Klaus Malling Olsen

ØSTLIG BJERGLØVSANGER Phylloscopus orientalis

Længde 11 cm.

Bestemmelse. Begge Bjergløvsangere ligner slank udgave af Løvsanger med gråligt hoved, ret svagt hvidligt øjenbryn (tydeligst bag øjet; mangler altid gult) og udstående sort øje, fremhævet af bred, hvid øjenring. Har mørk tøjleplet (undertiden svag). Kinden kan være bruntonet i kontrast til grålig isse. Næbbet er hos Østlig ret mørkt med svag, lys basis (tegnet som hos Gransanger). Oversiden er lysegrå i kontrast til bred, lidt diffust afsat gulgrøn overgump, der dog kun er tydelig, når fuglen svirrer eller ses skråt bagfra. Kan have svagt oliven anstrøg på bagryggen. Undersiden er silkehvid med svagt gulbrunt anstrøg på flankernes bageste del. Vingen har hvidlige kanter på de store dækfjer og tertiærerne der hos de mest markerede fugle giver et fluesnapperagtigt indtryk; kan danne et ret massivt lyst rektangel inderst på vingen. De lyse partier danner kontrat til lyst grågrønt felt over svingfjerenes kanter. Alula mørk. Har lysegult felt ved knoen. Hånden er ret lang (forhold tertiærer:hånd 1:0.8). Har svagt kløftet hale med svagt lysere gulgrønne kanter. Benene er mørkt gråbrune.

Aktiv, og ses tit ret åbent, mens den flakser med vinger og hale som Gransanger. Fanger tit insekter ved svirren eller korte, fluesnapperagtige udfald.

I hånden ses: vinge 63,5-73 mm. Næstyderste håndsvingfjer er lige så lang som 5-6. 6te yderste håndsvingfjer mangler tydelig indskæring.

For bestemmelse fra Gransanger, samt forskelle mellem adult og juvenil, se Håndbogens tekst s. 685.

Stemme Sangen er en ret kort, tør og stammende trille i ensartet tempo, der kan minde om sang fra Gærdeværling. Kaldet er et kort, hårdt tjiup (som svag korsnæb) eller et næsten spurveagtigt chip. Synes at kalde mindre på trækket end f.eks. Gransanger.

Taksonomi: De to Bjergløvsangere er officielt splittet i to arter.

Forekomst/biotop: se Håndbogen. Yngler i C o S Balkan, Grækenland og V Tyrkiet med isolerede bestande i Libanon og Syrien. Overvintrer formentligt omkring Sudan.. Bemærk, at denne art endnu ikke er truffet officielt i Danmark (men alle tidligere fund af Bjergløvsanger er under behandling af SU).

Kilder: T.J. Wilson & C. Fentiman 1999: Eastern Bonelli’s Warbler in Scilly: New to Britain and Ireland: British Birds 92: 519-523. – D. Page & I. Lewington 1999: Identification of Bonelli’s Warblers: British Birds 92: 524-531. Egne observationer Israel, samt fotos og diskussioner med HOF’s aftenskole i avanceret feltornitologi.