Klaus Malling Olsen

MIDDELHAVSSØLVMÅGE Larus michahellis

Længde 55-67 cm, vingefang 138-155 cm.

Bestemmelse Middelhavests Sølvmåge. Michahellis (Middelhavet og Sortehavets vestlige del til omkring Constanza, Rumænien) ligner Sølvmåge, men er slankere og mere veltrænet med bredere bryst og lidt større, mere kantet hoved. Næbbet er generelt kraftigere med tydeligere markeret gonysvinkel.

Adult ligner Sølvmåge men er mørkere og renere røggrå med tydeligere hvid vingebagkant og mere sort i hånden; har således (som Sølvmåge argenteus) hvide pletter på 1-2 yderste håndsvingfjer (kun sjældent med hvid spids som hos Sølvmåge argentatus), men større, sorte felter på 5’-6’ yderste håndsvingfjer. Har højst maget svage, lyse "nymåner" melem sort og gråt på de mellemste håndsvingfjer. Benene er gule, om efteråret og først på vinteren lidt mattere. Øjet er generelt varmere gult end Sølvmåges og orbitalringen er rød.. Næbbets røde gonysplet breder sig tit til overnæbbet. Hvidhovedet det meste af året, om efteråret og først på vinteren dog tit med smalle, mørke striber, især omkring øjet. I flugten ses tydelig hvid bagvinge ala Stormmåge samt fra udnersiden gråt panel over armsvingfjerene.

Fælder til vinterdragt lidt tidligere end Sølvmåge til vinterdragt, og har ofte fuldendt vingefældningen sidst i september, 1-2 måneder før vores Sølvmåger.

Næsten identisk med gulbenede Sølvmåger "omissus" (østlige Østersø), men har generelt gulere ben, og om vinteren hvidt, højst svagt stribet hoved; hos 99% Sølvmåger okt.-med. Jan. groft mørkplettet. Hånden virker på stående fugle ofte mørkere med vel adskilte hvide pletter, der i modsætning til hos Sølvmåge ikke flyder sammen med lyspidsede tertiærer.

Juvenil ligner Sølvmåge, men har mørkere og mere bruntonet vinge, højst med svagt lyst panel over de inderste håndsvingfjer. Har allerede i tidlig alder tendens til mørkt "sæveøje" ala Sorthovedet Måge. Overside og dækfjer generelt mørkere og med reduceret lyst i forhold til Sølvmåge. De store dækfjer er mørke yderst, mens de inderste kan have ret tydelige lyse tværbånd som Sølvmåge. Tertiærerne er mørke med smalle, regelmæssige lyse rande, der knapt når dækfjerene ulig Sølvmåges; nogle har som de fleste Sølvmåger bølgeformede kanter. Lys bagryg og overgump (højst svagt mørkplettet) danner sammen med hvid halerod kontrast til såvel ryg som distinkt, sort endebånd på halen; på bagryggen ofte som hvid kile som hos Hvidklire. Kan have lys plet ved knoen (sjælden hos Sølvmåge). Undersiden først renere gråbrun end hos Sølvmåge; undervinge varierer fra Sølvmågeagtig (men sjældent så groft mørktegnet) til mere som hos Steppemåge med lyse armhuler og dækfjer. Næbbet er sort til alder af ca. 1 år (bliver tofarvet allerede først på vinteren hos Sølvmåge).

1. vinterdragt anlægges tidligere end hos Sølvmåge. Ryg- og skulderfjer bliver da grå med smallere mørke markeringer eller tværbånd; ulig Sølvmågen skiftes nogle inderste dækfjer (især de mellemste) allerede fra sept. (dog i mindre grad end hos Steppemåge). Hoved og kropsunderside hvidlig, især om efteråret med varierende mørkt brystbånd og ret tydelig mørk øjenmaske. Undergumpen hvidlig med mørke pleter langs siden (hvidt "forlænger" lys underside i forhold til Sølvmåge.

Bemærk at en del Sølvmåger – især fra Østersøbestandene – ligner Middelhavssølvmåge, og kan være næsten identiske. De har dog altid langt tydeligere mørke, grove pletter på bugen og jævnt plettet gump.

Immatur Dragtudvikling generelt et år hurtigere end hos Sølvmåge; mange har i 2. vinterdragt grå ryg mod sort halebånd.

Stemme dybere og langsommere end Sølvmåges, mere som Sildemåges.

Taksonomi kompliceret; se Håndbogen og Steppemåge nedenfor.

Geografisk variation moderat. Michahellis beskrevet. De vestlige bestande (incl. Balearerne): adulte generelt større og mørkere med mørkere grå overside og generelt kun hvid plet på den yderste håndsvingfjer. Ligner ret meget Sildemåge graellsii, men større, kraftigere og med længere ben: Sildemåge graelsii får Sept.-forår groft mørkplettet hoved, næsten som hætte hos de kraftigst tegnede. Fra S-Itaien og østover lidt lysere, generelt med mere hvidt på 1-2 yderste håndsvingfjer. 1-års fugle fra udbredelsesområdets østlige del ligner mere Steppemåge (slankere næb, generelt mere hvidt på undervingen, svagere mønstrede,mere udvandet mønser på store dækfjer); tydelig næbvinkel og mørk maske giver ofte den vigtigste ledetråd.

Bestande fra Biscayens og den Iberiske Halvøs nordlige del (lusitanicus) lidt mindre end (vestlige) michahellis. Adult på oversiden lys som Sølvmåge; ligner i ungfugledragterne mere Sølvmågens groft mørkspættede, synes at have lignende langsom dragtudvikling som Sølvmåge og i adult dragt bredere, møke pletter i hovedet. Racen er nærmere omtalt i Håndbogen – og fortsat dårligt kendt. Der synes at være en ret skarp grænse ved Galicien mod mere michahellis-agtige fugle.

Atlantis (Azorerne, Madeira, kanariske øer; evt. NV Afrikas kyst) mest afvigende form, og muligvis egen art (eller race af Sildemåge). Se Håndbogen for nærmere behandling; sammenlign med Amerikansk Søvmåge.

Forekomst/biotop I Danmark årlig, men sjælden gæst, især sensommer og efterår (flest aug-sept.), men kun få vinterfund. Se Håndbogen.

Kilder: Garner & Quinn (British Birds 1997, 25-62 og 369-383), flere andre artikler, på dansk Per Schiermacher-Hansen (DOFNyt 2/1999; artikel i Strømstæren, mngder af fotos), adskillige artikler i bl.a. Anser, Limicola, British Birds (især Garner & Quinn); feltstudier Bulgarien, Ungarn, Sicilien, Frankrig, Sydsverige (michahellis), Azorerne og Maderia (atlantis), diskussioner og fotos med/fra Luis Carneiro (Galicien), Hans Larsson, Lars Larsson, Lars Jonsson &, Magnus Unger (Sverige), Zoltan Escedi & Rolland Kern (Ungarn), Andrea Corso (Italien). Diskussioner ved 4th International Gull Meeting, Le Portel, Frankrig okt. 1999.