Skal Påfugl på den danske liste?

Der er i denne tråd i forummet redegjort for, at der findes en bestand af påfugle på Sejerø.

Hvis man ikke har læst tråden eller ikke orker det, så kan det fra tråden og takket være Sebastian Kleins ihærdige undersøgelse nævnes, at bestanden stammer helt tilbage til 1975, hvor Sven og Lisbeth Enevoldsen indførte et par påfugle til øen. Hunnen døde lidt senere, hvorefter de skaffede sig en ny hun, som dog også døde. Tredje gang var lykkens gang og den tredje hun blev mor til øens første kuld påfugle-kyllinger i foråret 1982. Herefter voksede flokken af fritlevende påfugle stille og roligt. De blev fodret af Sven og Lisbeth og da øen er ræve/grævlingefri, var der ingen rovdyr at bekymre sig om (hvis man da altså ser bort fra øens katte!). I 1990 indførtes den sidste påfugl udefra, idet den oprindelige han (som var håndtam) døde og Sven købte en ny.

I slutningen af 1980’erne udtrykte Svens nevø Henry misundelse over de flotte fugle. Sven og Lisbeth forærede derfor Henry nogle af deres påfugle, som udsattes på Henrys gård (Kongshøjgård) i Mastrup. Her levede de fint og fik i de følgende år unger. Husejerne i det tilstødende sommerhus-område var dog, iflg. Henry, ikke udelt begejstrede for påfuglene, da de larmede meget og sked på terrasserne. På et tidspunkt blev de forsøgt udryddet i Mastrup og en del blev skudt. Enkelte påfugle gik dog tilsyneladende ram forbi og formår den dag i dag at få unger på vingerne. Henry har oplyst, at han til tider ser op til 7-8 stykker omkring Kongshøjgård. Sebastian Klein har dog set 10-13 forskellige fugle fordelt på 4-5 hanner og 6-8 hunfarvede fugle omkring gården den 15. januar 2013.

I 1990 fik Sven og Lisbeth Enevoldsen en hund. Den elskede at lege med påfuglene, men kærligheden var ikke gengældt og de mange fritlevende påfugle søgte væk fra Sven og Lisbeths ejendom (hvor de ellers havde været usædvanlig stedfaste). I stedet søgte de nu ned til en lidt mere isoleret ejendom på Vestervej 32, hvor kunstmaleren Erik Bauer bor (ca. 500 meter fra Sven og Lisbeths hus). Erik Bauer begyndte at fodre påfuglene på sin grund og overtog dermed hele flokken, som altså siden 1990 primært har holdt til hos ham (samt ved en nåletræsbeplantning langs hovedvejen 100 meter nordvest for Eriks hus, hvor de foretrækker at overnatte).

Sven, Lisbeth, Henry og Erik har samstemmende oplyst, at fuglene ses ret spredt i sommerhalvåret, men at de er ekstremt stedfaste i vinterhalvåret og stort set ikke ses uden for et område svarende til en eller to fodboldbaner (om end i hver sin ende af øen – en population (hovedbestanden om man vil) nordvest for Sejerby ved Erik Brauers hus og en mindre bestand ved Kongshøjgård i Mastrup).

79-årige Erik Brauer fodrer påfuglene dagligt med 2-4 kilo hvedekerner samt en hel del gammelt brød, som han henter i øens eneste brugs. Det er Eriks holdning, at påfuglene på den vestlige del af øen (hovedpopulationen) kun overlever vinteren fordi han fodrer. Ifølge Sebastian Klein synes påstanden ikke helt urimelig, da hele den nordvestlige bestand synes at overvintre i hans have. Han fodrer også om sommeren, men der kommer der ikke så mange.

Da Sebastian Klein besøgte Erik Brauer skræmte Sebastian minimum 45 påfugle (flest hunfarvede, men ca. 10-15 hanner) ud af haven. Erik fortalte, at han har talt 60 på én gang i denne vinter, men at han de seneste vintre ellers har været oppe på 70 fugle. De påfugle Sebastian Klein skræmte fløj/løb over til overnatningsstedet, hvor Sebastian Klein senere så minimum 20 fugle (samme/nye?) rende rundt i det tætte krat.

Iflg. Henry Larsen, så overnatter påfuglene i Mastrup ofte i hans lade. Han mener desuden, at de om vinteren finder kerner og smådyr i høet i laden. Dette passer imidlertid dårligt med Henrys oplysning om at fuglene sjældent er inde i selve laden om dagen. Efter at have talt med Henry bemærkede Sebastian Klein, at påfuglene tilsyneladende søgte ind på loftet af den gamle faldefærdige og ubeboede gård, som ligger nærmest i forlængelse af Kongshøjgård. Gården var aflåst, men Sebastian kunne ved hjælp af en stige følge efter påfuglene op på høloftet. Da Sebastian Klein kom ind kunne han se, at det indvendige af gården (såvel stue som loft) var proppet med gamle rådne halm/høballer, hvilket sandsynligvis/muligvis kunne byde på interessante fødemuligheder for den sydøstlige Mastrup-bestand. Mængden af påfugle-ekskrementer, samt de otte påfugle han skræmte ud derfra, vidnede ifølge Sebastian Klein om, at det var et sted, de ofte frekventerede.

Spørgsmålet er så, hvorvidt påfugl er en god kandidat til den danske kategori C-liste. Om arterne på C-listen kan det siges, at C-arter ifølge SU-rapporterne er ”udsatte og selvsupplerende arter som har etableret en fritlevende og selvsupplerende bestand enten herhjemme eller i andre lande. Denne opfattelse stammer fra AERC (Association of European Records and Rarities Committees), der vel kan kaldes et fælles europæisk SU, der sikrer, at de enkelte landes SU arbejder nogenlunde ensartet. På AERCs hjemmeside står der om kategori C-arterne følgende: ”released or escaped species which has established a self-supporting breeding population in the own country; also birds coming from a category C population of another country (with the species not breeding in the own country).” Tyskerne kører endvidere med reglerne, at bestanden skal have eksisteret i 25 år samt i minimum 3 generationslængder. Da bestanden på Sejerø har været der siden 1975/1982/slut80erne og da generationslængden for påfugl er 6,1 år ifølge BirdLife, så er de to tyske regler vel opfyldt.

Sebastian Klein kommer selv med en vurdering af, hvorvidt han synes, at arten er en C-art, idet Sebastian Klein skriver følgende i tråden:

”Er det så en C-art??

Jeg hælder mest til ”nej” – i hvert fald indtil videre...
Hovedbestanden ved Sejerby på den nordvestlige del af øen synes at være afhængige af Erik Bauers omfattende vinterfodring og det passer dårligt med min tolkning af begrebet ”vildtlevende bestand”. For at være vildtlevende skal en bestand vel ikke støttes af målrettet fodring. Der er selvfølgelig også den mulighed, at bestanden reelt slet ikke er afhængig af fodringen, men blot lader sig fodre fordi det er den nemmeste måde at skaffe føde. Problemet er blot man ikke kan vide det før fodringen standser.
Den sydøstlige Mastrup-bestand er måske et bedre bud på en C-kategorisering. Selvom påfuglene på denne del af øen lever uden at blive direkte fodret, så er bestanden dernede tilsyneladende så lille, at det måske er lidt søgt at tale om en decideret bestand.
Når Erik Brauer holder op med at fodre (når han enten ikke gider fordi han ikke gider mere eller ikke kan) eller når vi enten ved mere om Mastrup-fuglene og/eller bestanden er større.”

Sebastian Kleins konklusion kan forstås som om, at arten ikke er vildtlevende, da bestandens størrelse og overlevelse efter hans opfattelse er afhængig af fodringen og så længe der fodres, så kan bestanden ikke betegnes som vildtlevende.

Denne holdning kan sagtens forsvares og deles utvivlsomt af mange. Nogle vil dog nok finde det interessant, at fodringen er argumentet for, at arten ikke kan indtræde på den danske C-liste.

At en C-art fodres delvist er tilsyneladende ikke et problem ifølge AERCs og SUs definition af en C-art. Der skal arten blot være selvsupplerende og leve vildt. To ting, som man vel med rimelighed kan betragte som værende tilfældet for påfuglene på Sejerø. Hverken SU eller AERC beskæftiger sig med fodring!

Nogle kan så mene, at tilskudsfodring er indbefattet i definitionen. Det vil altid være en fortolkning om tilskudsfodring er indbefattet i definitionen af en C-art – i hvert fald så længe, at der ikke ligger er klar udmelding fra AERC. Hvis det er indbefattet af AERCs definition af en C-art, er grænsen for så tilskudsfodringen så 98% tilskudsfodring, 69% tilskudsfodring eller er det ved 11% tilskudsfodring. Dette ved nogen næppe noget om og det er måske derfor, at tilskudsfodringen slet ikke er medtaget i definitionen af en C-art. Det er måske derfor, at der ses helt bort fra dette i definitionens ordlyd. Hvis en fodret musvit er vildtlevende, er det så anderledes for en påfugl?

Måske er fodring slet ikke medtaget i definitionen, da AERC er af den opfattelse, at fodring ikke spiller nogen større rolle, hvis en indtrædelse på en national C-liste kræver i omegnen af 25 år som vildtlevende og uden tilførsel af fugle ude fra. Er AERCs opfattelse, at man umuligt kan holde liv i en bestand i tre generationer eller 25 år alene på baggrund af tilskudsfodring?

BOU, som dansk SU også ynder at følge i nogle tilfælde, har følgende definition af en C-art på deres hjemmeside ”Species that, although introduced, now derive from the resulting self-sustaining populations”.

Netfugl har fået oplyst, at den kendte engelske C-bestand af Lady Amherst fasan også igennem en årrække er blevet fodret - uden at det har haft nogen betydning for dens placering på den britiske liste. Lady Amherst Fasan er i dag placeret i kategori C6, der er ”Former naturalized species – species formerly placed in C1 whose naturalized populations are either no longer self-sustaining or are considered extinct, e.g. Lady Amherst’s Pheasant Chrysolophus amherstiae.

Nogle vil måske mene, at Sebastians opfattelse af, at fodringen kan være en udfordring, åbner op for en række interessante aspekter og problemstillinger i den generelle opgørelse og opfattelse af den danske artsliste. For med fodringen in mente, kan nogle af de personer, der har krydset fasan på deres Danmarksliste, være sikre på, at de ikke er blevet tilskudsfodret?
Kan nogle af de personer, der har krydset agerhøne på deres Danmarksliste, være sikre på, at de ikke er blevet tilskudsfodret?
Og hvad med klippedue? Kan nogle med sikkerhed sige, at den klippedue, de har krydset, ikke lige er stukket af fra et lokalt dueslag eller har nydt godt af fodringen ved Damhuskroen?

Er det rimeligt at spørge til, hvorfor klippedue er en bedre C-art end påfugl?

Hvis tilskudsfodring er et problem, så vil det måske for nogle være svært at forstå, hvorfor forrige vinters nonnestenpikker er spontan i den periode, hvor den blev fodret? Kan den så betegnes som vildtlevende i den periode?

Der er utvivlsomt mange meninger om dette, men de fleste vil nok mene, at blander man fodring ind i problematikken, så åbnes der op for en holdningsbaseret gradbøjning, hvor man næppe nogensinde kan afgøre om det har en reel betydning – især i de tilfælde, hvor arten ikke er 100% afhængig af tilskudsfodringen.

Hvor stor en procentandel af det daglige foderindtag må en art tilskudsfodres med, for at denne ikke længere kan betragtes som en ”vild” art?

Er det kun fodring, der er et problem? Hvis en art sagtens selv kan finde sin mad, men ikke overleve uden at mennesket bygger en bolig til den er den så reelt bedre end en art, der sagtens selv kan finde et sted at yngle, men i stedet skal have hjælp til maden? Hvis det opfattes som to sider af samme sag, hvad gør man så med arter som kirkeugle og slørugle? Hvis alle danske perleugler yngler i opsatte kasser – er det så en danske ynglefugl? Vil fx en parakit kunne komme på den danske liste, hvis den ynglede i opsatte kasser? Det er søgt, men det er interessant, at bolighjælp traditionelt ikke er et problem, men fodring kan være det.

At begynde at gradbøje den menneskelige indgriben kan medføre mange alternativer problemstillinger og det vil altid være elastik i metermål.

I tråden om påfuglene er Sejerøfolket uenige i, hvorvidt fodringen er afgørende for påfuglenes overlevelse. Ifølge Sebastian Klein, så er Erik Brauer af den opfattelse, at fuglene i hans område kun overlever på grund af fodringen. Sebastian er ikke uenig i dette. Knud Flensted har postet et indlæg fra Hans Runge i tråden, der ikke er af den opfattelse. Der er således ikke helt enighed i om fodringen og dens betydning.

Men hvad nu, hvis man kigger lidt på de tal, som Sebastian angiver. Der tales om fodring med 2-4 kg hvede (og noget brød) samt 45-70 stk. fugle. Jonglerer man lidt med de tal, så giver det følgende mængde hvede pr. fugl:
2,000 gram / 70 fugle = 29 gram hvede pr. fugl
2.000 gram / 60 fugle = 33 gram hvede pr. fugl
2.000 gram / 45 fugle = 44 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 70 fugle = 57 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 60 fugle = 67 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 45 fugle = 89 gram hvede pr. fugl

Bestanden hos Erik Brauer skal altså overleve på en mængde hvede, der pr. fugl svarer til mellem 29-89 gram. Men hvad er sandsynligheden for, at Sebastian eller Erik Brauer har set hele bestanden? Kan der reelt være 100 fugle eller måske endda flere i den bestand i det område?

I ovenstående beregning er der så ikke medtaget den mængde hvede, der kan være spist af bogfinker, skovspurve, mus, rotter og hvad der ellers måtte være af hvedespisende organismer på Sejerø. Dertil kommer en ”hel del brød”. Det er svært at vide, hvor meget en hel del brød er, men mon købmanden er så dårlig en købmand at han smider 3,6 eller 9 brød ud dagligt? Hvis det antages, at det er tre brød dagligt, så er der næppe meget mere end en god skive franskbrød pr fugl om dagen.

Netfugl syntes umiddelbart, at de nævnte mængder hvede ikke lød af meget for en fugl, der vejer 3-6 kg, hvorfor Netfugl købte en omgang foderhvede (25 kg for 90 kr.) for lige at finde ud af, hvor meget 45 gram hvede er. Resultatet ses herunder:



Som det ses, så fylder 45 gram hvede ikke synderligt meget. Netfugl talte antallet af korn og kom frem til, at 45 gram hvede i dette tilfælde svarede til 1.143 hvedekorn. Med 24*60=1.440 minutter i et døgn, så svarer det til, at en påfugl overlever i mange mange år, hvis den får et hvedekorn hvert 75 sekund! Dertil skal naturligvis ligges noget brød. Men vi har stadigvæk ikke fraregnet den mængde hvede (og brød), der spises af andre organismer.

Kan et hvedekorn hver 75. sekund holde 3-6 kg fugl i live? Kan 1.143 hvedekorn dagligt holde 3-6 kg fugl i live?

Hvis der laves et sjovt tænkt regnestykke, der ikke har nogen gang i virkeligheden, men er underholdende, så lad os antage, at en påfugl vejer 4 kg og kan overleve på 1.143 korn. Ifølge DOFs hjemmeside, så vejer en musvit 16-21 gram. Der er en faktor 220 til forskel i vægten og det vil betyde, at en musvit skulle kunne overleve på 1.143/220 = 5,2 hvedekorn i døgnet! Det vil altså sige, at giver du din musvit 10 hvedekorn, så ville den ikke kunne blive en C-art i Danmark ifølge den måde, hvorpå Sebastian Kleins konklusion kan forstås. Hvad så, hvis der også tilbydes en fuglekasse om sommeren?

Men for at blive klogere på fugles fodermængde, så har Netfugl researchet lidt i, hvor meget en høne spiser. Natur og Museum har i december 2012 udgivet et hæfte, der hedder ”Hønen”. I en af tabellerne står der, at en høne skal have mellem 111 og 128 gram foder hver dag. 111 gram for en burhøne i berigede bure og 128 gram for en økologisk brun høne. I det lys, så lyder 45 gram hvede til en påfugl ikke af meget. Netfugl kontaktede ligeledes fjerkræafdelingen på Videnscenter for Landbrug, der kunne bekræfte tallene. Dog med den note, at mængden afhang af, hvilken kvalitet proteinet havde. Hvis der var tale om kvalitetsprotein, så kunne foderrationen til høns godt reduceres en smule og måske ned til 100 gram. Får påfuglene på Sejerø kvalitetsprotein?

Med andre ord, så skal en fremavlet produktionshøne have 100-130 gram foder om dagen. En påfugl, der er en kende større, nok har en større forbrænding qua størrelse og auktionsradius, overlever glimrende på den halve mængde på Sejerø!

I det omtalte tidskrift ”Hønen” kan man også læse, at den maksimale daglige tilvækst for en produktionsslagtekylling er 85 gram pr dag og at en økologisk høne skal have 40 kg tørstof pr. år. En planteavlskonsulent oplyser til Netfugl, at lagerstabilt hvede har en tørstofprocent på omkring 85-90 %.

Der ligges op til, at fodringen af påfuglene hos Erik Brauer har en stor betydning for kategoriseringen, men er det reelt, når der kigges på mængden af foder de enkelte fugle får eller sammenlignes med UK, hvor fodring af Lady Amherst fasanen tilsyneladende ikke har betydet noget for dens kategorisering?

Bestanden ved Marstrup har været der i omegnen af 25 år og har tilsyneladende klaret det uden tilskudsfodringen. Nogle vil i det lys nok være af den opfattelse, at bestanden kan kaldes vildtlevende og selvsupplerende, når den har overlevet i 25 år på trods af jagt og ingen tilskudsfodring. At der så ikke er mange fugle er vel ikke et argument for ikke at kalde den en C-bestand – i hvert fald ikke ifølge definitionerne hos SU, BOU og AERC.

Det kan så diskuteres om adfærden med at fouragere i en have gør, at bestanden er lidt tvivlsom. I HBW står der om bestanden i Indien ”lives in close proximity to human settlements, and is often found around villages and temples”. Med andre ord, så er den menneskelige nærhed og adfærden for påfuglene på Sejerø ikke noget, der er usædvanligt eller enestående. Foderet virker heller ikke udsædvanligt, da man på nettet (ikke at det nødvendigvis er sandt) kan læse, at Peacocks in their natural settings--nations such as the Congo in Africa, Pakistan, India and Malaysia---will scratch around on the ground searching for all types of foods. The birds will consume such things as insects, small mammals and reptiles, seeds, grain, berries, parts of flowers and greens. Endvidere kan man også læse at “Wild peacocks are known to hang around farms where they can have easy access to the farm animals' food og Scavenging is perhaps the peacocks' favorite way of getting food. After all it is an easy way of getting food and scavenged food can be tasty. Farms provide an easy way to get a meal. Once peacocks find an easy food source, they remember it. Peacocks quickly learn feeding time at a farm and are sure to be there for it everyday. Peacocks are incredibly resourceful. They often have a route they follow everyday that consists of different farms and even houses. I tilfælde af, at sidstnævnte er korrekt, så passer det jo meget godt med fuglene på Sejerø og med Sebastians antagelse om, at de er hos Erik Brauer fordi, det er en let måde at skaffe sig føde på. Med den alsidige kost nævnt ovenfor, så vil nogle måske mene, at bestanden næppe overlever på baggrund af lidt brød og korn, men blot bruger det som et supplement til kosten, da det er en meget let fødekilde.

Hvad så med tilknytningen til en bygning? På Wikipedia står der følgende: Peafowl roost in groups during the night on tall trees but may sometimes make use of rocks, buildings or pylons. Arten kan sågar finde på at yngle i byer og bygninger, hvilket understreges af denne notits, hvor en påfugl er fundet ynglende på 4 sal i en bygning i Kota, Indien. I slutningen af notitsen anføres der desuden følgende ”that rarely peafowl also breed on the thatched roofs of the houses in the villages.

For lidt supplerende information om den introducerede bestand på Robben Islands, Sydafrika kan der henvises til denne artikel.

Nogle er måske af den opfattelse, at Sebastians konklusion er den letteste at tage. For ved at hænge hatten på 1.143 hvedekorn, så slipper man for en skodart på den danske liste og de ansvarlige for den danske liste kan blive fri for at tage en beslutning, der næppe vil være populær og som næppe mange synes er specielt relevant. Men er det også den korrekte ifølge definitionerne fra AERC?

Er der 1.143 grunde til at påfugl ikke skal på den danske C-liste?
Hvad er forskellen på påfugl i forhold til agerhøne, fasan og klippedue?
Hvis en C-art i UK må fodres, må en C-art i Danmark så?
Skal man opfatte fodring som manipulation eller som noget naturligt?
Skal påfugl medtages i det næste ATLAS projekt over Danmarks Fugle?
Hvis man tager følelserne ud af ligningen er påfugl så en C-art i Danmark?