ungfugl af Brun Tornskade, men har kortere og bredere, lige afskåret hale med bredere hvide sider, og har ofte rødere ryg og armdækfjer. Desuden lidt mindre med mindre næb. Overgump grålig, aldrig orange. Tertiærerne har lyse rande, der bliver hvidere mod spidsen. Hånd længere (forhold tertiærer:hånd 1-0.8-1) Ungfugle har om efteråret hele oversiden tværbåndet, artstypiske brune øredækfjer og normalt kraftigere, mere udflydende skæltegning på undersiden. Visse ungfugle er rødere på både ryg og hale. Stor racemæssig variation: da kun cristatus turde være aktuel i Vesteuropa gælder nedenstående beskrivelse denne form. Adult beskrevet ovenfor. Næbbet er sort; nogle får om vinteren lysere basis af undernæbbet. Køn ret ens. Adult han har sort maske (incl. tøjle) indrammet af hvidlig øjenbryns- og skægstribe. Øjenbrynstriben kan fortsætte i smalt bånd over næbbets basis, men er undertiden svag. Kan have svagt okkertonet anstrøg i issen. Adult hun har svagere og mørkt gråbrun maske, ofte lidt lysere tøjle og brungrå tværbånd på brystsider til de orangetonede flanker. Struben og brystets midte er lys. Ben og fødder mørke til blågrå. Næb som hos han. Kønsbestemmelse sikrest om sommeren, da mange hanner om vinteren får lysere basis på undernæbbet samt tværbåndede brystsider og flanker. Fælder partielt før efterårstrækket (inderste 2-3 håndsvingfjer og de fleste halefjer), og fuldender fældningen enten under trækket eller i vinterkvarteret. Fælder i modsætning til de fleste andre tornskader komplet før forårstrækket. Håndsvingfjerenes fældning indledes normalt midt i hånden og spreder sig siden ud i hver sin retning – andre tornskader starter håndsvingfjersfældningen med inderste håndsvingfjer og slutter med yderste. Juvenil har brun overside med mørke tværbånd. Overgumpen er orangebrun - den kraftigst farvede del af oversiden. Overhaledækfjerene er mat rustbrune med smalle, mørke skæl. Undersiden er hvidlig med smalle, mørke skæl på brystsiderne og – især – flankerne, der kan virke distinkt tværbåndede på orange baggrund. Issen er ensartet brun, højst med smalle, mørke skæl. Masken er tit reduceret til en brun plet på øredækfjerene, og fremhæves normalt af ret tydelig hvidligt øjenbryn. Dækfjerene har kun svage, lyse rande. Tertiærerne er brune med sortagtige bueformede subterminalpletter og brede, ensartet lyse rande, der danner et smalt vingepanel. Halen er brun med svage, bruntonede lyse rande og kun utydelige, mørke subterminalpletter nær spidsen af halefjerene. Undernæbbet har rosagrå basis og sort spids; næbbet kan virke påfaldende tofarvet. Har mørke ben og gule fodsåler. I hånden ses, at 2. håndsvingfjer er kortere end 5. håndsvingfjer (som Isabellaornskade; Rødrygget Tornskade har længere 5. håndsvingfjer). Fælder partielt før efterårstrækket i modsætning til Rødrygget Tornskade. Fælder kroppen, nogle dækfjer og tertiærer, og undertiden yderste halefjer og bliver herefter…. Immatur. 1 vinter ligner juvenil (eller svagt tegnet adult hun), men har overvejende brun ryg; ofte bevares enkelte og spredte, mørke skæl på oversiden – især skulderfjer, isse og overhaledækfjer. Oversiden er generelt mørkere brun end hos Rødrygget Tornskade – og især Isabellatornskade, ofte med svagt oliven anstrøg og varmere brun isse. Kan have mørkebrun, mere adultlignende maske. Øjenbrynet kan være svagt – som smal, lysegrå plet over øjet, men er hos mange ret tydeligt. Undersiden har ret smalle og normalt svage mørk skæltegninger, tydeligst og mest regelmæssigt på flankerne, der kan være reelt tværbåndede på gulbrun til orange baggrund. Har tit tofarvet næb med blågrå basis vel afsat fra mørk spids. Ben tit gråblå. Fældningen kompletteres i vinterkvarteret, men nogle indre håndsvingfjer, armsvingfjer og hånddækfjer bevares ofte til 1. sommer. Næb som adult i 1. forår. 1. vinter Isabellatornskade phoenicuroides er lysere gråbrun med smalle, mørke skæl på issen, afstikkende rustbrun overgump til overhale, brede, lyst vingepanel (inkluderer armsvingfjerenes lyse rande), lysere, svagere tegnet underside samt større, mørke subterminalpletter nær halefjerenes spidser og tit lille, hvid plet ved håndsvingfjerenes baser Rødrygget Tornskade har kortere og bredere, ret lige afskåret hale. Ungfugle har om efteråret tydelige, mørke tværbånd på ryggen. Mange har rødtonet ryg og overhale i artstypisk kontrast til grå overgump og nakke. Desuden er hovedtegningerne svagere, men tøjlen (især nederste del) mørkere, og undersiden har kraftigere, men mere uensartede mørke skæl og pletter, normalt ikke som Brun Tornskades velarrangerede mørke tværbånd på flankerne, der er hvide til gulhvide. Næbbet er generelt mørkere med svagt gullig til rosa anstrøg på indernæbbet (normalt begrænset til undernæbbet). Adult hun har utegnet brun ryg mod grå nakke og overgump, og den kortere, berede hale har bredere, lyse rande. Næbbet er mørkt; undernæbbet har højst svag gul basis. Stemme ligner Rødrygget Tornskades. Taksonomi blev tidligere regnet som race af både Isabellatornskade og Rødrygget Tornskade. Geografisk variation Stor. Cristatus (yngler C og Ø Sibirien fra Ob-floden, Altai til Kamtjatka og mos S til Altai (Rusland),, NV Mongoliet og Amur/Zeya-floderne; muligvis N Sakhalin. Langttrækker, der overvintrer i S Asien mod V til NV Indien, mod N til Ø Himalaya og mod SØ til W Borneo; tilfældig gæst i Europa ) beskrevet. Cristatus burde være den eneste aktuelle form i WP, da de øvrige er udbredt længere mod øst, og foretager kortere træk. For kompletteringens skyld behandles de nedenfor (besøgende ved f.eks. Beidaihe, Hong Kong og SØ Asien vil forhåbentligt få gavn af oplysningerne) I Østasien flere racer: Confusus (Amur og Ussurien mod N til midterste dele af Yeya Floden. Overvintrer SØ Asien mellem Thailand (evt. Burma) og Singapore, samt på Sumatra, Java, Borneo og Bali) ligner cristatus men oversiden er generelt lysere med bredere, hvid pandebånd. Kan alternativt betegnes som lyseste variant af cristatus. Superciliosus (S Sakhalin og Japan fra Hokkaido til S Honshu. Overvintrer i S Kina, Vietnam, Laos og Hainan, mere spredt mod S til Bali og Indonesien). Den form, der i jizz afviger mest fra formen fra Rødrygget og Isabelatornskade. Ligner cristatus, men har smal, sort linie over basis af det ret lange og brede, sorte næb. Har tydelig, hvid øjenbrynstribe, der kan være så bred som masken, og normalt går over næbbasis som bredt, hvidt pandebånd.Oversiden er varmere og mørkere rødbrun end andre racer, og isse samt overgump renere rød. Undersiden varmere rustbrun til aprikosfarvet, i stor kontrast til hvid strube. Kønnene er hos denne race identiske, hunner højst med meget svage flankebånd. Ungfugle har varmere rødbrun isse til ryg og tydelige hvidt øjenbryn end cristatus. Lucionensis (Korea, dele af N, C, Ø og SØ Kina, samt lokalt i Japan (Kyushu, evt. Tsushima. Overvintrer fra yngleområdets sydlige del til S Korea og SØ Kina (Taiwan, Hainan og på Philippinerne N Borneo, Andaman og Nikobar øerne. Regelmæssig mod V til Sri Lanka). Den lyseste form. Har tydelig grå isse til forryg og generelt brunere vinger end andre racer. Halen er mørkebrun. Har i ligned med superciliosus kraftigt, sort næb. Hos adult han er panden til forryggen er lillatonet lysegrå mod matbrun ryg; varmt brunt anstrøg begrænset til overgump og overhaledækfjer. Den lysegrå pande og øjenbryn går diffust over i mørkere grå isse. Struben er hvid i kontrast til kanelbrun underside. Nogle hunner har mørkere brunt anstrøg i isen; muligvis overgangsformer til confusus. Adult hun ligner adult han, men har har endnu lysere grå – næsten hvidlig- isse, bruntonet maske (især i tøjlen). Og kan have svage, mørke tværbånd på undersiden. Hunner har tit lys basis af undernæbbet (nogle hanner har højst svag, lys basis). 1. vinter lucionensis har mattere grå isse (ofte lysere mod næbbasis) mod brunlig ryg. Næb tofarvet som hos cristatus. Forekomst/biotop I V Europa meget sjælden gæst (cristatus:1 fund Danmark (Gedser okt. 1988) og 3 i Storbritannien (1 dog muligvis lucionensis). Yngler i Ø Asien ved lysninger og i kanter af bland- og nåleskov, gerne ved buskadser på fugtig bund. Også i åbne plantager. På trækket og om vinteren ved områder med spredte buske, som i agerland og ved haver. Cristatus er desuden truffet 8 gange i Nordamerika. Arten er forbavsende sjælden i Vesteuropa i betragning af, at dens udbredelsesområde og overvintringskvarter falder sammen med f.eks. Fuglekongesangers og Brun Løvsangers. Dette skyldes formentligt, at de trækker direkte gennem de karske ørkener og plateuer (Gobiørkenen og det Tibetanske højland), der undgås af f.eks. sangere, der følger en mere nordvestrettet kurs (eller omvendt træk) før de i større antal når Europa (Thorup). Arten er i modsætning til de to nævnte sangere desuden hyppig som overvintrende i højderne i Himalaya (f.eks. i Kathmandu-dalen, Nepal), hvor Brun Løvsanger foretrækker lavlandet syd for bjergkæden. Den er altså en mere barsk fugl, der lettere klarer de karrige områder, sangerne skyer. Bemærkninger: * : Synlige håndsvingfjer bag tertiærer hos cristatus: 4(30%), 5 (52%), 6 (15.5%), 7 (1.5%). N=27. **: Kun sjældent har hannen meget svagt lyse baser på de yderste håndsvingfjer, hvilket dog bare ses i hånden. Kilder: Litteratur C. & T. Inskipp 1985: Birds of Nepal. Christopher Helm - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passereies (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. -S. Cramp. & C.M. Perrins 1993 (red): The Birds of the Western Palearctic, Vol. VII. Oxford University Press. – R. Hume 1993: Brown Shrike in Shetland: new to Britain and Ireland. British Birds 86: 600-605. K. Malling Olsen, M. J. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – törnskator. Fåglar i Sörmland 29. 13-25.. – N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. – J. Crosher 1999: The Brown Shrike in County Kerry. Bording World 12: 483-486. - K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4/99:25-33. – H. Maggs & D. Shaw 2000: The Brown Shrike on Fair Isle.Birding World 13: 420-422.. - T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. – K. Thorup 2000: Brown Shrike at Gedser, Denmark, in October 1998. Dutch Birding 22: 278-282. Skindstudier: Zoologisk Museum, København og Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm. Egne observationer: Cristatus: Indien (dec.-jan. 1978, febr. 1999), Sibirien (juni 1989); christatus, superciliosus, lucionensis (Beidaihe og Happy Island, Ø Kina (april-maj 1997). Mængder af fotos. Korrespondence, diskussionerr og udlån af fotos: Lars Svensson, Arnoud B. van den Berg, Lasse Laine, Antti Below, Stig Jensen, Mads Jensen Bunch, Kasper Thorup, Carl Christian Tofte samt HOF’s jurser i avanceret feltornitologi (tak til alle!). ISABELLATORNSKADE Lanius isabellinus erstatter Håndbogen tekst 725-726 Længde 17.5-18 cm. Bestemmelse Ligner hun og immatur Rødrygget Tornskade, men er lidt slankere med relativt længere hale – ofte forstærket af en særegen vane med at svinge halen fra side til side (sjælden hos Rødrygget Tornskade). Oversiden er lysere med rustrød overgump til hale i kontrast til sand- eller askebrun ryg, der om efteråret er utegnet. Desuden er halen lidt længere og virker let afrundet. Kontrast melem ryg og hale er tydeligst i flugten, hvor mange giver mindelser til Rødstjert. Har tydelig soragtig maske mod hvidt øjenbryn. Vingerne er ret korte med 4-6 synlige håndsvingfjer bag tertiærerne (*) Forhold tertiærer:hånd 1:.5-0.8. Undersiden er lys, kun med spredte mørke skæl på især brystsiderne. Halens underside er orangetonet, og undergumpen hvidlig. Vingerne er mørke med hvid plet ved håndsvingfjerenes baser (kan dog være meget svag hos ungfugle). Ben mørkebrune. I hånden ses, at Isabellatornskade har 2. håndsvingfjer kortere end 5’te. 5. håndsvingfjer har indskæring (se tabel bagest i afsnit for Rødrygget Tornskade).. Adult han er kraftigst og renest tegnet, og har sort maske, der når næbbets basis. Normalt er undersiden utegnet og næsten hvid. Adult hun har svagere, bruntonet maske, der normalt ikke når tøjlen og svag kontrast mellem isse og ryg. Kan have enkelte og spredte, mørke skæl på brystets sider og på flankernes forreste del. Adulte har mørke tertiærer med ensartet lyse rande. Adulte fælder juli-sept. Krosfjer, tertiærer og halen Juvenil ligner adult hun, men har mærkskællet overside og mangler eller har reduceret hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Armdækfjerene og tertiærerne har mørke subterminalpletter. Fælder partielt før efterårstrækket (Ryg, skulderfjer, samt varierende grad af tertiærer og halefjer (undertiden alle), og bliver da…. Immatur. Ligner adult hun, men har svage, mørke skæl i panden og på issen, smallere mørk maske (normalt reduceret til mørk streg bag øjet), lys tøjle og ret ensartet lysebrun overside i kontrast til rustrød overgump til overhale. Har højst enkelte juvenile, mørktegnede fjer på ryggen om efteråret. De mellemste halefjer er ofte mørkere end resten af halen, især mod spidsen. Halen har gulbrune sider, undertiden med hvid spids og sorte subterminalletter nær spidsen. Undersiden er sandfarvet med svage, mørke skæl (tydeligst på brystsiderne og forflankerne). Dækfjerene og armsvingfjerene har brede, lyse rande og tertiærerne jævnt lyse rande, der på den lukkede vinge danner et bredt lyst vingepanel (dannet af både armsvingfjer og tertiærkanter). De juvenile tertiærer har mørke skarftestriber og subterminalpletter. Dækfjerene er gråbrune med mørke tværbånd. Hånddækfjerene har lyse spidser og mørke subterminalpletter (hos adult mere ensartede, højst med svagere lyse rande). Håndsvingfjerene er tydeligt mørkere end resten af vingen. Overgumpen har mørke tværskæl, og halen har de juveniles mørke subterminalpletter. Næbbet er mørkt med lyst rosa basis. Den givne beskrivelse for immatur gælder phoenicuroides. Yngre fugle kan normalt ikke racebestemmes, men de lyseste, næsten sandfarvede fugle med brunlige vinger (uden hvid plet ved håndsvingfjerenes baser), lyst ansigt med udstående mørkt øje mod lys tøjle og kun svag, brun plet bag øjet og utegnede overgump og halefjer (uden mørke subterminalpletter) er arenarius. Sådanne fugle kan med deres "ørkenfarver" og lyst orangerøde hale lede tanken til tornskadeudgave af Ørkensanger! I 2.efterår som adult, men nogle hanner har lys tøjle og 2K efterår kan fortsat have enkelte mørke fjerbræmmer på issen. Forvekslingsmuligheder Yngre fugle kan forveksles med hun og ungfugl af Rødrygget Tornskade, der har mørkere brun overside med afstikkende grå nakke og overgump (kontrast omvenst af Isabellatornskade!), bredere, mørke skæl på undersiden (især langs flankerne og på strubens sider til hagen) og tydeligt lysere sider på den bredere og kortere, mere afskårne hale. Tertiærernes lyse kanter bliver normalt hvide mod spidsen. Har højst svag lyst øjenbrynstribe mod bruntonede øredækfjer.. Adult hun har gråbrun overside som Isabellatornskade phoenicuroides eller mørkere, men har mørkebrun hale og tit artstypiske brune øredækfjer samt normalt mørk stribe i tøjlens nederste del til næbbet. Ung Rødrygget Tornskade bevarer tværbåndet overside på efterårstrækket. Har i modsætning til Isabellatornskade ofte rødbrune indslag på skuldre, forryg og armdækfjer. Mange ung Rødrygget Tornskade har rustrød overhale, men den er da af samme farve som ryggen – ikke afstikkende rødere, og den rødbrune farve er kraftigere end hos nogen Isabellatornskade (vigtigt hos "afvigere2 med lysere gråbrun – men fortsat tydeligt båndet overside – om efteråret). Derimod er underhalen gråtonet. Mangler hvid vingeplet (kun få adulte hanner har det – og de volder ingen bestemmelsesproblemer!). I hånden ses, at 2. håndsvingfjer er længere end 5’te, og at 5’te håndsvingfjer mangler Isabellatornskades indskæring. Se også Brun Tornskade. Stemme ligner Rødrygget Tornskades. Geografisk variation 4(5) racer, hvoraf 3 er truffet i området 1 Arenarius (Isabellatornskade; tidligere isabellinus – se nomenklatur nedenfor. Yngler i halvørken i Xingiang, Kina. Overvintrer mellem S Kina, Pakistan og NV Indien. Sjælden mod v til Iraq, og endnu ikke bevisligt truffet i Arabien. Fund af meget lyse fugle i Europa refererer sandsynligvis ikke til denne form, men til isabellinus). Den lyseste form med de relativt korteste, bruneste og rundeste vinger samt længste hale. Har sandfarvet overside, kanelbrun overgump til hale og diffus mørkebrun maske, der begrænses til bag øjet. Tøjlen er lys eller højst med svag, mørk foran øjet, og fremhæver det mørke peberkornsøje. Mangler tydeligt "øjenbryn", da det flyder sammen med den meget lyse isse. Undersiden er sandfarvet, på bugen og midt på struben undertiden svagt lysere. Svingfjerene er brune, kun med smal lys plet ved håndsvingfjerenes baser (2-6 mm; kan mangle hos hunnen); brede sandfarvede rande på dækfjer og tertiærer gør, at vingen "flyder sammen" med ryggen i frisk dragt. Overgumpen og halen er ensartet kanelbrune uden mørke skæltegninger; halen har sjældent meget svage, mørke tegninger. Næbbet er lyst grårosa med sortere spids, men kan (især hos han) være mere udbredt sort. Kønnene er ret ens, men hannen har tydeligst mørk maske. Hunnen har tit bruntonet maske og svage, mørke skæl på brystsiderne og flankernes forreste del. Mangler normalt tydelig hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Adult fælder i modsætning til phoenicuroides komplet før efterårstrækket, da den yngler tidligere, men fælder ikke før forårstrækket (i modsætning til andre racer). Juvenil fælder hoved- og kropsfjer før efterårstrækket. Hos de øvrige racer bevarer ungfuglene normalt enkelte juvenile fjer. Immatur (IK efterår) ofte forbavsende ensartet lyst sandfarvede, med udstående sort øje og kun meget svage hovedtegninger samt ubåndet overgump mod ensartet lyst kanelbrun hale. Vingerne kan være så lyse som resten af dragten, og undersiden er lys, kun med meget smalle og utydelige "skæl" på brystsider og flanker. Tornskadeversion af Ørkensanger! 2 Phoenicuroides (Turkestantornskade. Den vestligste race. Yngler i højtliggende landskab (2100-3550 m) i vestlige C Asien fra SØ Kaspiske Hav (Iran), nordpå til Xingiang, Kina og sydpå fra Turkmenien til Tien Shan, Iran, Afghanistan og V Pakistan. Overvintrer mellem S Arabien og Ø Afrika syd for Sahara (regelmæssigt sydligst i Tanzania med spredte fund længere mod vest til Gambia), men nord for Rødrygget Tornskades vinterkvarter. Eventuelt i NV Indien. Formentligt den hyppigste form i Europa) Adult har mørkere gråbrun overside, afstikkende rustbrun isse, mørk maske og hvidlig øjenbrynstribe, der tit er tydeligst bag øjet. Overgumpen og halen er mørkere rød end hos arenarius, og overgumpen har mørke skæltegninger. Undersiden er hvidlig, incl. struben. Siddende fugle ser undertiden ud til at have helt mørk hale, kun med rødbrune sider. Har altid tydelig hvid plet ved basis af håndsvingfjerene Han har sort maske, der når over næbbasis og bred, hvid øjenbrynstribe, der kan nå panden. Er varmest og renest farvet med ubåndet hvid underside (højst med sart rosa til laksefarvet anstrøg på brystsider og flanker. Hvid plet ved håndsvingfjerenes baser 5-10 mm (kan minde om Hvidhalset Fluesnapers). Næbbet er sort, kun sjældent med lille, rosagrå basis af undernæbbet; det sorte næb flyder normalt sammen med masken. Hun har svagere hovedtegninger med brunere maske, lysere tøjle, svagere lyst øjenbryn, mere "anonymt" brun ryg i svagere kontrast til issen. og ofte svage, mørke "skæl" på struben, brystsiderne og flankerne. Hvid plet ved håndsvingfjerenes baser 3-6 mm. Næbbet har ofte lys basis. Den mest variable race: nogle har ryggen næsten så mørkt bruntonet som Brun Tornskade cristatus, andre har isse og ryg af samme farve, eller bredere hvidt øjenbryn, der går over panden. Andre er næsten så lyse på oversiden som isabellinus (ca.10% - selv adult han – har så mange blandkarakterer at de ikke kan racebestemmes (phoenicuroides/isabellinus er da at foretrække!). Se nedenfor under varianten "karelini". Juvenil har først tværbåndet ryg, men den fældes hurtigt før efterårstrækket. Undersiden er cremefarvet med mørke skæl på strube, bryst, bug og undergump. Mangler sjældent hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. I 1. vinter som beskrevet under immatur; fælder det meste af dragten før efterårstrækket, men kan bevare enkelte mørkbåndede fjer på ryggen, issen og overgumpen, samt tydelige, mørke subterminalpletter på halen. Fælder til adultlignende dragt i vinterkvarteret, men evarer undertiden de 3-4 inderste håndsvingfjer til næste fældning. 3 Isabellinus (tidligere specilugerus – se nomenklatur nedenfor. Yngler SØ Altai i Rusland til indre Mongoliet og N og C Kina. Overvintrer C og S Arabien til Ø og C Afrika (Sudan), generelt længere mod N end phoenicuroides og med lille population i V Afrika. Den hyppigste form i Mellemøsten. Truffet nogle gange i Holland og Storbritannien. Formentligt den mest sandsynlige form i V Europa). Ligner phoenicuroides – især varianten "karelini" - men har lysere sandbrun overside og cremefarvet anstrøg på undersiden, og virker derfor mere ensartet. Issen er sandfarvet som ryggen. Har kun svagt lyst øjenbryn, bredest over øjet. Masken ligner phoenicuroides, men er generelt smallere (synes akkurat at dække øjet) og går ikke over panden. Undersiden er en tone varmere gubrun end phoenicuroides og den gulbrune farve når struben. Har som phoenicuroides tydelig plet ved basis af håndsvingfjerene (af samme bredde, men ofte gulbrun-tonet). Han er kraftigst og renest tegnet, med rent sort maske og tit lidt varmere brun isse til nakke. Undersiden er utegnet. Næbbet er stålgråt, ofte med lysere rosa basis i kontrast til sort maske. Hun har svagere, ofte gulbrun-tonet maske, svagt gulbrunt øjenbryn og har issen og ryggen af samme farve. Hunner og ungfugle kan ofte ikke kendes med sikkerhed fra phoenicuroides, men undersiden er generelt mere gultonet og helheldsindtrykket derfor mere ensartet – forstærket af svagere hovedtegninger. 1. vinter kan undertiden kendes fra phoenicuroides på lysere, mere sandfarvet over- og underside, gulbrunt anstrøg i øjenbryn og maske samt gulbrun strube og lysere brune "skæl og pilespidser" på flankerne. Desuden har næbbet ofte lysere basis. Typiske 1.vinter phoenicuroides har mørkere overside, hvidere underside (dog ofte med sandfarvede flanker) med mere distinkte mørke "pilespidser" og tydelige hvidt øjenbryn mod mørkere brune øredækfjer; hovedet ser derfor mere "adult" ud. Fugle med mellemkarakterer bør ikke racebestemmes – især ikke udenfor det normalt udbredelsesområde! Isabelinus kan betegnes som en mellemtype mellem arenarius og phoenicuroides. Adulte fælder i lighed med arenarius komplet før efterårstrækket. Udenfor WP findes yderligere en mulig race: 4 "Tsaidamensis" (N og C Kina (Quinhai, Overvintringsområde dårligt kendt; når muligvis S Iran). Ligner arenarius, men er endnu lysere, og har længere vinger (hos han op til 102 mm). Nogle er dog identiske med isabellinus. Racens validitet er uklar – further information needed! En lys form "karelini" findes indenfor phoenicuroides’ udbredelsesområde. Den har grålig overside, kun svagt kanelbrunt anstrøg på issen, smalere og brunere maske, ofte lys tøjle, svagere, sandfarvet øjenbryn og hvid til sandfarvet underside. De yngler i lavland (phoenicuroides i større højder), og synes at være hyppigst i overlapningsområdet med Rødrygget Tornskade og phoenicuroides. Regnes af nogle russiske autoriteter som hybridform mellem Rødrygget Tornskade og Isabellatornskade. (et fund af en Isabellatornskade, sept. 2000 i Storbritannien ligner mest denne form (pers. com.),selvom den er bestemt til isabellinus (Millington 2000). Nomenklatur Bemærk: den race, der er benævnt speculigerus i Håndbogen nu har "byttet navn" til isabellinus. Denne form (mrk maske og sorte vinger) yngler i Mongoliet, Transbaikal og N Kina. Den "tidligere" isabellinus (lyse fugle med brune vinger) benævnes nu arenarius (Pearson 2000). Hybrider Phoenicuroides hybridiserer i overlapningsområdet med Rødrygget Tornskade med denne i 3 områder: SØ for Kaspiske Hav til N Iran, NØ for Araløsøen i Kasakhstan og i østlige Kasakhstan NØ for Lake Balkhash. Isabellinus hybridiserer med Rødrygget Tornskade i SØ Altai (44% hybrider i centrale dele af dette steppeområde). Formentligt hybridiserer de også andre steder, hvor de to arter mødes. Hybrider mellem Isabelatornskade og Rødrygget Tornskade er også truffet i Israel og Ø Afrika). Sådanne hybrider ligner Isabellatornskade, men har røde fjer i ryggen og bredere, sorte indslag i halen (kan være næsten helt mørk). Kan have bruntonede halesider (afspejler Rødrygget tronskade hans hvide). Hybridisering med isabellinus og Brun Tornskade er kendt i 2 tilfælde. Taksonomi Blev tidligere regnet som race af Rødrygget Tornskade og Brun Tornskade. Nogle (Panov 1995, Sangster et al. 1999) regner phoenicuroides som egen art: Turkestantornskade, adskilt fra arenarius Isabellatornskade. Sangster et al. (1999) regner med phoenicuroides, arenarius og isabellinus som 3 gode arter. Forekomst/biotop I Europa sjælden gæst (især ult. Sept.-pri. Nov) med enkelte forårsfund. I Storbritannien således min 57 fund t.o.m. 2000, i Sverige 10 fund og i Holland 8 fund t.o.m. 2000. De fleste har været phoenicuroides, men enkelte isabellinus. I Danmark blot ét fund (juni 1994, Anholt). Yngler i fladt eller let kuperet terræn, halvørken og ørken med spredte buske og træer. I øvrigt i lignede biotoper, ofte ved agerland. Bemærkninger: * Håndsvingfjer bag tertiærer: arenarius 4 (33%), 5 50%, 6 (17%) n=12. phoenicuroides: 5 (38%), 6 (62%). N=18. Isabellinus 4 (21%), 5 66%), 6 (58%). N=19. Exceptionelt er 7 håndsvingfjer set bag tertiærer (1% af 100 undersøgte totalt, incl. ikke racebestemte). Kilder:Litteratur L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. - S. Cramp & C.M. Perrins 1993: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VII. Oxford University Press. – E.N. Panov 1995: Superspecies of shrikes in the Former USSR. Proc West Found Vertebr Zol 6:26-33. - K. Malling Olsen, M.J. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – tärnskator.Fåglar i Sörmland 29: 13-25. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. Academic Press. – N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. - K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4/99: 25-33. – G. Sangster, C.J. Hazevoet, A.B. van den Berg, C.S. Roselaar & R. Sluys 1999: Dutch avifaunal list: species concepts, taxonomic instability and taxonomic changes in 1977-1998. Ardea 87: 139-165. - A.B. van den berg & C.W. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland. GMB Uitgiverij. – P.L. Meininger, H. Schekkerman & I. van den Berg 2000: "Izabelklauwieren" op Vlieland en op Texel en bij Castricum. Dutch Birding 22:319-321. - D.J. Pearson 2000: The races of the Isabelline Shrike Lanius isabellinus and their nomenclature. British Bulletin Onnithological Club 120:22-27. – R. Millington 2000: The isabelline shrike in Cambridgeshire. Birding World 13:366-367. T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. – M.J. Rogers & the Rarities Committee 2000: Report on rare birds in Great Britain in 1999. British Birds 93: 512-567. Skindstudier: Zoologisk Museum, København og Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm. Egne observationer: Kenya (dec-jan,), Kasakhstan og Kirgisien (juni 1989), Öland, Sverige (okt. 1994). Korrespondence, diskussioner og udlån af fotos: Lars Svensson, Reuven Yosef, Hanne & Jens Eriksen, Antero Topp, Markus Vareuvo, Conrad Greaves, Arnoud B. ven den Berg, Mike Hall, Mads Herbøl, Stig Jensen, Mads Jensen Bunch, Kasper Thorup, Carl Christian Tofte, Christian Cederroth og HOF’s kurser i avanceret feltornitologi (tak alle). RØDRYGGET TORNSKADE Lanius cullorio erstatter Håndbogen tekst s. 726-727 Længde 17 cm. Bestemmelse En af Europas mest udbredte tornskader. En ret lille, korthalet tornskade med lang hånd, hvor 6-8 håndsvingfjer er synlige bag tertiærerne (*). Forhold tertiærer:hånd 1:0.8-1. Har ret bred og ret lige afskåret hale. Ses ofte parvis i åbent landskab med tornebuske, under trækket i spredte smågrupper. Se Brun Tornskade og Isabellatornskade på webben. Adult han Grå isse, sort maske og rødbrun ryg gør sammen med sort hale med brede, hvide sider til sort spids adult han karakteristisk. Har lyst brunrosa underside (**). Vingerne er mørke, kun få% med lille, hvid plet ved svingfjerenes baser. Næb sort. Ben mørkebrune til gråsorte.. Adult hun har gråbrunt til gråligt hoved med brunlig maske, der kan være begrænset til bag øjet.Har svagt lyst,, gråspættet øjenbryn. Nakken tit afstikkende grå mod den gråbrune til varmt brune ryg. Overgumpen er grå med svage, mørke skæl.. Undersiden er hvidlig, tit med brunlige skæl, der normalt er kraftigst på brystets sider og bagflankerne. Blot 5% har svagt beige anstrøg over brystet og langs flankerne. Undergumpen er hvidlig eler svagt gråtonet. Halen er brun til sortbrun med hvide fjerrande. Tertiærerne er brune med lyse rande, der bliver hvidest mod spidsen. Tertiærerne er ofte i kontrast til den lysere ryg. Næb sort, sjældent med svagt gult felt ved undernæbbets basis (især efterår- vinter).. Ben mørkebrune. Visse ældre hunner kan være meget hanlignende, men har da mørkskællet underside og normalt indslag af lyst i tøjen. Adulte er om efteråret ret slidte, tydeligst på sving- og halefjer. De fælder i vinterkvarteret, men kan fælde en del af dragten – især hoved- og kropsfjer, men undertiden enkelte tertiærer, sving- og halefjer. Fældningen er fuldført i april, umiddelbart før forårstrækket. Juvenil ligner adult hun, men er tit varmere brun med mørkskællet overside og subterminalpletter samt lyse rande på vingefjerene. Undersiden er generelt kraftigere beige- til gulbruntonet med tydeligere, mere "sjusket" anbragte skæl, især på strubesiderne og op md hagen; hvor de kan stå ud mod lys skægstribe. Tøjlen er ofte ret lys med mørk streg til næbbasis i tøjlens underkant. Øredækfjerene er rustbrune. Oversidens grundfarve varierer fra gråbrun til varmt rødbrun med mere gråtonet overgump. Skulder- og dækfjer har tit rustbrune centre. Tertiærerne har lyse rande, der bliver hvidere mod spidsen og varierende, mørke bueformede subterminalpletter, der generelt er kraftigst hos gråbrune fugle. Tertiærerne kontrastrerer normalt ikke mod ryggen (ulig hos adult hun). Halen varierer fra varmt brun til rødbrun. Hos fugle med rødbrun hale er resten af oversiden dog også af samme rødbrune farve – eller i det mindste kraftigt tværvatret med rustbrunt anstrøg – hvorved bestemmelse fra brun og Isabelltornskade lettes. Underhalen er grålig, meget sjældent svagt orange- eler rusttonet hos fugle med rød overhale. Fugle med rødbrun overside har ofte mørkt på de rødtonede tertiærer reduceret til mørk skaftestribe. Næbbet har tit lysere basis mod mørkere spids ulig adult. Kønsbestemmelse undertiden mulig: fugle med tydelig grå nakke mod rustbrun overside og sortagtige håndsvingfjer har i >90% tilfælde vist sig at være hanner: populært sagt viser sådanne allerede indicier på den senere adult handragt. Hunner med varmt brun overside er jævnere tegnet, og er snarere kanelbrune end rødbrune. Desuden er nakken aldrig afstikkende grå som hos de fleste hanner (skind, indfangne fugle Christiansø). Bevarer stort set juvenildragten på efterårstrækket (se Brun Tornskade og Isabellatornskade), fælder højst enkelte kropsfjer, små og mellemste dækr og sjældent enkelte inderste store dækfjer. I modsætning til adult virker sving- og halefjer friske om efteråret. Flder komplet i vinterkvarteret, i jan-febr. Immatur i 1. sommer som adult, men kan have indslag af stærkt slidte, juvenile mørktegnede fjer på den i øvrigt ensartede ryg frem til 2K efterår Stemme Sangen er en varieret pludren med imitationer af andre småfugles sang og kald. Kal et hårdt churruk churruk og et svagt shack. Geografisk variation lille. 3-4 racer, hvis validitet dog synes tvivlsom. Aeten regnes som monotypisk af Worflok 2000. Ovenstående beskrivelse gælder for cullorio (det meste af området). Alle former overvintrer i Afrika. Østlige fugle har hyppigere hvide baser på håndsvingfjerene. Juxtus (Stornbritannien) han har generelt mørkere og varmere brun ryg end cullorio. Racens validitet synes meget tvivlsom. Renges nu som uddød "Kobylina" (Krim og Transkaukasien til Iran) ligner cullorio, men har generelt mattere brun ryg, ofte reduceret til bagryg. Isse ofte tydeligt lysere end hos cullorio. Fugle med karakterer af denne form er regelmæssige i Tyskland; repræsenterer muligvis blot den lyseste type af cullorio "Pallidifrons" (V Sibirien, muligvis trækgæst i Mellemøsten) han har hvidlig pande, lysere grå isse, lysere forryg og varmere rosabrun underside end cullorio. Varianter en atypisk han med lysegrå overside og ryg samt hvidlige håndsvingfjer er kendt (foto: Limicola 1995: 342). Hybrider: Se Isabellatornskade. Enkelte tilfælde af hybridisering med Brun Tornskade cristatus er kendt. Forekomst/biotop I Danmark lokalt almindelig ved skovbryn, på overdrev med tornebuske, i åbent land med spredte træer og buske, på heder, i moser og i unge plantager. Mod syd tillige i olivenlunde og frugtplantager. Generelt i tilbagegang i udbredelsesområdets nordlige del, men den danske bestand er som helhed stabil, dog med tyndgepunkt forskudt fra Øst- til Vestdanmark gennem 1990’erne. Overvintrer i tropisk Ø Afrika til sydlige Afrika. Ankommer til Nordeuropa i maj, og trækker bort aug.-med sept – enkelte "efternølere" kan træffes til sidst i oktober. Bemærkninger * synlige håndsvingfjer bag tertiærer: 6 (22%), 7 (67%), 8 (11%). N=49. ** 4% af 775 ad. Han kan have svage,mørke bånd på flankerne (Lefranc & Worfolk 1997). Tabel: Håndkarakterer hos Rødrygget Tornskade, Isabellatornskade og Brun Tornskade cristatus Efter Svensson 1992, Cramp & Perrins 1993, Lefranc & Worfolk 1997, Worfolk 2000
Næbhøjde ved basis 6.7-8.0 7.6-8.9
Kilder: Litteratur L. Svensson 1992: Identification guide to European Passeries. (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. - K. Malling Olsen, M. J.. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – törnskator. Fåglar i Sörmland 29: 13-25.. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. - M.B. Grell 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag. – K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4:99: 25-33. - T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. – Skindstudier: Zoologisk museum, København og Naturhistoriska Riksmusset, Stockholm. Egne observationer: Stort antal i Danmark og Sydsverige, Østeuropa og Bulgarien. Mængder af fotos. Diskussioner, fotos og korrespondence: Lars Svensson, Reuven Yosef, Arnoud B. van den Berg, Hjalte B. Johansen, Hanne & Jens Eriksen, Kasper Thorup, Mads Jensen Bunch, Carl Chritian Tofte, Hans Larsson, Falsterbo Fågelstation og HOF’s kurser i avanceret feltornitologi (tak til alle) LANGHALET TORNSKADE Lanius schach erstatter Håndbogen tekst s. 727 Længde 20-24 cm. Bestemmelse Ligner en mørk Stor Tornskade, men har længere, spidsere hale samt rustbrun overgump og overhaledækfjer. Issen og forryggen er mørkegrå (med lilla anstrøg), skuldrene har gulbrunt anstrøg. Vingerne er sortbrune med rustbrune fjerrande og kun en meget lille, hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Sort maske går over næbbets basis, hvilket gør, at fuglen set forfra kan lede tanken hen imod Rosenbrystet Tornskade. Undersiden er hvidlig med afstikkende gulbrune flanker og bug. Meget karakteristisk i flugten med korte, runde vinger og lang, kileformet mørkebrun hale, der er sortere ved basis og rustbrun mod spidsen – mangler helt hvidt i halen, men har gulbrune til hvidlige halesider. Sidder tit frit fremme, som i trætoppe eller buske. Adult beskrevet. Kønnene er ret ens Adult han har rent sort maske, der går max. 10 mm over næbbets basis. Den afgrænses oventil af en smal, hvid øjenbrynstribe, der fortstter som smalt bånd over næbbets basis. Næbbet er sort. Adult hun ligner adult han, men er mattere med bruntonet maske, der normalt ikke går over næbbasis, lysere basis af undernæbbet og mangler normalt hvid plet i vingen. Adulte fælder komplet efter yngletiden, erythrononus før efterårstrækket. Juvenil er mattere og brunere med brungrå overside, der har mørke og lyse tværbånd. Masken er bruntonet. Overgump og overhaledækfjer har brede, orangebrune fjerrande. Undersiden er lys med mørke skæl på bryst og flanker. Har brede, gulbrune kanter på dækfjerene, der danner lyst vingepanel sammen med de brede, lyse tertiærrande. Mangler tydelig hvid vingeplet. Fælder hoved- og kropsfjerene og evt. nogle dækfjer og tertiiærer kort efter udflyvningen, men undertiden til okt. Immatur i 1 vinter som adult, med med slidte og brune sving- samt dækfjer, og smallere sort bånd over næbbasis. Fælder undertiden kun partielt i 1. sommer. Stemme Kaldet er et skarpt, hæst chackerek. Sangen er varieret og indeholder – som andre tornskader – imitationer af andre fugles stemmer. Geografisk variation I alt 9 racer i Ø Asien. De fleste er korttrækkere, men erythronus (den race, der er truffet i Europa) er langtrækker. Erythronus (S Turkmenien og S Kasakhstan mod SØ til N Indien. Fugle fra Kasakhstan, Turkmenien og Afghanistan er trækfugle, der overvintrer i nordlige del af det indiske subkontinent) Den relevante form i WP; beskrevet ovenfor. Øvrige racer er standfugle eller korttrækkere, og således ikke relevante som "ægte strejfgæster" i WP. Caniceps (W og S Indien til Sri Lanka) ligner erythronotus men har mørkere grå overside med rødbrunt begrænset til overgump/overhaledækfjer. Halen er sort. Schach (Ø og S Kina, Taiwan og Hainan) ligner erythronotus men er større med kraftigere næb. Desuden er det sorte bånd over næbbets basis bredere (op til 2 cm.), oversiden er mørkere grå med rødbrunt anstrøg. Halen har rustbrune kanter. Optræder i en melanistisk form "fuscatus", der har stålgrå overside (isse til forryg), brunlig ryg, sorte vinger uden hvid plet og sort hale.Hoved til forbryst mørkebrun med sort maske. Bagryg og især overgump har rustbrunt anstrøg. Undersiden er mørkegrå, undertiden med rustbrunt anstrøg. Mellemformer med lysere former er regelmæssige, f.eks. i Hongkong. Tricolor (Nepal og østpå til N Burma og Yunnan, N Laos og N Thailand. Foretager korte trk, f.eks. til Nepals terai) har bred, sort kalot, mørkt brunrød overside og kun smalt, gråt felt på forryggen. Har hvid vingeplet. Halen er lang. Overgangsformer mellem tricolor og erythronus forekommer i vestlige Nepal. Longicaudatus (SØ og C Thailand) ligner tricolor, men har rødere overside og endnu længere hale, samt større hvid vingeplet. Nasatus (Phillippinerne, bortset fra Sulu øerne) ligner tricolor, men har mørkegrå forryg og lysere rødbrun overside. Suluensis (Sulu øerne) ligner nasatus, men har hvidgrå forryg og lysere overside. Stresemanni(New Guinea) ligner nasatus, men har begrænset gråt på forryggen og mørkere rustrød bagryg. Bentet (Malaysia, Sumatra, Java, SØ Borneo, Lesser Sunda islands, Timor) har varierende sort isse. Overside mørkegrå med rødbrun overgump/overhaledækfjer. Hvidt vingefelt mangler eller er meget svagt. Har kortere vinger, men længere hale end andre racer. Forekomst/biotop Yngler i Ø asien, især på det Indiske subkontinent og i S Kina. Findes i åbent landskab med tykninger, tætte buskadser, i skovbryn, på heder og ved haver. Erythronotus er strejfgæst i Israel og Tyrkiet. I Europa 2 fund: Sverige juni 1999 og Storbritannien okt. 2000. Ikke racebestemte fugle er truffet i bl.a. Oman, UAE og Japan. Et fund fra Ungarn renges nu som hybrid mellem Rosenbrystet og Rødhovedet Tornskade! Kilder: Littaratur: C. & T. Inskipp 1985: Birds of Nepal. Christopher Helm. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. – A. Pettersson 1999: Rostgumpad törnskata, Stora Karlsö, Gotland. Roadrunner 3/99: 29-30. – J. Bonnedahl 2000: Nytt från raritetskomiteen. Vår Fågelvärld 59/5: 26-27. – A. Stevenson 2000: The Long-tailed Shrike on the Outer hebrides – a new British Bird. Birding World 13:454-457. Egne observationer: Kirgisien (maj 1989), Rajastan og Goa, Indien (jan. 1978, febr. 1999). Diskussioner med Zoltan Eczedi, Ungarn. AMETYSTSTÆR Cinnyricinclus leucogaster Længde 19 cm. Bestemmelse Ca 10% mndre end Stær med slankere krop og længere hale. Flyver hurtigt og direkte, som Stær. Adult han umiskendelig: har skinnende purpur-violet hoved, brust og overside, skarp afsat fra hvid bug. Bemærk, at i skygge virker de skinnende partier sorte eller rødlige. Vingerne er sorte. Øjnene er gule. Det korte næb er sort med smal,gul mundvig. Adult hun er mørkebrun med brune striber over det hvide bryst; struben er brunlig. Bugen er hvidlig, undertiden med mørke striber. Den brune ryg har gulbrune skæl og naken har mørke striber. Øjnene er gule. Juvenil ligner adult hun, men har kastaniebrune øjne. Stemme Sangen er en høj, melodisk gurglen. Kald er ringende og stiger til en kort klukken (den sidste del høres også, når fuglen tager flugten). Forekomst/biotop Sydlige Arabien og Yemen samt Østafrika. Yngler på stepper og i småbjerge samt i trækldte wadier med spredte træer, mest i højder mellem 500 og 2000 meter. Yngler i huller i træer. Ses ofte i småflokke. Tilfældig gæst i Israel. (juli-aug. 1983). Kilder: R.F. Porter, S. Christensen & P. Schiermacher-Hansen 1996: Field guide to the Birds of the Middle East. – H. Shirihai 1999: Fufty new species to Israel 1979-1998: their discovery and documentation, with tips on identification. Sandgrouse 21: 45-105. ALLIKE Corvus monedula Afløser geografisk variation, Håndbogen s. 748. Geografisk variation Lille, med gradvise overgange. 4 racer. Monedula (Skandinavien til Ø Europa) beskrevet under Håndbogens hovedtekst): Har gråtonet ryg og underside i ret kontrast til sort isse, strube og vinger samt tydeligt gråt felt på halssiderne; kan have smalt hvidligt "halsbånd". Halsbåndet bør dog aldrig alene bestemme fuglen til Halsbåndsallike, da det er regelmæssigt hos skandinaviske fugle; 5-7% herhjemme har således halsbånd, og en lidt større andel af trækgæster i det sene efterår viser halsbånd (er formenligt fugle fra overgangsområderne mellem denne og Halsbåndsallike). . Soemmerringii (Halsbåndsallike) (Ø Finand/V Rusland til Ø Rumænien og østover til Sibirien) ligner monedula (vestlige fugle identiske med disse), men undersiden er generelt mørkere, og visse har meget lysere grå halssider og bredt, hvidt halsbånd – så meget, så fuglen afslører sig direkte mellem almindelige Alliker. Sådanne er sjældne herhjemme, men KMO har set ca. 5 (især Skåne, vinter) gennem årene. Spermologus (Storbritannien og V Europa S til Marokko, og Ø til C Europa; overgangsformer til monedula findes i Danmark) er den mørkeste form. Virker rent sort med mørkegrå halssider og højst en meget lille, hvid linie som antydning af halsbånd. Visse er næsten ensartet sorte incl. halssider, i det mindste i Storbritannien. Næb generelt kraftigere end andre racers. Cirtensis (NØ Algeriet) ligner spermologus, men er mattere og mere gråtonet med svagere hovedtegninger end andre racer (bortset fra visse spermologus). Kilder: A. Harrop 2000: Identification of Jackdaw forms in northwestern Europe: Birding World 13: 290-295. Egne observationer, Danmark, S Sverige, mellemste Storbritannien. BRUNSISKEN (LILLE GRÅSISKEN) Carduelis cabaret Længde 11.5-13 cm. Bestemmelse Ligner en lille, mørk Gråsisken (for generel beskrivelse af Gråsisken, se Håndbogen s. 774-775). I forhold til Gråsisken er oversiden varmere brun, altid med tætte, mørke striber på overgumpen (hvis grundfarve tit er gulbrun). Brystet er varmt gulbrunt i kontrast til hvid mave; som hos gråsisken er undergumpen forsynet med lange og brede, mørke skaftestriber. Har gulbrune vingebånd, der medvirker til en mere ensfarvet vinge end hos Gråsisken. Desuden er ansigtet mørkere med varmt brun kind, mørk pande og ofte mørkere vinrød pandeplet. Bliver ved slid (sensommer) mere gråtonede. Vinge 67-73.5 cm. Denne tekst erstatter omtale af Lille Gråsisken under gografisk variation, side 775 Taksonomi For nyligt officielt udskild fra Gråsisken som egen art. Stemme Kald tit mere spurveagtige, knapt så agressivt maskingeværagtige, men mere snurrende end hos Gråsisken. Forekomst/biotop Yngler I C Europa mod nord til Sydnorge og Sydsverige. I Danmark hyppigst i ret lave bevoksninger af fyrreskov nær kysten, men især i Jylland også i bland- og birkeskov samt i udkanten af byer. Indvandret i nyere tid, i Østdanmark fra først i 1970’erne. De fleste er trækfugle, der ankommer i april og trækker bort i oktober, men i visse år ses en del overvintrende. Stor bestandsfremgang i 1990’erne. Kilder: BOURC officiel meddelelse aug. 2000; M.J. Grell: Fuglenes Danmark 1998, Svensson, Identification Guide to European Passerines 1992. Egne observationer Sydskandinavien, bl.a. indfangne ved Falsterbo om efteråret. AZORERDOMPAP Pyrrhula murina Afløser tekst i Håndbogen under geografisk variation s. 808, ssp. murina Længde 16 cm. Bestemmelse Endemisk på Saõ Miquel, Azorerne (hvor Dompap ikke findes). Ligner Dompap, men begge køn ligner hun Dompap. Lidt større end Dompap med længere, kraftigere næb og kortere, rundere vinger. Har brunsort kalot og gulbrun til gråbeige, ikke hvid overgump. Desuden har de store dækfjer bruntonede spidser, og tertiærernes kanter har rødbrunt anstrøg. Hannen har beigebrun underside. Hunen ligner hannen, men har mere grålig, og kun svagt gulbrun underside og overgump. Taksonomi På baggrund af kønsmæssig ensartethed og geografisk isolation fra andre former regnes Azorerdompap nu som egen art. Stemme: Synes at ligne Dompappens. Forekomst/biotop Meget sjælden ynglefugl i tætte bjergkrat på østlige del af Sao Miquel, Azorerne. Kilder: P. Clement, A. Harris & J. Davis 1993: Finches and Sparrows. A&C Black. S. Cramp & C.J. Perrins (red.) 1994: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VIII. Oxford University Press. Egen obs. Sao Miquel, Azorerne sept. 1996. KROGNÆB Pinicola enucleator Længde 18.5-22 cm. Bestemmelse: En stor og kraftig, langhalet finke med oval krop, lille næb og lang, "påsat" hale, der synes lige afskåret når den spredes. Kroppen er stærestor. Har 2 hvidlige vingebånd og brede, hvide kanter på tertiærerne. Ansigtsudtryk lidt dystert, da tøjlen og øjets omgivelser er mørkere end resten af hovedet. I flugten som enorm Kornværling. Over lange strækninger flyver den i flagspætte- eller tornskadeagtige buer, men undertiden mere retlinet (især korte strækninger); virker da ret tung og "næbløs", da det korte næb (der her en lille krog i spidsen) "flyder sammen" med hovedet. Foretrækker nåleskove, hvor den gerne færdes højt til vejrs og stilfærdigt; overses da let. Om vinteren desuden ved rønnebær. Er tit meget tillidsfuld, og lader sig komme ind på få meters afstand. Adult han er lyst hindbærrød på hoved, ryg og underside. Flankerne og bagbug til undergump er grå. Ryggen er let stribet. De hvide vingebånd og tertiærkanter er bredere end hos yngre fugle, og kan have rosa anstrøg. Overgumpen er lysegrå, men kan være rød som hovedet. Ved slid 8fra midvinter) ofte kraftigere rød. Adult hun er olivengrå, brungrøn eller lyst orange med grå til overgump, bagflanker og bug. Ryggen er svagere stribet end hannens. Tidligt på efteråret er grå dragtindslag dækket af orangegule fjerspidser, der dog hurtigt afslides. Har ofte varmere orange indslag på hoved og bryst. Adulte har afrundede halefjer. Hele dragten er frisk og ensartet om efteråret, da arten fælder komplet om sommeren.. Juvenil har mørkebrunt hoved og overside samt askebrun underside, kun med svagt gulbrunt anstrøg på strube og bryst. Vingebånd og halesider har grulbrunt anstrøg; vingebånd og tertiærernes kanter er smallere end hos adult. Fælder hoved, krop og nogle dækfjer juli-okt til adult (hun)lignende. Immatur (1K efterår-2K sommer) ligner adult hun, men har lidt smalere, ofte gulbruntonede vingebånd og tertiærkanter. Hannen kan om efteråret få indslag af rosa fjer på især hoved og bryst, men normalt dominerer orange, der generelt er kraftigere end hos adult hun (men med stor individuel variation). Immatur hun ligner adult hun, men er generelt lysere gultonede på hoved og forkrop; får formentligt aldrig orange på brystet. Aldersbestemmelse om efteråret fra adult er svær, hvorfor de fleste fugle er "hunner/1K). På tæt hold – hvilket tit er muligt – ses dog, at halefjerene er spidse og tit slidte. Håndsvingfjerene kan slides til bruntonede fra okt. Undertiden kan fældningsgrænse erkendes på dækfjer; de inderste har bredere, hvide spidser end de yderste. Stemme Sangen er et kort, eksplosivt strofe af bløde fløjt på 2-3 sekunder; kan indeholde jodlen. Strofen er tit kraftigt i midterste del, og kan minde om sang fra Tinksmed. Synger tit fra toppen af træ.Har flere kald. Mest typisk er et lyst, tre-tonet tri-li-ly, der ligner kald fra Bjerglærke eller et lyst hedelærkekald. Kan også sammenlignet med et fuldtonet kald fra Mudderklire. Også et eksplosivt chep-wheet og puee (som højt, piftende kald fra Dompap). Fra fouragerende fugle undertiden et kort, højtonet, men lavmælt tjew, der kan minde om svagt kald fra Spætmejse, men også om enkeltkald fra Grønsisken; fra fødesøgende flokke lave, snakkesagelige bytt-bytt-bytt, der afslører slægtskabet med korsnæb. Forekomst/biotop Yngler ret almindeligt (men meget tilbagetrukket) fra Melemskandinavien og østover i ældre nåle og blandskov, tit på fugtig bund med indslag af birke og bærbærende buske. Tiltrækkes udenfor yngletiden af såvel nåleskov (helst fyr) og bærbærende buske, især rønnetræer. Kan foretager ret store invasioner sent på efteråret (ult.okt.-pri.dec.), der gerne rammer Mellemsverige efter indtræk fra Finland, og søger direkte mod vest; allerede i dec. har trækket en nordvestrettet kurs. De største antal er f.eks. 16.400 trk. 13.11 1976 Torö, Uppland. De seneste invasioner var efterårene 1976, 1989, 1998 og 2000. I Danmark uregelmæssig, meget sjælden gæst, der kun træffes i forbindelse med invasoner. Den største nyere invasion var i nov. 1998, hvor bl.a. 73 taltes ved Skagen. En del store "skandinaviske" invasioner rammer dog aldrig Danmark; i efterår 2000 således ikke en eneste observation fra Danmark; var dette år ret talrig i Mellemsverige med flokke til Nordskåne. Kilder: L. Svensson 1992: Identification guide to European passerines (4 udgave). Märstatryck, Stockholm. – P. Clement, A. Harris & J. Davis 1993: Finches and Sparrowa. A&C Black. - S. Cramp & C.M. Perrins 1994: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VIII. Oxford University Press. - L. Svensson, K. Mullarney & D. Zetterström 2000: Den Store fuglebog. L&R Fakta. – H. Harrop 2000: The Pine Grosbeak in Shetland. Birding World 13:448-450. - Diverse SU-rapporter og rapporter på interet via "Brevduvan" (efterår 2000). Egne obs. Norge, Mellemsverige, Skåne (bl.a. 5 ex. 25.12 2000) og Danmark (Skagen nov. 1998). LANGHALET ROSENFINKE Uragas sibiricus Længde 16-18 cm. Bestemmelse En lille og kompakt, langhalet finkefugl med påfaldende kort og stumpt næb. Dragten virker tit "oppustet", og kan – især på fugle med hvidpudret overside – give visse mindelser til Hvidsisken, især når fuglen i sammenkrøbet positur kryber rundt på jorden. Den lange hale er sort med hvide sider. Den er meget langhalet, og visse fugle har givet observatørerne mindelser til en blanding mellem Hvidsisken og Halemejse med strejf af såvel Karmindompap og Snespurv! Flyver let bølgende – ligner da en meget lille Krognæb!; vingerne giver i flugten en let summende lyd, der dog kun erkendes meget tæt på. Fouragerer lavt på urter som en sisken, men søger en del føde på jorden. Adult han har i sommerdragt varmt rosa ansigt (mørkest foran øjet), overgump og underside. I frisk dragt er rosa partier devis dækket af sølvgrå fjerspidser. Issen og nakken er hvidpudrede. I slidt dragt (forår9 bliver kontrasten melem ansigt og isse tydeligere, og rosa partier mere intensive. Ryggen er koldt grålig med brune til rødlige striber. Det meste af vinger er hvid, da kun de inderste dele af de enkelte dækfjer er mørke, men håndsvingfjerene er sorte med hvide spidser. Det korte, koniske næb er gulligt. I vinterdragt bliver issen og forryggen næsten hvid og den meget lyse ryg har blot smale, mørke striber. Undersidens rosa virker da hvidskællet. Adult hun er lysegrå med brunligt anstrøg på ryggen og smale, mørke striber på ryggen og brystet. Vingen er knapt så lys som hannens, men har hvide store dækfjer og armsvingfjer.. Overgumpen er gulbrun. Næbbet mere gråtonet gult end hannens. Ung han (frem til forår) ligner adult hun, man har mere koldt gråtonet overside, lille, rosa "bro" over næbbet der kan fortsætte gennem øjet og til kinden som afgrænsning fra gullighvid strube (sm hagesmk) samt gulbrunt, svagt plettet bryst. Skuldre og overgump er varmere gulbrune end hunnens. Har 2 brede, hvide vingebånd. Næbbet er grågult med mørkere spids. En del forårsfund i V og N Europa kunne antyde, at 2K han kun anlægger partiel adultdragt. Ung hun ligner ung han, men er mere ensartet grålig uden gulbrun overgump. Geografisk variation ret stor. Sibiricus (sydlige Sibirien til randen af WP og mod Ø til Amurland) beskrevet. Ussuriensis (Ussurien til N Korea) er mørkere end sibiricus. Hannen har mørkere karminrøde partier og brunere overside. Hunnen er mørkere med kraftigere striber og har rosa overgump samt ofte rosa anstrøg på brystet. Sanguinolentis (Sakhalin til N Japan) har kortere hale end andre racer, og er endnu mørkere på oversiden, hannen med brunlig, ikke gråligt, anstrøg på hoved og overside, men har hvidligt ansigt, højst med svagt lysrosa anstrøg. Hunnen har om vinteren renere sandfarvet hoved og overside. Øvrige, østligere racer er mørkere med endnu kortere hale (se nedenfor nævnte kilde for yderligere detaljer). Stemme Kaldet er ringende og melodisk; ligner Jernspurvens, men er mere opdelt i 3-5, mere velklingende toner. Også et højt, metallisk hit, der kan dubbleres til hip-hyuib. Sangen er en ret vidtlydende, korsnæbagtig serie af triller og kvidrende toner, ofte med hyppige indslag af et tretonet tjili-tjili-tjili, der kan tilføjes et afsluttende tjuyi, der kan give mindelser til sang fra Karmindompap. Synger fra toppen af busk lig en værling. Forekomst/biotop Yngler i C Rusland og østover (mod vest nu på grænsen til WP) i sumpede områder med lave piletræer- og buske med rigelige indslag af græsser. Også i fugtige fyrre, birke- og elleskove og sumpe, gerne nær floder i op til 3400 meters højde. Foretager om vinteren ret korte træk mod syd og sydøst. En del fund i V Europa regnes alle som undslupne fra fangnskab, men en del forårsfund (ult. April-pri.maj) fra N Europa (incl.) Danmark falder sammen med artens ankomst til de sibiriske ynglepladser, og kan være spontane. Fremtiden vil vise, om dette interessante mønster holder! Kilder: P. Clement, A. Harris & J. Davis 1993: Finches & Sparrows. – Christopher Helm. Egne observationr, Sibirien juni 1989; flere mindre indlæg i .f.eks. Birding World. Beskrivelser tilsendt SU (bl.a. P. Lyngs & M.J. Bunch, Christiansø maj 2000). BLÅVINGET SANGER Vermivora pinus erstatter hybrider s. 810, Gulvinget Sanger Længde 12 cm. Bestemmelse: Lidt størreog kraftigere end Løvsanger. En karakteristisk gul sanger med olivengrøn overside, gråblå vinger og 2 hvidlige vingebånd. Næbbet er påfaldende langt, tyndt og spidst. Har desuden en smal, sort tøjlestribe – som en fin, lille maske ("miniaturepirol"). Undergumpen er hvidlig. Halen blågrå med hvide pletter, der let ses, når halen spredes. Færdes ofte ret åbent og flagrer ret langsomt gennem vegetationen – derfor let at få at se. Adult beskrevet. Hannen er kraftigst farvet med varmt gult hoved og underside og kraftig grøntonet nakke til ryg i skarp kontrast til hovedet. Tøjlestriben er rent sort. De hvide vingebånd er brede. Overgumpen er grå. Halen har ret store, hvide langstrakte pletter på alle bortset fra de mellemste halefjer. I frisk dragt (efterår) har hovedfjerene svage, grønne kanter. Næbbet er helt sort. Hunnen er lidt mattere end hannen, og har antydet mørkere isse og kind. Den grøngule nakke går direkte over i ryggen. Tøjlestriben er gråtonet og svagere afst end hannens. Halen har kortere, hvide pletter begrnset til de 3 yderste par halefjer. Immatur 1-års hanner ligner adult hun, man kan have gulere hoved. "Hanlignende" fugle aldersbestemmes om efteråret på grålig tøjlestribe, grønt anstrøg i bagissen (hos adult er hele bagissen gul) og smalere hvide, opbrudt vingebånd (ikke komplet, bredt hvidt som hos adult) samt lys basis af undernæbbet. Bliver fra om vinteren mere lig adult han: aldersbestemmes da på spidse halefjer og håndsvingfjer samt slidte alula, hånddækfjer og halefjer. 1-års hun er svagere tegnet end øvrige dragter. Har ofte kun svag, gul øjenbrynstribe og mangler helt kontrast mellem isse og ryg. Har ofte gulonet undergump. Juvenil Hoved og overside olivenbrune med gult anstrøg og gråtonet tøjle. Undersiden er lyst okkergul, og vingebåndene gultonede. Stemme: Kaldet et et skarpt, melodisk tchip og i flugten et højt, tyndt zzee. Kaldene adskiller sig for det utrænede øre ikke fra andre amerikanske sangeres. Sangen er et summende, udtrukkent bzeeee bzeeee, hvor anden tone er lavere og let rullende. Hybrider Hybridiserer tit med Gulvinget Sanger V. chrysoptera. Flere hybridtyper er kendt: Brewsters Sanger (hyppigste hybridtype): han har gråt ansigt med smal, sort maske afgrænset af hvidt, gul pande og brystplet samt hvid underside. Nakken til ryggen er lysegrå, ofte med oliven anstrøgog grå vinger med 2 hvide (undertiden gultnede) vingebånd. Hale grå med hvide pletter. Hun svagere tegnet med grålig maske, grønlig nakke og olivengrå overside; har tit renere gul underside (især bryst). Lawrence’s Sanger (sjældnere type, der formentligt er fler-generationshybrider): han har sort tøjle, kind og strube og klart gul isse, strube og underside; undergumpen er hvid. Nakke til ryg olivengrønne. Har som Blåvinget Sanger grå vinger med 2 hvide vingebånd. Halen har hvide pletter. Hun er mattere med grålige hovedtegninger (incl. tøjle og maske), mattere gul isse i svag kontrast til ryggen, olivengul pande og 2 gulige vingebånd. Forekomst/biotop Yngler i Nordamerika mod nord til New England, generelt syd for Gulvinget Sangers udbredelsesområde. Overvntrer især i Centralamerika mellem S Mexico og Costa Rica. Tilfældig gæst i Irland (okt. 2000). Kilder: J. Curson, D. Quinn & D. Beadle 1994: New World
Warblers. – Christopher Helm. – S. Wing 2000:
The Blue-winged Earbler in County Cork – a new Western Palearctic
bird. – Birding World 13: 408-409.
|