Det seneste nummer af det svenske tidsskrift Vår Fågelvärd indeholder en ganske interessant notits om gråsiskener.
Et svensk-norsk forskerteam har tjekket DNA på gråsiskener på Falsterbo samt to steder i Norge. Resultaterne har de sammenlignet med resultater af lignende undersøgelser hos gråsiskener i Amerika. Konklusionen er ganske klar og for at undgå forkert oversættelse bringes konklusionen på svensk:
”Det går inte att hitta några skillnader i mitokondrie-DN mellan dessa gråsiskepopulationer. Gråsisiken förefaller alltså vara en art, där det finns stora utseendeskillnader men inga genetiska differenser mellem olika populationer, något som kan bero på att arten expanderat väldigt snabbt efter den senaste nedisningen. Därefter har stora skillnadar i utseende hunnit utvecklas, medan den genetiska uppbyggnaden i huvudsak förblivit densamma.”
Du kan læse mere om dette problem i Avian Science, hvori forskerteamet omtaler problematikken. Ifølge Vår Fågelvärd afsluttes artiklen med følgende utvetydige bemærkning:
”Medan vi vänter på mera detaljerade studier af sympatriskt häckende flammea och cabaret, rekommenderar vi att dessa taxa betraktas som underarter.”
Der er næppe tvivl om at det ikke er sidste gang vi hører om den problematik og det vil utvivlsomt glæde mange feltornitologer, hvis resultatet bliver at der igen kun findes en art.
For nærmere info se:
Ottvall, Bensch, Walinder & Lifjeld, 2002.
No evidence of genetic differentiation between lesser redpolls Carduelis flammea cabaret and common redpolls Carduelis f. flammea. Avian Science, vol 2:4 side 237-244.
Artiklen er senest opdateret: torsdag 3. juli 2003 kl. 16.13
Den notits faldt jeg også over. Og der står endnu en ting til almindelig eftertanke: I Falsterbo ses flere og flere gråsiskener med intermediære karakterer. I efteråret 1999 kunne ca 10% af de indfangede gråsiskener således ikke bestemmes til lille eller stor gråsisken.
Kasper Thorup skriver tirsdag 8. juli 2003 kl. 19.39
Bemærk i øvrigt, at en af medforfatterne (Lifjeld) til den videnskabelige artikel i Avian Science er forfatter til den artikel om manglende hybridisering blandt de norske ynglepar der ligger til grund for BOURC's opsplitning til 2 arter!
Bemærk også at det er en undersøgelse af mitokondrieDNA, der arves uforandret fra mor til barn, og ikke kerneDNA, der bestemmer udseende og adfærd. Jeg håber at det jeg her har sagt er rigtigt og at en anden med en bedre baggrund - en biolog - vil forklare betydningen af dette i forhold til vurdering af artsbegrebet, slægtskab m.m. Jeg har kun læst en smule om det og synes at det er ret langhåret.
English version
Ole Thorup skriver lørdag 5. juli 2003 kl. 11.33 
