Klaus Malling Olsen

VANDREFALK Falco peregrinus

Nærmere beskrivelse af lyse nominatformer og tundra-racen calidus:

De klassiske Vandrefalke er korrekt omtalt i litteraturen, og volder sjældent problemer. Men de langttrækkende nordlige Vandrefalke (calidus eller overgangsformer til peregrinus) volder tit problemer. Bemærk at en ren calidus skal matche alle kendetegn (som når man først en gang er blevet bekendt med dem volder de sjældent de store problemer)- det er mellemformerne der er besværlige.

Størrelsen varierer, men de nordlige fugle er generelt større end de, der yngler længer mod syd, og har lidt længere vinger. Forskelle i kønnenes proportioner er som hos peregrinus: bemærk altså, at man godt kan se store fugle med proportionelt kort hale!

Det kan ikke gentages tit nok: Vandrefalkens form er artstypisk med stort hoved og bryst mod (for) smal bug, trekantede vinger med kort, bred arm og lang, spids hånd hvis bagkant enten er helt lige akklippet eller svagt udbuget inderst. Halens længde varierer, men nogle små hanner har næsten tamduekort hale, andre hunner lang hale, der ved basis er smal og påklistret den smalle bug. Nogle har dog bredere, tøndeformet bug (især store hunner); de kan synes at have uproportionelt korte vinger. Man kan sammenligne Vanrefalkens form i kreds med en enorm Bysvale.

Calidus adult er lysere end de hjemlige. Undersiden (incl. undervingen) kan være næsten utegnet hvid, eller blot med små, sorte pletter på specielt flankerne. Den hvide underside er i kontrast til sort vingespids – og undertiden er mørkt komma på hånddækfjerene (som hos Berberfalk). Brystet kan hos hannerne have et fint rosa anstrøg. Oversiden meget lyst grå, undertiden sølvglinsende på specielt baggryg og overgump. Lysere ryg og dækfjer danner kontrast til mørkere hånd og hale, hvorfor oversiden er tofarvet (mere ensartet hos nominatformen). Hætten er normalt mørkere end ryggen, men ikke rent sort, snarere sodgrå og er i kontrast til den sorte skægstribe der generelt er smallere end hos nominatformen; til som nedadgående trekant fra øjet, da den spidser til nederst. Den hvide kind er generelt bredere end hos andre former. Halen har sjældent indslag af rustbrunt; fugle med rødbrun spids og sider på halen er kendt.

Mens de største fugle set direkte nedefra næsten kan synes så hvide som Jagtfalke (og kan være så store), virker de mindste set ovenfra undertiden næsten aftenfalkeagtige med deres ret lyse isse, sortere skæg og tofarvede overside.

Juvenil calidus er variabel. Nogle er identiske med nominatformen (meget store, "normalt tegnede" Vandrefalke kan være mørkeste calidus, mens andre er langt lysere. De lyseste har lyst hoved, kun med sorte markeringer bag og under øjet, og får hoved som Aftenfalk hun og ungfugl. Sådanne har hvidlig underside, fra bryst til bug besat med smalle, mørke, vel adskilte striber og normalt ret tydelige mørke tværbånd eller pletter på flankerne som den dragtkarakter, der ses på længst hold. Oversiden er lyst gråbrun mod mørkere hånd og hale, altså tofarvet ala ung Aftenfalk. Ryg- og dækfjer har varierende lyse fjerrande, der kan være tydeligt hvide skæl og desuden har mange hvid vingeforkant. Halen og overgumpen er tit varmt gulbrune til rusttonede – en karakter, der ikke ses hos andre storfalke! Mørkere calidus og mellemformer til nominatformen er mere problematiske: visse gange har siddende fugle vist sig ubestemmelige fra unge Lannerfalke! De har lys pande og øjenbryn, gråbrun isse og overside og de "normale Vandrefalkes" sort skægstribe mod lys kind (hos ungfugle sjældent meget fint stribet bagtil; sammenlign Jagtfalk). Selvom der er nogen kontrast melem hvidlig pande og lidt mørkere isse er der ikke tale om et mørkt diadem ala Lannerfalk. Undersiden er gråhvid, ofte let gulbruntonet og flankernes tværbånd/pletter beskrevet ovenfor er stadigt tydelige. Undergumpen kan være næsten utegnet (som hos Slag- og Lannerfalk), men mørke tegninger er – hvis de findes – smalle tværpletter eler pilespidser (ikke striber som hos Jagtfalk). Også denne type kan have gulbrunt til rustbrunt anstrøg på hale og overgump.

Bemærk mange overgangsformer til nominatformen findes, hvor kun fugle med kombination af alle karakterer bør benævnes calidus.

Calidus: optræden herhjemme. Trækgæst, der overvintrer fra Sydeuropa til troperne. De fleste lyse Vandrefalke dukker op om efteråret, hvor deres træk synes at falde sammen med de hjemliges: flest er set pri. Sept.-ult. Okt. Der er få vinterfund af denne form. Forårstrækket ligger med April-pri. Juni, med tendens til adult kulmination første halvdel af maj (ca. 3 uger senere end hos nominatformen), og juvenil ult. Maj. Det synes, som om mange af de sent trækkende fugle ved Skagen (efter 10-15.5 er meget lyse fugle).

Geografisk variation: tilføjelse: Brookei: I bestande fra S-Italien til Tyrkiet findes fugle, der meget ligner nominatformen. De er normalt mere kompakte med kortere hale og vinger. Oversiden er mørkere og mangler blågråt anstrøg, skægstriben er generelt bredere og rundere og står knapt så tydeligt ud mod varmt bruntonet underside, der t.o.m. kan nå kinden.

Note: her gøres en undtagelse fra reglen om ikke at publicere nyt, der er under forberedelse som artikel. Det skyldes, at netop information om denne form er skønet specielt væsentlig at få ud før efterårstrækket – jævntfør problemerne på Fugletræffet i 1999.

Kilder: Forsman Raptors og Europe and the Middle East (1999), Andrea Corso & Klaus Malling Olsen in prep.: Peregrine: identification of pale birds and of Siberian Peregrine calidus. Diskussioner med Dick Forsman, Nils Kjellén, Knud Pedersen, Erik Christophersen, Gert Østerbye. Obs. af ca 100 fugle af lys type Vandrefalk i Sydskandinavien (især Falsterbo og Öland efterår, og specielt Skagen forår) og på Sicilien, Italien (april-maj 2000). Enkelte obs fra. Israel og Indien.