Klaus Malling Olsen

BLÅ KÆRHØG Circus cyaneus

Længde 44-52 cm, vingefang 105-125 cm.

Bestemmelse Den mest kompakte af de 3 små kærhøge. Har ret jævnt brede vinger med rund, spurvehøgeagtig hånd samt ret bred hoved, krop og hale. Kredser og glider på V-stillede vinger. Flyver retlinet med serier af ret langsomme, lidt stive vingeslag og perioder med glideflugt. Uden glid ses "tennisalbue". I aktiv flugt som slow-motion Spurvehøg med retlinet flugt. På de siddende fugle når vingespidsen kun ¾ ud mod halespidsen.

Steppe- og især Hedehøg – er slankere med spids hånd, smallere hale og i hun- og ungfugledragter smalere, hvid overgump

Adult han er lysegrå med mørkere hoved, sort spids på hånden og sort vingebagkant. Oversiden er lidt mørkere, så den brede, hvide overgump ses tydeligt. Kun meget gamle hanner er lysere med svagt lysere hoved og reduceret sort i vingespidsen; kan da næsten mangle sort vingebagkant eller have den grå. På disse fugle kan oversiden være så lys, at overgumpen ikke ses tydeligt på afstand. Se Steppehøg.

Adult hun har lysebrun til beigegrå underside, mørke bryst- og flankestriber (ofte dråbeformede) og ret kontrastløst hoved, tit med brede, hvide felter omkring øjnene og lys halskrave (det sidste kendetegn ses hos adult hun Steppehøg, der har mørkere hoved med isolerede lyse felter) Vingeundersiden har mørktegnede armhuler og store dækfjer i kontrast til jævnt lyse og mørke bånd på armsvingfjerene (hos nogle fugle er lyse bånd bredere, men ligger da i indbyrdes lige afstand fra mørke; se Hedehøg i Håndbogen, s. 189). Hånden har mørk bagkant, og håndsvingfjerene distinkte, sorte tvrbånd. Oversiden er gråbrun med mørkere bånd på hånden (afspejling fra undersiden). Mangler eller har højst diffust lyst felt midt på overvingen. Har i lighed med ungfugle bred, kradratisk eller oval hvid overgump, højst med enkelte mørke pletter eller striber bagtil. Øjne lyse. Mange fugle har ike afsluttet håndsvingfjerenes fældning før efterårstrækket, og har derfor fældningshakker i hånden.

Juvenil ligner adult hun, men har varmere brun, mere ensartet overvinge med lyst bånd på spidserne af de store dækfjer og tit mørkere panel over armens bagkant. Har oftere end adult hun gulbrunt felt på armen. Hovedtegninger generelt kraftigere end hos adult hun, ofte med gulbrun halskrave. Undervingen ligner adult huns, men armsvingfjerenes grundfarve er mørkere og kan danne mørkt rektangel. Deuden er båndene på håndens underside brunere og mere diffuse, og kan næsten mangle på de yderste håndsvingfjer hos hannen. Kropsundersiden varierer fra hunlignende (dog normalt med lidt varmere anstrøg) til orangebrun med mørkere striber a la ung Duehøg. Der er en generel kønsforskel: de mindste, mest hunlignende fugle med kontrast mellem mørke bryststriber og næsten utegnet lys bug er hanner, de største, varmest farvede fugle med de mest ensartede mørke striber over bryst og bug er hunner; en del overgangsformer forekommer. Bemærk, at mange unge hanner har lidt smallere hånd end arm!(se Steppehøg) Hannen kan allerede fra om vinteren have lyse øjne (mørke hos hunnen)

Om foråret er oversiden ofte mere slidt og gråbrun; mere som hos adult hun, men uden disses antydede mørke striber på hånden og hos mange med mørkt panel over armen. Det lyse felt midt på armen er (hvis det er til stede) lysere gråbrunt Lyse fjerspidser på store dækfjer er tit afslidte. De mest lysmavede og mindste hanner kan da i forrædderisk grad ligne adult hun Steppehøg! Fælder efter ankomsten til sommerkvarteret.

Immatur: 1. sommer-efterår han anlægger adult dragt sommer til efterår. Fugle, der ikke har fældet de yderste håndsvingfjer får da antydet sort "steppehøgekile" i hånden se da efter: bredere sort kile inderst i hånden samt nye, sortspidsede armsvingfjer (synes altid på efterårstrækket af være blandet med enkelte juvenile.

2. sommer-efterår han ligner adult han, men kan have bruntonede ryg- og dækfjer på oversiden.

Stemme og Forekomst/Biotop se Håndbogen s. 189.

Geografisk variation: se ny tekst for Amerikansk Kærhøg

Kilder: Forsman 1999 The Raptors of Europe and the Middle East. Skindstudier zoologiske Museer i København, Stockholm og Uppsala; Klaus Malling Olsen in press. (DOF-Nyt 2000).