Klaus Malling Olsen

SYDLIG STOR TORNSKADE Lanius meridiornalis

Længde 25-28 cm.

Bestemmelse: Ligner Stor Tornskade, man træffes syd for dennes udbredelsesområde; undgår agerland, men findes i tørt terræn som på afbrændte sletter med spredte træer og på vegetationsfattige bjergskråninger. Færdes generelt lavere end nordlige former.

. Den sydeuropæiske Meridiornalis (S Frankrig og Iberiske Halvø) ligner Stor Tornskade excubitor, men er langt mørkere. Oversiden er mørkegrå , ofte med beige (ikke blåligt) anstrøg; har tit lidt lysere bagryg og overgump (kan være tydelige end hos excubitor på grund af oversidens almene mørkhed). Har påfaldende mørkt blygrå isse til nakke som det mørkeste af oversiden og smal, men tydeligt hvidt øjenbryn, der løber over panden (virker grundet mørkere grundfarve tydeligere end hos excubitor, og kan næsten virke som hos en sanger). Øjenbrynet kan fortsætte bag øjet, men er normalt kraftigst foran – og især over øjet. Den sorte maske ligner Stor Tornskades, men er fyldigere bagtil. Har lys strube mod rosagrå til grå underside, der giver mindelser til Tornsangers; undergump normalt afstikkende hvid. Den hvide skulderlinie er smal, men står tit tydeligere ud mod den mørke ryg, selvom den ofte næsten mangler. Har kun lille, hvid vingeplet begrænset til mellemste håndsvingfjer), men bredere, hvide spidser på armsvingfjerene, der danner en hvid bue bagerst på vingen. Halen er sort, blot med hvide sider på yderste halefjer, men med lidt mere hvidt mod halespidsen, der dog er dominerende sort. Halen virker lidt kortere, smallere og rundere end hos excubitor. Har lidt kortere håndsvingfjersprojektion end excubitor, samt lidt længere og grovere ben. Vinge 102-112 m, hale 101-118 mm.

Forholdsmål (ved håndstudier): 2 = 5/7 (=7), 8-12 mm < vinge; 1>hånddækfjer 10-19; 10<vinge/hale 22-26, indskæring på 3. håndsvingfjer 25-29 (Svensson 1998).

Adult beskrevet. Kønnene er ens; nogle hunner har svage flankebånd, men dette kan være 1-års fugle.

Juvenil ligner adult, men er mattere med bruntonet maske og brungrå underside, undrtiden med mørkt skællede flanker. Kan mangle rosa anstrøg på undersiden.

Immatur ligner adult, men oversiden er lidt lysere grå, undertiden med rusttoning på isse og ryg, og overgumpen er afstikende lysere, ofte gulbrun.. Undersiden er lysegrå, hjøst med svagt rosa anstrøg, og mangler Stor Tornskades vatring (kan have få striber i stedet, især bagtil). Kan have svag beigetoning på over- og underside.

Stemme som excubitor, men kald lidt blødere, knapt så snerrende.

GEOGRAFISK VARIATION Syd for Middelhavet yderligere former i området:

1: Algeriensis (kystområder i N-Afrika mellem Marokko og Libyen) ligner meridiornalis, men er renere grå, mangler eller har kun svagt hvidt øjenbryn og har mørkegrå overhaledækfjer som resten af oversiden. Desuden er underiden rent grå. Den hvide vingeplet er marginalt større.. Halen har ofte sorte skaftestriber næsten ud il spidsen på yderste halefjer ulig meridiornalis. Næbbet er kraftigt.

Forholdsmål (ved håndstudier): 2=5/6 (=5 eler 6), 6-11 mm. < vinge; 1> hånddkfjer 15-23, 10>vinge/hale 24-32, indskæring på 3. håndsvingfjer 21-27 (Svensson 1998).

2: Koenegi (Kanariske Øer) ligner algeriensis, men er lidt mindre, generelt mørkere og har kort, hvidt øjenbryn melem næb og øje. Næbbet slankere, generelt med mere kroget spids

3: Elegans (halvørkener i N Afrika S for Atlasbjergene, samt N Egypten til Sinai og S Israel) er lysere grå end 1 og 2. Ligner Stor Tornskade excubitor med lignende hvidlig overside, der dog kan være meget svagt grå- eller beigetonet, samt lysere overgump. Kan have meget smalt, hvidt øjenbryn og meget smalt, sort bånd over panden. Undersiden er hvid, tit med cremefarvet anstrøg. Har store og brede, hvide skulderfelter og stor, hvid plet i hånden (dækker ca. 40% af håndfladen) samt brede, hvide kanter og spidser på armsvingfjerene, der danner et langt, hvidt vingepanel på den samlede vinge. Halen har brede, hvide sider (med helt hvid yderste halefjer) og sort midterdel til spidsen. Juvenil har sandbrunt anstrøg på oversiden og sand- til bufftonede rande på store dækfjer og tertirer.

På trods af store dragtforskelle hybridiserer formen intensivt med algeriensis, hvor de mødes i Nordafrika.

4: Leucopygos (Sahara på gænsen til WP) er endnu lysere end elegans (som lys Stor Tornskade excubitor) og har store hvide felter i vinger og hale samt hvid til sandfarvet underside. Hvidt i hånden dækker ca 50% og også armsvingfjerene har meget hvidt Den hvide overgump er tydelig mod den lysegrå ryg. Mindre end elegans.

5: Aucheri (halvørken med akacier fra Rødehavets vesykyst til Israel og Syrien, den Arabiske halvø, langs Persiske Golf og østpå til SV Pakistan) ligner elegans (eller Stor Tornskade excubitor), men er lidt mørkere. Har smalt, sort bånd over panden (tydeligst hos hanner, hvor det kan være ganske bredt), mangler hvidt øjenbryn og har jævnt blågrå overside. Undersiden er hvid med gråligt anstrøg, og mangler bånding. Håndens hvide plet er større end hos excubitor, og virker på den amlede vinge som et aflangt rektangel. Armsvingfjerene har hvide spidser, der på den samlede vinge kan møde det hvide "rektangel" i vingen. Halen har hvide sider, der er smalle ved basis, men som bliver bredere mod spidsen (ala excubitor); den yderste halefjer har tit stort skaftestribe. Undervingedækfjer grå. Lidt mindre end excubitor: vinge 104-116 mm, hale 98-115 mm. Juvenil har gråbrunt anstrøg på oversiden og smallere, lyse rande på store dækfjer og tertiærer end elegans.

Forholdsmål (ved håndstudier): 2=5/6; 6.5-8 mm<vinge; 1>håndsvingfjer 16-23; indskæring på 3. håndsvingfjer 24-31 mm (Svensson 1998).

6: Theresae (nordlige Israel til Libanon) ligner aucheri, men er lidt større og noget mørkere grå; også på undersiden, og har marginalt mindre hvidt i vinger og hale; denne races validitet er usikker grundet gradvise overgange med aucheri.

7: Buyri (Yemen) er den mørkeste form; så mørk som eller mørkere end algeriensis. Kan næsten ligner en melanistisk Stor Tornskade! Ligner algeriensis, men mangler eller har grålig skulderstribe, mørkere grå underside og kun et lille, hvidt felt i hånden. Kan have grå strube, og får derved en smal, lysere skægstribe mod den sorte maske.

8 Lathora (Ø Pakistan til Nepals lavland og N Indien) ligner aucheri, men har distinkt sort pandebånd ala Rosenbrystet Tornskade. Har desuden bredere, hvide skulderstriber og har afvigende hvide vingefelter: armsvingfjer næsten hvide, blot med smalle, sorte striber på inderfanerne, og stort hvidt felt i hånden, med hvide yderste håndsvingfjer. På den samlede vinge flyder hvidt felt på hånden og armsvingfjerene sammen til lang hvid stribe (som "ekstra skulderstribe"). Undersiden er hvid.

TAKSONOMI: De to grupper - Stor Tornskade og Sydlig Stor Tornskade er fra 1997 opdelt i egne arter af BOURC.

FOREKOMST/BIOTOP: Alle former er standfugle i halvørken og på tørre sletter samt bjergskråninger med spredte buske og træer; visse bestande foretager kort omstrejfen om vinteren (Meridiornalis f.eks. til Frankrig nord for yngleområdet). Sidder gerne lavt. Generelt mere tillidsfulde end Stor Tornskade.

Kilder: Egne studier, Nordafrika (algeriensis), Spanien (meridiornalis); Israel (elegans, aucheri). Skindstudier Zoologisk Museum, København. – Brevveksling med Jorma Tenovou.

Litteratur: L. Svensson 1998: Hur många kryss kan mjölkas ur varfågeln? – Roadrunner 1/1998:14-22. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. - N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. A guide to the Shrikes of the World. – Pica Press. – J. Tenovou & J. Varrela 1998: Identification of the Great Grey Shrike complex in Europe – Alula 4:2-11. – brevveksling med Jorma Tenovou.