Klaus Malling Olsen

RØDRYGGET TORNSKADE Lanius cullorio erstatter Håndbogen tekst s. 726-727

Længde 17 cm.

Bestemmelse En af Europas mest udbredte tornskader. En ret lille, korthalet tornskade med lang hånd, hvor 6-8 håndsvingfjer er synlige bag tertiærerne (*). Forhold tertiærer:hånd 1:0.8-1. Har ret bred og ret lige afskåret hale. Ses ofte parvis i åbent landskab med tornebuske, under trækket i spredte smågrupper. Se Brun Tornskade og Isabellatornskade på webben.

Adult han Grå isse, sort maske og rødbrun ryg gør sammen med sort hale med brede, hvide sider til sort spids adult han karakteristisk. Har lyst brunrosa underside (**). Vingerne er mørke, kun få% med lille, hvid plet ved svingfjerenes baser. Næb sort. Ben mørkebrune til gråsorte..

Adult hun har gråbrunt til gråligt hoved med brunlig maske, der kan være begrænset til bag øjet.Har svagt lyst,, gråspættet øjenbryn. Nakken tit afstikkende grå mod den gråbrune til varmt brune ryg. Overgumpen er grå med svage, mørke skæl.. Undersiden er hvidlig, tit med brunlige skæl, der normalt er kraftigst på brystets sider og bagflankerne. Blot 5% har svagt beige anstrøg over brystet og langs flankerne. Undergumpen er hvidlig eler svagt gråtonet. Halen er brun til sortbrun med hvide fjerrande. Tertiærerne er brune med lyse rande, der bliver hvidest mod spidsen. Tertiærerne er ofte i kontrast til den lysere ryg. Næb sort, sjældent med svagt gult felt ved undernæbbets basis (især efterår- vinter).. Ben mørkebrune. Visse ældre hunner kan være meget hanlignende, men har da mørkskællet underside og normalt indslag af lyst i tøjen.

Adulte er om efteråret ret slidte, tydeligst på sving- og halefjer. De fælder i vinterkvarteret, men kan fælde en del af dragten – især hoved- og kropsfjer, men undertiden enkelte tertiærer, sving- og halefjer. Fældningen er fuldført i april, umiddelbart før forårstrækket.

Juvenil ligner adult hun, men er tit varmere brun med mørkskællet overside og subterminalpletter samt lyse rande på vingefjerene. Undersiden er generelt kraftigere beige- til gulbruntonet med tydeligere, mere "sjusket" anbragte skæl, især på strubesiderne og op md hagen; hvor de kan stå ud mod lys skægstribe. Tøjlen er ofte ret lys med mørk streg til næbbasis i tøjlens underkant. Øredækfjerene er rustbrune. Oversidens grundfarve varierer fra gråbrun til varmt rødbrun med mere gråtonet overgump. Skulder- og dækfjer har tit rustbrune centre. Tertiærerne har lyse rande, der bliver hvidere mod spidsen og varierende, mørke bueformede subterminalpletter, der generelt er kraftigst hos gråbrune fugle. Tertiærerne kontrastrerer normalt ikke mod ryggen (ulig hos adult hun). Halen varierer fra varmt brun til rødbrun. Hos fugle med rødbrun hale er resten af oversiden dog også af samme rødbrune farve – eller i det mindste kraftigt tværvatret med rustbrunt anstrøg – hvorved bestemmelse fra brun og Isabelltornskade lettes. Underhalen er grålig, meget sjældent svagt orange- eler rusttonet hos fugle med rød overhale. Fugle med rødbrun overside har ofte mørkt på de rødtonede tertiærer reduceret til mørk skaftestribe. Næbbet har tit lysere basis mod mørkere spids ulig adult.

Kønsbestemmelse undertiden mulig: fugle med tydelig grå nakke mod rustbrun overside og sortagtige håndsvingfjer har i >90% tilfælde vist sig at være hanner: populært sagt viser sådanne allerede indicier på den senere adult handragt. Hunner med varmt brun overside er jævnere tegnet, og er snarere kanelbrune end rødbrune. Desuden er nakken aldrig afstikkende grå som hos de fleste hanner (skind, indfangne fugle Christiansø).

Bevarer stort set juvenildragten på efterårstrækket (se Brun Tornskade og Isabellatornskade), fælder højst enkelte kropsfjer, små og mellemste dækr og sjældent enkelte inderste store dækfjer. I modsætning til adult virker sving- og halefjer friske om efteråret. Flder komplet i vinterkvarteret, i jan-febr.

Immatur i 1. sommer som adult, men kan have indslag af stærkt slidte, juvenile mørktegnede fjer på den i øvrigt ensartede ryg frem til 2K efterår

Stemme Sangen er en varieret pludren med imitationer af andre småfugles sang og kald. Kal et hårdt churruk churruk og et svagt shack.

Geografisk variation lille. 3-4 racer, hvis validitet dog synes tvivlsom. Aeten regnes som monotypisk af Worflok 2000. Ovenstående beskrivelse gælder for cullorio (det meste af området). Alle former overvintrer i Afrika. Østlige fugle har hyppigere hvide baser på håndsvingfjerene.

Juxtus (Stornbritannien) han har generelt mørkere og varmere brun ryg end cullorio. Racens validitet synes meget tvivlsom. Renges nu som uddød

"Kobylina" (Krim og Transkaukasien til Iran) ligner cullorio, men har generelt mattere brun ryg, ofte reduceret til bagryg. Isse ofte tydeligt lysere end hos cullorio. Fugle med karakterer af denne form er regelmæssige i Tyskland; repræsenterer muligvis blot den lyseste type af cullorio

"Pallidifrons" (V Sibirien, muligvis trækgæst i Mellemøsten) han har hvidlig pande, lysere grå isse, lysere forryg og varmere rosabrun underside end cullorio.

Varianter en atypisk han med lysegrå overside og ryg samt hvidlige håndsvingfjer er kendt (foto: Limicola 1995: 342).

Hybrider: Se Isabellatornskade. Enkelte tilfælde af hybridisering med Brun Tornskade cristatus er kendt.

Forekomst/biotop I Danmark lokalt almindelig ved skovbryn, på overdrev med tornebuske, i åbent land med spredte træer og buske, på heder, i moser og i unge plantager. Mod syd tillige i olivenlunde og frugtplantager. Generelt i tilbagegang i udbredelsesområdets nordlige del, men den danske bestand er som helhed stabil, dog med tyndgepunkt forskudt fra Øst- til Vestdanmark gennem 1990’erne. Overvintrer i tropisk Ø Afrika til sydlige Afrika. Ankommer til Nordeuropa i maj, og trækker bort aug.-med sept – enkelte "efternølere" kan træffes til sidst i oktober.

Bemærkninger * synlige håndsvingfjer bag tertiærer: 6 (22%), 7 (67%), 8 (11%). N=49.

** 4% af 775 ad. Han kan have svage,mørke bånd på flankerne (Lefranc & Worfolk 1997).

Tabel: Håndkarakterer hos Rødrygget Tornskade, Isabellatornskade og Brun Tornskade cristatus

Efter Svensson 1992, Cramp & Perrins 1993, Lefranc & Worfolk 1997, Worfolk 2000

	Rødrygget Tornskade	Isabellatornskade	Brun Tornskade
Indskær. På 5 håndsv.f.	Nej	Ja	Ja
1 hsf < end vingespids		(39) 42-52	35-42
Vinge (mm)	87-100	88-101	80-93
Hale (mm)	69-80	73-87	77-89
Forhold hale/vinge	0.73-0.83	0.80-0.93	0.9-1.01
Afsland længste/korteste halefjer	7-14 mm	7.5-14.5 mm	12-28 mm
Bredde på halefjer	9-12 mm	(8)9-11 mm	6.5-9.5 mm
Næb i mm	16.5-20.2	16.4-20.0	16.8-21.1

Næbhøjde ved basis 6.7-8.0 7.6-8.9

Kilder: Litteratur L. Svensson 1992: Identification guide to European Passeries. (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. - K. Malling Olsen, M. J.. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – törnskator. Fåglar i Sörmland 29: 13-25.. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. - M.B. Grell 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag. – K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4:99: 25-33. - T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. –

Skindstudier: Zoologisk museum, København og Naturhistoriska Riksmusset, Stockholm.

Egne observationer: Stort antal i Danmark og Sydsverige, Østeuropa og Bulgarien. Mængder af fotos.

Diskussioner, fotos og korrespondence: Lars Svensson, Reuven Yosef, Arnoud B. van den Berg, Hjalte B. Johansen, Hanne & Jens Eriksen, Kasper Thorup, Mads Jensen Bunch, Carl Chritian Tofte, Hans Larsson, Falsterbo Fågelstation og HOF’s kurser i avanceret feltornitologi (tak til alle)