HJEJLER
Noget om feltbestemmelse af Hjejle, Amerikansk og Sibirisk Tundrahjejle
Klaus Malling Olsen
Med denne sommers hele 3 Sibiriske Tundrahjejler i Danmark er interessen for hjejlebestemmelse forhåbentligt vokset! Sebastian Klein og Kasper Thorup redegjorde i sidste nummer af DOF-nyt på glimrende vis for de vigtige kendetegn, der adskiller den herhjemme så talrige Hjejle fra de sjældne tundrahjejler. Artiklen havde dog et focus på bestemmelse af de sjældne arter, og jeg synes, at man undervejs glemte nogle flere detaljer omkring Hjejle.
Mange sæsoner er blevet anvendt bag teleskopet for at studere variationen hos Hjejle på specielt efterårstrækket. Og det kan være let at erkende proportionsforskele mellem denne art og de to hits – men i hvile bliver de næsten identiske i formen. De, der var med på en 2K Amerikansk Tundrahjejle i sept. 1997 på Ølsemagle mindes frustrationerne! Her var da der også tale om et usædvanligt lumsk individ – normalt er de mere påfaldende.
Denne artikel skal opfattes som "et skud fra hoften" – et spontant, hurtigt skrevet indslag, der dog er baseret på adskillige år i felten – blandt Hjejler herhjemme, blandt Amerikanere langs den amerikanske østkyst og blandt Sibirere midt i den sibiriske Tajga samt i Østkina, i Indien og Australien. Desuden et par kanonobs i Sydskandinavien af begge arterne. Her senest vil jeg takke Jan Eske Schmidt, Lars Jensen og Henning Bach Christensen for prægtigt og ikke altid lige stuerent samarbejde, ikke mindst under en observation af en guddommelig smuk Sibirisk Tundrahjejle han i Foteviken 31.7 2000 om aftenen og under "myggeknepning" af hjejleflokke, bl.a. dagen før på "Pølsen" (Ølsemagle Revle).
Artiklen bør læses sammen med Sebastians i DOF-Nyt 3/200, da kommentarerne følger denne artikels layout. Dog har jeg valgt at skrive om proportionsfornemmelse og stemmer først, da det tit er det, man reagerer først på.
Som rigtigt skrevet er de tre arter: Hjejle, Sibirisk Tundrahjejle og Amerikansk Tundrahjejle – ret ens. Det er ofte forskelle i formen fremfor i dragten der skaber mistanken: Hjejle er kompakt med stort, rundt hoved med lille splintagtigt påsat næb, ret "udbuget" overside (se foto af juv. Hjejle i DOF-Nyt s. 24 og sammenlign formen med juv. Amerikansk s.25), tyk, rund kropsunderside (lidt i formen ala Stor Præstekrave) og korte, ret tykke ben, der stående er kortere end afstande benfæste til ryggen. Typisk er tibiaen kort. At Hjejle har den korteste vinge nævnes: det er ikke tilfældet på stående fugle: Hjejle har moderat håndsvingfjersprojektion med 3-4 synlige håndsvingfjer bag tertiærerne (aflæses ret let grundet tertiærernes tydelige mønster hos alle arter). Vinge- og halespids flugter tit, men ofte går vingerne en anelse ud bag halen (skønnet max. 1 cm).. Amerikansk Tundrahjejle er en anelse mindre, men virker mere langstrakt med fladere ryglinie og længere hånd . Formen er slankere og det mindre hoved har en mere kantet form med tydeligere vinklet nakke og næbbet er generelt lidt ængere; hos nogle næsten som hos Sibirisk (se nedenfor). "Amerikaneren" er desuden slankere med lidt længere ben, ca. af længde benfæste-ryg. Tertiærerne er korte, men hånden lang: tit som afstikkende, mørk ligebenet trekant, der går op til et par cm ud bag halen. Så lang hånd bag halen – og så tydelig projektion med 4-6 synlige håndsvingfjerspidser kan ingen anden hjejle matche!
Sibirisk Tundrahjejle er normalt den mindste; nogle er tydeligt mindre end Hjejle, i størrelse midt melem Strandhjejle og Stor Præstekrave. Det er også den finest proportionerede med det relativt mindste hoved, største næb (kan bue let i spidsen som hos Brushane (sjældent hos Amerikansk, ikke hos Hjejle) og længste hals. Kropsformen er det dét, man tit bliver mest opmærksom på: kroppen er kort og oval med næsten afklippet kort bagpatri – en karakter der forstærkes af de usædvanligt lange og tynde "stankelben", hvo tibian er tydelig. De er normalt længere end afstanden benfæste-ryg og kan på fugle, der strækker sig fra siden i helt åbne omgivelser være længere end afstanden benfæste-vingespids. Vingespidsen er den korteste hos de tre arter: de lange tertiærer sluter somhos Hjejle et stykke før halespidsen, men kun 2-3 håndsvingfjer er synlige bag tertiærerne. Et så kort bagparti og så lange ben gør næsten fuglen uproportioneret bagtil – en stor hjælp ved bestemmelse af sommerdragtshanner fra Amerikansk Tundrahjejle.
En morsom detalje er, at tundrahjejler – især Sibirisk – ved uro ofte strækker hals og skyder brystet frem, lidt som en urolig Brushane. Hos Sibirisk kan man da se Brushanens "girafhals", men det er også set hos urolige Amerikanske i USA – men aldrig hos hjemlige Hjejler!
Flugtbestemmelse er let: Hjejle er en kompakt oval med kridhvide undervinger i god kontrast til gulbrun overside (i ungfugle- og vinterdragt også gulbrune flanker), hvor de to tundrahjejler har grå undervinger af nuance som overvingerne. Ca 1% Hjejler har en svag grå toning på især armhulerne, men det forstyrrer slet ikke det glimtende, kontrastrige helhedsindtryk: de, der påstår, at undervinges farve ikke kan bruges til noget, fordi nogle Hjejler har gråtonede-, og nogle tundrahjejle lysegrå undervinger har ikke fattet en brik af feltornitolgiens sande væsen! Vingebåndene er generelt kraftigere hos Hjejle, og normalt svage hos tundrahjejlerne. Jeg har dog set ikke helt få Hjejler med svage vingebånd, der matchede tundrahjejlers, men det er et fåtal. Sensommer og efterår ser man derimod tit Hjeler med tilsyneladende næsten "sandløberkraftige" vingebånd – det er adulte, der fælder de store overvingedækfjer og derved blotlægger armsvingfjerenes lyse baser – en effekt man forstår, hvis man kigger måger tænk på efterårsfældende Svartbage!
Det er i flugten at man ser, at Hjejle er den mest kompakte og kortvingede. Medvirkende til det kompakte indtryk er, at benene aldrig går ud bag den firkantede hale. Hos de slankere, mere langvingede tundrahjejler er det anderledes Amerikansk Tundrahjejle kan have bagparti som Hjejle, men hos ca. 50% går op til halvdelen af foden ud bag halen, hvilket danner en lille spids bagtil. Hos den mere korthalede og langbende Sibirisk Tundrahjejle går op til hele foden ud bag halen, men sjældent ses fugle, hvor benene ikke går ud: summa summarum: ikke udstikkende fødder er mulig hos alle tre arter (men usædvanlig hos Sibirisk), stikker en del af foden ud bag halen er der dømt tundrahjejle, og stikker hele foden ud bag halen (se foto s. 26 nederst) er fuglen en Sibirisk. Karakteren er checket hos hundredevis af fugle siden min interesse for alvor faldt på tundrahjejlerne i efteråret 1982, hvor jeg så arten på såvel Møn som Falsterbo, og den holder!
Stemmen er vigtig som nævnt af SK. Men variationen er dog større hos Hjejle end man skulle tro Normalt er kaldet et vemodigt, faldende – næsten selvopgivende – tjyyuuu, der er lidt hæst i tonen. Ikke sjældent høres mere lige udgaver af kaldet i ensartet tonehøjde, mere sjældent et let stigende tyyyiii, der faktisk vækker ørene hver gang man hører det. Amerikansk Tundrahjejle har flere typer kald, men det almindeligst hørte på trækket og fra rastende fugle er et let to-tonet, stigende kleei-wiii, som amerikafarere vil sammenligne med kald fra Amerikansk Præstekrave og visse Kildire, hjemige freaks mere som Sortklire, men svagere og mere opdelt.
Sibirisk Tundrahjejle har dog patent på det rigtige sortklirekald: et klart og tydeligt opadgående tjüiit (eller klyiit), der er meget gennemtrængende, lyder som en forstærket sortklirekald, men klinger let vemodigt med et touch af Storspove. Det skal bemærkes at alle arter i yngletiden og rastende har flere, mere ukarakteristiske kald. Af de mere spøjse jeg har hørt var entonede fra Amerikansk Tundrahjejle, ganske lig Hjejles lignende, og et Strandskadeagtigt kle-biit, der først tog som Strandskade, indtil jeg erkendte at jeg befandt mig i Massachusetts i gang med at fotografere de "yanks", der figurerere i SK’s artikel – de lettede, idet strandskadekaldet åbenbart var et advarselskald fra Amerikansk Tundrahjejle.
Udybende kommentarer til artiklen i DOF-Nyt
Adult sommerdragt
Hjejle varierer m.h.t. tegning. Dette kunne i høj grad ses i Ølsemagleflokken 30/7 2000, hvor alt lige fra fugle i smuk, gyldenspættet sommerdragt med ret tydelig hvid linie fra næbbasis til undergump mod bruntonet ansigt og sort bug, til nedslidte – 2K? eler tidligt ynglende fugle med næsten intet gult på oversiden sås. Disse var alle slidte, men kunne have meget mørk isse og ryg, næsten uden gule, men hvidlige småpletter, der nok skyldes afblegning. Rigtigt "nordlige" fugle med meget sort underside incl. ansigt, sås ikke – se efter, hvornår de dukker op – en meget kontrastrig sort/hvid hjejle med ret store, tydelige lyse pletter på oversiden kan frem til August sagtens vise sig at være en tundrahjejle (har du synspunkter på dette så send en mail til mig).
Fælleskarakterer for alle fuglene var dog: 1 tætsiddende, gyldenspættet oversidemønster, der på afstand flød sammen til en grød af gult og brunt. 2 kun smal sort midterstribe på brystet mod hvide brystsider (hos mange som slips) 3 brede, gennemgående hvide flanker – set fra siden næsten så brede som mørkt bugskjold, og bag benene bredende sig ud til hvide gumpesider (via en blød linie fra bugplettens bageste del). Kun én fugl havde sort midt på flankerne, der næsten rørte vingen – men den hang fra tid til anden en del med disse, hvorfor effekten kan have været forstærket. Hjejle har i øvrigt tit svage, mørke pletter i brystsidens hvide felt modsat tundrahjejlerne, der har disse partier rent hvide i fuld sommerdragt (Per Alström mundtligt) 4 undergumpen hvid hos 50%, men hos resten med gråsorte til sorte markeringer midt på undergumpen: dette sås kun som en svag mørk tegning mod det hvide bagparti set fra siden, men set fra gumpen sås hos mange et næsten kvadratisk mørkt parti omkring anus (et spændende område at checke – ID-freaks tænker på disse partier hos f.eks. Hvidsisken og Stribet Græshoppesanger), men hyppigere som en smal mørk spids midt i undergumpen omgivet af hvidt. Den kraftigst tegnede jeg har set var en adult han af ultra-nordlig type, der havde komplet sort trekant midt genem undergumpens midterdel. Fuglen sås på Öland først i august for nogle år siden.
Begge tundrahjejler har bredere, hvide brystfelter (mod smallere hvide halssider). Hos Amerikansk han i sommerdragt ender de som regel i fyldige "bryster", der delikat rundet mod knoen, hos Sibirisk er de mere vinklede ("spidspatter" – undskyld, hvis kvindelige læsere skulle føle sig stødte, men anatomi og associationer kan jeg altså ikke løbe fra) og spidser til mod vingeforkanten. De fleste Amerikanske har rent sort underside til undergumpen, nogle hunner med svage, uregelmæssige flyse pletter hist og her. Den rent sorte underside ses hos en del adulte hanner sommerdragt Sibirisk (se il. I Fugle i Felten), men reglen er, at Sibirisk har mørke pletter eler tværbånd på de hvidlige flanker (se fotos i DOFNyt samt feks. Club300´s fotogalleri: www.club300.se – galleri) og en del hvidt spredt på undergumpen. Dette forstyrrer på ingen måde indtryker af overvejende mørkt bagparti, helt forskelligt fra Hjejles hvide! De sorteste Sibirirere har underside meget som Amerikansk, men anderledes brystparti og den artstypiske ganske korte hånd, der på Foteviksfuglen knapt kunne ses bag de tæt hvidplettede tertiiærer. Desuden kan man have nytte af, hvor meget sort, der går over nbbasis: normalt op til 5 mm. Hos Amerikansk, 0-2 hos Sibirisk. Hvad angår hovedets kontraster er de hos rene sommerdragts tundrahjejler extremt tydelige: øjet dækkes helt af sort, i en fløjlssort farve, der dominerer hele undersiden. Selv de sorteste Hjejler har normalt ikke lige så fløjlsagtig underside, og man kan næsten altid se øjet, da partierne omkring øjet er let bruntonede – specielt lige under øjet. Mange tundrahjejler har en mere vinklet overgang melem sort kind og hvid stribe bagtil, Hjejle mere afrundet, dog hos 5-10% mere ala tundrahjejler.
Mens oversiden virker "gulgrødet" hos Hjejle er tundrahjejlerne normalt bedre mønstrede: ryg- og skulderfjer har bredere, mørke centre og bredere, gule til hvide pletter – der ses mønster på længere hold end hos Hjejle; hos Foteviksfuglen tydeligt på ca. 300 meters afstand, hvor det næsten var umuligt at se hos Hjejle. Reglen er, at Amerikansk har mere hvidt end gult, Sibirisk mere gult end hvidt, og altså mere fremstår som gulig på oversiden som Hjejle. Hos mange tundrahjejler – især Sibiriske – har dækfjerene distikte hvidlige pletter, der næsten kan dominere dén del af vingen. Det har jeg ikke set hos Hjejle. Det er bedst illustreret hos Jonsson, der også har betonet at de slidte dkfjer hos Sibirisk bliver mere gråtonede, og kan stå ud som en gråt felt mod den plettede ryg. Mange Hjejler har dog også ganske grå dækfjer, men formentligt færre end Sibiriske.
Fældningen – og forskellen i denne, står at læse i SK’s artikel. Bemærk, at Amerikansk ofte mister de hvide brystsider efter yngletiden (de ville være til besvær ved opfostringen af ungerne – her er camouflage vigtigere) – fint vist i DOGNyt. Det er benævnt en eclipsedragt, idet fældningen under træket afbrydes. Når det ikke genfindes hos flere europæiske strejfgster kan det hænge sammen med, at de ikke har ynglet og altså ikke har haft behov af at fælde. En lignende fældning kendes ikke hos de to andre arter (æs nærmere i Tundra Plovers af Byrkjedal & Thompson 1998), hvilket hos i hvertfald Sibirisk virker underligt, da hanner er lige så pragtfuldt kontrastrige som "Yankeerne" .
Det er dog almindeligt, at Sibirisk gradvis skifter fra sommer- til vinterdragt under trækket. De Sibiriske jeg har set om efteråret har alle været i overgangsdragt (kan da få hvidlig undergump fra med. Aug.), og fugle studeret sidst i Sept.-pri. Okt. I Australien var i vinterdragt, blot med spredte sorte klatter på undersiden. For Amerikanske medio Sept., se SK’s artikel.
Ungfugle og vinerdragter
Her er der ikke så meget at tillæge til SK’s artikel Bemærk dog et par supplerende punkter:
Hjejle og Sibirisk Tundrahjejle er næsten ens hvad angår tegning (proportioner og undervinger samt kald er vigtige!), men Hjejle har kraftigere mørktegnede strubesider og pande samt generelt svagere gult øjenbryn der gør, at øjet står tydeligere frem i det mere ensartede ansigt. Sibirisk har bred, lys pande ("som pandelampe"), smallere striber på brystsiderne og lidt tydeligere, gulere øjenbryn samt overside. Mørk plet bag øjet er generelt tydeligere, og et mørkt tværbånd i tøjlen vinkler ca 60 grader mod panden – forstærker den lyse pande. Det gør den også hos Amerikansk, men pletten har her mere karakter af en buet halvmåne, der igen forstærker den hvide pande, der hos Amerikansk er endnu mere udtalt, da dragten er mørkere grå – på afstand ser man en grå hjejle med tydelig hvid pandelampe og øjenbryn. Gule pletter hos Amerikansk er – hvis de er tilstede – tydeligst bagtil: på overgump og hale. At Amerikansk gør et meget mere ensartet gråligt, næsten strandhjejleagigt indtryk er nævnt i DOFNyt. I flugten virker specielt ungfuglene – med deres mørkplettede eller båndede underside (som juvenil Sortklire) meget ensartet mørke, blot med afstikkende hvidt øjenbryn. Hos Sibirisk er bugen den lyseste del af dragten, hos Hjejle undervingen. Ved ét tilfælde (Getterön i Halland, okt. 1998) sås en juvenil Amerikansk Tundrahjejle, der havde afstikkende lyst brystbånd ala Pomeransfugl – noget, der bare ligner har jeg kun set en gang imellem hos mørktegnede Strandhjejler – ikke hos Hjejle/Sibirisk Tundrahjejle, hvor det gultonede bryst overgår – undertiden ganske skarpt – til hvidlig bug. Brystet er generelt mere plettet hos Sibirisk og Amerikansk: hos Hjejle generelt lidt smallere stribet – hos juvenile dog ofte mere pletter, der kan nå forflankerne – hos Hjejle.
Begge Tundrahjejler har generelt tydeligere lyse øjenbrynstriber end Hjejle som nævnt – men hvis man ser hjejleflokke igennen Sept-Okt, ser man tit Hjejler med påfaldende lyse øjenbryn, som rester af sommerdragten. Så check altså i stedet andre karakterer. Hjejler fælder gradvis fra de forlader ynglepladsen, og er i næsten ren vinterdragt fra med. Sept.
Endeligt benfarve, som må betegnes som så godt som uanvendelig. Godt nok har unge Hjejle ofte lyse ben, men det lader også til at være tilfdet hos i det mindste Sibirisk Tundrahjejle. Adulte hos alle har mere eler mindre mørkegrå ben.
Taktik
Kan det betale sig at se efter tundrahjejer i hjejlefokke? Både ja og nej! Tendensen til, at Amerikaneren oftere slår følge med Hjejle er også bemærket i Sverige, hvorimod Sibirisk Tundrahjejle mere er en enspænder, der selv hvor der er hjejler virker uinteresserede i disse – de kan optræde sammen, men det er mere som om deres veje "tilfældigt krydses". Sibirsk Tundrahjejle er mere en mudder- og strandfugl, der ses på strandhjejlebiotoper eler i mudderkanter nær græs. Den Sibiriske fra Foteviken var hele tiden den af hjejlerne, der gik nærmest vandet – og udelukkende på exponerede mudderflader. Men selvfølgelig kan også Hjejle træffes på sådanne steder. En enlig Hjejle er under alle omstændigheder nærmere studier værd – det er lettere at nærgranske ("myggekneppe") en enig fugl end en tæt, samlet flok på hundredevis af individer.
Tak
Først og fremmest til Andreas Bruun Kristensen for at lægge artiklen ud på sin hjemmeside! Dette er den første feltbestemmelsesartikel der når sit publikum på den måde.
Desuden tak til alle jeg gennem årene har set og diskuteret (hjejle)bestemmelse med, i de senere år især Vernon Laux & Erik Bøgh Nielsen, Massachusetts, Brian Rasmussen (ikke mindst for at have arrangeret Kinaturen i foråret 1997), Sebastian Klein og Thomas Varto Nielsen for hyggeligt samværd i Goa, Indien vinter 1999, Göran Arstad for velvilje ved trykningen af 2 artikler om emnet i Roadrunner, Pierre Unge for samvær og hjejlestudier på Öland uge 40 1999, Hans Larsson og Ola Elerström for studier af fugle i såvel Skåne som USA, de tålmodige deltagere i kurser for HOF og DOF for timelange gennemgange og sjove indfald (specielt Jan Eske Schmidt, Andreas Bruun Kristensen, Andreas Hagerman, Arne Wolf, Mads Herbøl, Jan Eske Schmidt, Henning Bach Christensen, Marianne Johnson, Åse Mielow og Jens T Madsen), Jon.L Dunn for en samling fotos, Per Alström og Lars Svensson for diskussioner og Kamma Sander for ideer til layout for fremtidige, illustrerede indslag.
Endelig en stor tak til Michael Thim for givende vaderture og uvurderlig hjælp ved
indstallering af ny computer med internet-adgang.
Læs mere
Udover Sebastian Kleins og Kasper Thorups artikel – samt mange andre speciaartikler i diverse tidsskrifter – kan man på dansk især læse mere i Fugle i Felten, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (håndbogen) og på udenlandsk i Shorebirds, Tundraplovers og Rare Birds.
Bare gå i gang: feltbestemmelse blier man aldrig færdig med. Skulle du i øvrigt være interesseret i lignende "myggeknepperi" og hyggeligt samvær med ligesindede så har jeg hold for DOF i vadere, samt i avanceret feltbestemmelse, mandag aften fra uge 43 på Duevejens Skole for HOF (Hovedstadens Oplysningsforbund). Se program for kurser 2000, eller ring til HOF: 33118833.
e-mail: calidris@worldonline.dk