Netfugl.dk Forum - Netfugl.dk

Forfatter

Indlæg

postet: 17. oktober 2013 kl. 18:24 emne: Ynglefund af mellemflagspætte

Mellemflagspætten har fra mine første dage som fuglekigger stået mit hjerte særligt nær; måske fordi jeg fik den forevist i 1960 og 1961 med den manende besked, at ”om kort tid er den uddød”. Siden har jeg søgt og fundet den i de fleste af de lande i Europa, hvori den forekommer.

Nylig er jeg faldet over et særtryk af Flora og Fauna (97 (2)), der detaljeret omhandler et ynglefund af mellemflagspætte i Sødal Skov ved Viborg i 1985; der blev da fundet redehul med tre æg og senere iagttaget to udfløjne unger.
Skoven, der på dette tidspunkt havde et betydeligt areal af ældre egebevoksning, husede tillige en usædvanlig tæt bestand (20-39 par!) af stor flagspætte vidnende om særdeles gunstige biotopforhold.

Uden at kende forfatteren, Henning Pedersen (HP), personlig, jeg har faktisk aldrig truffet ham og er således ganske uhildet, fremgår det overbevisende af artiklen, at det ikke just er en novice, men en erfaren herre, der har bedrevet og beskrevet dette fund: HP oplyser et årelangt og indgående kendskab til mellemflagspætten. Allerede i 1958 fandt han et af de sidste ynglepar i Jægersborg Dyrehave. Og jævnt gennem årene derefter er han stødt på den i flere europæiske lande.

Man skal da også i mine øjne være ret klodset for at fejlbestemme en mellemflagspætte. Ud over den røde kalot, der er mere flammende rød end og ikke er indrammet i sort som unge store flagspætters, gør det svagere, ”nuttede” næb, den manglende skægstribe, der giver et ”sødt”, hvidt ansigt med øjet som en påfaldende mørk prik, den rosa undergump samt hvidspættede (!) halesider fuglen nærmest umiskendelig, selvsagt forudsat gunstige omstændigheder. For slet ikke at tale om stemmen: Det firestavelses, lidt arrigt taktfaste ”kit-tjyk-tjyk-tjyk”, helt forskelligt fra stor flagspættes velkendte ”tjik”, og især den unikke jamren: ”vææik-vææik-vææik…” i yngletiden, som også HP beskriver, er artskarakteristisk.
Men lige så let mellemflagspætten er at opdage på ynglekaldet i april-maj, lige så skjult lever den (i lighed med lille flagspætte) resten af året med sin forkærlighed for at færdes tavst og højt til vers i gamle egetræer på langs ad knudrede grene, hvor dens hakken er knapt hørbar. Den trommer heller ikke.
Dette nævnt for at sandsynliggøre, at mellemflagspætter upåagtet kan have passeret op gennem ikke særligt velbesøgte midtjyske lunde og egekrat fra Grænsen til Sødal Skov.
Og mellemflagspætten er flere gange i Danmark og Skåne fundet strejfende, således to gange ved Falsterbo (efterår 1953 og 1962), Gilbjerghoved (maj 1963) samt Allerød (juli 1983). HP nævner tillige en iagttagelse en decemberdag 1984 ved Viborg, der ikke ses at være SU-godkendt.
I Handbuch der Vögel Mitteleuropas står at læse, at den om efteråret uden for yngleskoven kan træffes ”umherstreichend” i haver og frugtplantager.

Gunstige iagttagelsesomstædigheder har HP haft i rigt mål: Her var jo ikke tale om en enkelt fugl, der tittede frem fra bagsiden af en stamme en gråvejrsdag i skumringen, men om et ynglepar, der blev fulgt i en periode fra 23. maj til 12. august – i en skov vrimlende med store flagspætter til sammenligning!

Så jeg tillader mig åbent at spørge: Hvad er konkret begrundelsen for ikke officielt (SU) at have godkendt dette ynglefund – endda med frisk viden om, at en hun med rugeplet juli 1983 endte sine dage mod en husvindue i Allerød, Nordsjælland?
Denne sjællandske ulykkesfugl må nemlig også være kommet sydfra, eftersom den uigenkaldeligt sidste mellemflagspætte af den svenske reliktbestand syd for Linköping, Östergötland (som jeg dengang selv var med til at inventere) blev set i Bjärka-Säby i 1981.
Mig bekendt var der ikke i 1985 krav fra SU om fotodokumentation. I så fald var ej heller éndagsobservationen fra Gilbjerghoved blevet anerkendt…

Jeg har en tåget erindring om, at netop ynglefundet i Sødal Skov for flere år siden her i Netfugls forum var anledning til en ret harsk polemik, kernen af hvilken var kritik af, at HP holdt tæt og ikke foreviste fuglene på ynglepladsen for i det mindste nogle få sandhedsvidner, mens tid var.
Men livet har lært mig, at det er med fortrolige oplysninger som med vand: De siver. Læger, eksempelvis, skulle om nogen være bannerførere for tavshedspligt. Alligevel ved en bred kreds af kolleger forunderligt nok, at en bestemt kollega har hjertesygdom eller kræft, næsten før han/hun selv får diagnosen overbragt…
Og jeg tillader mig den spådom, at et ynglefund af en art, som for 99.8% af landets feltornitologer (endnu) er uafkrydset på deres DK-liste, ikke kan forblive hemmeligholdt af andre end finderen, der måske endda vil snakke over med sig selv under morgentoilettet.
Jeg mener at huske, at HP faktisk blev opfordret at holde ynglefundet hemmeligt en tid lang af en fremtrædende feltornitolog, som han dengang rådførte sig med.

Vi oplevede, også i dette forum, for få måneder siden en lignede mavesur reaktion – dog hastigt fulgt af en beklagelse fra den hårdeste bidragyder, da hjemmelsmanden til et flot foto af en mellemflagspætte fra en have i Gråsten 2011 formastede sig til først vise det på Netfugl nu hele to år senere.
Jeg ser for mig en mindre miljøkatastrofe af køretøjer og krænkelser af privatlivets fred, fundet ville have afstedkommet, hvis oplyst ”real time”.

Jeg er helt på det rene med, at hvo, som sår vind, høster storm. Men det får så være.
Vi kan ikke være bekendt ikke atter at se på dette, efter mit bedste skøn, særdeles veldokumenterede ynglefund, med friske øjne med henblik på godkendelse.
Hvilken opfordring hermed videregives til rette vedkommende.

Og hvor vil det dog være velgørende med mere ordentlighed og kontenance, så efterlods oplysninger om fremtidige, nødvendigt hemmeligholdte ynglefund af sjældne/nye DK-arter, f. eks. Cetti-/Vandsanger, og forventeligt i nær fremtid netop mellemflagspætte, bliver modtaget som positive overraskelser og ikke som personlig fornærmelse. Betænker Eder, at vi er rollemodeller for kommende fuglekiggere!

Bedste hilsener

Kim