Tyknæbbet Dværgryle ved Sneum

Tyknæbbet Dværgryle ved Sneum

Denne mandag begyndte som alle de øvrige mandage i dette forår. Jeg tog turen omkring Sneum Engsø inden arbejde i Tjæreborg – et stenkast derfra. Jeg fulgte min sædvanlige procedure med først at checke området fra østsiden, ved hovedvejen, for derefter at køre over på diget, hvorfra den resterende del af søen, samt forland og vade kan beskues. Jeg bemærkede at forlandet var rigt besat med vadefugle, specielt var der mange Store Præstekraver, og en lækker Kærløber i sommerdragt blev det også til. Da forlandet sjældent rummer spændende vadefugle som Kærløber, tog jeg en ekstra panorering af området, men uden held. Dernæst kørte jeg ned på P-pladsen på forlandet, for her at vende bilen og kigge ved udløbet. Det gav intet og jeg besluttede at køre på arbejde.

I svinget, lige inden opkørslen på diget, lod jeg forlandet få en sidste chance fra bilen gennem det nedrullede vindue. Da så jeg i et splitsekund en lille dværgrylestor vader løbe hen over en græsknold og videre ned i et hul. I samme nu mærkede jeg en isnende fornemmelse i hele kroppen. Fuglen gav mig øjeblikkeligt indtrykket af en lille amerikansk vader, og Tyknæbbet Dværgryle blinkede med rødt i mit sind. Fuglen sås ca. 300 meter ude, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud af bilen. Teleskopet kom lynhurtigt op, men på trods af ivrig spejden, var der ingen gevinst. Jeg var frustreret, for selvom jeg kun havde set fuglen ganske kort, så den tilstrækkeligt alarmerende ud. Der gik et par minutter, hvor jeg febrilsk panorerede området og pludseligt sås igen denne lille vader, med mørkfarvet ryg, mørkt bryst og ellers hvidlig underside. Den var helt uden varme farver og så helt rigtigt ud. Jeg var ude af mig selv, og spændingen fik mine hænder til at ryste. Mens jeg fortsatte med at følge fuglen og observere den nøje, ville jeg melde fuglen ud, men hverken sind eller fingre kunne koncentrere sig om opgaven, hvorfor jeg ringede til Morten Bentzon Hansen og bad ham melde den ud som sandsynlig Tyknæbbet Dværgryle.

Dernæst fik fuglen yderligere bevågenhed, og den så ud til at holde vand i forhold til det jeg havde på hukommelsen, for jeg havde ingen litteratur med. Ud over sortskællet overside, uden V-tegning, og smudsigt bryst, i kontrast til hvid bug, kunne jeg i zoomen se, at fuglen virkede fortykket omkring tæernes hæfte, mens den fouragerede i det super-korte ”fårestudsede” græs. Det var, som sad der en klump stads mellem tæerne på den, hvilket jeg tolkede som palmation/svømmehud – en vigtig karakter for Tyknæbbet Dværgryle. Det kunne næppe være mudder, som fuglen havde samlet op i det tørre græs. Fuglen havde ydermere mørke centre på skulderfjerene, sorte ben og meget kort, sort næb, der dog kun var marginalt tykkere end Dværgryles, primært ved basis. Da fuglen sås bedst, kunne ligeledes ses nogle fine linier, som strakte sig fra brystet og ned langs den øvre flanke. Ansigtsudtrykket var præget af en lys øjenbrynsstribe, i kontrast til en mørk øjenstribe foran øjet og smudsig kind.

Fuglen kom langsomt tættere på og nærmede sig efterhånden 200 meters afstand, ivrigt fouragerende. Jeg besluttede nu at melde fuglen ud som sikker Tyknæbbet Dværgryle, og jeg fik sendt beskeden ud på DOFcall – denne gang med nerverne mere på plads. Dog var jeg stadig bekymret over ikke at have fået billeder af fuglen, hvilket viste sig umuligt grundet manglende lys og fuglens evigt bevægende adfærd. Det var stadig en soloobs! Erfaringer fra Vadehavet viser, at fugle tilsyneladende uden varsel let finder på at flyve ad h… til, og hændelsen om KUC’s sandsynlige Ørkenpræstekrave fra Råhede spøgte i baghovedet.

Der gik i alt en halv times tid før de første twichere dukkede op, og snart var MBH på plads fra Vojens. Flere og flere kom til, flere og flere fik set fuglen og jeg blev mere og mere rolig. I løbet af den første halvanden time sås fuglen meget fint, og var på et tidspunkt inde på 100-150 meters afstand. Den sås bl.a. raste med Store Præstekraver, Almindelige Ryler, Dværgryle og Kærløberen, som resten af dagen skulle blive dens følgesvend.

Det var et mirakel at fuglen ikke fulgte med tidevandet ud, og det lykkedes de fleste twichere at få set fuglen, selvom varmedis gjorde det svært. Således har mere end 150 ornitologer besøgt lokaliteten gennem dagen.

Ole Zoltan Göller