Tajgapiber på Mandø

Den 11. oktober lusker jeg rundt på en af Danmarks absolut mest potente småfugle-lokaliteter - Mandø! Aftenen forinden havde min far, Mogens Neergaard (MoN), og jeg kørt den lange tur fra Nordjylland til Råhede Fuglestation, idet vi havde taget bestik af den ”ekstremt giftige” vejrsituation, som vejrudsigten havde stillet os i udsigt: En stille og klar nat med temperaturdyk i det meste af Skandinavien, som ud på natten skulle blive afløst af svage sydlige vinde og overskyet vejr med småregn. På Mandø støder vi nede på øens sydspids ind i John Andersen (JA) og senere også Jens Hjerrild Hansen (JHH), som har net oppe i krattet. Han har på første runde mærket ca. 100 fugle og er derfor lettere stresset.

Klokken 10.50 står jeg et par hundrede meter vest for bydiget, da jeg hører en overflyvende Skov-/Tajgapiber. Det lykkes mig hurtigt at finde fuglen på himlen, og fuglens kald høres tydeligt et par gange. Flugtkaldet lyder klart afvigende i forhold til Skovpibers ditto, idet virker mere mere spædt, langtrukkent, raspende, lidt højere i tonen og i det hale taget mere Rødstrubet Piber-agtigt. Af samme grund råber jeg med det samme til JA og MoN, at jeg tror, at fuglen kan være en Tajgapiber. Piberen følger digegraven videre mod øst for og lander til sidst i denne lige øst for bydiget. Jeg sprinter efter bedste evne derhen men kan ikke umiddelbart genfinde piberen. Men da jeg forsøger mig med playback svarer et nøjagtig replikat af kaldet fra pilebuskene blot 20 meter foran mig.

MoN og JA støder herefter til, og efter kort tids scannen finder jeg i håndkikkert en piber med Vindrosselagtige hovedtegninger sidde lavt i stor pilebusk. Sagen er bøf, vi står faktisk med en vaskeægte lyslevende Tajgapiber på Mandø. Panikken indtræffer øjeblikkeligt og efter blot et sekunds kig på fuglen, slipper jeg den med håndkikkerten for at pege den ud for de to andre og få nogle fotos. Ingen af delene lykkes dog, idet jeg ikke kan genfinde fuglen i busken.

Et par pinefulde minutter går, hvor vi hører Tajgapiberen kalde enkelte gange fra digegraven. Jeg får i den forbindelse optaget kaldet med min fars iphone, som en slags forsikring, hvis det ikke skulle lykkes mig at få fotos af fuglen. Herefter letter den pludseligt fra digegraven og lander i toppen af en pil. Her sidder den dog blot fire sekunder, men længe nok til at jeg kan nå at skyde otte, på daværende tidspunkt, meget vigtige fotos. Fuglen lander til sidst i det utilgængelige fyrrekrat bag digegraven.

Efter observationen ringer jeg glad rundt til en bunke birdere, men de fleste tager den ikke. Det lykkes mig at få fat på Stephan Skaarup Lund (SSL), men han tror mig ikke, siger et eller andet med ”Peter og ulven” og nægter af samme årsag at sende fundet ud i æteren for mig. Det skal hertil nævnes, at jeg 14 dage tidligere havde lavet et blogindlæg med en photshoppet Tajgapiber, hvilket i bagklogskabens ulideligt klare lys nok bærer en del af skylden, hvorfor jeg nok ikke kan tillade mig at være virkelig indigneret over SSL's mistro. Jeg får også fat i Rasmus Strack, som er behjælpelig med at sende fundet ud på DOFcall. Herefter følger en hektisk time med diverse telefonopkald, tjek af kameradisplay og gentagne utilsigtede seancer med playback og medfølgende øget stressniveau, indtil jeg erfarer, at kaldene stammer fra mobilen i jakkelommen....

Omkring middag dukker Kurt Bredal Christensen (KUC), Ole Thorup og JHH op. Da KUC klokken 12.28 afspiller stemmen af Tajgapiber på sin telefon, kan vi høre, at der er noget, der svarer på kaldet. Få sekunder senere kommer Tajgapiberen som dumpende ned fra himlen og lander i i toppen af et grantræ blot 20 meter foran os. Her sidder den frit fremme i otte sekunder, inden den flyver et par meter og lander i et fyrretræ. Her bliver den siddende i hele 14 sekunder, inden den igen letter, tager højde og forsvinder ud over diget. Dog fortryder den, vender om og lander nok en gang bagerst i fyrrekrattet.

En halv times tid senere flyver Tajgapiberen tilsyneladende igen kaldende rundt over krattet og lander synligt i græsset på bydiget lige bag JHH's bil. Jeg finder hurtigt fuglen i skop og stor er overraskelsen, da jeg erfarer, at jeg kigger på en klokkeklar Skovpiber. Selvom vi lige har set Tajgapiberen kanongodt og alle er enige i bestemmelsen, bliver jeg nødt til at tjekke kameradisplayet endnu en gang for at få vished for, at jeg ikke har lavet et major fuck-up. Heldigvis viser billederne på displayet dog stadig en utvedtydig Tajgapiber.

Klokken 13.20 finder jeg igen Tajgapiberen flyvende kaldende rundt over krattet. Nu er også Per Rasmussen, Erhardt Ecklon (EEE) og Morten Bentzon Hansen ankommet. Piberen ses flyve rundt et minuts tid og er på et tidspunkt ved at lande på syddiget, men skræmmes desværre af en Engpiber. EEE får i den forbindelse taget nogle hæderlige flugtfotos af fuglen - omstændighederne taget i betragtning. Til sidst lander den i krattet ved jagtsøen 300 meter øst for bydiget. Her ses den sidde og pumpe med halen i toppen af en havtorn i en 15 sekunders tid, inden den forsvinder ned i krattet.

Kort tid senere dukker en del twitchere op bl.a. en række glade folk, der kort forinden har bevidnet Blåvands første ringmærkede Schwarz' Løvsanger nogensinde.

Alle de cirka 30 twichere må dog forlade øen med forurettet sag, idet Tajgapiberen er som sunket i jorden og ikke ses igen. De mange dippere ser som et lille plaster på såret dog en Lille Fluesnapper, som i skrivende stund i øvrigt stadig er på plads på Mandø. Denne findes af Ulf Eschou Møller, som også spotter to rastende Storpibere på Mandøs østlige dige, da han er på vej hjem. Endvidere ser jeg senere på dagen en tavs Hvidbrynet Løvsanger nær ”Stribet Sanger-krattet”.

Det aktuelle fund udgør, såfremt det godkendes af SU, det kun sjette danske fund nogensinde af Tajgapiber, hvor af det seneste daterer helt tilbage til 2001. At arten skulle ses i DK i efteråret 2012 stod nærmest skrevet i stjernene, idet der i efteråret 2012 er registreret hidtil usete antal af denne sibiriske småfugl i Nordvesteuropa. Således er der indtil videre eksempelvis registreret 16 fugle i Holland, 25+ fugle i Norge og mindst fire forskellige fugle på den tyske ø Helgoland blot i efteråret 2012. Med andre ord vil det tendere det pinlige, såfremt fundet på Mandø skulle gå hen og blive det eneste danske fund i 2012...

Observationer af arten i Vestpalæarktis kan ses her, mens fotos af fuglen på Mandø kan ses her og her.