Klaus Malling Olsen

GRÅVINGET MÅGE Larus glaucescens

Længde 61-68 cm, vingefang 132-137 cm.

Bestemmelse En stor måge, der ligner Sølv- og Gråmåge. Har kun lidt længere vinger end Gråmåge (2-3 håndsvingjer synlige bag halen, 3-5 hos Sølvmåge). I forhold til begge arter har Gråvinget Måge kraftigere næb med bred, opsvulmet spids (ved gonysvinklen normalt bredere end ved basis) og de mørke øjne anbragt højere oppe i hovedet. En bred, hvid fjerkile strækker sig i 45 graders vinkel ud mod næseboret, tydelige end hos andre arter. Ret højbenet, fladpandet og kortvinget i flugten tung, næsten som Svartbag med "ølmave", ret lang hals og hale med ret korte, brede vinger, der tit virker helt ensartet farvede. Adfærd som andre store måger.

Adult har grå overside, der varierer i farve fra lys Sølvmåge til Stormmåge og lidt mørkere, skiffergrå spids på hånden (aldrig sort) Det mørke i vingespidsen er mere massivt en hos Sølvmåge, og der er kun hvid plet på den yderste håndsvingfjer. Næb varierer efter årstid. Ben lyserøde til rosa.

I sommerdragt hvidhovedet med orangegult næb og rød gonysplet Orbitalring rosa. I vinterdragt anlægges en brunlig hætte, der tit når brystsiderne; mellem hætten og forvingen ses tit en hvid mudderklirekile. Hovedets mønster er det mest udvandede hos nogen stor måge, og ligner mest en tæt samling tommelfingeraftryk i modsætning til Gråmåges og (hjemlige) Sølvmågers striber. Næbbet blegere farvet end i sommerdragt, med orange gonysplet og undertiden svage, mørke markeringer.

1.års (juvenil-1.vinter) ligner i dragten noget Gråmåge, men har kraftigere, helt sort næb. Dragten er lyst brungrå, normalt ikke så gulbruntonet som hos mange Gråmåger, og oversidens mørke mønster er kraftigere med massive mørke centre på ryg- og skulderfjer samt tertiærer. De store dækfjer er næsten utegnet gråbrune Vingespidsen – og undertiden armens bagkant er lidt mørkere, de yderste håndsvingfjer er gråbrune med smalle lyse, gennemgående rande, en nuance mørkere end resten af oversiden. Overgumpen er brun med svage, lyse tvrbånd eller marmoreringer og halen jævnt gråbrun; gump til hale er normalt det mørkeste på fuglen. Hoved og underside ret ensartet gråbrune. Det sorte næb beholdes gennem 1 vinter Benene er ret mørkt lysegrå, generelt mørkere end hos andre unge måger.

De fleste beholder juvenil dragt frem til senvinteren, eller skifter kun enkelte skulder- og rygfjer fra omkring December.

Ligner især i flugten en del Gråmåge, især fra midvinter, hvor hånden blegner til hvidlig. Gør dog et mere ensartet indtryk med jævnt farvet overvinge og mørkere haleparti. Undervingen bliver i modlys tydeligt tofarvet, da håndsvingfjerene gennemlyses moderat, undertiden meget lig Gråmåges.

2.års ligner fortsat 1.års en del, men har rundere håndsvingfjer (spidse med V-pletter hos ungfugle), mere ensartede store dækfjer (ofte som gråbrunt panel midt i vingen), finere mønstret gump og lysere næbtegning. Får fra 1. sommer grå fjer i ryggen (udvikling som hos Sølvmåge). Næbbet er normalt mørkt centralt med brede, lyse kanter, spids og basis. Ben gråligt lyserøde, mørkere end andre mågers.

3.års ligner adult, men har indslag af gråbrunt (især små og store dækfjer), gråbrun marmorering på gump og hale samt bruntonet gråt månster i vingespidsen med smallere, lyse fjerspidser (hos adulte som store, hvide pletter, hos 3års som mindre, gråtonede trekanter).

Stemme ligner Sølvmåges, men mere gjaldende

Hybrider hybridiserer intensivt med Vestlig Måge Larus occidentalis langs den nordvestamerikanske kyst; hybrider træffes om vinteren mod syd til Baja California. Da Vestlig Måge ikke er trufffet i området diskuteres punktet ikke nærmere her. Adult Vestlig Måge har mørkt skiffergrå overside ala Sildemåge intermedius og lyserøde ben. Ungfugle ofte næsten sortbrune med massivt mørk hale og gump. Hybrider viser alle mellemformer (Malling Olsen & Larsson in prep.).

Geografisk variation fugle fra Østasien er lidt større med mørkere overside end Nordamerikanske. Tilsyneladende stor ungfuglevariation i Japan.

Forekomst/Biotop Yngler langs nordlige Stillehavskyster, og trækker om vinteren sydpå langs den amerikanske vestkyst til N Mexico. Tilfældig gæst i Marokko, måske Kanariske Øer og Schweiz.

Kilder: Studier i Californien og Mexico, jan.-febr. 2000, J.R. King pers. obs & in litt., Teo Bakker & 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt. 1999. Skind på diverse museer, især British Museum samt de Zoologiske Museer i Berkeley og Los Angeles.