Feltbestemmelse af Amerikansk Sølvmåge

FELTBESTEMMELSE AF AMERIKANSK SØLVMÅGE

Lidt om feltbestemmelse af 1. vinter fugle af Klaus Malling Olsen

En større serie af fotos af Amerikansk Sølvmåge Larus smithsonianus er under "udlæggelse" i arkivet. Disse fotos er alle "alternative shots", da de af mine fotos, der blev udvalgt til GULLS under indscanningen stadigt befandt sig i udlandet. De, der har bogen kan derfor passende kombinerer fotostudier med studier af fotos i bogen. Ligeledes er der nogle aldersmæssige "smuttere"(?), men alle billeder viser vigtige karakterer, der skal tages med i betragtningen, når man står med en mistænkt Amerikansk Sølvmåge.

Forståelse af artens kendetegn kan på mange måder sidestilles med niveauet af forståelsen af kendetegnene for Kaspisk Måge og Middelhavssølvmåge midt 1990érne. Populært sagt er Amerikansk Sølvmåge det 21. århundredes modstykke. Og meget kan sikkert lægges til.


DEN MAGISKE KOMBINATION

Følgende 3 karakterer i kombination skal man først og fremmest checke:

1) HALEN: Amerikansk Sølvmåge kan have helt mørk hale. På trods af påstande om, at dette kan forekomme hos europæiske Sølvmåger (Mullarney & Lonergan 2004) eksisterer der ikke fotobeviser for dette. Mere normalt er det, at Amerikansk Sølvmåge har fine hvide prikker på kanterne af de yderste halefjer samt meget lidt "uldent lyst” ved baserne af de yderste og næstyderste halefjer. Dette forstyrrer dog ikke indtrykket af, at halen virker mørk og omslutter den båndede overgump. Sølvmåger - især argenteus - har meget sjældent en hale, der nærmer sig de amerikanske sølvmågers, der har den mest almindelige haletegning (se fotos 338 og 342 i GULLS). I mit arkiv eksisterer ét foto af en fugl, fotograferet i september i Holland af Harry J. Lehto med en endnu mere amerikanerlignende hale (samt gump!). Denne er ikke publiceret, og har fortsat hvide pletter langs med inderste del af de yderste halefjer, men er specielt giftig. Normalt har Sølvmåge så meget lyst ved haleroden, at et mørkt endebånd på halen dannes.

2) OVER- OG UNDERGUMP: Amerikansk Sølvmåge har begge gumpesider tæt tværbåndet i brunt og hvidt - typisk så meget brunt, at overgumpen på afstand virker brun af farve som ryggen, og ideelt er de brune bånd bredere end de lyse! Båndingen er mest distinkt på undergumpen, hvor den ofte sammenlignes med unge fugle af Mellem og Lille Kjove. Denne "Yankee-bagdel" - kombinationen af 1 og 2 - bør altid være tilstede hos en mistænkt Amerikansk Sølvmåge. Sølvmåge har generelt lysere gump, der dannes af mørke pletter - og ikke forstyrrer indtrykket af, at halebasis og gump er lysere end ryggen. Undergumpen har således mere lyst end mørkt, og ikke tydelig tværbånding; ekstremer, der indtil videre ikke er dokumenteret - kan teoretisk forekomme. Den ovenfor nævnte hollandske måge så ud til at have en sådan gump!
De midterste overhale- og underhaledækfjer på Amerikansk Sølvmåge har ofte så bredt mørkt, at det flyder sammen med haleroden.

3) BUG: Amerikansk Sølvmåges mørke bagparti forstærkes af, at bugen er næsten ensartet brun! Det er relevant at tale om, at hale, gump og bug ligner en stærkt undereksponeret Gråmåges! Selv de mørkestes sølvmåger har mere uensartet brun underside, der består af en blanding af pletter og lysere partier - og typiske sølvmåger har reelt plettet bug - en karakter, der ikke indtil videre er kendt hos Amerikansk Sølvmåge. Dette er blandt de vigtigste karakterer!
Grundfarven hos Amerikansk Sølvmåge varierer en del. Nogle er så mørkebrune – og af en varm farve - så de ligner rene flyvende "hundelorte". En lignende farve har jeg ikke set hos Sølvmåge, hvis mørkeste fugle virker koldere. Men variationen er stor. De mørkeste og mest typiske Amerikanske Sølvmåger kommer fra den amerikanske østkyst, hvor de udgør majoriteten. Men i det vestlige Nordamerika dominerer en koldere gråbrun type, der på afstand ville tage sig ud som en gennemsnits Sølvmåge. Denne type er også udbredt i østlige Nordamerika.
Den ovenfor nævnte hollandske fugl havde grovplettet underside, der ikke passede med Amerikansk Sølvmåge. Derfor bør en mistænkt Amerikansk Sølvmåge have en kombination af 1-3!


LEDSAGENDE KARAKTERER

STORE DÆKFJER OG TERTIÆRER: Disse kan hos de mørkeste fugle kaldes en "melanistisk udgave af Kaspisk Måges. Baserne af de store dækfjer er mørke, mens yderdelen har udvandede lyse tværbånd. Dette danner et lyst vingebånd på spidserne af de store dækfjer. Sølvmåger med mørke baser på store dækfjer og reduceret lys tegning er kendte, og ikke helt sjældne, men normalt er de lyse tværbånd mere skarpt afsat, og dækker en større del af fjerene. Hos vestamerikanske Amerikansk Sølvmåge er dog set fugle, der helt matchede Sølvmåge, med gennemgående og ret jævnt fordelt lys og mørk bånding.
Tertiærerne er ideelt mørke, kun med smal lys spids og yderkant, men mørk basis. Der er normalt tale om en lidt uregelmæssig lys tegning i spidsen, som hos en "formørket" Sølvmåge. Sølvmåge med meget mørke tertiærer har ofte lignende tegning, men generelt mere ensartede lyse kanter (ala Kaspisk Måge) og hos >95% - mindst - når lyse kanter ind til spidserne af de store dækfjer.
Grundet stor individuel variation hos begge arter er denne karakter dog sekundær sammenlignet med 1-3.

HOVED OG NAKKE: Mange amerikanske sølvmåger har helt ensartet brunt hoved og nakke - samt bryst - og får da en sammenhængende, ensartet brun underside, der ikke er kendt hos Sølvmåge. Selv de mørkeste sølvmåger har kraftigere striber i hovedet og tydelige pletter på bryst til bug.
Amerikansk Sølvmåges farve varierer på hoved og bryst på samme måde som bugens; fra varmt mørkebrun til lysere gråbrun. Tit står nakken ud som et massivt mørkt "uldent halstørklæde". Dette bliver gradvis tydeligere vinteren igennem grundet slid af hovedets fjer, og nogle amerikanske sølvmåger bliver da meget karakteristiske: lysthovedet med afstikkende mørkt nakkebånd og underside. En så ensartet grovplettet eller massiv mørk nakke er den rene undtagelse hos Sølvmåge, og kombination med ret ensartet lyst hoved er indtil videre ikke kendt! For en i den henseende artstypisk Amerikansk Sølvmåge (se foto 307 i GULLS).

VINTER RYG- OG SKULDERFJER: De nye fjer på ryg og skuldre har generelt et mere udflydende mørkt mønster - domineret af mørkt - hos Amerikansk Sølvmåge. Og tit ser der ud til at være forskel i tegningen af de enkelte fjer imellem. Sølvmåge får generelt mere distinkte mørke tværbånd på disse fjer, og således tværbåndet "sadel" i 1. vinter.
Det er tidligere foreslået, at fældningen mod denne 1. vinterdragt afviger fra Sølvmåges. Den er dog mere afhængig af, hvornår fjerene er anlagt, og dét varierer. Om vinteren ser man sølvmåger med samtlige ryg- og skulderfjer skiftet, andre hvor oversiden er en blanding af juvenile og 1. vinters fjer. Dette er normalt fugle langt nordfra - og et lignende mønster ses hos Amerikansk Sølvmåge.
Nogle Amerikansk Sølvmåge har mørkegrå ryg- og skulderfjer med smalle, mørke skaftestriber. Tegningen er sjælden hos Sølvmåge, der dog ofte har mørke "trekanter" på de enkelte fjer, da mørkt smalner gradvis ud mod fjerenes spidser.

UNDERVINGEDÆKFJER: Mange amerikansk sølvmåge har meget mørke og ensartede undervingedækfjer, der forstærker indtrykket af en afvigende mørk fugl. Sølvmåger har generelt mere uensartet mørkmønstrede undervingedækfjer, og hos vores hjemlige fugle er en helt mørk og ensartet tegning afgjort usædvanlig! Formentligt vil kendetegnet ved nærmere efterprøvning vise sig som blandt de vigtigste karakterer (men se dog fotos 341 og 342 i GULLS).

NÆB: Relativt flere amerikanske sølvmåger end sølvmåger får tydeligt lyserød inderdel af næbbet i 1. vinter - og kan derved ligne Gråmåge. På den meget typiske fugl på foto 307 i GULLS ses et eksempel på en sådan. Udviklingen i næbbets tegning er dog stor individuelt hos begge arter - et gråmågenæb hos en mørk 1. vinter måge bør få adrenalinet til at koge!

INDERSTE HÅNDSVINGFJER: Begge arter har lyst "vindue" inderst i hånden, dannet af lysere inderste 5 håndsvingfjer. Generelt er sølvmåger lysest, hvor amerikanske har et mere dæmpet vindue, men karakteren er næppe helt afgørende. Det er nævnt, at vinduet kan virke mere diffust imod håndens yderdel på Amerikansk, men variationen er stor.

JIZZ: Forskelle i jizzet er undertiden nævnt. Amerikansk Sølvmåge kan i formen nærme sig Gråmåge med lille hoved mod stor krop og relativt korte vinger. Som jizzmand burde jeg klappe i hænderne, men maner her snarere til forsigtighed. Jizzet er først og fremmest beskrevet hos strejfere til vestlige Storbritannien samt fra Portugal - et område, hvor de fleste Sølvmåger er af racen argenteus, der generelt er mindre med rundere hovedform ens vores hjemlige argentatus. Geografisk variation er ret stor hos Amerikansk Sølvmåge - og punktet er fortsat i sin udvikling - mange vestamerikanske fugle har set betydeligt slankere ud end østamerikanske.


AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

En meget varmt og mørk farvet brun stor måge med helt mørk hale, brunbåndet gump og ensartet brun underside er en så godt som 100% sikker Amerikansk Sølvmåge. Hvis den dertil har en kombination af samtlige - eller mindst 75% af de overstående ledsagende karakterer bør sagen være klar.

For nyligt er omtalt en del suspekte fugle i Island (Mullarney & Lonergan 2004). Disse kan teoretisk set være hybrider mellem Sølvmåge og Gråmåge (men i mine øjne burde sådanne ikke have så massivt mørke store dækfjer og tertiærbaser), men er måske et resultat af, at Amerikansk Sølvmåge er under spredning østpå og ved at invaderer Island! En grum tanke, da adulte er så godt som identiske med Sølvmåger (dog har mange mere hvidt i vingespidsen end argenteus i Island med hvid spids på yderste håndsvingfjer og tydeligere lyse linier ud i hånden). Men det skal siges, af de minder enormt meget om vores hjemlige fugle - bortset fra, at der normalt er en smal sort "nymåne" på p5 (hos argentatus normalt kun mørk plet på yderfanen) (P. Adriaens in litt.). Dette delikate punkt er dog stadig i sin vorden!

Udover i GULLS kan man læse om bestemmelse af Amerikansk Sølvmåge i et par nyere artikler:

W.J. Hooogendoorn, P. Adriaens, C. Cederroth, G. de Smet & A. Lindholm 2003: Three American Herring Gulls at Porto, Portugal, in March-April 2001. - Dutch Birding 25: 235-245.

K. Mullarney & P. Lonergan 2004: Identification of American Herring Gull in a Western European context - Dutch Birding 26: 1-35.

Tak til Peter Adriaens for at have stillet upubliceret materiale til rådighed til den kommende reviderede udgave af GULLS, der er planlagt til udgivelse i juni 2004.