Klaus Malling Olsen
ORIENTSTENPIKKER Oenanthe picata
Længde 15 cm.
Erstatter Bemærkning, Persisk Stenpikker Håndbogen
s. 619
Bestemmelse Ligner Persisk Stenpikker, men er mindre
med mindre hoved og kortere ben, der medvirker til, at fuglen
står mere vandret.
Adult han er mat sort med smallere, hvid overgump
end hos Persisk (ikke synlig på stående fugle). Har
desuden bredere, sort strube, men smallere, sort halebånd
af ensartet bredde. Om efteråret kan undergumpen være
gulbrun.
Adult hun er brun, hvor hannen er sort. har gråbrunt
hoved med mørk maske, strube og ryg samt lys beige
bug. Kan have sort strube.
Geografisk variation 3 racer (picata (yngler
i Iran, overvintrer i østlige Arabien) beskrevet. Capistriata
(Afghanistan, muligvis østlige Iran): han har gråhvid
isse, der i slidt dragt bliver hvid. Ligner Nonnestenpikker, men
har generelt lysere isse (hos Nonnestenpikker grå med hvide
kanter om foråret; om efteråret grålig med hvide
fjerrande), bagbryst og strube ofte rustbrun og den sorte strubeplet
har kun smalle, lyse fjerrande. Hunner ligner Nonnestenpikker,
men har brede, mere ensartet sort endebånd på halen
(ligner Stenpikkers), kun med lidt mere sort på den yderste
halefjer. Opistholeuca (sjælden vintergæst
i Iran, tilfældig gæst i Israel Febr. 1986) han er
sort med hvid overgump og bug samt "stenpikkertegnet"
hale. Ligner Hvidkronet Stenpikker af sortisse type, men har bredt,
sort halebånd. Og skarpere afsat sort bug mod hvid undergump.
Kan også forveksles med den mørke type af Klippestenpikker,
men har mørke, ikke lyse baser af håndsvingfjerene,
samt skarpere afsat sort bug mod hvid undergump.
Stemme har en ret skramlende sang i modsætning
til Persisk Stenpikker.
Forekomst/biotop Yngler i åbent, klippeklædt
landskab med buske samt langs stejle flodbrinker. Overvintrer
i lavland, bl.a. i agerland mod S til Oman. Tilfældig gæst
i Israel (se geografisk variation).
Kilder: R.F. Porter, S. Christensen & P.
Schiermacher-Hansen 1996: Field guide to the Birds of the Middle
East. H. Shirihai 1999: Fifty new species to Israel
1979-1998: their discovery and documentation, witp tips on identification.
Sandgrouse 21: 45-105.
|