Klaus Malling Olsen

THAYERS MÅGE Larus thayeri

Længde 53.61 cm, vingefang 142-153 cm.

Kendetegn Ligner Hvidvinget Måge, men er marginalt større med lidt kortere vinger. De største hanner kan være mæsten identiske med de mindste hunner af Sølvmåge, mens de mindste har lige så "sødt, rundt hoved og lille næb som Hvidvinget Måge. Regnes nu som egen art; dog er overlapning med Kumliens Måge Larus glaucoides kumlieni formentligt ret stor, hvor kun fugle med samtlige nævnte karakterer bør bestemmes i WP.

Adult ligner Hvidvinget Måge, men har mørkere overside ala Sølvmåge og distinkt mørkt, lysstribet mønster i hånden, der dkker 6 yderste håndsvingfjer. Set overfra er hånden gråsort med hvid inderfane på den næstyderste håndsvingfjer og hvide striber på de inderste mørke håndsvingfjer; set fra undersiden er hånden lys med mørk bagkant, gennemskinelig som hos Havterne. Fugle med lys overside (som hos Grå/Hvidvinget Måge) og reduceret mørkt i vingen (f.eks. svagere mørke tegninger og kun mørke på 5 yderste håndsvingfjer er muligvis hybrider med Kumiens Måge.

Man kan sige, at adult kombinerer Hvidvinget Måges form og størrelse med sølvmågeagtig vingetegning bemærk, at den nævnte vingetegning ses hos nogle Sølvmåge argentatus af nordskandinavisk herkomst. Øjet varierer, men er ofte mørkt, men kan være tofarvet, dog sjældent med så lys grundfarve som hos Hvidvinget Måge, idet iris normalt er mørkspættet. Næb om vinteren til med oliven anstrøg. Ben generelt rødere end hos Sølvmåge, ofte lyst hindbærfarvede. Hoved i vinterdragt

Brunmeleret frem for stribet som hos Hvidvinget; en lignende tendens ses hos Kumliens Måge.

Kumliens Måge har lysere overside med grålig, ikke sortagtig vingespids og max. Mørkt på de 5 yderste håndsvingfjer. Formen har dog meget variuabelt vingemønster, hos nogle blot grå stribe på 1-2 yderste håndsvingfjer (ses aldrig hos Hvidvinget Måge).

Juvenil har ret ensartet gråbrunt hoved og underside samt mørkere gråbrune yderste håndsvingfjer og armsvingfjer. Halen gråbrun, ofte med lyse pletter langs siderne eller smal, lys basis: giver sammen med tæt mørkbåndet ober- og undergump mørkt bagparti. Ryg, skulderfjer og tertiærer har solide gråbrune centre og lyse rande; virker skællet. Skulderfjerene har tit mørk buetegning mod lysere spids (ikke Sølvmåge). Dækfjer generelt kraftigere mørktegnede end hos Hvidvinget og (de fleste) Kumliens Måge. På stående fugle ses mørkcentrede tertiærer af farve som vingespids; håndsvingfjerene har brede, lyse rande der danner rækker af lyse V’er. Næb sort til hen på vinteren, hvor den dog ofte får svagt rødtonet basis. Bevarer i lighed med Gråmåge og Hvidvinget Måge juvenil dragt vinteren igennem.

Kumliens Måge kan ligne, men de fleste har mere lyst ved halens basis og langs halens sider, og ser ud til at have halebånd. Mange har lyse armsvingfjer, lysere centre på ryg- og skulderfjer og reduceret mørkt i vingespidsen, der mere koncentreres omkring skafterne af de yderste håndsvingfjer. Kan således have lysere hånd end tertiærer. De fleste har – som Thayers Måge – sort næb. Fælder generelt større partier i ryg på på skuldre i 1. vinter end Thayers Måge.

Se desuden Amerikansk Sølvmåge ovenfor.

Immatur får gradvis mere adultlignende dragt (for dragtudvikling, se Håndbogens tekst for Hvidvinget Måge).

Stemme ligner (formentligt) Hvidvinget Måges.

Forekomst/biotop I Europa tilfældig vintergæst med enkelte fund i Irland og Norge. Yngler i arktisk Canada, og overvintrer hovedsageligt langs Nordamerikas Stilehavskyst i syd til N Mexico. Meget sjælden gæst på den amerikanske østkyst, men muligvis overset.

Kilder: diverse artikler i Birding World, egne skindstudier, især på de zoologiske museer i Tring, New York, Washington, Boston, Berkeley og Los Angeles. Feltstudier, californen og Mexico jan-febr. 2000, diskussioner med J.R. King (Californien), brevveksling og fotos af Kumliens Måge fra Bruce Mactavish (New Foundland).