Klaus Malling Olsen

LANNERFALK Falco biarmicus

Immatur (afløser immatur s.210-11 i Håndbogen) ligner fra 2K efterår adult, men er generelt mattere med tydeligere mørkt bånd gennem undervingen (kan ligne "fejlfarvet" ung kærhøg med mørkt rektangel anbragt midt i vingen!). Brystet og nakken kan være stribede. Oversiden er mørkere og brunere end adultes med smallere, lyse tværbånd. Bløddele gule.

Geografisk variation (afløser Lannerfalk geografisk variation Håndbogen s. 211)

Moderat. 3 racer. Feldeggii (S Europa til Tyrkiet): Den største og mørkeste race: især ungfugle kan være svære at kende fra Slagfalk. Adult Oversiden er blåligt bruntonet med det kraftigste mørkbåndede møster, issen og nakken er mørkt rødbrun med mørke striber og undersiden er kraftigt mørkplettet med mørke tværbånd på flankerne. Undervingens kontrast er generelt kraftigere end hos andre racer. Halen er generelt lidt længere og kan gå nogle cm ud bag vingen.

Han er mindst, og i formen mest vandrefalkelignende. Den har den kraftigst rustbrune og mest velmarkerede isse og nakke, samt den lyseste pande og kind; skægstriber er derfor ret tydelig. Oversiden er blåtonet (lysest på bagryg og overgump), og oversidens sorte tegninger ret skart afsatte mod lys grundfarve. Undersiden er lysere og svagere mønstret, og kinden samt brystet kan være næsten hvide. Sjældent er undervingen næsten så lys som hos erlangeri (se nedenfor). Bløddele generelt mere orangetonede end hunnen. Hun har mørkere og mattere isse/nakke med tydeligere, mørke striber, og står derfor mindre ud mod ryggen end hos hannen. Desuden er kinden tit mørkstribet, hvorfor skægstriben står mindre ud. Oversiden har gråt til brunt anstrøg, og den mørke tegning flyder mere sammen med grundfarven end hos hannen. Undersiden er generelt kraftigere mønstret end hannens, tit med gulbrun grundfarve, og kropsundersiden har tydeligere, mørke pletter; flankerne ofte tydeligt tværbåndede. Undervingens to-tonede kontrast er tydeligtst hos hunnen, især i armhulerne og som bånd over de store dækfjer. Bløddele generelt mere gultonede end hos hannen (bortset fra hos meget gamle fugle). Visse meget gamle fugle (7K+) kan få ungfugleagtig tegning på kropsunderside og undervinge. Juvenil er mere ensartet, men hannerne har tit helt ensartet mørke undervingedækfjer, smallere striber på undersiden og tit helt lys undergump. Dragten varierer – som hos andre storfalke noget: de fleste har gulbrun isse og nakke med svage, mørke striber, i ret god kontrast til det artstypiske mørke diadem, der sjældent dækker over 2/3 af issen. Sådanne kan ligne Vandrefalke. De lyseste fugle har næsten hvidlig isse, bred, hvid kind og kun smalt eller brudt diadem, og kan her ligne Slagfalk, især da de kan have gråbrun rug/dækfjer mod mørke svingfjer. Se i øvrigt afsnit om juvenil s.210. Kan allerede fra november få indslag af (sub)adulte fjer i issen.

Erlangeri (NV Afrika) er den mindste og lyseste race me den korteste hale. Adult har sandfarvet overside og halen er tydeligere mørkbåndet end hos andre racer. Issen og nakken er lysebrune. Undersiden kan være næsten hvid eller med orangegult anstrøg, med korte striber eller pletter; eventuelt mørke tværbånd på flankerne er svagere end hos feldeggii. Undervingen er lys; nogle hanner har næsten umarkeret hvid undervinge mod mørk vingespids.

Tanypterus (NØ Afrika, Mellemøsten) ligger i størrelse og dragt mellem feldeggii og erlangeri. Adult har lysere, mere bruntonet overside end feldeggii. Har generelt svagere mønstret dragt (både over- og underside) end erlangeri; undersiden mangler dennes andfarvede sandstrøg. Issen og nakken er mørkere rødbrun end hos erlangeri, især bagtil mere orangetonet. Undersiden er svagt mønstret, kun sjældent med bånding på flankerne.

Der er gradvise overgange mellem erlangeri og tanypterus, bl.a. i Israel.

Status i Danmark: det eneste danske fund regnes som undsluppet fra fangenskab.

Kilder: D. Forsman 1999: The Raptors of Europe and the Middle East. – W.S Clark 1999: A field guide to the Raptors of Europe, The Middle east and North Africa. - A. Corso 2000: Identification of European Lanner. Birding World 13:200-213. Diskussioner med A. Corso.