Klaus Malling Olsen

HEDEHØG Circus pygargus

Længde 43-47 cm, vingefang 105-125 cm.

Bestemmelse En meget slank og let, langvinget og spidshåndet kærhøg med meget tynd hale. Flyver med langsomme, fjedrende vingeslag, næsten som overdrevet Rød Glente. Adulte har tit påfaldende lille hoved. I forhold til de 2(3) andre, mindre kærhøge er armen kortere og hånden længere, hvilket er særligt tydeligt hos glidende fugle. Tager undertiden et langt, sugende vingeslag, når flugtbanen ændres. Kredser med mere spændstige vinger end Blå Kærhøg, med vingerne i U form; kredsende fugle har påfaldende lange og slanke vinger, meget tynd hale (som påsat pind) og påfaldende lille hoved – vingerne ser ud til at være anbragt langt fortil. Hunfarvede fugle har smallere hvid overgump end hos Blå Kærhøg – som Steppehøg, men uden dennes skæl, blot med korte striber. På siddende fugle rager halen ikke ud bag vingerne, men flugter med denne (se dog juvenil nedenfor). Benene virker ofte ret korte.

Adulte er i formen de mest typiske fugle – virker næsten skelettynde med meget smal arm og lille hoved ("cigaret med vinger").

Adult han har bred, sort vingespids (selve hånden er spids), der går længere ind mod vingen end hos andre kærhøge og undertiden virker bredere end armen! Undervingen har 2 smale, sorte bånd melem vingespids og krop, men grålig bagkant. I armhulerne ses 3 tydelige rødbrune bånd. Hovedet er gråt (ofte ret mørkt, men lyshovede fugle er ikke ualmindelige), og kroppen har rødbrune striber (kan yderst sjældent mangle; tilsyneladende kun i SV Europa) Oversiden virker hos de fleste trefarvet med mørkere grå krop og dækfjer, sort stribe gennem vingen, bred, sort hånd og lysere baser af svingfjerene – kan da sammenlignes med Rørhøgehannens. Nogle – formentligt 4k+ hanner) har dog lysere hoved, ryg og dækfjer. Benene er tit orange.

Adult hun har overvejende lys undervinge med sort bagkant, der står tydeligt ud mod lyse baser af armsvingfjerene (som hos adult han Hvepsevåge). Armhulerne har 3 distinkte brune tværbånd. Håndens spids er sort, og håndens mørke tværbånd ret jævne til hånddækfjerene, dr blot kan have et smal mørkt komma. Hovedet virker lyst med komplet hvid indramning af øjet bagtil (hummerklo/motorbriller), men mangler lys halskrave. Brystet og bugen har mørke striber på beige til hvidlig baggrund, generelt mere jævnt fordelt end hos Blå Kærhøg og Steppehøg (sekundær karakter). Oversiden er gråbrun med mørkere stribe gennem vingen som hos hannen (men kan hos nogle smelte sammen med mørkere armsvingfjer som mørkt rektangel). Hånden er ret lys med tydelige mørke tværbånd og sort spids. Den hvide overgump er et smalt rektangel, der kan have få pletter eller striber. Halen har normalt jævnt lyse og mørke bånd, men nogle har – i modsætning til Steppehøg – bredere lyse end mørke bånd. Halesiderne er til gulbrune.

Juvenil (til senvinter) har brede, hvide motorbriller, der sammen med manglen på tydelig halskrave giver et lyst ansigt. Nogle har antydet lysere halvkrave midt på halsen, men da af farve som resten af undersiden. Den mørke U-tegning nederst på kinden når ikke til undernæbets forreste del som hos Steppehøgen; meget mørkhovede fugle er kendte, med Steppehøgeagtige ansigtstegninger, men de mangler da den antydede lyse halskrave. Undersiden er ræverød til kobberrød, sjldent mattere, men altid med tydeligt brunstik. De varmest farvede fugle har tillige i frisk dragt rustbrunt anstrøg på overgumpen og håndsvingfjerenes underside. Kan have meget smalle (sjældent synlige) mørke striber på brystet og antydet mørke "adultbånd" i armhulerne. Har mørkt panel over armsvingfjerenes underside, sjældent med adultes tegninger antydet som lysere skygger. Håndens underside ofte artstypisk: mange mangler mørke bånd eller har kun svage, mørke forsiringer på de yderste 5-6 håndsvingfjer (sjældent alle), hvilket kombineret med sort vingespids og bagkant på hånden kan give en musvågeagtig tegning på hånden, der er ukendt hos Steppehøg og kun sjældent ses hos Blå Kærhøg. Oversiden er varmt brun med lyse spidser på de store dækfjer og orange ovaler midt på armen; overvingen ligner Steppehøgens. Hanner har gule , hunner mørke øjne.

Kønsbestemmelse undertiden mulig hos juvenile: Han har generelt kortere vinger, der flugter med halespidsen, lysere ansigt med bredere, lyse "motorbriller", men smalere mørkt felt under øjet, og oftere synes en antydet lys halskrave midt på halsen at være tilstede. Mangler normalt mørke striber på undersiden og i armhulerne. Bånding på armsvingfjerene generelt tydeligst hos hannen, men håndens underside ofte jævnere mørkstribet. På oversiden har baserne af håndsvingfjerene tit et gråligt anstrøg, der kan stå ud mod resten af vingen. Hvid overgump smalere og halen ofte med et gåligt anstrøg. Øjne lysegrå til gule.

Hun har normalt lidt kortere vinger, der på siddende fugle ikke når halespidsen. Den mørke plet under øjet er generel bredere og mørkere end unge hanners, og de hvide felter omkring øjet mindre. Oftere har undersiden mørke striber, der kan nå flankerne, og mange har den (artstypiske) tværbånding i armhulerne. Vingespidsen er generelt sortere. Og den artstypiske ubåndede eller diffuse tegning på håndens underside generelt tydeligere; kan meget sjældent (ca. 1% af sete fugle) have en boomeranglignende tegning ved håndsvingfjerenes baser som hos Steppehøg. Håndens overside er jævnere mørkebrun uden nogle hanners sølvgrå anstrøg ved håndsvingfjerenes baser. Armsvingfjerene er generelt mørkere med svagere (hvis nogen) lysere tværbånd. Den hvide overgump er generelt bredere og halen har tydeligere mørke tværbånd, men mangler visse hanners grå anstrøg. Øjet er mørkebrunt til sort.

Immatur (2K forår-3K sommer) Fælder i modsætning til de andre mindre kærhøge en ret stor del af dragten i vinterkvarteret (kun få% så godt som juvenile på forårstrækket i modsætning til Steppe- og Hedehøg). På forårstrækket har de fleste således skiftet hoved og (dele af) krop, armhulefjer og dele af overvingen til adult type; over 90% har har desuden skiftet de melemste halefjer, der da er længere og rager ud som "blob" ala ung Lille Kjoves! De nye fjer er af adult type. "Retarderede" fugle (kun få%) bevarer stort set juveil dragt til fældningens start i forsommeren, men de er – i modsætning til hos Steppehøg – undtagelser.

Han om foråret normalt med blanding af slidte og blegere juvenile fjer (kan blive sandfarvede fra maj) og nye, adulte fjer. Har grålige indslag i hoved, forbryst og overvingedækfjer, rustbåndede armhuler og grå midterste halefjer. Kan få rustbrune bryststriber. Svingfjerene er fortsat juvenile, og de mørke spidser på håndsvingfjerene kan være afblegede (håndens spids og bagkant bliver ofte som Steppehøg, men bevarer heldigvis mange fugles artstypiske lyse håndflade). Fældningen af svingfjerene indledes i juni, og fuldendes ikke endeligt før efterårstrækket: hanner om sommeren virker ofte underligt brogede, med ukomplet sort hånd (kileeffekt dog ikke udpræget, da der er sort langt ind på hånden), mørkt panel over armen og grå- og brunspraglet overside og "klavertangenter over armen skabt af blanding af adulte og juvenile, mørke fjer). De fleste fugle har indslag af juvenile svingfjer på efterårstrækket.

Efter fældningen som adult han, men med mere uregelmæssigt, brunspraglet overside og mørkere grå grundfarve. Hoved mørkegråt med lyst øjenbryn og ofte antydning af lys krave midt på halens sider. Issen kan have brune striber. Hovedet er ret skarpt afsat fra lys underside, der generelt har bredere, mere ovale rustbrune striber end adult hans smallere. Også undervingen kan have kraftigere rustbrune tegninger. Halen har brede, rudtbrune tværbånd.

Hun fælder generelt mere komplet før forårstrækket, og får adultlignende hoved, krop, armhuler og midterhale (brun med tværbånd), men bevarer svingfjerene, og dermed mørkt panel over armen. Man kan om sommeren se fugle, der har fældet de yderste armsvingfjer til adult type (båndingen går da skarpt over i de meget mørkere juvenile, og da hovedet om sommeren kan være forrædderisk lig adult hun Steppehøg, står man tit overfor "kærhøgebestemmelse når det er sværest. Check da armhulerne, der har artstypiske 3 mørke tværbånd. Oversiden mere jævnt tenet end hannens, ofte ret lig adult Steppehøg, men blanding af friske brune og gamle nedslidte fjer ses tydeligt tæt på.

Efter fældningen som adult hun, men mange har mørkere armsvingfjer med smallere og mere duffuse, lyse bånd gennem armen. De virker på oversiden som mørkt rektangel på overvingen, og håndens overside er mørkere med svagere mørke bånd.. Hovedet er ofte mørkere med reducerede lyse tegninger og ofte antydet lys krave midt på halsen, og altså mere som juvenil. Kropsundersiden generelt varmere okkerbrun med kraftigere striber end adult huns. Øjet er mellembrunt.

Stemme Han i territorieflugt udstøder et højt, skar og hurtigt gentaget kniekk. Hunnen advarer med en hurtig trille nær reden.

Varianter En sjælden melanistisk type (hyppigst i SV Europa) er sortbrun til varmt rødbrune (som malet kaffe) med genskin af de normale lyse partier, eller normalt tegnede svingfjer. Har ofte sølvgrå baser af håndsvingfjerene på oversiden (ofte dragtens lyseste del).

Adult han er mørkt askegrå til sortgrå med sorte svingfjer og mørkegrå overgump til hale, samt undertiden isse, nakke og forbryst. Hånddækfjerene og armsvingfjerene tit afstikkende askegrå til sølvgrå. Underhalen ofte afstikkende lysere grå. Ryggen og de små dækfjer er næsten sorte, mens mellemste og store dækfjer er mørkegrå. Over- og underside ligner ret meget hinanden.

Adult hun er mørkebrun med "formørket" udgave af normalt lyse partier, men med sortagtigt hoved med svagt brunere plet på kindens bageste del. Håndsvingfjerenes baser er hos adult hun lysere grå med mørke tværbånd og antydning af mørkt "hanbånd" samt armsvingfjerstegning. Halen er mørkt brungrå med sortagtige tværbånd; de yderste halefjer har rustbrune tværbånd. Underhalen kan være næsten som hos normale fugle. Hos adult fugle står de gule øjne tydeligt ud i et mørke hoved.

Juvenil sortbrun, ofte med med lys nakkeplet og kun svage lysere halebånd på den mørke hale. Armsvingfjerene kan være sorte – som den mørkeste del af dragten, mens håndsvingfjerene hyppigst er "normalt tegnede", ofte med lys håndflade mod sort spids ("vågehånd" på undersiden.

Hybrider Har hybridiseret med Steppehøg (Finland 1993). Juvenil ligner mørkhovedet Steppehøg med enkelte mørke bryststriber, men har varmere rustbrun halskrave og svagere mørk vingebagkant end Hedehøg.

Forekomst/biotop I Danmark sjælden og lokal ynglefugl i SV Jylland (30-35 par ca. 2000). I øvrigt sjælden trækgæst, især maj – pri. Juni (sjældnere aug.-med.sept.), især om foråret i forbindelse med varme søndenvinde, hvor en del når Skagen. Yngler ved tilgroede heder, i nypanteringer af fyr og på grnenge og stepper samt i sumpet landskab. Overvintrer i troperne.

Kilder (også for Steppehøg): Litteratur: af nyere litteratur efter Håndbogen: D. Forsman 1998: The Raptors of Europe and the Middle East. Academic Press. – W.S. Clark 1999: A field guide to the Raptors of Europe, the Middle East and North Africa. Oxford. – A. Corso 1999: Sexing of juvenile Montagu’s Harrier. Dutch Birding 21:189-192. – K. Malling Olsen 2000: Kærhøge. Feltbestemmelse af hunfarvede kærhøge: Blå Kærhøg, Steppehøg og Hedehøg. DOF-Nyt 6/4:24-27. – H. Larsson 2000: Stäpphök och ängshök – två problemarter. Anser 39:82-83.

Skindstudier: Zoologisk Museum, København, Zoologisk Museum, Universitetet i Oslo, Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm, Uppsala Universitet.

Feltstudier Danmark, Sverige (især Öland), Italien (Sicilien april-maj 2000), Bosphorus, Bulgarien (sept. 1998), Kasakhstan, Israel, Kenya, Indien m.m.

Diskussioner: tak til Dick Forsman, Lars Svensson, Håkon Delin, W.S. Clark, Andrea Corso, Nils Kjellén, Hans Larsson, Lars Jonsson, Martin Riesing, Gert Østerbye, Rasmus Strack, Brian Rasmussen (og resten af SU ved sagsbehandlinger), Mads Jensen Bunch, Jan Eske Schmidt, Lars Jensen og resten af holdet på HOF’s kurser i avanceret feltornitologi. Samt til ale de folk jeg gennem årene har debatteret kærhøgebestemmelse med