Ferieklub år 2000

Peter Lafrenz

Brandsbjergvej 45

2600    Glostrup

Tlf. 4484 2823

E-mail: P_Lafrenz@hotmail.com

Indledning:

Denne rapport skal læses med baggrund I at turen ikke var en målrettet fugletur, og at jeg var den eneste ornitolog på turen.  Turens artsantal blev på 213, hvilket  – for Sydamerikanske forhold – må siges at være beskedent.  Medvirkende hertil var også at det var min første erfaring med Sydamerikas fugle. Og var det ikke for den lokale guide i Amazonas, havde artsantallet indsnævret sig yderligere.

Det får mig dog ikke – på nogen måde -  til at sige at det var en dårlig fugletur, tværtimod.  Galapagos er et enestående sted at se på fugle på, som ikke overgås andre steder, jeg har besøgt.  Fuglerigdommen i junglen er enestående, og her kunne man sagtens have brugt en uge mere.

Så er du til fugletur under magelige og velordnede forhold, hvor også natur, folkekultur og socialt samvær vægtes, så kan du godt læse videre.

Deltagerliste:

Frederikke, Nina og Hans Jørgen Gyrtrup, Østerbro

Annelise Christensen og Henrik Brøns-Poulsen, Brønshøj

Birgit Bendtsen og Svend Christensen, Glostrup

Susanne og Henrik Duhn, Holte

Lisbeth Lukic og Ketel Ohm Laursen,  Værløse

Lis og Mario Seminara,  Lumsås

Charlotte og Carl Aage Winther,  Virum

Inga Rosenberg og Poul Thorlacius-Ussing, Østerbro

Mogens Ørting Larsen og Henning Rask Pedersen,  Frederiksberg

Alice Laursen,  Broby

Gerda Bengtsson og Jørgen Jacobsen, Helsinge

Jasper, Irene Wittrup og Arne Maaholm, Charlottenlund

Annette og Peter Lafrenz, Glostrup

Den 7. oktober 2000

Endelig stævner Ferieklub år 2000 ud. Efter 4 års drøftelser og planlægning er Ferieklubben afklaret omkring tid, sted, økonomi og deltagere. Vi er i alt  27 deltagere og agent  Anders Larsen fra Hannibal Rejser har arrangeret turen efter et par års ”dialog”. Pris pr. deltager kr. 32.500. Hertil kommer park- og havneskat til Galapagos (100$ pro pers.), drikkepenge, vaccinationer, måltider ikke inkluderet i rejsens pris samt lommepenge.  I alt anslået til ca. 5.000 kr. pro pers. Hertil skal lægges diverse souvenir- indkøb samt særligt udstyr/beklædning efter lokal smag. For Annette og jeg løb den samlede udgift op i ca. 85.000 kr.

Rejsens mål er 1 uge på Galapagos, 1 uge i Andesbjergene og 1 uge i Amazones.

Vi har haft mulighed for at danne os et indtryk af Galapagos, i det Vibeke og Torben i november 1999 viste os en række fotoperler som bevis for, at fotografering af dyr og fugle på Galapagos ikke overgås ret mange steder i verden.

Vi mødes i Kastrup lufthavn kl. 13.45 med afgang kl. 16.10 med KLM’s Boeing 737-400. En time og 10 min. efter lander vi i Schiphol lufthavn i Amsterdam. Syv af Ferieklubbens deltagere var allerede taget af sted i går for at nyde Amsterdam en dags tid og for at undgå 6 timers ventetid i Schiphol inden natflyet til Quito – suk.  Vi spiser lidt aftensmad i en restaurant. Der hviles/drikkes efter eget ønske og behov!

Den 8. oktober 2000

Afgang Schiphol kl. 00.15 i en 3-motores McDonald/Douglas (MD11). Flyvetid 9 timer.

Vi flyver over det caribiske hav og over Puerto Rico og de Dansk Vestindiske øer. Vi mellemlander i Curacao, som er en af øerne i De hollandske Antiller sammen med Aruba. De ligger lige nord for Venezuela og er – ligesom mange af de andre caribiske øer – udpræget turiststeder. Curacao er jo også navnet på en sød likør. Den tekniske mellemlanding varer 2 timer. Det er rigtig varmt her, ca. 28 grader kl. 03.15 lokal tid. Vi ruller ud til startbanen og venter på take-off… og venter indtil kaptajnen giver melding om tekniske problemer med det ene bremsesæt. Vi ruller tilbage til transit-hallen, men bliver i flyet. Efter 45 minutters sonderinger og overvejelser i samarbejde med passagererne, melder kaptajnen at vi flyver direkte til Quito i stedet for, som planlagt, til Quito via Guayakil, Ecuadors største havneby. De har ikke de nødvendige reservedele i Guayakil, hvorfor flyet ville få startforbud til Quito grundet de defekte bremser. Da de fleste passagerer skal til Quito, er der ingen sure miner.

På vej over Andesbjergene lysner det og solen kaster sit morgenlys over det lette skydække. Lidt turbulens over bjergene, inden Quito dukker op kl. 07.45 lokal tid efter 2 timers flyvning. Indflyvningen var meget flot. De spredte skyer gav huller med udsigt over byen og bjergtoppene omkring den. Nu har vi været på farten i 24 timer. Håber, at flyets ABS-bremser er ok ved landingen! Landingsbanen bliver fuldt udnyttet (læs: den er ikke så forfærdelig lang).

Gennem immigration og told uden problemer og guiden fra Hannibal står klar med bus og bagagebærere. Quito, Ecuadors hovedstad,  ligger i en dal i 2.850 meters højde. Den er verdens næst højst beliggende hovedstad. Den højeste er La Paz i Bolivia, der ligger i 3.690 m o.h. Quito er langstrakt, ca. 40 km. Bjergene omkring den er op til 6.000 m. over havet, og byen har således kun udvidelsesmulighederne sydpå. Vores guiden fra turoperatøren Explorandes fortæller om grundlæggelsen i 1532, hvor spanierne byggede byen på fundamentet af en gammel Inkaby.

Efter 5 km. bustur gennem byen til hotel Sierra Madre, der bestyres af danske Karin. Annette og jeg fik et værelse på øverste etage med stor altan og udsigt til Quito’s vestlige højdedrag. Ikke så mange fugle, men der skal jo også lige varmes op.

Quito kl. 08.00-18.00

Vejr: SW 2, 4/8, 24° C      

(nye arter fremhævet!)

En bytur blev til en markedsrundgang samt restaurantbesøg på Hilton hotellet. Arne købte hatte. På Hilton var opstillet et enormt ta-selv-bord med masser af kokke og tjenere. Dyrt? Næ, maden stod i 10$, så det er jo til at leve med. Eftermiddagsafslapning på terrassen og så en lille lur. Blev forstyrret af en jordrystelse. Jeg sad på terrassen og Annette lå i sengen. Hun troede at jeg stod og rystede i sengen. Vi stod og drøftede om vi skulle skynde os ned, hvis det var et forvarsel til et jordskælv. Det var jo ikke noget særligt, men vi gik alligevel ned til de andre på terrassen. De havde overhovedet ikke mærket noget (udover øl/vin til hjernen). Aftensmad på Sierre Madre og så kuffertpakning til i morgen tidlig, hvor vi kan lade noget af bagagen blive på hotellet inden Galapagos.

Den 9. oktober 2000  

Op kl. 04.30 for tidlig morgenmad og af sted til lufthavnen, med ankomst kl. 06.20. Vi checker planmæssigt ind, dog holdt en af turdeltagerne gemmeleg med deres pas! Er begge kufferter med? Jo, gudskelov. Alle ånder lettet op, da passene ved gennemgang nr. 3 dukker op.  Vores guide var ellers parat til at ræse tilbage til hotellet.

Afgang Quito mod Guayaquil kl. 07.50. Flyvetid 35 minutter. En securitymand ville ikke have den ene af vores håndbagage med i kabinen på grund af størrelsen. Annette tryllede dog og fik rygsæk og diverse andre effekter omplaceret, så håndkufferten kunne indpasses i stativet for max. størrelse. Vi blev ellers indtil flere gange bedt om at indchecke håndkufferten med den øvrige bagage, dvs. tilbage til indleveringsskranken. Desværre kom vi bagerst i køen til flyet, som var helt fyldt op. Heldigvis var der en meget betænksom turdeltager (det var ham med passene), der havde reserveret to pladser til os. Men plads til håndbagagen var der ikke, så vi måtte sidde med den på skødet. Nu skal det retfærdigvis siges at vores håndbagage ikke kun var én collie á 5 kg hver. Næ, en rygsæk hver og to godt fyldte rulle-håndkufferter.

Quito kl. 05.30-06.30

Vi flyver med TAME, det ecuadorianske flyselskab, i et af deres Boeing 737-fly. Udover at være meget kort, er landingsbanen i Quito meget ujævn! Vi skulle ellers have fløjet med SAM, et privat ejet selskab, men det krakkede inden afrejsen. Ændringen betyder at vi lander på en anden ø på Galapagos: Baltra i stedet for San Cristobal. Dette fik efterfølgende betydning for vores turplan, som vi havde brugt en del tid på hjemmefra.

Take-off Guayaquil kl. 09.10. Flyvetid til Galapagos 1 time 35 minutter. Vi fordriver tiden i luften med at læse (se billeder) i en spansksproget avis. Og hvad står der på forsiden? Jordskælv i går kl. 15.12 i Ibarra-provinsen kun 70 km. nord for Quito. Skælvet blev målt til 5,4 på Richter-skalaen. Jordskælvet var ”dybt”, hvorfor skaderne ikke var så voldsomme. Så vores lille jordrystelse i går, var lidt mere end som så, ikke så langt fra Quito.

Ankomst Baltra airport kl. 10.45 (kl. 09.45 lokal tid - én times tidsforskel i forhold til fastlandet). Baltra airport blev bygget af amerikanerne under 2. verdenskrig. Under indflyvningen ses det tørre og flade landskab. Kun kaktusser rager op. Der er skum på bølgetoppene. Det kunne ligne en frisk vind. Gennem check-in i lufthavnen og betaling af de 100$ i parkafgift. Husk at gemme kvitteringen for parkafgiften til afrejsen fra Galapagos. Det siges at man kan ”få lov til” at betale igen ved afrejse, evt. med en ”lille” bøde oveni, hvis bevis ikke kan fremvises.

Galapagos-øerne, der er 4 million år gamle, består af 48 øer og klippeskær, hvor 13 af dem er større end 14 km². De største øer er Isabela, Santa Cruz, Santiago og San Cristobal. Øerne er dannet som følge af vulkansk aktivitet. Nye øer dukker jævnligt op langs den vestlige del af Galapagos og de eksisterende øer nedbrydes af vind og vejr for til sidst at forsvinde i havet om nogle tusinde år. Øerne bevæger sig mod sydøst på en landplade mod Sydamerikas kyst. Under denne tektoniske plade findes tilstrækkelig mænger af  glødende magma, hvorfor området betegnes som et ”hot-spot” for vulkansk aktivitet.

Havet omkring øerne er mellem 0-200 meter dyb med gode muligheder for dykning. Der er dog specielle strømforhold, der gør at særlige forholdsregler skal iagttages. De 12 hajarter, der er observeret, er dog ikke et specielt faremoment. Vandet er tropisk, men påvirkes af to strømme: den kolde Humboldt-strøm fra Sydamerika og The Cromwell fra Nordamerikas kyst . Til dette skal lægges fænomenet  El Niño fra de tropiske have ved ækvator. Der er således en fauna, der for fuglenes vedkommende, spænder fra albatrosser og pingviner til tropicfugle og flamingoer. Galapagos har, for landfuglenes vedkommende, den højeste procentdel af endemiske arter (76%).  Galapagos-øerne har syv vegetations-zoner med over 600 plantearter, herunder 170 endemiske. Udover fuglene, og her tænkes specielt på de 13 arter af Darwin-finker, er det dog de store landskildpadder, der er øernes varemærke. Galapagos er det spanske ord for skildpadde. Hvordan de er ankommet til øerne, er et mysterium. Deres nærmeste slægtninge findes i Argentina (Paddus Marius).  Tre af de 14 underarter er allerede uddøde, og endnu en underart lever kun via Lonesome George, som er en af krybdyr-beboerne i Darwin centeret.  Skildpadderne trues især af geder, som afgræsser og ødelægger vegetationen. Derudover har rotter, der angriber skildpaddeunger, haft negativ indflydelse på bestanden, der i dag anslås til 15.000 individer. Myndighederne har derfor iværksat kampagner for udryddelse af geder og rotter i særligt sårbare områder. I gamle dage slæbte hvalfangere og søfolk i tusindvis af skildpadder med som proviant på skibene. Skildpadderne kunne overleve uden mad og drikke i månedsvis, hvorfor de var velegnede som supplement til saltet kød og fisk. 

Fra lufthavnen med bus til Baltra havn. De første fregatfugle og pelikaner tager pusten fra os. Sikke nogle vingefang. Vi bliver så opsplittet i de to både, som aftalt hjemmefra. Et af ferieklubbens helt store diskussionsemner, skal stå sin prøve! Men ingen har tid til at tænke på dette. Nu står vi forventningsfuld overfor en uge på havet med Galapagos-øerne som mål.  Som medlem af Whist-holdet indtager vi vores kahytter på Cruz del Sur.  Denne båd er fra 1991 og specielt bygget til sejlads ved Galapagos. Båden er 1. klasses motoryacht med plads til 16 personer i 8 dobbeltværelser af samme standard. Der findes soldæk, bar og rummeligt spiseområde. Alle kahytter har vindue, bad, toilet og aircondition. Båden går 9 knob. Besætningen er på 7 mand + vores lokalguide. Når der reklameres med 1. klasse, så skal det siges at der også er en luksus-klasse. Selv vil jeg betegne båden som: ”1. klasse i en solid gennemprøvet udgave”. Med andre ord. Udmærket uden at være prangende. Den anden gruppe ”One-boat-group” skulle ellers have været med Cruz del Sur’s søsterskib – Estrella del Mar – men de endte med båden Islas Plazas, som er lidt mindre, men i øvrigt med samme faciliteter. Bådene er chartret gennem firmaet Galasam, der har en række både tilknyttet. Kahytterne indtages. På toilettet står en affaldskurv med en plasticpose. Et skilt kundgør: Alt papir (også forurenet) skal puttes i de dertil indrettede plastikposer, således at afløbsrørene ikke tilstoppes – 250$ i bøde (puh-ha).

Kl. 13.15 stævner vi ud mod South Plaza vest om Baltra gennem strædet ved Santa Cruz. Det starter i smult vande. Efter strædet begynder den friske SØ-vind at slå imod os, så vi fortrækker til agterdækket. Det er lige som vi havde forestillet os. Frisk luft, masser af søfugle og hele tiden i øjenkontakt med en eller flere af Galapagos-øerne.  Vi får lunch inden afgang. Frisk fisk, som de selv har fanget, selvfølgelig. Menuen var en Wahoo-fisk, som er en makrelart. Den var udmærket – selv Brøns kunne lide den!

Vi ser de første søløver. Højt humør. Og så tropic-fugle. Ankomst South Plaza kl. 14.15 og i land via en ”dry landing”, dvs. fra båd til landgangsbro eller sten. Den anden landgangsmåde er en ”wet landing”, der  selvfølgelig betyder at man i stærk strøm skal svømme igennem hajfyldt farvand med fotoudstyret i en plasticpose. På landgangsbroen ligger et par søløver bl.a. en gammel han. Guiden, Roberto, klapper den væk. Søløvehannerne kan være ret aggressive, når de skal forsvare deres territorium. På rundturen på øen ses mange søløver, såvel små som store. På den ene halvdel af øen er bachelor-land for søløvehanner uden harem. Her kan de hvile ud mellem kampene med de førende hanner. Der ses flere hajer i glimt nær stimer af  fisk - Yellow-finned mullet – en multeart. På tilbageturen ser vi en galapagos-haj patruljere bugten tæt under land. Skulle der være en lille søløveunge, der havde forvildet sig?

Baltra, South Plaza  kl. 10.45-18.30

Vejr: SØ 4-5, 5/8, 27°C.

Øvrige: galapagos land iguana 30, marine iguana 1, lava lizard 12, galapagos sea lion 50, galapagos shark 5, yellow-finned mullet, kuglefisk. 

South Plaza ligger øst for Santa Cruz. Det er en flad og tør ø med buskads og kaktusser, hvor sidstnævnte giver føde til en god bestand af landleguaner.

Arne og Jasper fanger kuglefisk og anvender een til madding. Men hajen er ikke sulten nok. Eller også ved den at fiskens lever er giftig. Til gengæld bliver pelikaner og fregatfugle interesseret.

Vi sejler så kl. 18.00 mod San Cristobal. Den friske vind for antallet af middagsgæster til at svinde ind. Og flere forlader middagen i utide. Vi ruller hele 6 timer indtil vi ved midnatstid kaster anker ved hovedbyen på San Cristobal: Puerto Baquerizo Moreno.

Den 10. oktober 2000

Søsyge var temaet ved morgenkonferencen. Da mange var gået tidligt i seng, var flere tidligt på færde. Efter morgenmaden tager vi med bus til en nærliggende strand – Loberia Beach – hvor havleguaner og søløver dominerer. Vi kører forbi lufthavnen, hvor vi skulle have været landet efter første ruteplan. Inden frokost bliver det til et besøg på et museum, der vedrører dyreliv og geologisk udvikling på Galapagos. Derudover lidt shopping: frimærker og vand.

Efter lunch sejltur rundt omkring Kickers Rock. Her er resterne af en vulkan delt op i 2 klippeformationer, hvor man kan sejle imellem. På Kickers Rock yngler fregatfugle og suler, bl.a. maskesuler, som holder til på toppen af klippen. Herefter sejlede vi til Lobos-øen, hvor fregatfugle yngler i stort tal. Roberto, vores guide, siger 60/40 omkring fordelingen af magnificent/great frigatebird. Great er nemmest at bestemme, når det gælder hunner og ungfugle. De søger føde langt til havs og er derfor oversete. De blåfodede suler yngler også her. De lægger æggene i det bare sand, skraber en fordybning og lægger en krans af ekskrementer omkring.

San Cristobal: Puerto Baquerizo Moreno/Loberia Beach, Kickers Rock, Lobos Island.

Vejr: SØ 4, 3/8, 27°C (vand 20°C)

Øvrige: galapagos sea lion 200, marine iguana 50, lava lizard 30, pacific green sea turtle 1, kirurgfisk, sally lightfoot crab.

Puerto Baquerizo Moreno er den politiske “hovedstad” på Galapagos.  Den kæmper hårdt  for at få andel af turistmængden, hvor hovedbyen på Santa Cruz, Puerto Ayora, er en langt større turistmagnet. Vores skib har hjemby i Puerto Baquerizo Moreno, hvorfor proviantering og dieselpåfyldning er på besætningens dagsorden. Ydermere bor vores guide, Roberto, her og kan derfor sove hjemme hos familien i en varm seng frem for en køje i dieselhørm og indelukkethed. Det er jo sådanne ting, der vægter højere for kaptajn og besætning, og derfor at planlægning hjemmefra ikke bliver, som var tænkt. Det er som om de enkelte skibes kaptajner gør, hvad de synes er bedst, samtidig med at Galasam signalerer imødekommenhed for ønsker. Kunne Galasam så ikke bare lade være med at sige ja-ja til ruteønsker, når turen delvist er fastlagt i forvejen!! Og det er ikke lige meget for bådene, i hvilken by de fylder brændstof på, da prisen er lavest i ”aftale-byen”. Hjemmefra havde vi jo planlagt at vi skulle sejle sammen, så vi i det mindste kunne være sammen, når der skulle snorkels og bades. På naturvandringerne er det helt fint at vi ikke er for mange. 27 personer er en stor flok, når der skal nydes natur. One-boat-group kommer således slet ikke til San Cristobal.

Før aftensmaden blev besætningen på 7 præsenteret. I går gik der søsyge i den, så derfor blev det først i dag. Efter aftensmaden og et glas vin, tørner de fleste ind. Vi er simpelthen godt og grundig trætte.

Den 11. oktober 2000

Kl. 00.15 stævner vi de 4½-times sejlads til Española eller Hood om man er til engelsk. De fleste øer har 2 navne (et spansk og et engelsk). Det ruller lidt, men langtfra så meget som i går. Da det lysner og vi begiver os på dækket, hvor båden Isla Plaza ligger og vugger med the one-boat-group overfor os og med rygeholdet i stævnen. På deres båd er det tidligt op og morgenmad kl. 6. På vores er guiden lidt mere magelig, så vi spiser morgenmad kl. 7. Vi burde måske have gjort oprør desangående, men det blev ved tanken, og det passede måske også flere af deltagerne bedst med kl. 7.   

Efter morgenmaden i land på Punta Suarez. Her er der tæt med turister, men det er forbavsende så lidt det betyder for såvel dyrelivet som besøget. Der er forskellige stier, ligesom rundturen foretages modsat de andre grupper.

Española: Punta Suarez, Gardener Bay

Vejr: SØ 4, 2/8, 28°C

Øvrige: galapagos sea lion 150, marine iguana, lava lizard 25, pacific green sea turtle 4, eagel ray 1, kirurg-fisk 15, revfisk (blå med hvid stribe og gul hale).

Så kom albatrossen i hus. Med et vingefang på op til 2,35 meter og en vægt på 4 kg, så er det et af de fuglemæssige højdepunkter. Der yngler ikke så mange par i år, og det er ikke El Niñjo-effekten, der er årsag, da vandtemperaturen er normal i år. 

Hood mockingbird eller spottedrossel på dansk er en helt speciel oplevelse. Deres nysgerrighed og frækhed er unik. Netop da vi havde lagt for anker kom den flyvende fra stranden ud på båden. Og straks undersøgte den glas, citroner og andre efterladenskaber fra vores aftenselskab på agterdækket. Hiver man en flaske vand frem, sætter de sig på hånden for at drikke.

Española er et must på en Galapagos-tur. Udover den helt specielle fuglefauna, er der en turistattraktion mere, nemlig det berømte ”blowhole”, hvor klippeformationen gør at bølgerne presses højt op i luften, som et andet springvand. Søløverne er talrige på øen, og der er både små og store unger. Ved nogle af de nyfødte sidder spottedroslerne på efterbyrden og æder lystigt af de tilstrømmende insekter. 

Vi fik så endelig hilst på vores rejsekammerater på den anden båd. Og snakken gik lystigt blandt blåfodede- og maskesulers reder og galapagos-musvågernes overvågning af de mærkelige skabninger med fotografiapparater, kikkerter og solbriller.

Eftermiddagen tilbragtes ved Gardener Bay ikke langt fra Punta Suarez. Her tilbragtes tiden med solbadning, svømning og snorkling. Der var en lille klippeø med et rev nedenfor. Vi blev sejlet derud i jollen, som fulgte os rundt om klippen, hvis nogen skulle føle sig på for dybt vand. Vi var vel på 5-7 meters vand. Ved snorklingen sås mange fisk. Vandet var fyldt med luftbobler, og derfor ikke helt klart. Søløver kom nysgerrigt forbi for at inspicere de fremmede elementer. Annette så en søløve fange en fisk. En rokke flygter langs bunden forfulgt af Mario.

Søløvehannen i vandkanten maner til respekt. Et par havskildpadder kom tæt under kysten og krævede lidt opmærksomhed.

Aftensmaden blev indtaget for anker i bugten og kl. 22.45 påbegyndes sejladsen på 7 timer til Santa Cruz. Vi var dog for længst gået til køjs alle sammen – godt trætte.

Den 12. oktober 2000

Vågner op i hovedbyen på Santa Cruz, Puerto Ayora, til en overskyet morgen med finregn. Brøns giver gammel dansk til morgenmødet og vores tjener, Carlos, får et zip. Dry landing til Puerto Ayora og med bus til Santa Rosa Tortoise Reserve med de store landskildpadder (der findes 2.000 på hele Santa Cruz).Vejret er som sagt ovenfor til paraply og regntøj, ligesom fornuftigt fodtøj er nødvendigt. Vi er oppe på bjerget i en vegetationsområde kaldet:  Scalesia Zone, der strækker sig mellem 200-450 meter over havets overflade. Scalesia-træer, der er endemisk for øen er fremherskende. Introducerede guava-træer og cinchona-træer er dog ved at ændre skovens sammensætning. Her er meget fugtigt, hvorfor træer er overbegroet med lav og mosser. Underskoven er tæt.

Ved reservatets indgang står en lokalguide og vi møder one-boat-group, som er kommet lidt før os i deres grisebil.  Det anbefales at sørge for lokalguide, dels er chancerne for at se skildpadderne kraftigt forbedret, dels kan man undgå at  fare vild i den tætte skov. Skildpadderne kan ”gå” op til 2 km om dagen, så guiden har været på inspektion inden vi kom. Vi blev derfor uden problemer guidet til de første landskildpadder, som lå og gemte sig i underskoven. Der er mange Darwin-finker i området, men kun en brøkdel bliver beset. Ketel og jeg hører en ny lyd, og vi ser en woodpecker-finch i et nærliggende træ. Den bevæger sig lidt op og ned ad stammen, som en anden spætmejse. Vi bruger et par minutter eller ti, og haster efter vores gruppe, der er gået i forvejen. Men ak, væk er de. Da vi kommer til en korsvej, forsøger vi at råbe. Da der bliver svaret vælger vi den retning, hvor svaret kom fra. Men da vi ender i en sump uden yderligere stisystem, går det op for os, at råbene kom fra nogle skovarbejdere. Vi vender om til korsvejen og ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre. Nogle andre skovarbejdere kan høres i nærheden. Via fagter og lyde som en bus, lykkedes det os at få pejlet retningen, hvor parkeringspladsen befinder sig. Og her kommer Roberto os i møde. De var nået helt til P-pladsen, førend de opdagede at vi manglede. Vi følte os som vildfarne i de 20 minutter vi var ”væk”. Faktisk advares turisterne mod at begive sig alene ind i området , og der er eksempler på at turister er faret vild og omkommet.

Efter Santa Rosa et smut videre op ad bjergvejen til The twin Craters (Los Gemelos), hvor vejen til Baltra passerer to kratere 30 meter dybe på hver side af vejen.  Dannelsen af disse kratere er et mysterium. Måske er der sket en vulkansk eksplosion, måske har det været et magma-depot. Krateret er skovbeklædt og frodigt. Men tåge og finregn hæmmer udsigten, ligesom det lufter lidt her i pampas zonen.

Eftermiddagen blev tilbragt på Darwin Centret med skildpadde-fremvisning og Lonesome George. Lonesome George er det sidste eksemplar af Pinta tortoise (geochetone elephantopus abingdoni). Han blev fundet i 1971 og man har forgæves søgt efter en partner fra Isabela-racen,  for i det mindste at få nogle Pinta-gener viderebragt. Så når George dør, er der kun 10 racer tilbage, hvoraf yderligere 4 er truede. Man har i flere år forsøgt at opdrætte visse underarter af landskildpadderne. De kan blive 160 år og måske har Lonesome George hilst på Darwin himself. Vægten kan nå op til 250 kg. I forbindelse med opdrættet af de truede underarter, har man fundet ud af, at skildpaddeæggene bedst kunne udvikle sig via varmen fra en hårtørrer, og at  hunner blev udviklet ved 29 grader og hanner ved 26,1 grad. Efter Darwin Centeret retur til havnen i Puerto Ayora, via turistbutikker m.v.

Notat fra bådens bar: En mistænkelig person tænker på sex (cabin no. 6), hver gang han henter drikkevarer, selvom han bor i cabin no. 8.  

Santa Cruz: Puerto Ayora, Santa Rosa Giant Turtoise Reserve,  Los Gemelos, Charles Darwin Research Station

Vejr: SE 3, 8/8, finregn formiddag, 22°C

Øvrige: 6 giant tortoise, 3 pacific green sea turtle, 15 marine iguana, 10 galapagos sea lion.

Den 13. oktober 2000

Afgang Puerto Ayora kl. 01.45 mod North Seymour  med forventet sejltid på 4½-time.  Stillehavet var meget stille i nat, så alle fik en god nats søvn. Efter morgenmad dry landing på North Seymour med masser af blåfodede suler, søløver og fregatfugle. De forskellige øer har deres egen ynglecyklus, så her var fregatfuglene i parringshumør, hvilket fremgik af hannernes røde svælgposer, som kan pustes op som en ballon. Fregatfuglene har et vingespænd på op til 244 cm. De søger føde som kjover ved at røve bytte fra suler og måger. Derudover spiser de fiskeaffald, hvilket deres tålmodige følgen efter turbådene vidner om. Man føler sig hel hensat til mågerne, der fulgte de gamle Storebæltsfærger i de år, hvor det var lovligt at dumpe affald fra køkkenet.  Når vores kok skulle ordne fisk lod de sig håndfodre siddende på rælingen.

De blåfodede suler har deres egen optræden. De hilser på hinanden med deres blå fødder som løftes, som var det soldater på vagtparade. Hertil musik akkompagnement, hvor hannen fløjter og hunnen gakker. Vi ser mange døde unger. Ved fødeknaphed slår den største unge den mindste unge ihjel, hvis der er en sådan i familien. Det er hvad man kan kalde selektion for artens overlevelse.

Kl. 09.30 sejler vi til Santa Cruz og Bachas Beach med henblik på snorkling og badning. På Bachos Beach er der en lagune, hvor der står 2 flamingoer og 2 stylteløbere. Stranden er meget flot med hvidt sand, og vi tager en spadseretur langs denne. Snorklingen bliver hæmmet af sigtbarheden. Vandet er mælkehvidt. Der bliver dog rapporteres om flere store fisk.

Under frokosten tager vi kl. 12.30 mod øerne Santiago (eller San Salvador/James) og Chinese Hat (Sombrero Chino), en lavaklippe dannet for 250.000 år siden og som navnet siger ligner den kegleformet klippeformation en kineserhat. Her snorkles påny, og denne gang i bedre sigtbarhed. Der er dog strømforhold, som vi skal være opmærksomme på. Her er mange flotte fisk og søløverne kommer også forbi. Irene og jeg svømmer over strædet til Santa Cruz, hvor der skulle være hajer. Desværre var der ikke bid. Tilbageturen er modstrøms, og hvor det tog 10 minutter over strædet, tager det dobbelt så langt tid tilbage.  Den gamle mand bliver træt. Har man (igen!) overvurderet sine kræfter?

Vi overnatter i bugten og drager i morgen tidlig til Rabida (Jervis). Vinden har lagt sig, den var ellers frisk til hård her i eftermiddags.

North Seymour, Santa Cruz: Bachas Beach, Santiago: Chinese Hat

Vejr: SW 4-6, 7/8, 28°C

Øvrige: 70 galapagos sea lion, 15 marine iguana, 6 pacific green sea turtle, 20 lava lizard, 3 manta ray, sally lightfoot crab.

Rokkerne sås under sejladsen fra Santa Cruz til Santiago. De sprang op af vandet, drejede rundt med bugen i vejret og landede i et ordentligt plask. Roberto siger at de er parringslystne og ude at imponere.

Den 14. oktober 2000

Motorerne starter kl. 04.15 og ankeret trækkes ind. Ankomst Rabida kl. 05.30. Det bliver varmt her til formiddag og luften er helt stille, da vi laver en wet landing på den brune strand. En fodtur langs lagunen til et udsigtspunkt. Herfra kan vi se Isabela øen med nogle af dens vulkaner. Der er stadigvæk vulkansk aktivitet. De vestlige øer Fernandina og Isabela er de yngste øer og vestfor Fernandina er en ny ø ved at blive dannet under havoverfladen.

Der er ingen flamingoer i lagunen. godt vi så dem i går. I stedet ligger der en odinshane. Vi snorkler lidt fra stranden og kl. 10.10 sætter vi kurs mod Santiago, Puerto Egas, på øens vestlige kyst. Her slentres efter en wet landing langs en meget særpræget klippekyst med flade eroderede sten, lavapartier og små grotter og laguner. Det er her pelssælen holder til, godt skjult for solen. Pelssælen, som ikke er en sæl, men søløvens fætter, har som navnet siger en tykkere pels end søløven.  Pelssælerne er langt mere sjælden end søløven og den har været tæt på udryddelse på grund af jagt efter dens pels. Vi ser også lavahejrer på tæt hold.

Endnu en snorkel-tur fra stranden. Flere flotte fisk og så en rokke. Aftensmaden indtages i en bugt en halv times sejlads nord for Puerto Egas. Vi får spaghetti. Fiskeriet svigtede. Kun en doradofisk (delfinfisk). Den anden båd tog 4 store fisk af tun-familien. Og deres fiskekunnen blev endnu engang bevist, da Gerda tog med to af besætningsmedlemmerne ud om natten for at fange hummere.

Isla Rabida, Santiago: Puerto Egas

Vejr: SØ 3-4, 2/8, 29°C

Øvrige: 40 lava lizard, 2 galapagos snake, 2 manta ray, 40 marine iguana, 60 galapagos sea lion, sally lightfoot crab, pacific green sea turtle 8, galapagos fur seal 3, grasshopper 6, feral goat 4, kuglefisk, king angelfish. 

Kl. 20.10 sejler vi østpå med ankomst Isla Bartolomé kl. 00.15.

Den 15. oktober 2000

Aftensmaden i går bestod som tidligere nævnt af spaghetti. Det skal hertil nævnes at det var uden kød. Herudover fik vi ærtesuppe. Vi skulle vist have haft fisk, men den ene doradofisk var ikke nok. Men så fik vi jo kyllingegryde til frokost, så helt kødløs dag, var det ikke.

Efter morgenmaden en dry landing i Sullivan Bay med vandretur på en 100 år gammel lavaformation. Lavaen antager ufattelige mønstre med den såkaldte ”båndlava” med sprækker efter gasudløsninger. Her vokser kun pioner-planter: små uanseelige planter, der meget hurtigt forvitrer og bliver til gødning til dens efterkommere. Ligeledes vokser lavakaktussen her, som er en ud af tre endemiske kaktusarter. Vi ser også galapagos pingviner, som yngler på Pinnacle Rock på Bartolomé. Der er i alt ca. 800 pingviner på Galapagos, siger Roberto. Det er den eneste pingvin så langt nordpå tæt på ækvator. Yngleperioden tager op til et halvt år og den kan producere op til 3 unger årligt afhængig af fødemængden og havtemperaturen ( skal helst være under 23°). Før el Niño var der 1.400 par på Galapagos.

Fra Sullivan Bay til dry landing  på Bartolomé, hvor vi tager de 325 trin til øens udsigtspunkt. Her er en fantastisk udsigt over Santiago med tilhørende bugter og eftervirkninger af vulkansk aktivitet. Vi kan også se Santa Cruz, North Seymour og Baltra. Mod nord kan vi se Pinta, Lonesome George’s hjemstavn.

Frokost med langustersuppe m/ lever, halvstegt kød og frugt og så wet landing på Bartolomé. Først en gåtur til øens sydligste strand, hvor de 50 white-tipped reef sharks, som vi så fra udsigtspunktet, fouragerede efter krebs og fisk blot få meter fra strandkanten. Vandet var dog, på grund af vinden, meget grumset, så det meste vi så var deres skygger og indimellem den hvide spids på finne og hale. Vores guide siger at vi ikke skal gå for langt ud i vandet i vores bestræbelser for at se dem. Hajer ser jo ikke så godt, så hvad den tror er en stor dejlig fisk, kunne være et velnæret lår fra en dansk turist. På stranden yngler et par brune pelikaner og vi kan komme helt tæt hen til reden,  hvor der opholder sig et par fuldfede unger, der larmer højlydt, når der er dømt fodring.

Efter gåturen tilbage til den nordlige bugt ved Pinnacle Rock for snorkling. Pinnacle Rock består af en massiv klippeformation dannet af sammenpresset sand, som så er eroderet til huleagtige formationer. Tidligere var der to klipper, men de amerikanske bombefly øvede sig under krigen, så den ene klippe er sprængt væk. Havtemperaturen her er betragtelig koldere end på den anden side hos hajerne. Vi snorkler imellem pingviner, eksotiske fisk og søløver. Vores sidste snorkling var en værdig afslutning i det våde element.

Kl. 16.00 af sted mod Santa Cruz og Black Turtle Cove. Pludselig bliver der aktivitet agterdæks. Delfiner springer her og der og 2 følger skibets stævn en kort tid. 150 thorshøns flakser rundt på bølgerne. De overvintrer her på det åbne hav.

I aften er det så sidste aften på Galapagos og besætningen er i galla. Vi samler ind til drikkepenge. 20$ til guiden og 20$ til besætningen pr. mand. Kapitlet omkring Galapagos-rejsen med spritruten og brækbåden er ved at være til ende.

Santiago: Sullivan Bay, Bartolomé, Santa Cruz: Black Turtle Cove.

Vejr: SØ 3-4, 4/8, 23°C, vand: 20-24°C

Øvrige: 50 white-tipped reef shark, 4 green sea turtle, 15 marine iguana, 8 common/white-bellied dolphin, 12 lava lizard, 15 sea lion, sally lightfoot crab.

Den 16. oktober 2000

Santa Cruz: Black Turtle Cove

Kl. 06.00-07.30

Øvrige: white-tipped reef shark 25, 10 eagle-ray, 1 golden ray, 15 green sea turtle

Det blev til i alt 54 fuglearter på Galapagos.

Inden afrejsen fra Galapagos, når vi en sejltur i Black Turtle Cove, en mangrove-skov med repræsentation af alle 3 mangrove-typer: red, black og white mangrove-træer. Her ser vi på lavt vand både white-tipped reef shark, rokker og havskildpadder. En flok på 12 hajer ligger på ½  meters vand og hviler sig i mangrovekanten. Tilbage til både morgenmad, pakning og betaling af barregning. Sidstnævnte øvelse gav store meningsudvekslinger med Carlos, bartenderen, guiden og så os. Til trods for Carlos’ tidligere forsikringer om at de skiltede 20% tax ikke skulle betales, var det alligevel sat på regningen. Misunderstanding og udbredte arme med uskyldigt ansigt – go’daw min bare………. Der var endvidere beregnet for meget for rom (3$ i stedet for 2) og antal stemte ikke helt overens med hukommelsen.  Jeg fik vores regning nedsat fra 172$ til 134$ bare ved at brokke mig og sige at det var hvad jeg ville betale. På den anden båd nægter de konsekvent at betale, og kommer af sted med det. Sådan en flok røvere. Til nye rejsende, vil jeg foreslå, at man dagligt insisterer på at betale for sine drikkevarer, så man er helt afklaret omkring priser og  leveringsenheder. En anden ting er at vente med at betale tips, til alt er afregnet. Så kunne man ”indefryse” drikkepengene, hvis man synes at regningerne var for grove.

Ankomst til Baltra Airport kl. 09.15. Roberto får min fuglebog. På grund af det med barregningen, var jeg ellers indstillet på at han kunne rende og hoppe, men han havde jo været meget professionel og pædagogisk. Og så var fugle jo ikke lige hans stærke side. Take off Baltra og Galapagos kl. 11.20 med 35 minutters forsinkelse. Flyvetid 1 time og 40 minutter til Guayaquil. Første del af vores rejse er slut og vi skal til basen i Quito. TAME, flyselskabet, bruger ikke faste pladser i flyet, så der er en masen uden lige, da der bliver åbnet ud til gaten. Specielt ser vi os gale på nogle tyskere, der sniger sig frem i køen. Andre møver bare ind fra siden i køen. Annette løber om kap med de emsige tyskere og giver dem det glatte lag verbalt og med truende kropssprog! Nå, jeg tror at alle kommer med. Og de ene sæde i vores række var ledigt. Det varede nu ikke så længe. En ældre amerikaner blev dårlig og manden foran blev ”smidt” til vores række. El doctor bliver efterlyst  i højtaleren og Hans Jørgen må klare paragrafferne medens Susanne er stand by. Det blev til lidt ilt og nogle beroligende ord.

Ankomst Guayaquil kl. 12.55 og efter 45 minutters ophold med flyskifte af sted til de sidste 40 minutters flyvning til Quito.  Kommer vores kufferter nu med? Ankomst Quito kl. 15.05 lokal tid.

Så sidder vi her igen på hotel Sierra Madre og kufferterne er pakket (deponeret), så vi er klar til 6-dages bustur i Andesbjergene i morgen. En tordenbyge med regn og hagl driver over byen. Temperaturen er 17 grader og vi skal igen vende os til den tynde luft.

Den 17. oktober 2000

Vejr: SØ 3, 3/8, 25°C

Afgang Quito kl. 09.20 og af sted mod hacienda la Cienega 60 km syd for Quito. Men først stop ved en pengeautomat, og så en anden pengeautomat og så en tredje i en by syd for Quito. Og her var det så kun Visa, der kunne anvendes. Eurocard var ikke lige så anvendeligt. Der må være computer nedbrud. Vi kører op i Pasochoa Forrest Reserve sålangt vi kan i bussen. Herefter er det gå-ben. Pasochoa-vulkanen er 4.200 meter høj. For over 100.000 år siden havde vulkanen et voldsomt udbrud med en eksplosion så kraftig at bjerget kollapsede og efterlod et åbent krater, hvor lavaen kunne strømme ud. Krateret og lavahullet er i dag tilvokset og frodigt.

I den tynde luft og med den generelle almene tilstand blandt turdeltagerne, så gå der ikke lang tid førend de første vender om. Vi er dog en atletisk flok, der kæmper sig op til kraterkanten i ca. 3.500 m. o. h. Rodrigo havde vist regnet med at vi kunne nå at komme langt hørere op. Men toppen ligger endnu langt væk, så det må blive her ved kraterkanten. Jeg ser et par ravnegribbe men ingen andeskondorer, som dog skulle yngle på toppen. Frokosten bliver forsinket og vores lunch-boks er byttet ud med restaurantbesøg på nærliggende ”La Mathilda” en restaurant bygget i ler og strå på en skråning overfor vulkanen Corazon.

Og hvilket måltid. Brød med smør og chilly dip, majspandekage, lokal drik (varm), velsmagende legeret suppe, oksemørbrad med salat, kartofler, squash, nellikesauce med peber og basilikum, 3 slags dessert: citronfromage, creme brüllé, amerikansk pie. Værtinden er af dansk afstemning (dansk far). Hun var helt oppe at køre. Det var første gang at hun serverede for danskere, og så hele 27 af slagsen. Vi giver stedet 5 kokkehuer.  

American highway eller som den kaldes her i Ecuador: Vulcano Avenue, fordi der over en kort strækning passerer 11 vulkaner. Ankomst hacienda La Cienega kl. 17.00. I seng kl. 19.30. 

Quito-Pasochoa Forrest Reserve-Lasso-Hacienda la Cienega:

Den 18. oktober 2000

Vejr: SØ 3-6, 8-2/8, 10-21°C

Annettes og Marios fødselsdag.

Afgang mod Cotopaxi kl. 09.00. Cotopaxi, der er 5.897 meter høj er verdens højeste aktive vulkan. Toppen er dækket af sne. Bussen rasler op ad bivejen til parkens indgang. Vejen er generelt mere for 4-hjulstrukne køretøjer, men bussen får os op i ca. 4.200 m. o. h. Her blæser en strid vind. I ca. 3.800 m. o. h. ligger Laguna de Limpiopungo i forbindelse med en stor flad slette – den såkaldte paramo. På sletten ligger store og små klippestykker spredt ud over det hele, udspyet efter et vulkanudbrud. Klippeblokke så store som minibusser ligger langt fra toppen. Det må have været nogle enorme kræfter, der kan kaste klippeblokke så langt væk. Cotopaxi er en producerende nationalpark. Dvs. skovbrug omkring pine og eucalyptus. Store områder ligger åbne efter træfældning. Parken skulle være hjemsted for puma og hjort. Hvor mon de gemmer sig i dette skovrydningsprojekt?

Turens hot-spot var synet af den endemiske Andean Hillstar, en lille kolibri med hvidt bryst, metalblå overside samt blå hals. Det første stop blev den set dårligt, men ved lagunestien i en lille dal, lykkedes det i fulde drag for de der ikke var vendt tilbage på grund af  den kraftige blæst.

Vi spiser frokost på en restaurant lidt syd for Lasso. I aften har Lis bestilt fødselsdagskage til Annette og Mario på haciendaen.

Hacienda la Cienega, Cotopaxi National Park: Museum, P-plads i 4250 m o.h.,Laguna de Limpiopungo i 3850 m o. h.:

Den 19. oktober 2000

Vejr: SØ 3, 8/8, 18°C

Fødselsdagsfesten i går var vellykket. Vi indtog haciendaens rustikke restaurant. Der blev bestilt menuer fra øst til vest og tjenerne gjorde store anstrengelser med at holde regningerne adskilt.

Afsked med hacienda la Cienega gennem den gamle eukalyptus allé, der danner indgangsparti til den 350 år gamle hacienda. I de sidste 22 år har haciendaen fungeret som hotel til supplement for dyrehold og rosendyrkning. Der er i hvert fald plasticdrivhuse med roser i nærheden, hvilket Lasso swamp desværre også er blevet påvirket af. Der er snart ikke mere at komme efter her. Nogle siv stikker op hist og her langt strømmen, der gennemskærer sumpen. Generelt er der dog fortsat mange fugle i og omkring haciendaen.

Efter en kort køretur fra haciendaen ankommer vi til indianermarkedet i Saquisili. I modsætning til indianermarkedet i Otavalo nord for Quito betegnes Saquisili-markedet som et ægte marked, og ikke et turistoverrendt sted som i Otavalo. Først inspicerer vi dyremarkedet med lamaer, får, grise, køer m.v. Bagefter travede vi rundt i nogle af de andre markeder, bl.a. kartoffelmarkedet med 40 forskellige kartoffelsorter og smådyrsmarkedet med kaniner, hamstre og en hundehvalp for 1$. Derudover blev det tid til besigtigelse af almindeligt turistfims, som selvfølgelig kræver spendering af en del dollar-sedler. Det er et broget indianermarked. De fleste er meget fattige. De kommer fra omegnen og falbyder deres varer. Vi køber sølvsmykker (håndmalede) og et par naivistiske malerier. Men ellers er der trøjer af lamauld, hatte og selvfølgelig T-shirts med alskens påtryk. En mand ligger livløs med en avis over hovedet. Er han stang-stiv eller måske død?

Frokost i Latacunga og herefter østpå, hvor Tungurahua-vulkanen sender røg op, som den har gjort det i det sidste år. Ankomst Baños (1800 m o. h.) kl. 17.00. Vejen indtil Baños er – for en 200 meter strækning – ødelagt af vulkanen Tungurahua, den 5.023 meter høje vulkan som danner rammen om de næste tre af vores overnatninger. Sidste års udbrud betød at 7.000 af  Baños beboere måtte evakueres. Bussen klatrer så de sidste 400 meter op fra byen til Ressort Luna Runtun, som ligger i 2200 meters højde på Tungurahua kraterets bagside (i forhold til udbruddet).

Der er en meget betagende natur her omkring Baños. Alene køreturen fra Baños by til Luna Runtun kan tage vejret fra én. En stor bus på en smal vej med dybe kløfter med  vandfald kan give åndenød. Ressorten ligger på et klippefremspring lige over Baños. Vi kan høre larmen i byen, herunder en musikparade, der bevæger sig rund i byen. Udsigten er fantastisk. I ”baglandet” lukker vulkanen hele tiden røg ud – nogen gange meget røg. Vi har fået værelse lige ud til klippefremspringet og kan beskue de omliggende bjerge.

Hacienda la Cienega, Saquisili-markedet, Latacunga, Baños, Ressort Luna Runtun

Vejr: SØ 4, 8-4/8, 21°C

Den 20. oktober 2000

Vejr: SØ 3-4, 8/8, 20°C

Vores værelser står til 160$ pr. nat. Det må stå sløjt med udlejningen, når vi kan få 3 nætter med i vores landarrangement. Guiden Rodrigo fortæller at evakueringen af Baños og Luna Runtun i forbindelse med vulkanudbruddet udelukkende var en politisk beslutning for at få penge fra Verdensbanken. Der udløses åbenbart penge i forbindelse med katastrofesituationer. Området blev afspærret af militæret, men efterhånden som månederne gik, sneg folk sig udenom og hjem til deres huse. Det kom efterhånden til optøjer med militæret, førend myndighederne gav sig. I forbindelse med evakueringen mistede Rodrigo sit job på Luna Runtun og siden hen har værelserne været svære at udleje pga. vulkanen. I Hannibals turbeskrivelse fremgik godt nok at nogle af gaderne i Baños kunne virke øde på grund af fraflytning, men at vi sådan skulle bo på en aktiv vulkan var vi ikke helt bevidst om. Rodrigo beroliger os dog. Så længe der er sne på ”vores” side af vulkanen sker der ikke noget.

Øst for Baños får vi præsenteret diverse vandfald og dybe kløfter med floder. Vi ser porten til Orienten, som består af en tunnel gennem bjerget. Vi får så byvandring i Baños med besøg i kirken fra 1914. Her ser vi talrige malerier af ”mirakler” og guiden fortæller ivrigt omkring inventar og madonna mig her, og madonna mig der, alt imedens kirkegængerne uanfægtet  foretager sig deres kirkelige handlinger.  Vi spiser frokost i byen og er tilbage på hotellet ved 17-tiden.  Det er begyndt at regne og skyerne ligger tæt omkring hotellet.

Hotel Luna Runtun, vandfald Agoyan,  Baños

Til aftensmad frølår og efter særlig bestilling: grillet marsvin. Marsvinet smagte ganske dejligt, med smag efter kylling/and.

Den 21. oktober 2000

Vulkanen var aktiv i nat. Den lokale guide, der eskorterer Alice, Poul og Mario på deres 7-km trekking i dag, bor længere oppe af bjerget. Han fortæller at vulkanen spyede lava ved 2-tiden i nat. Hans ruder klirrede.

Her til morgen tog jeg en sti ½-times vandring opad. Heroppe kunne vulkanen høres rumle meget intens. Det kommer i stød og lyder som et jetfly.

Afgang kl. 9 mod Rio Verde og en natursti i en cloud-forrest med tilhørende vandfald. Turen hertil foregik på en smal bjergvej langs kløften. Der kan dårligt passere to biler. Et sted på vejen vælter et vandfald ned over vejen, så passerende biler bliver vasket.

Efter en meget køn tur i tågeskoven returnerer vi til Baños. Der stoppes ved Ecuadors længste (og eneste) svævebane. En gondol, der var en sammenflækket trækasse med plads til 4 personer, en motor fra 1954 (?) til at trække kablet  og så 100 meter ned. Der svævede gribbe i kløften under svævebanen. De fleste fik styret deres lyster omkring svævebanen. Andre undlader beskedent af afprøve det tekniske vidunder. Vi ser de 3 vandringsmænd M/K på bjerget på den anden side af kløften. Vi synger for dem (og de kunne høre os /red.). De er kun halvvejs.

Efter frokost hviletid medens andre planlægger en gåtur til byen.  Andre tager på hesteridetur på vulkanen. Her kommer man endnu tættere på vulkanen. Og på hesteryg på en stejl bjergsti, var kulissen helt i top. Siestaen tilbringes med at checke den lille kolibri, som jeg så i morges. Den befandt sig ofte i et træ under nogle højspændingsledninger, så da dens humlebiagtige summen blandede sig med el-ledningernes troede jeg først at det var el-ledningerne der vekslede i strømstyrke. I træet søgte også andre kolibrier føde, nemlig brown inca og green violetear. Den lille kolibri var en purple-throated woodstar, som kun er 7,6 cm lang.    

Hotel Luna Runtun, Baños, Rio Verde cloud-forrest

Vejr: SØ 2-3, 4/8, 22°C

Den 22. oktober 2000

Op kl. 05.30 for tidlig morgenmad og afgang Luna Runtun kl. 07.40. I dag er det bus-dag. Turen til Quito forventes at tage 3½ time. Vi siger nu farvel til vulkanen Tungurahua. Da vi ankom var der sne på toppen på ”vores” side, og Rodrigo forsikrede os at så længe der var sne på toppen, skulle vi ikke være bange. Nu er der ingen sne på toppen! Vi var et par stykker, der i går aftes vandrede lidt op ad bjerget for at se/høre vulkanaktiviteten. På vej op ser vi vulkanen spy ild op, og der er et rødligt skær omkring kratertoppen. Da vi kommer lidt højere op, får vi frit udsyn til vulkanen. I de 45 minutter vi ventede, er det dog kun røg, lidt rumlen og susen vi observerer. Til gengæld er stjernehimmelen helt fantastisk, suppleret med en hel del stjerneskud. Stemningen fuldbyrdes med mange ildfluer, ugleskrig og natravnesang.

Vi ankommer planmæssigt til Quito og får først en byrundtur til den store beskyttende engel på en bjergtop 250 meter over byen. Her er en flot udsigt. Englen er et rædselsmonument og endnu et eksempel på ”dårlig” smag, der præger katolske symboler. (I kirkerne er fx legetøjsdukker klædt ud som jomfru Maria). Herefter besøger vi down-town. Alle værdier: smykker, pas og penge bliver efterladt i bussen. Det er jo lommetyvenes domæne, vi skal besøge. Dette bliver bekræftet senere, da nogle af turens deltagere bliver observatører til en lommetyvs arbejde. En ældre kvindelig turist bliver ”angrebet” bagfra og vups, så hiver han ørestikkerne af hende, putter dem i munden – og stikker af lige så hurtigt, som han kom.

På byvandringen besøger vi flere kirker. Det er lidt underligt at blive rundvist midt i gudstjenesten. Herefter Grand Plaza med bl.a. parlament og katedral. Vi bliver herefter samlet op af bussen igen, og kører de 15 km. nordpå til Ækvator-city. En by, der er bygget op omkring ækvatormonumentet. Her spiser vi lunch med musikledsagelse af sydamerikanske toner. Vi bliver fotograferet syd- og nordfra samt for- og bagfra og så lidt fra siden ved ækvatorlinien, som er malet på asfalten ved ækvatormonumentet.

Tilbage til basisstationen Sierra Madre og kuffertpakning og aftensmad. Inga og Poul, der jo rejser hjem i morgen, skal pakke det hele. Vi afholder fællesspisning på Hotel Sierra Madre med pizza. I morgen går det mod junglen.

Luna Runtun, Banos, Ambato, Latacunga, Quito

Den chestnut-headed cotinga sås flyve mod et vindue i Luna Runtun’s svejtsiske ejeres bolig. Da jeg samlede den ”døde” fugl op fra jorden, var den gudskelov fyldt med livsmod, selvom den skreg hjertensskærende. Så jeg skyndte mig at lægge den tilbage. Den havde ikke fuldt rødt hoved, så det drejede sig om en hun alternativt en ungfugl.

Den 23. oktober 2000

Vejr: svag vind, 0/8, 19-30°C

Så er turen kommet til junglen. Vi kører fra hotellet kl. 09.45. Hjemmefra troede vi at vi skulle med en TAME-afgang kl. 09.30. Sådan skulle det ikke være. Vi skulle flyve med et privat luftfartsselskab og afgangen bliver estimeret til kl. 11.30. Da flyene er små, skal vi med to fly. Vi bliver alle vejet til stor morskab for deltagerne. Henrik  Duhn har en fod med i Hans Jørgens kuffertvejning!

Inga og Poul’s KLM-fly afgår kl. 11.10. Vi ser det lette fra vores lounge. Medens vi venter på afgang fortæller Sacha lodge-guider om opholdet. Sacha lodge ligger i 250 meters højde o.h. og temperaturen er 25-35 grader med en luftfugtighed på 80. Vi trænger til varme, hurra. 

Vi sidder nu i et Beechcraft 1900D-fly med plads til 19 personer og 2 piloter. Det er et to-motores turbojetfly fra Saereo Airways. Flyvetid beregnet til 45 minutter. Take-off mod Coca kl. 12.05. Vi flyver over skykanten. Der er mere turbulens her end i de store passagerfly. Vi kan følge med i landskabet, så det er en anderledes flyoplevelse. Reservepilot Arne fortæller om, hvilke skyer vi ikke skal flyve ind i (isdannelser). Det skyer til, men mellem skyerne kan vi se at landskabet skifter karakter. Vi flyver forbi en af Ecuadors højeste vulkaner: Cayambe på 7.790 meter. Der er – ligesom Cotopaxi – sne på toppen. Bjergene bliver mindre og mindre og er helt skovbeklædte. Floder slynger sig blandt bjergene. De ser alle ret udtørrede ud. Ankomst Coca kl. 12.40 efter 35 minutters flyvning.

Vi bliver med bus bragt til rio Napo gennem byen Coca. Sikken en by. Godt vi ikke skal være her ret længe. Rio Napo er 1400 km lang, og vi er omtrent ”halvvejs” fra dens udspring i Andesbjergene til den løber ud i Amazon-floden. Der er således adgang fra Andesbjergene til Atlanterhavet ad vandvejen. Fra olieborefelterne ved rio Napo er der pipelines 400 km til Ecuadors kyst.

Vi er nu i den lille båd alle 35 mand og vi begiver os her kl. 14 ud på den 2½-times (80 km) sejlads til Sacha lodge. Vi ankommer kl. 16.30 til Sacha ”Harbour”. Herfra er der ½-times gang ad en board-walk, samt 15 minutters sejlads i kano til lodgen. Varmen begynder at vise svedtegn på tøjet. Mon temperaturen ikke er på de 30 grader.

Medens vi går på board-walken hører vi en masse lyde, både fugle og insekter. En lille gruppe common squirrel monkeys larmer i trætoppene under deres ”vandring” gennem skoven. En af guiderne – Norby Lopez – er ornitolog, og han bærer rundt på en mikrofon og en båndoptager, så kan både kan optage fuglestemmerne og afspille dem igen for at lokke pipperne til. Vi ankommer svedige til lodgen og får briefing og velkomstdrik. Der er pludselig langt til bjergene og højlandet.

Quito-Coca-Sacha lodge:

Øvrigt: red howler-monkey hørt, 3 common squirrel monkey, 1 cayman.

Den 24. oktober 2000

Vejr: SE 0-3, 0-4/8, 32°C

Vi blev i går til aftensmaden delt op i grupper. I birdwatcher-gruppen kom Lisbeth&Ketel, Lis&Mario og så os. Vi bestilte tidlig afgang, så vækkeuret ringede kl. 05.00. Ketel kom kravlende med sygdom i kroppen. Mario havde dårlig mave og blev hjemme. Efter morgenmaden begav vi os af et trail til det store canopy tower. Træet er 45 meter højt og er bygget omkring et kapok-træ. Her er en fantastisk udsigt over junglens primary forrest, og et nærtstående figentræ huser masser af fugle. Nye hele tiden. Vores guide hører og ser hele tiden nye fugle, hvis navne jeg dårligt når at få nedskrevet. Det er ret svært at kapere 30 nye arter på 2 timer. Norby løfter sjældent kikkerten. Han kan de fleste stemmer og supplerer med en imiterende fløjten. Vi har også en lokal indianer-stifinder med. Han bærer teleskopet og har selvfølgelig kaffe og kage med i tårnet, ligesom han også er leveringsdygtig i vand.

Efter fugletårnet, der som dagen skrider frem, fyldes med små bier (som fluer), der ivrigt tiltrækkes af menneskenes kropslugte, tager vi på kanotur i den nærliggende Orquidea Creek, som fører vandet fra lodge-søen til river Napo. Man føler sig her, medens kanoen glider stille i creeken, hensat til den ultimative urskov. Masser af lyde i en uberørt skov. Vores guide hører en dot-backed antbird og han får travlt med båndoptageren. Det lykkedes ham at få 2 fugle helt tæt på.  Vi bruger 20 minutter på disse antbirds, så man bliver lidt øm bag i, da vi jo er placeret på en lille træstol i den udhulede kano.  Vi er tilbage på lodgen kl.10.30, hvor Henrik og Susanne tager imod. De har ej heller været på tur grundet dårlig mave.

Sacha lodge  (tower, creek, lake)  kl. 06.00-10.30

Svag vind, 0/8, 25°C        

Øvrigt: 1 canopy lizard, 1 blue morphan (sommerfugl så stor, så stor)

Sacha Lodge (trail, kanotur på Lagartococha søen) 16.00-19.15

Øvrigt: 2 white-line sack-winged bat, 1 wine snake, tree frog, frog sp., 1 tarantel, 1 praying-insect, 1 boa-snake (2 meter.)

Igen trekking kl. 16 og en kanotur på søen Lagatococha. Det er mørkt inden vi er tilbage til aftensmaden. Ved indgangen til restauranten under board-walkens palmetag ligger en boa-slange og hygger sig. Den er rullet godt sammen under tagryggen. Den skulle efter sigende være 2 meter lang og have opfostret 2 unger, der nu har forladt moderen. I seng kl. 22.00 godt trætte i led og ryg.

Den 25. oktober 2000

Det har regnet i nat. Det har jo ellers – indtil nu – været små mængder af regn, vi er løbet ind i. I går kom der lidt dryp under lunchen, som den eneste regnbyge her i regnskoven.

Til morgen skal alle grupperne til parrot-lick med motorbåden. Der er ½-times sejlads op ad floden. Der sidder en ugleunge ved restauranten. Den måtte personalet hjælpe ud af restauranten til morgen. Det er en spectacled owl. Den bliver fodret af personalet med kyllingestykker.

Morgenens tur til parrot-lick var et af turens forventede fuglemæssige højdepunkter. Stemningen var i top allerede på sejladsen derhen, i det 2 blue-and-yellow macaws (blågul ara) kom flyvende langs floden. Selve skrænten, hvor papegøjerne spiser ler/mineraler af hensyn til deres modstandskraft overfor giftige frugter, er ikke synlig pga. vegetation. Det var en utrolig stemning: den friske morgenluft, synet og lyden af ca. 800 papegøjer fordelt på 7 forskellige arter.  Der var et mylder omkring skrænten (som vi desværre ikke kunne se). Fugle fløj til og fra hele tiden og nogle gange blev flokken skræmt og fløj op i nærliggende træer og bambus.

Sacha Lodge - parrot-lick retur  06.15-10.00

Vejr: SØ 2, 4-0/8, 31 °C

Om eftermiddagen ved 16-tiden trekking-tur til et sumpområde SW-for lodgen. Pga. varmen starter vi en time senere end normalt. Nordby fortæller, at det ikke har regnet af betydning i snart 14 dage og det er usædvanligt varmt og tørt. Normalt ligger temperaturen på 25 grader. Når det så bliver for varmt begynder regnen og temperaturen går ned igen.

Vi ser ingen pigmy marmoset (verdens mindste abe). Til gengæld hører vi brøleaberne i det fjerne. Stemningen ved solnedgang er speciel. Vi har vores lygter med for at spotte diverse kryb og nataktive dyr. Vi ser kæmpefrøer, fugleedderkopper, kæmpe jagtedderkopper, black agouti (en gnaver), flagermus, ildfluer og et par baby-cayman-alligatorer i søen.

Under middagspausen ser jeg fra hængekøjen på terrassen en stor varan med en meget speciel haletegning (som en koralslange med hvide ringe). Desværre lever der ikke varaner her, men firben. Det må så være specielle kæmpe-firben, da størrelsen svarer til de båndvaraner, jeg har set på Sri Lanka. Det kunne jo også være en uopdaget varan. Jeg tror at jeg vil kalde den: ”Peter’s leguana del Sacha”.

Sacha Lodge (trail + swamp) kl. 16.00-19.15

Øvrigt: 1 kinkajou (fra raccoon familien). Lever i træer.

Den 26. oktober 2000

Ved 11-tiden holdt det op med at regne efter 10 timers uafbrudt regn og torden. Den regn, der ikke var kommet de sidste 3 uger, kom nu. Jeg vil tro over 150 mm. Vores morgentur blev der aflyst. Den anden gruppe, der skulle til fugletårnet og spise morgenmad startede kl. 05.00, men opgav efter 20 minutter, da grene begyndte at falde ned over stien. Jeg ville dog nødigt gå op i et 45 meter højt tårn under disse forhold med lyn og torden og trin, så glatte som brun sæbe.

Vores pip-gruppe tager i stedet på en formiddagstur til sommerfuglefarmen, hvor Sacha Lodge producerer sommerfuglepupper til eksport, primært USA og England. På farmen er der da i det mindste tørvejr.

Inden frokost kan vi lige nå at kikke endnu engang efter de små aber i træet 10 minutters gang fra lodgen. Det er de små pigmy marmoset, som er en silkeabeart og derudover verdens mindste abe. Vi ser 3 stk. som plejer hinandens pels ca. 10 meter oppe i træet.

Lunch og afslapning inden monkey-spotting via søen og board-walken. Vi ser mange capuchiner-aber i creeken og nogle squirrel-aber. De to arter ses ofte i samme flok.

Sacha Lodge (lodgen, sommerfuglefarmen, søen, trail, board-walk)  kl. 11.00-19.10.

Øvrigt: 3 pigmy marmoset, 2 red howler monkey (hørt), 35 common squirrel monkey, 50 white-fronted capuchin monkey.

Sidste aften på lodgen. Vi pjatter og drikker lidt rom og cola. Norby får vores myggenet og 1 Mario-lygte. Den anden lygte giver vi til vores indianer-guide, der har fulgt os sammen med Norby. Lygterne er vandtætte, og store var indianer-guidens øjne, da jeg under en kanotur stak lygten i vandet og uden problemer lyste bunden op.

Gerda arrangere overtapning af Brøns’ mund. Hvem siger at han snakker for meget?

Den 27. oktober 2000

Afrejsedag fra junglen, så vi står op kl. 05.30 og pakker kufferterne. Sidste tur i kanoerne og kl. 8 afgang med flodbåd mod Coca.

Vi nåede lige at få fremvist en sjælden ugle: mottle owl, inden vi tager afsked med Norby Lopez, som har været en fremragende fuglekender og guide og tilmed en hyggelig fyr. Godt vi slap for ham tysker-guiden. 

Det begynder at regne under bådturen. Floden er i øvrigt en helt anden flod end da vi kom. Det må have regnet meget i bjergene for floden er fyldt med mudret, strømfyldt vand, der denne gang dækker de fleste sandbanker, som vi så på udturen. Vi bruger 2 timer og 45 minutter til Coca. Henrik og Susanne’s kamera kan vist ikke tåle vand!

I Coca tager vi kreaturtransporten til lufthavnen, hvor flyene venter. Afgang Coca kl. 11.55. Vi ser en flok ravnegribbe fra flyet lige efter starten.

Godt vi ikke fløj ind i dem. Det er overskyet og vi ser ingenting af landskabet. Ved indflyvningen til Quito dukker byen nok så smukt op under skydækket. Vi lander kl. 12.35 efter 40 minutters flyvning.

Sacha Lodge – River Napo – Coca – Quito:

Vejr: SØ 3, 8/8, regn, 24 °C

På Sierra Madre igen. Et uvejr passerer. Godt vi er landet. Vi omgrupperer kufferterne en sidste gang. Vi er alle lidt matte efter rejsen fra junglen og maverne gør forsat vrøvl. Appetitten er derfor ikke den største, så det bliver, for 8 af os, til den sædvanlige italienske restaurant, medens hovedparten tager på Pavarotti, en eksklusiv italiensk restaurant.

Den 28. oktober 2000

Op kl. 04.30 for morgenmad kl. 5. Buschaufføren er præcis og kl. 06.15 er bussen pakket og vi kører mod lufthavnen. Rodrigo har kraftigt anbefalet at vi møder 3 timer før afgang, da lørdag er frygtelig travl. Vi får sagt behørigt tak til Rodrigo og givet ham de hårdt optjente drikkepenge (20$ pr. mand).

Lufthavnen i Quito er alt for lille, hvorfor afgangshallen er et stort kaos. Vi checker ind og får afregnet den obligatoriske lufthavnsafgift (20$ i kontanter).

Vi afgår planmæssigt kl. 09.55. Forventet flyvetid til Curaçãu 2 timer 13 minutter.  Vi flyver over Andesbjergene ind i Colombia og hovedstaden

Bogota. Over Venezuela og det Caribiske hav med landing Curasau kl. 12.40. Afgang Curaçãu  kl. 14.00 og forventet flyvetid 8 timer 45 minutter. Vi flyver langt et tropisk uvejr og lynene er talrige. Hans Jørgen ser, midt over Atlanten,  et modgående fly og vel og mærke i næsten ? samme flyvehøjde!

Den 29. oktober 2000

Det lyner også over den Engelske kanal og Holland, da vi lægger an til landing kl. 04.25 lokal tid. Godt 5 timers ventetid i Amsterdam,  mod forventet 3 timers ventetid, da morgenflyet til København er annulleret. Den sidste lillebitte flyvning til København gøres på 1 time pga. kraftig medvind.

I alt har vi brugt 30½ time af vores ferie i luften. Hertil skal lægges yderligere 30 timers ventetid i diverse lufthavne. Vi har hermed brugt 2½ døgn af ferien udelukkende til flytransport.

Vi får hurtigt sagt farvel. Alle har travlt med at komme hjem og få hvilet og pakket ud inden en ny arbejdsdag truer. Annette og jeg har heldigvis yderligere to feriedage.

En helt speciel ferie er slut. Får vi mon råd og lejlighed til en sådan ”ekspedition” igen? Jeg håber at ferieklubben fortsætter……….

/Peter Lafrenz    

Komplet artsliste her