Klaus Malling Olsen

STEPPEHØG Circus macrourus

Længde 40-48 cm, vingefang han 100-109 cm, hun 109-119 cm.

Bestemmelse En let, spidshåndet kærhøg med lang, slank hale. Flyver med lette, og ret høje gennemførte vingeslag, men sjældent fjedrende – mere som adræt Blå Kærhøg, selvom hannens flugt kan synes ganske "balletdanserlet" med dybe, næsten mosehornugleagtige vingeslag. Hunners og ungfugles flugt ligner mere Blå Kærhøgs. De fleste er tydeligt lettere og slankere end Blå Kærhøg, men undertiden ses ret tykmavede fugle - den ret korte vinge kan da i aktiv flugt give en sær association til Duehøg! Har 4 synlige fingre (Blå Kærhøg har 5 på den bredere hånd). Hunfarvede fugle har smallere, hvid overgump end Blå Kærhøg, adulte ofte med ret tydelige mørke tværskæl. Ligner i formen en mellemting mellem Blå Kærhøg og Hedehøg: har i forhold til Hedehøg større hoved (adult) og kortere vinger med relativt længere arm; hånden kan under glid næsten synes uproportioneret kort og spids (falkeagtig), da den har tendens til at samles tydeligere under glid. Bemærk, at unge hanner af Blå Kærhøg i form, dragt og flugt kan nærme sig Steppehøg i mistænkelig grad, og at hunner tit flyver mere "blå kærhøgetungt"! Vingeformen giver ofte det bedste fingerpeg: den er bredest over armen og smallest over hånden (især hos adult hun, se nedenfor). På siddende fugle rager halen ud op til 5 cm. bag vingerne. Benene virker ofte ret lange og tynde.

Ved bestemmelse af "hunfarvede" fugle (især efterår) er det vigtigt at fastslå fuglens alder: har den varmt orange til rødbrun, næsten utegnet underside er det en juvenil (check da først hovedtegninger), har den mørke bryststriber mod lysere bug er den ældre, og undervingens tegning er det første, man bør kigge på. Bestemmelsen lettes med dette i tankerne!

Adult han er den mindste og lyseste kærhøg. Undersiden er hvidlig, kun med sort kile på 2-5.yderste håndsvingfjer. På glidende fugle ses spids "falkehånd", forstærket af, at de 2 yderste håndsvingfjer er kortere end hos andre kærhøge. Vingen er bredest yderst på armen og medvirker til en trekantet vingeform. Oversiden er lysegrå med koksgrå kile – lysere end de fleste Bå Kærhøge hanner og kun med svagt lysere overgump, der kan dækkes af mørke "skæl" og derfor ikke kontrasterer til oversiden som hos Blå Kærhøg. Hovedet kan være svagt mørkere i svag overgang til den hvide underside, men med udstående gult øje.

De lyseste Blå Kærhøge kan i grundfarve ligne Steppehøg han, men har rund og komplet sort hånd, sort bagkant på armen (højst svagt lysegrå og brudt på Steppehøg), bredere hvid overgump og afstikkende gråt hoved. Mere "kriminelle" er 2K han Blå Kærhøg om efteråret, da de kun har inderste og mellemste håndsvingfjer sorte mod juvenile, lysblegede yderste håndsvingfjer: da kan da fremkomme en steppehøgeagtig kile, men den sidder da længere inde på vingen, og kombineres altid med nogle sortspidsede adulte armsvingfjer. Bemærk, at Blå Kærhøg, der flder håndens midterste del ofte kun har 4 synlige "fingre", men den bredere inderhånd medvirker fortsat til en ret fyldig og bred hånd. Nogle Steppehøge med fældning af de mellemste håndsvingfjer kan få kilen reduceret til en enkelt fjer, og virker da overvejende hvidvingede fra undersiden!

Adult hun ligger i dragten tæt på hunfarvede Blå Kærhøge, men har slankere og spidsere hånd, hvis underside ofte har en bred, lys "boomerang" med håndsvingfjerenes basis, samt håndens bånding mere koncentreret til midt på hånden; inderhåndens bagdel af grålig, blot hånden har lidt mørkere, grå fjerspidser. Dette giver en påfaldende lys hånd hos typiske fugle, og står ret skarpt ud mod den overvejende mørke arm, hvor ofte kun de små dækfjer er lyse. Armsvingfjerene er mørke, kun med 1-2 smalle, lyse bånd yderst, der typisk "forsvinder" ind mod kroppen. Kun meget ganmle hunner har smalle, lyse bånd til armen, men de er da smallere end mørke bånd. Armen har tit smal, grå bagkant. Armhulefjerene og de store dækfjer er mørke med diffuse, lyse pletter i lighed med Blå Kærhøg. På afstand giver dette i kombination en tofarvet undervinge med mørk arm og lys hånd, ofte med tydeligt mørk komma på hånddækfjerene. Hovedtegninger ligner Blå Kærhøgs, men ansigtet er generelt mørkere med isolerede lyse pletter: som øjenbryn og hvid plet på bagkinden. Nogle har lysere, mere udviskede hovedtegninger. Mange har en ret tydelig og gennemgående gråhvid halskrave, der hos andre er smal – dækket af grå fjerspidser og knapt synlig: hovedet virker da påfaldende mørkt. Har desuden ret mørke halssider, der overgår i mørke striber på brystet og langs flankerne, mens bugen normalt er hvidlig til beige. Bukserne har tit ret brede, mørke, dobbelte dråbepletter. Oversiden er ret ensartet mørkt gråbrun med eventuelle mørkere tværbånd kun synlige på tæt hold. Den smalle, hvide overgump er rektangulær, tit med mørke tværskæl. Halen har normalt bredere mørke end lyse bånd, og selve halens inderdel kan være overvejende mørk. Halesider okkerbrune med mørke tværbånd. Øjnene er gule.

Blå Kærhøg hun – og især 2K fugle om foråret ligner i tegningerne Steppehøg, men har normalt ret jævnt bred arm og hånd. Hånden er afrundet, men kan under glid tilspidses svagt, og unge haner har en tendens til at have lidt slankere hånd end hunner. Flyver dog mere stift, som Spurvehøg i slow-motion", og har mere afrundet kno, som "tennisalbue". Armens lyse tværbånd er så brede som mørke, og når kroppen (kun hos enkelte Steppehøge); Blå Kærhøge med bredere lyse end mørke bånd får udstående mørkt rektangel over armen, dannet af de mørkere store dækfjer. Hovedet er normalt svagere tegnet og lysere med bredere lyse felter omkring øjet og svagere halskrave, men da hals. Om foråret afslides majoriteten af 2K kærhøge de juvenile lyse spidser på store dækfjer, og oversiden blegner: den kan da virke helt identisk med Steppehøgens, men generelt med mindre (hvis nogen) lyse felter over armens midterdel og med bredere hvid overgump. Desuden har Blå Kærhøg – i lighed med Hedehøg – mørkere spidser på håndsvingfjerene end de fleste Steppehøge.

Hedehøg er lettere med jævnt slanke og længere vinger. Undervingen er lysere, da armhulerne kun har 3 distinkte tværbånd (en hovedkarakter!) og bredere lyst felt på armsvingfjerene, men den har sort bagkant til håndens spids. Mangler mange Steppehøges lyse "boomerang" og har jævnere bånding på håndsvingfjerene, der normalt flyder sammen med hånddkfjerenes smallere, sorte komma. Overvingen er lysere med tydeligere mørke bånd på hånden, sortere vingespids og et tydeligt "hanbånd" eller mørkt rektankel over armsvingfjerene. Se Hedehøg. Normalt er det lettere at bestemme Hedehøg fra Steppehøg end Hedehøg fra Blå Kærhøg ved træning!

Juvenil (til sidst på foråret) har påfaldende kontrastrige hovedtegninger: hovedet er mørkt med isolerede hvide felter over og under øjet (som ho adult hun, men tydeligere) og en bred, gennemgående hvid til orange halsring, der om efteråret er lysere end undersiden o går over naken som lyst halsbånd. Den forstærkes af bredt mørkt felt bag halskraven. Den brede, mørke tegning på kinden når ud til undernæbbet. Issen er tit lysere end kinden. Kropsundersiden er ustribet brunorange til gulerodsfarvet med tydeligt gulstik. Kan have enkelte mørke striber i armhuler. Armsvingfjerene er mørke (højst med meget svage lyse pletter yderst), og står som et påfaldende sort rektangel i vingen. Håndens tegning liger adult huns med dennes grå fjerspidser (danner "åben hånd") og normalt tydelige lyse "boomerang" ved håndsvingfjerens bases. Har altid mørke bånd på samtlige håndsvingfjer, beskrevet under adult hun. Oversiden er varmt brun med lyse spidser på store dækfjer og normalt tydelig orangetonet oval midt på vingen. Unge hanner har gule øjne, hunnerne mørke.Ungfuglenes flugt er generelt lidt tungere end adultes, Bemærk, at formen hos unge Hede- og Steppehøg er mere lig hinanden end hos adulte (udbuget arm hos begge).

I løbet af vinteren afslides undersidens varme anstrøg gradvis (sidst på flankerne), og allerede fra sidst i marts ses fugle med næsten beigehvid underside af farve som halskraven. Flder i modsætning til Hedehøg kun meget begrænset før ankomsten til sommerkvarteret, og fugle på forårstrækket har højst udskiftet dele af ryggen (sjældent hele ryggen) – og undertiden armhuler og bug, der hos ung han da bliver artstypisk hvide.

Om efteråret er juvenil Hedehøg det største bestemmelsesproblem. Hedehøg har normalt bredere, lyse felter omkring øjet (som hos adult hun), men højst en svag, lys halskrave midt på halsen og generelt meget svagere og kortere mørkt parti bag denne. Tit mangler halvkrave og mørkt felt – bestemmelse er da uproblematisk. De fleste Hedehøge har smallere, U-formet felt under øjet, der knapt når næbbasis. Enkelte Hedehøge har dog så mørkt – eller mørkere hoved – end Steppehøge, kun med smale, hvide pletter over og under øjet, men sådanne har da aldrig antydet halskrave. Undersiden er generelt varmere og brunere, hos typiske fugle ræverød, men undertidne lidt blegere. I modsætning til hos Steppehøg kan der ses meget smalle striber på brystet og tendens til tværbåndede armhuler, men i det mindste bryststriberne skal man meget tæt på for at kunne erkende. Armens tegning ligner i øvrigt den unge Steppehøgs med lignende mørkt rektangel, men har undertiden breder lyse bånd antydet (som underbelyst adult). Vigtig er håndens underside: hele bagkanten samt spidsen er sort, og da mange Hedehøge mangler mørke bånd på de yderste 5-6 håndsvingfjer, dannes en lys håndflade mod mørk vingespids – i stil med Musvågens. Oversiden ligner den unge Steppehøgs.

Blå Kærhøg har bredere hånd, tydeligere stribet underside og svagere orange anstrøg i dragten: de varmest farvede synes at være de unge hunner, der samtidig afviger mest i form og størrelse fra Steppehøg. Nogle har ret tydelig lys halskrave, men tydeligere lyse felter omkring øjnene. Overgumpens hvide felt er bredere. Sammenlign dog beskrivelsen af juvenil Steppehøg med weppens beskrivelse af Blå Kærhøg og Amerikansk Kærhøg.

Immatur (2K sommer-3K sommer) han fælder i løbet af sommeren sin juvenile dragt, og erstatter den med en dragt, der ligner adult hans. I 2K efterår er der normalt enkelte juvenile armsvingfjer, og under svingfjersfældningen kan den sorte kile være meget smal; når fældningen har nået de yderste håndsvingfjer (normalt aug.-sept.) er de tiloversiddende juvenile yderste håndsvingjer stærkt afblegede, hvilket ikke forstyrrer indtrykket af den sorte kile. Den er dog lidt bredere end hos adult han, da den også omfatter den næstyderste håndsvingfjer. Oversiden er mørkere og mere bruntonet end adult hans, og halen har gennemgående, men smalle bånd (midterhalen utegnet grå hos adult han). Hovedet ofte så mørkt og skarpt afsat som hos Blå Kærhøg (med smalle, hvide pletter over og under øjet, og tit spor af lys halskrave) i kontrast til hvid underside, ofte med rustbrune pletter eller striber på brystet og undertiden meget smalle grålige striber på bugen. Kan desuden have svagt afsat grålig vingebagkant og mørkt komma ved knoen.

Under fældningens tidlige del (midsommer) tit svær at kende fra Hedehøg i lignende alder: kendes bedst på tegningen på nyfældede svingfjer. Fældningen synes at foregå hurtigere end hos Hedehøg, da den starter senere og generelt er længere fremme om efteråret (med stor individuel variation).

Immatur (2K sommer-3K sommer) hun ligner efter fældningen adult hun, men er generelt mørkere på oversiden, og har hovedtegninger mellem adult hun og juvenil, således med ret tydelig lys (ofte mørkplettet) halskrave mod generelt mørkere hoved. Undersidens grundfarve generelt varmere orange end adult huns, og armsvingfjerene er mørkere end adultes. Øje overvejende mørkt. Se i øvrigt Hedehøg.

Subadult (3K sommer/efterår-4K sommer) han ligner adult han, men har ofte "immature" karakterer som mørkere grå, lidt uregelmæssigt tegnet overside og undervinge med vingekile og armbagkant som hos immatur han. Kan have smalle, mørke issestriber (danner lille kalot) samt mørkere halespids. Hoved generelt som immatur hans.

Hunnen i lignende alder ligner adult hun, men meget tæt på kan ses, at øjet endnu ikke er lysegult, men ravfarvet.

Citat: sagt om bestemmelse af Steppe- og Hedehøg af Håkon Delin i Eilat: hvis de to arter var lige så almindelige som Musvåge og Fjeldvåge vile man sikkert opfatte dem som endnu mere forskellige fra hinanden.

Stemme I territorieflugten udstøder hannen et højt, gnidende whe-eher-wher… I øvrigt tavs.

Forekomst/biotop I Danmark meget sjælden gæst (1-10 fund årligt), flest i (ult.april)-maj og ult.aug-pri. Okt. (et vinterfund er kendt fra Sverige). Ses næste udelukkende efter perioder med varme, sydøstenvinde. Så godt som årlig ved Skagen. Yngler på tørre, vidstrakte græsstepper, undertidne i let kuperet terrn. Overvintrer ved stepper, savanner og i agerland i troperne.

Kilder: se Hedehøg.