Klaus Malling Olsen

LANGHALET TORNSKADE Lanius schach erstatter Håndbogen tekst s. 727

Længde 20-24 cm.

Bestemmelse Ligner en mørk Stor Tornskade, men har længere, spidsere hale samt rustbrun overgump og overhaledækfjer. Issen og forryggen er mørkegrå (med lilla anstrøg), skuldrene har gulbrunt anstrøg. Vingerne er sortbrune med rustbrune fjerrande og kun en meget lille, hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Sort maske går over næbbets basis, hvilket gør, at fuglen set forfra kan lede tanken hen imod Rosenbrystet Tornskade. Undersiden er hvidlig med afstikkende gulbrune flanker og bug. Meget karakteristisk i flugten med korte, runde vinger og lang, kileformet mørkebrun hale, der er sortere ved basis og rustbrun mod spidsen – mangler helt hvidt i halen, men har gulbrune til hvidlige halesider. Sidder tit frit fremme, som i trætoppe eller buske.

Adult beskrevet. Kønnene er ret ens

Adult han har rent sort maske, der går max. 10 mm over næbbets basis. Den afgrænses oventil af en smal, hvid øjenbrynstribe, der fortstter som smalt bånd over næbbets basis. Næbbet er sort.

Adult hun ligner adult han, men er mattere med bruntonet maske, der normalt ikke går over næbbasis, lysere basis af undernæbbet og mangler normalt hvid plet i vingen.

Adulte fælder komplet efter yngletiden, erythrononus før efterårstrækket.

Juvenil er mattere og brunere med brungrå overside, der har mørke og lyse tværbånd. Masken er bruntonet. Overgump og overhaledækfjer har brede, orangebrune fjerrande. Undersiden er lys med mørke skæl på bryst og flanker. Har brede, gulbrune kanter på dækfjerene, der danner lyst vingepanel sammen med de brede, lyse tertiærrande. Mangler tydelig hvid vingeplet.

Fælder hoved- og kropsfjerene og evt. nogle dækfjer og tertiiærer kort efter udflyvningen, men undertiden til okt.

Immatur i 1 vinter som adult, med med slidte og brune sving- samt dækfjer, og smallere sort bånd over næbbasis. Fælder undertiden kun partielt i 1. sommer.

Stemme Kaldet er et skarpt, hæst chackerek. Sangen er varieret og indeholder – som andre tornskader – imitationer af andre fugles stemmer.

Geografisk variation I alt 9 racer i Ø Asien. De fleste er korttrækkere, men erythronus (den race, der er truffet i Europa) er langtrækker.

Erythronus (S Turkmenien og S Kasakhstan mod SØ til N Indien. Fugle fra Kasakhstan, Turkmenien og Afghanistan er trækfugle, der overvintrer i nordlige del af det indiske subkontinent) Den relevante form i WP; beskrevet ovenfor.

Øvrige racer er standfugle eller korttrækkere, og således ikke relevante som "ægte strejfgæster" i WP.

Caniceps (W og S Indien til Sri Lanka) ligner erythronotus men har mørkere grå overside med rødbrunt begrænset til overgump/overhaledækfjer. Halen er sort.

Schach (Ø og S Kina, Taiwan og Hainan) ligner erythronotus men er større med kraftigere næb. Desuden er det sorte bånd over næbbets basis bredere (op til 2 cm.), oversiden er mørkere grå med rødbrunt anstrøg. Halen har rustbrune kanter. Optræder i en melanistisk form "fuscatus", der har stålgrå overside (isse til forryg), brunlig ryg, sorte vinger uden hvid plet og sort hale.Hoved til forbryst mørkebrun med sort maske. Bagryg og især overgump har rustbrunt anstrøg. Undersiden er mørkegrå, undertiden med rustbrunt anstrøg. Mellemformer med lysere former er regelmæssige, f.eks. i Hongkong.

Tricolor (Nepal og østpå til N Burma og Yunnan, N Laos og N Thailand. Foretager korte trk, f.eks. til Nepals terai) har bred, sort kalot, mørkt brunrød overside og kun smalt, gråt felt på forryggen. Har hvid vingeplet. Halen er lang. Overgangsformer mellem tricolor og erythronus forekommer i vestlige Nepal.

Longicaudatus (SØ og C Thailand) ligner tricolor, men har rødere overside og endnu længere hale, samt større hvid vingeplet.

Nasatus (Phillippinerne, bortset fra Sulu øerne) ligner tricolor, men har mørkegrå forryg og lysere rødbrun overside.

Suluensis (Sulu øerne) ligner nasatus, men har hvidgrå forryg og lysere overside.

Stresemanni(New Guinea) ligner nasatus, men har begrænset gråt på forryggen og mørkere rustrød bagryg.

Bentet (Malaysia, Sumatra, Java, SØ Borneo, Lesser Sunda islands, Timor) har varierende sort isse. Overside mørkegrå med rødbrun overgump/overhaledækfjer. Hvidt vingefelt mangler eller er meget svagt. Har kortere vinger, men længere hale end andre racer.

Forekomst/biotop Yngler i Ø asien, især på det Indiske subkontinent og i S Kina. Findes i åbent landskab med tykninger, tætte buskadser, i skovbryn, på heder og ved haver. Erythronotus er strejfgæst i Israel og Tyrkiet. I Europa 2 fund: Sverige juni 1999 og Storbritannien okt. 2000. Ikke racebestemte fugle er truffet i bl.a. Oman, UAE og Japan.

Et fund fra Ungarn renges nu som hybrid mellem Rosenbrystet og Rødhovedet Tornskade!

Kilder: Littaratur: C. & T. Inskipp 1985: Birds of Nepal. Christopher Helm. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. – A. Pettersson 1999: Rostgumpad törnskata, Stora Karlsö, Gotland. Roadrunner 3/99: 29-30. – J. Bonnedahl 2000: Nytt från raritetskomiteen. Vår Fågelvärld 59/5: 26-27. – A. Stevenson 2000: The Long-tailed Shrike on the Outer hebrides – a new British Bird. Birding World 13:454-457.

Egne observationer: Kirgisien (maj 1989), Rajastan og Goa, Indien (jan. 1978, febr. 1999). Diskussioner med Zoltan Eczedi, Ungarn.