Klaus Malling Olsen

STOR TORNSKADE Lanius excubitor

Længde 24-27 cm.

Bestemmelse: Den største tornskade, knapt allikestor. Stor Tornskade – og dens slægtninge – er grå, hvide og sorte fugle, der troner frit, normalt fra toppen af mindre buske, men også tre telegrafledninger o.lign. De ligner da en lille, lys falk. Flugten er tydligt bølgende ala flagspættes, men med mere abrupte afsæt. Flyver med svirrende vingeslag, hvorunder man tit kan aflæse vingetegningen på den hvidglimtende vinge. Noget af en slagter, der spidder byttedyr som større insekter, smågnavere og småfugle på tornebuske. Ond og bidst, hvis man får den i hånden.

Der findes et stort antal former (der her er omtalt som 3 arter). Den hjemlige excubitor (N-C Europa (mod syd til S Frankrigs centralmassiv) til V Sibirien, overvintrer mod S til Middel- og Sortehavet) har lyst blågrå overside, sort maske fra øje til øreedækfjer samt hvidlig underside. Har højst meget svagt lysere overgump. Har sort maske, der er ret lang og ofte vinkler lidt ned bagtil. Har desuden en smat, diffus hvid øjenbrynstribe, der ofte kun kun er synligt bag øjet (kan være komplet og gå over panden, men kan også synes at mangle) samt smalle, hvide "skulderstropper". På den siddende fugl er vingen sort med ovalt til kradratisk hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser (ala Hvidhalset Fluesnapper) og tit meget smalle baser af de yderste armsvingfjer; der sammen med hvid vingeplet kan danne en smal, sammenhængende hvid vinkel på den samlede vinge. Tertiærerne har kun smalle, hvide rande, begrænset til spidsen, og fremstår som en hvid bue bagtil. Hånden er ret kort med 3-4 håndsvingjfer synlige bag tertirerne. Undersiden er ret ensartet hvidlig, højst med svag lysegrå eller sart rosa toning eller meget svage, grålige tvrbånd eller skæl (se de forskellige aldre). Undervingedækfjer samt undergump lysegrå. Halen er overvejende sort med hvide sider på 2-3 yderste halefjer, bredest mod spidsen, hvor hvidt kan dække halvdelen af halen; de midsterste halefjer har sorte spidser og alle halefjer sorte baser.

Vinge 107-118 mm, hale 102-117 cm. Forholdsmål (ved håndstudier): 2 =6/7 (=6 eler 7), 11-16 mm < vinge. 1>håndækfjer 11-19. 10>vinge/hale 22-28, indskæring på 3. håndsvingfjer 27-32 (Svensson 1998).

Adult han er mest kontrastrig med den renest lyse underside, de bredeste hvide skulderfelter og de bredeste hvide baser på hånd- og armsvingfjer.(ved basis af håndsvingfjerene max. 10 mm), der kan flyde sammen til et jævnt, aflangt vingebånd i flugten. Har ofte ret brede, hvide spidser på håndsvingfjerene. Næbbet er sort, men undertiden med svagt brutonet basis af indernæbbet fra sensommer til efterår..

Adult hun ligner adult han, men bugen kan være mere gråtonet med svage, grålig tværbåndning over bugen (især yngre fugle?), og har smallere, hvide vingetegninger samt skulderstriber. Især er armsvinggjerenes hvide baser smallere end hannens, og ofte vel afsate fra større, hvidt felt i hånden (synligt i flugten). Næb som hos han, men brunlig basis på undernæb bevares ti til januar.

Adulte har om efteråret friske sorte, næsten glinsende dækfjer. De store dækfjer samt hånddækfjerene kan have smalle, helt regelmæssige lyse spidser. Svingfjer sorte året rundt.

Juvenil ligner adult men har brungrå overside og svag, mørk bånding på såvel over- som underside. Undersiden er undertiden svagt bruntonet. Masken er ligeledes ofte bruntonet. De store dækfjer har lyse rande, og de hvide, yderste halefjer kan have smalle, langstrakte skaftestriber. Har ofte svag, blågrå næbbasis. Fælder til adultlignende dragt i sensommeren.

Immature ("1 vinter") ligner adult, men har ofte svagt lysere næbbasis (undernæb) samt svag, grålig tværbånding over især bryst og flanker; visse huner har mere bruntonet underside med tydeligre bånding. Nogle få% har kun smal, grå- til brun tonet sort tøjle, der på afstand kan gøre et forvirrende indtryk mod Ørkentornskade! I hånden ses, at hånddækfjerene og de fleste store dækfjer er slidte og mat bruntonede (nogle hanner har dog disse partier mere adultlignende) i kontrast til friske, sortglinsende mellemste dækfjer og eventuelle nye store). De juvenile store dækfjer har ujævne, sandfarvede rande og bliver gradvis brunere om vinteren – en karakter der kan være tydelig om foråret. Fra efterår bliver håndsvingfjerene brunlige ved slid. Hale juvenil, men fra om viteren ofte bruntonet. Fder komplet til adultlignenden dragt februar-april.

Beskrivelsen passer på hjemlige fugle. Der er kun en lille geografisk variation indenfor denne race, men i Østeuropa er der en tendens til lidt mere gråtonet bryst og bug, der kan stå svagt ud mod hvidlig strube (se Sydlig Tornskade meridiornalis). I Centraleuropa er kønsforskellene større end i Nordeuropa. Her ses hyppigt hanner med større, hvide vingefelter og lyse inderfaner på armsvingfjerene; disse ligner mere øvrige beskrevne racer. Mange hanner har således bredt, hvidt bånd på armen næsten ind til kroppen, samt hvide rande på armsvingfjerene. Hos hannerne går de hvide felter i hånen og arman næsten ud i ét. Hos hunner smalner armens hvide bånd af jævnt allerede fra yderst i armen, og armsvingfjerene er normalt tydeligt og abrupt adskilt fra håndens hvide felt. På den samlede vinge ses hos hannen en tydelig og bred, hvid vinkel ved håndsvingfjerenes basis, hvor hunnerne kun har en lille, kort hvid stribe over det hvide felt i hånden. Desiden har hannen bredere, hvide felter på tertiærer, armsvingjfer og i vingespidsen (kan give stribet mønster som hos Ørkentornskade).

Stemme: Kaldet er et ringende shree og et nasalt shack, der kan gentages i en huskadeagtig skralden. Sangen består af uskønne triller, knirketoner og skralden, men høres heldigvis sjældent.

GEOGRAFISK VARIATION: Indenfor den nordlige gruppe kan følgende øvrige (aktuelle) former henføres:

1: Sibiricus (C og Ø Sibirien; tilfældig gæst i Finland jan-marts 2000) ligner excubitor, men er lidt mere kompakt med rundere hoved, stejlere pande og lidt længere hånd med 5 synlige håndsvingfjer bag tertiærerne. Øvrige karakterer fra excubitor: Har kun lille vingeplet begrænset til baserne af de mellemste håndsvingfjer og sandfarvet, tydeligt tværbåndet- eller vatret underside (i reglen påfaldende: kan hos unge hunner kan minde om ung Rødrygget Tornskades! – og er da den tydeligste indenfor komplekset, selv tydelig om vinteren. Oversiden grå med svagt okker- fremfor blåtoning og tit afstikkende sandbrun-tonet isse. Overgumpen ofte hvid. 1-års fugle (især hunner) har lysere næbbasis og varrierende lys tøjle, og derfor ofte tydeliget lysere ansigt end excubitor. Nogle har svag, mørk stribe nederst i tøjlen. Disse i øvrigt meget lyse ansigtstegninger kan minde om Rødrygget Tornskades, men er sjældent så udprægede som hos Ørkentornskade. Aldersbestemmelse som fos excubitor, hvorfor alderskarakterer som slidte, lysspidsede store dækfjker bør checkes før sibiricus rapporteres herhjemme (da unge excubitor kan have temmelig vatret underside). Mål som excubitor, men næb generelt et par mm. længere.

2: Homeyeri (Ø Europa (fra Sortehavsegnene) til Rusland syd for excubitor; tilfældig gæst i Sverige) ligner excubitor, men har lidt lysere blågrå overside, ofte hvidlig pande, jævnere og bredere hvidt øjenbryn samt meget større, hvide vingefelter, der dækker ca. 50% af håndens overflade og de inderste armsvingfjer. Får derfor en meget stor, sammenhængende hvid vingeplet på den samlede vinge! Har desuden hvidgrå til hvid (ofte bred) overgump samt halvt hvidt, halvt sort hale, hvor sort synes som sort oval omgivet af hvidt (de 2 yderste halefjer er hvide, den 3. yderste overvejende hvid); alle halefjer har hvide spidser og baser (ved slid bliver midterste halefjers spidser dog sorte). Tertiærerne har jævne, hvide rande, og armsvingfjerene hvide spidser. Nogle har længere vinge end excubitor, op til 123 mm, samt længere hale, op til 120 mm.

Da der eksisterer overgangsformer bør alle karakterer checkes på en homeyeri herhjemme. På mere excubitor-lignende fugle (der bør indfanges) bør man sikre sig, at der er min. 18 mm. hvidt ved håndsvingfjerenesbaser bag håndækfjerene, og min. 15 mm. på armsvingfjerenes baser ud over de store dækfjer, samt at halefjerenes baser (bortset fra det mellemste par) har hvide baser.

Et par yderligere former findes i grænseområderne med de øvrige:

3. Leucopterus (V-Sibirien til Yenisei, ikke truffet i området) har næsten hvidgrå overside, hvidplettet tøjle og smallere, sort maske, der ofte er gråtonet bag næbbet. De store, hvide vingefelter samt haletegningen ligner homeyeri, men armsvingfjerene har hvide rande og kun sorte centre, hvorved hvide vingefelter "smelter sammen" med hvidt vingepanel og overgumpen er hvid. Vinge 115-123 mm, hale 107-123 mm. Overlapper muligvis allerede med excubitor fra C Europa, da mange excubitor herfra har vingemønster, der ligner laucopterus (se ovenfor).

4. Mollis (lille område ved Altai og NW Mongoliet, ikke truffet i området) ligner sibiricus, men har brunere, mere rusttonet overside samt brun toning i skulderstribe og på overgump. Har desuden endnu mindre hvid vingeplet. Undersidens bånding ligner sibiricus, men ofte er bagflankerne tydeligt afstikkende gubrune.

5: funereus (Tien Shan bjergene (Kirgisien til nærliggende områder i Kina) Største race. Geografisk isoleret fra andre former (bortset fra Ørkentornskade!). Ligner mollis, men har mørkere brungrå underside med tydeligere tværbånd (evt. så kraftig som sibiricus). Vinge gennnemsnitligt 121 mm (112 hos excubitor).

6: bianchii (Sakhalin og sydlige Kuriler). En geografisk isoleret, lille race (vinge gennemsnitligt 111 mm, hale 105). Ligner meget excubitor med dennes grå overside, men er lidt lysere (ala sibiricus). Mangler gulbrunt anstrøg på oversiden. Undersiden som excubitor, altså ensartet lys (han) eller kun meget svagt båndet (hun). .

i Nordamerika 2 racer:

1: borealis (C and N Quebec, N Ontario) ligner excubitor, men har generelt lysere grå overgump og overhaledækfjer, og har tydelig hvidlig øjenbrynstribe, der når diffust over panden (lignende tegning kan sjældent ses hos hjemlige excubitor). Maske generelt smallere, især i tøjlen, og mere kantet bagtil. Hvidt felt i hånden lille, begrænset til håndsvingfjerenes baser. Tertiærerne har brede, hvide rande. Hvidlig ryglinie som hos excubitor. Underside hvidlig til lysegrå, tydeligst på bryst og flanker, med smalle, grå tværbånd fra strube til bug; kan have lidt lysere skægstribe. Hale overvejende sort med smalle, hvide sider og hvidt til yderdelen af 3. yderste halefjer (som excubitor). Næb som excubitor, men kraftigere med mere buet undernæb og tydeligere næbkrog. Har normalt lysere næbbasis mellem efterår og midvinter, men næbbet er i øvrigt sort.

Kønnene ligner hinanden, men hunnen har generelt mørkere grå isse til ryg, og undertiden gulbrunt anstrøg på undersiden. Har generelt mindre, hvidt vingefelt end hannen.

1-års fugle varierer: har sandbrun overside (incl. anstrøg på lysere skulderstribe) og lyst sandbrun, ret tydeligt tværbåndet underside af udbredelse som adult.Flankerne kan være gulbrune. Masken er smallere og svagt bruntonet, kun med kort, mørk plet foran øjet; tøjlen kan være lys, men kan også have lys stribe mellem næb og tøjle. Meget svagt tegnede fugle kan have masken reduceret til brun plet, nrmest som øreplet. Næbbet ofte med lys basis (især undernæb). Har mere lyst i vingen end adult; hvid vingeplet ligner, men dækfjerene har lysbeige spidser, der på store dækfjer danner bredt, lyst vingebånd som hos Ørkentornskade. Tertiærer og armsvingfjer har lyse rande, der danner antydet lyst vingepanel, især bagtil (men ikke så hvidt og tydeligt som hos Ørkentornskade). Dragtens sandfarvede anstrøg blegnet noget om vinteren.

Mål som excubitor; vinge gennemsnitligt 113.2 mm.

2: invictus (N Alaska og md S til British Columbia og Alberta) ligner borealis, men også sibiricus, men har bredere, lyse skulderfelter, tydelige hvid øjenbrynstribe, hvid overgump og overhaledækfjer og svagere båndet underside. Ungfugle kan være lysere. Evt. lidt større end borealis.

Overgangsformer til borealis findes formenligt i N Maintoba og Keewatin.

De nearktiske former er trækfugle, der overvinter i mellemste Nordamerika mod S til Virginia (meget sjældent n Carolina) og Californien. Alstå ikke helt utopisk som strejfgæst i WP!

Bemærkning: dette var er ordentlig omgang! De mange funderinger er fint opsumeret af Lars Svensson (1998), og jeg vil lige citere hans slutbemærkninger:

"Problemer i Asien

De efter min mening eneste (mulige) vægtige grunde til at opdele denne komplekse art i flere arter er, at den sydlige form pallidirostris findes i delvis samme område som et par lokale former af Stor Tornskade (norlig), mollis i V Mongoliet og funereus i NV Kina og dele af Tien Shan. Hybrider er ikke kendte, men områderne er sjældent besøgte og fugleliget endnu dårligt udforsket.

Begge de lokale former af excubitor-gruppen (Stor Tronskade) er bjergformer, der normalt ikke kommer i kontakt med pallidirostrisnede på de tørre sletter og halvørkener ved foden af bjergene. De har som sibiricus strkt vatret underside i alle dragter og har moderat brungul (mollis) eler tydelig rustbrun (funereus) anstrøg i dragten. Mollis yngler i Sajanbjergene, Ø Altai og NV Mongoliet. En gradvis overgang i udseende nordpå synes at findes hos sibiricus (men det undersøgte materiale er meget lille). Funereus derimod synes at være isoleret i Tarbagatai, Ala-Tau, dele af Tien Shan og i V Dsungariet.

Lefranc (1998) citerer Panov, som har fundet at mollis og pallidisrostris yngler side om side i en del af Mongoliet uden at blande sig. Hvis dette er rigtigt er det unægtelig et stærkt argument for en artsopdeling med "återverkningar" i Europa. Man kan dog tænke sig flere komplikationer eller alternative forklaringer. Er virkeligt mollis og funereus same art som "Stor Tornskade" (nordlig varfågel)? De to former har måske allerede opnået egen artsstatus, hvorfor den undersøgte sympatri (sameksistens i et område uden hybridisering) i Mongoliet mellem mollis og pallidirostris ikke får nogen betydning i Europa (denne seskevsn forekommer måske noget uklar(KMO)). Hvor mange par har Panov studeret og i hvor mange år? Materialet er måske for lile og tiden for kort til sikre konklusioner endnu?

I V Altai, ikke langt fra mollis og funereus yngler den lyseste form af alle store tornskader, leucopterus. Alle tre føres i litteratures til Stor Tornskade ("nordlig varfågel"), på trods af, at leucopterus og de øvrige to er så uens, som man kan forestille sig. Men leucopterus går trinløst over i homeyeri som igen trinløst går over i excubitor som trinløst går over i sibiricus som igen (muligvis) trinløst går over i mollis. Midt inde i en allerede komplekst varierende art findes altså et ringformet variationsmønster, hvor enderne er så uens, at man kan undre sig over, om de vil kendes ved hinanden hvis de mødtes.

Aller længst mod Ø, på Sakhalin og S Kurilerne yngler bianchii. Det bemærkelsesværdige ved denne race er, at den præcist ligner de svenske ynglefugle. Efter 4000 km med vatrede og svagt bruntonede ynglefugle i hele Sibirien findes altså i fjerne Østen igen fugle, der har rent grå overside og hvid underside, hannerne helt uvatrede, hunnerne med svagt vatrede flanker. Spørg mig ikke, hvordan dette kan ske!

En refleksion

Jeg kan ikke undgå at bemærke mig, at en artsopdeling igen foreslåes, der udløses af forhold i fjerne og sjældent besøgte asiatiske områder. Hedepiber og Bjergpiber blev opdelt på samme grundlag, menlig efter et kort feltstudie fra NØ Baikalsøs strande. Her havde en vis Nasjarenko fundet japonicus og blackistoni ynglende sympatrisk. Herhjemme (i Sverige) fik Skærpiber egen artsstatus som eftervirkning heraf. Årtiers studier af Skær- og Bjergpiber i Europa havde ikke ledt til enighed omkring split i arter. Det synes derfor lettere, hvis man kan henvise til forhold langt, langt borte (som kun man selv eller en eller anden russer har besøgt).

Sølvmågekomplekset er et andet spændende felt for taksonomer, som vil skabe sig et navn. Har findes også de rette ingredienser: masser af interessant variation i Europa, som man kan prøve at finde et mønster i. , men især en række ukendte forhold i Asien. Storpiber og flere sangere kan lægges til listen (samt Sortstrubet Bynkefuglekomplekset (KMO)).

Hvad gør jeg med min WP-liste?

Den som trods koncentreret læsning endnu ikke har fattet et dyt, undrer sig selvfølgeligt over, hvad man skal gøre med krydsene for (Gotlandsvarfågeln) eller for de sydspanske fugle, der var så sikre på WP-listen. Kære læser: du har tre muligheder: gør som du selv synes (tæl alle 3 (Stor/Sydlig Stor/Ørken), gør som Club 300 siger at du skal (følg SOF og svensk Rk og regn indtil videre bare med ét kryds) eller bliv hengiven phylogenetiker og foregrib Sangsters revolution ved at få hele 5 krydser (du har ve været på de kanariske Øer og i Israel, eler?). det bedste af alt: uanset hvad du selv gør har du ret. Og tornskaderne selv er ligeglade. Selv regner jeg indtil videre bare me én art. Det er der mere sport i".

Dette var Svenssons slutbemærkning. Lefranc og BOURC regner med 2: Stor og Sydlig Stor Tornskade (hvor Ørkentornskade inkluderes). I mine øjne kan man sagtens også regne Ørkentornskade som egen art: den adskiller sig væsentligt på udseendet (er således ubåndet i et område nær på eller i de "båndede" formers, og ikke mindst er trækket helt anderledes, da den er langtrækker i modsætning til de kortstrejrende "naboer". Svensson udtaler sig ikke specielt om de mørke sydeuropiske og norfrikanske/mellemøstlige former kontra de lysere elegans, der i udseende varierer ganske meget fra de mørke. Og slet ikke om de nordamerikanske, der viser flere træk fra Ørkentornskade – især hos yngre fugle, men som har en helt afvigende brunlig ungfugledragt. Her er der formentligt intet genflow med de palearktiske former, og som for så mange andre nearktiske formers vedkommende har de ved nærmere studier (dragter, DNA) vist sig at kunne opnå artsstatus.

Hvis du skulle have en mening eller nogle reflektioner omkring dette spændende problem er du velkommen til at maile.

Klaus Malling Olsen

Forekomst/biotop: Excubitor er herhjemme sjælden ynglefugl i Jylland, og fåtallig træk- og vintergæst. Yngler i åbent terræn som på tilgråede heder og i lave nåleplantager; den nordlige gruppe er i øvrigt skovfugle, der mest yngler i lysninger eller i ret åben nåleskov og til fjelbirkeskoven, ofte på fugtig bund. Træffes i øvrigt i åbent landskab med hække og enligtstående småtræer og buske. Foretrækker at sidde ret højt og åbent, gerne i toppen med godt udsyn. Ret sky.

Kilder: egne studier. Skindstudier Zoologisk Museum, København. Litteratur: M. Schön 1994: Zeichnungsmuster des Raubwürgers: Sex-, age and individual characters in the plumage pattern of the Great Great Shrike Lanius e. excubitor in comparation with other shrikes: on the effectiveness of optical signals. – Ökol. Vögel 16: 11-80 (på tysk). - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines. - L. Svensson 1998: Hur många kryss kan mjölkas ur varfågeln? – Roadrunner 1/1998:14-22 – J. Tenovou & J. Varrela 1998: Identification of the Great Grey Shrike complex in Europe. Alula 4:2-11. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. A guide to the shrikes of the World. – Pica Press. – Jorma Tenovuo & Lars Svensson pr. e-mail (sibiricus). E-mails på Brevduvan (excubitor/homeyeri/sibiricus) - J. Farrand (red.) 1983: The Audobon Society Master Guide to Birding 3: Warblers to Sparrows. – Alfred A. Knopf, New York; National Geographic Society 1985: Field guide to the Birds of North America.