Klaus Malling Olsen

MUSVÅGE Buteo buteo

Længde 51-57 cm, vingefang 113-135 cm.

Denne tekst erstatter Musvåge s. 195-196 i Håndbogen

Bestemmelse Ret kort- og bredvinget våge, der flyver aktivt med stive, mekaniske vingeslag vekslende med serier af glid på plane vinger med let knæk i hånden. Kredser på V-stillede, planer vinger uden tydeligt knæk mellem arm og hånd. Muser n i modsætning til Fjeld- og Ørnevåge i korte intervaler med usikre, flagrende og hurtige vingeslag, tit med halen ført op mellem benene. Siddende fugle er kompakte med hale og vinger flugtende samt tynde, gule ben.

Dragt varierer meget. Den almindeligste type har ret ensartet mellembrun overside og brun krop med tydeligt lyst brystbånd, der sammen med lyse mellemste dækfjer danner lyst "røntgentbillede", især tydeligt mod mørke små dækfjer. Knoen har varierende mørke tegninger. Svingfjerenes underside er lys med mørke tværbånd, mørke spidser og lys håndflade. Halen er ret neutral, da de mørkere tværbånd er svære at se – et godt kendetegn fra andre våger!

Gradvise overgange til lysere typer. Flere lyse typer volder problemer mod andre rovfugle: "Fjeldvågetype" har lys undervinge med store, mørke pletter på knoen, præcist som Fjeldvåge. Kendes – bortset fra på kortere vinge og kortere, ret ensartet underhale på smalt, brunt midterbånd over kroppen mod hvid bug samt gråtonede armsvingfjer, der næsten møder knopletten. Knopletten er hos Fjeldvåge omgivet af hvidt, da armsvingfjerene har lysere baser. Oversiden har hos disse lysere dækfjer mod mørk forryg samt hvid overgump mod mørk hale; de midterste halefjer er tit afstikkende lyse og danner hos (ung)fugle med lys halebagkant hvid piletegning i halen. Halens inderdel er undertiden lys, men aldrig hvid mod sort endebånd som hos Fjeldvåge, snarere i diffus overgang til brunlig bagkant på halen. De lyseste – "Børreingevåge" har hvid underside med tykke, sorte kommaer ved knoen (ikke hos andre rovfugle, men genfindes hos Skov- og Mosehornugle), yderst sjældent begrnset til smalle, sorte kommaer. Har normalt enkelte mørke tegninger over brystet og på flankerne. Oversiden tit næsten hvid/sort med hvide skuldre, hoved, bagryg og hale mod sort forryg (undertiden kun som lille plet) og svingfjer. Halens hjørner er altid mørke.

De mørkeste (formentligt kun adulte) kan have brystbåndet og det lyse bånd over de mellemste dækfjer reduceret til utydelige, lyse pletter.

Adult er kompakt med ret lige vingebagkant og kort hale; især hanner kan være uventet kompakte. Vingebagkanten varierer, men fugle med kulsort bagkant på armen og ofte begrænsede mørke tværbånd på vidlig baggrund er adulte. Brystbåndet har mørke pletter eller tværbånd – som skæl, der fortsætter over bugen og på flankerne samt på de inderste store dækfjer. Generelt mørkere og renere tegnet end juvenile; mange har mørkt leverbrune små dækfjer og mørkere, mere mættet brun kropsunderside. Øjnene er mørke og giver hos mørkhovede fugle et "formørket" ansigtsudtryk. Overvingen mangler tydelige lyse spidser på de store dækfjer, men er mere uregelmssigt tegnet, da flere generationer af dækfjer blander sig med hinanden. Halen kan have mørkt endebånd; kun hvis det er smalt og kulsort er det dog alderstypisk. Bløddele generelt varmere farvet end juveniles, undertidne orangetonede.

Juvenil har smallere vinger med let udbuget bagkant på armen samt længere hale. Vingebagkanten varierer; mange har mørk bagkant på armen, men den er da sodsort (som hos mange adulte!), og en del mangler mørk bagkant på armen – har i stedet flere grålige tværbånd på mere grå baggrund. Brystbåndet har mørke pletter eller længdestriber, ofte noget diffust afsatte, og de fleste har mørkere, svagt tegnede flanker samt mindre tydelige sorte tværbånd eller striber på de store dækfjer. Generelt lysere end adulte med mere gulbrun grundfarve i de mørke partier. Halen ligner adultes, men bagkanten er højst gråsort, og mangler tit helt mørk bagkant. Har lyse spidser på de store overvingedækfjer, der danner smalt, lyst vingebånd, og tit mere lysskælet overside end adulte. Øjnene er lyse; tydeligst hos mørkhovede fugle. Bløddele generelt lysere gule end hos adulte.

Immatur (2K forår – 3K efterår) som adult, men med hakker i vingebagkanten, da juvenile og adulte armsvingfjer blander sig med hinanden. Om efteråret er de yderste – juvenile – håndsvingfjer ofte påfaldende korte. Eventuelt mørkt halebånd smallere end adultes. Øjne en mellemting mellem adultes mørke og juveniles lyse.

Stemme Et mjavende, nedadgående og klagende meeoo høres hyppigst under spillet samt ved kontakt mellem de voksne fugle og ungerne. Tavs under trækket.

Geografisk variation 8 racer i området. Buteo (Mellemskandinavien til Vesteuropa) beskrevet . Lille variation mellem vestlige og sydvestlige racer. Meget lyse fugle forekommer kun hos buteo.

Øracerne er alle ret ensartet mørke:

Rothchildi (Azorerne) ligner buteo, men er lidt mindre, og har generelt mørkere overside og kraftigere plettet underside. Dragtvariation lille. Fouragerer ofte mere adræt, tit med styrtdyk ulig buteo. Insularum (Kanariske Øer) og arragoni (Korsika, Sardinien) er begge mørke med tendens til mere stribet underside i alle aldre. Bannermanni (Kap Verdeøerne) er lidt lysere med mere gråtonet overside. Harteri (Madeira) afviger fra buteo ved grovere, mere jævnt plettet underside uden lyst brystbånd , kun svagt antydede lyse mellemste dækfjer og bredere mørke striber over arm- og de inderste håndsvingfjer. Oversiden har store, lyse håndflader, og halen er lysere med flere, men tydeligere sorte tværbånd (kontra Cramp & Simmons 1980).

Steppevåge vulpinus (Nordskandinavien og Østeuropa; overvintrer i tropisk Afrika; talrig trækgæst i Mellemøsten) er mindre og slankere end buteo med lidt spidsere hånd, og har tit en mere adræt flugt. Rød typer (almindelige i Mellemøsten, men sjældne i N og Ø Europa) har mere kontrastrig underside med rødbrun krop og undervinge mod hvidlige baser af svingfjerene, der kun har smalle, mørke tværbånd. Kan mangle brystbånd. Har lysere, rødtonet hale og på oversiden lyse baser på de yderste håndsvingfjer samt lysere rusttonede dækfjer. Adultes vingebagkant synes ofte sortere end hos buteo, forstærket af hvide baser på armsvingfjerene. De mørke typer har ensartet sortbrun krop og undervingedækfjer i stor kontrast til hvide baser på svingfjerene samt lys hale med bredt sort endebånd. Aldersbestemmelse som for buteo, men juvenile har ofte endnu tydeligere og mere regelmæssigt stribet bryst, adulte tydeligere mørke tværbånd på brystet (bortset fra mørkbrystede fugle). Mange nordlige fugle er af en gråbrun type, der meget ligner buteo (f.eks. ynglefugle fra Nordskandinavien og Finland, samt trækgæster i Bulgarien og Bosporus), men har ofte rødtonet hale (især midterste halefjer) samt begrænset mørk bånding på svingfjerene; har således nsten ubåndet, lys håndflade fra undersiden. Mangler normalt massivt mørk plet over hånddækfjerene (almindeligt hos buteo), og ofte er de store dækfjer lysere end de mellemste (modsat buteo), hvorved den mørke vingeforkant bliver længere. Den røde type er sjælden mod nord til Finland. Blev tidligere regnet som racen "intermedius", der nu ikke længere anerkendes.

De langttrækkende former indstiller svingfjersfældningen under efterårstrækket (buteo fælder normalt komplet før efterårstrækket).

Menetriesi (Krim, Kaukasus og Ø-Tyrkiet) er lidt større end vulpinus – på størrelse med buteo. Generelt endnu mere rødtonet end vulpinus; mørk form er hyppigere hos denne form.

Forekomst/biotop Almindelig i skove omgivet af åbent land. Meget almindelig på trækket, især marts/med.april og ult.sept.-ult. Okt. Dominerer trækket af rovfugle (bemærk, at store trækkende flokke af våger sidst i maj og sidst i august dog er Hvepsevåger: undtagelser er ved Skagen, hvor mange yngre Musvåger kan ses i flokke til pri. Juni, og ved Falsterbo, hvor hundredevis på trækforsøg kan ses fra ult. August).

Steppevåge er meget sjælden gæst i Danmark, men formentligt årlig, da en del fugle med blandkarakterer mellem denne og buteo undertiden ses sent om foråret og tidligt om efteråret.

Kilder: Cramp & Simmons 1980: The Birds of the Western Palearctic, Vol. II. - D. Forsman 1999: The Raptors of Europe and the Middle East. – W.S. Clark 2000: A field guide to the raptors of Europe, the Middle East and North Africa. Egne observationer Sydskandinavien (buteo og enkelte vulpinuslignende), Bulgarien, Israel og Bosporus (vulpinus), Azorerne (rothschildii) og Madeira (harteri).