Klaus Malling Olsen

AMERIKANSK SØLVMÅGE Larus smithsonianus

Længde 56-64 cm, vingefang 138-150 cm.

Bestemmelse Ligner Sølvmåge, men generelt lidt mere fladhovedet; i WP bør kun ungfugle bestemmes!

Adult ligner Sølvmåge, men har generelt idt anderledes sort vingespids: har normalt kun hvid plet (ikke spids) på yderste håndsvingfjer, lysere striber i mellemste håndsving og mørke markeringer til 5-6 inderste håndsvingfjer. I øvrigt som Sølvmåge, men i vinterdragt er hovedet ofte grovere og mørkere brunspættet, næsten som komplet hætte (som hos Middelhavssølvmåge atlantis).

Juvenil/1.vinter ofte lette at kende: ret ensartet mørkebrun med overvejende mørkmønstret over- og undergump (tit som distinkte tværbånd som hos ung Mellemkjove. Halen er overvejende brunsort, højst med svage, lyse pletter langs halesiderne og undertiden lyst ved haleroden: på afstand bliver halen helt mørk mod brunig overgump! Oversiden er mørkebrun, kun med smalle, lyse fjerrande og de store dækfjer samt tertiærerne har kun smalle, lyse markeringer. Mange har mere ensartet mørkebrun overvinge, kun med svag, lys kile inderst i hånden (sammenlign Sølvmåge). Undervingedækfjer næsten sorte (som hos Middelhavssølvmåge atlantis).

Får i 1. vinter lyst hoved i stor kontrast til ret ensartet mørk underkrop, mange tillige kødfarvet næb med sort spids som hos ung Gråmåge.

Bemærk, at Sølvmåger med næsten mørk hale er regelmæsige hos den vestlige race argenteus, der i øvrigt ligner andre Sølvmåger (se artstekst i Håndbogen for Sølvmåge).

Immatur dragtudvikling som hos Sølvmåge; bevarer sort hale i flere år.

Stemme Kald lidt hurtigere og hæsere end Sølvmågens

Geografisk variation. Glidende. Adulte fra den amerikanske Østkyst har lidt mørkere overside og mere sort i vingespidsen, men bredere, hvide "halvmåner på håndens inderste sorte tegning end fugle fra den amerikanske vestkyst. Hvid plet på nstyderste håndsvingfjer er generelt hyppigere hos vestlige populationer. 1-års fugle fra den amerikanske østkyst er de mest karakteristiske, og er beskrevet ovenfor. Langs den amerikanske vestkyst er variationen større, og mange fugle ligner her Sølvmåge, men har fortsat artstypisk gump/halemønster. Østamerikanske fugle fælder mere komplet til 1. vinterdragt om efteråret (som Sølvmåge, men desuden et større antal skulder- og dkfjer), vestamerikanske i mindre grad, og frem til Febr. ofte kun spredte fjer i først ryg, senere skuldre. Nogle har brede, lyserande på svingfjerene, og kan da ligne mørke, store udgaver af Thayers Måge (se denne). Disse er – heldigvis – mest kendt fra det vestlige Nordamerika.

Taksonomi Bør regnes til egen art: Amerikansk Sølvmåge; har formentligt været isoleret i lang tid fra vestpalearktiske populationer. Afspilninger af stemmer mod europæiske Sølvmåger gav ingen reaktion. Da ungfugle af de østamerikanske populationer afviger mest fra Sølvmåge underbygger dette "splittet". Nogle amerikanske autoriteter opdeler Amerikansk Sølvmåge i 2 arter, men indtil videre er dette "split" ikke anerkendt (det synes dog velbegrundet i de ret store forskelle, der er melem øst- og vestamerikanske fugle; Da formen smithsonianus først er beskrevet fra den amerikanske østkyst, kunne vestlige populationer benævnes wildsei (opkaldt efter den afdøde, amerikanske ornitolog Claudia Wilds – dette er dog et helt eget forslag).

Forekomst/biotop Afløser Sølvmåge i Nordamerika. I Vesteuropa meget sjælden gæst, men nu årlig i Storbritannien, og truffet i flere vesteuropæiske lande, grænsende op til Atlanterhavet.

Kilder: flere mindre artiker i Birding World og British Birds. Egne skindstudier, især på museerne i Washington, Tring, Berkeley og Los Angeles. Feltstudier forår og efterår i østlige USA (Massachusetts, Rhode island, New Jersey, Virginia) samt jan-febr.2000 Californien og Mexico. Diskussioner med Jon L. Dunn, P.J. Dubois, J. R. King, B. Mactavish, H.J. Lehto, Hans Larsson og Claudia Wilds. Oplysninger ved 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt 1999.