Det skete i de dage at undertegnede og Morten Bentzon Hansen drog af sted til det sydvestjyske, med det erklærede mål at finde hits!
Den 9/5-2005 befandt vi os således ved Lakolk Klitsø. For at udnytte tiden maksimalt havde vi splittet os op således at Morten tjekkede den nordlige del af søen ned til sydenden, hvor jeg parkerede bilen. Jeg havde først tjekket et par fugletomme pytter nord for klitsøen inden jeg satte mig til rette ved det såkaldte ”Klirehul”, som hullet i klitrækken ofte benævnes.
Klokken 19.05 rettede jeg teleskopet mod et par vadere, der fouragerede i kanten af rørskoven. Den ene var en klyde, mens den anden med sin mørkerøde underside, hvide øjenbrynstribe og ekstremt lange dryptuds-næb var en klokkeklar Langnæbbet Sneppeklire i fuld sommerdragt!
Se, så skulle man måske tro at resten blot var en formsag – men det var det bare ikke.
Umiddelbart før Morten og jeg delte os op havde vi nemlig aftalt, at vi ikke måtte ringe til hinanden, hvis vi fandt noget sjovt! Det kan måske godt lyde som en mærkelig aftale, men hvis man holder af det ”kick” det giver når man finder noget usædvanligt, så ved man også hvor irriterende det kan være, hvis man bliver gjort opmærksom på en sjælden fugl, som man helt sikkert selv ville have opdaget, hvis man bare lige havde fået en chance.
Med den aftale i baghovedet vidste jeg ikke umiddelbart hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg ringe til Morten og fortælle, at der stod en Langnæbbet Sneppeklire mindre end 400 meter syd for ham, eller skulle jeg vente til han selv uvægerligt ville finde den? Tænk nu hvis jeg lod være med at ringe til ham og fuglen så pludselig forsvandt? Hvem fanden ville så tro på, at jeg så havde set en Sneppeklire, når jeg ikke engang havde besværet mig med, at ringe til en som var mindre end 500 meter fra mig? – Jeg tvivler på, at jeg selv ville tro det.
Jeg fik efterhånden overbevist mig selv om det fornuftige i at ringe. Jeg fik endda overbevist mig selv om at han måske endda ville være i stand til at overse den, fordi den var så tæt på!? Ligesom teorien om, at han allerede havde fundet den og netop nu gennemgik nøjagtig samme skrupler som jeg, pludselig virkede mulig?!
Med til historien hører selvfølgelig også, at Lakolk Klitsø er Mortens absolutte yndlingslokalitet og at han den 18/5-1996 stod lige ved siden af Tim Hesselballe Hansen, da Tim fandt en Langnæbbet Sneppeklire her. Og i 2004 fandt Peter ”Maura” en Damklire i klitsøen, mens Morten igen
sad lige ved siden af. For slet ikke at nævne den gang Christian Leth i 2001 havde en Rødvinget Braksvale i samme kikkertfelt som Morten uden at Morten selv så den!
Hvorom alting er lettede Sneppekliren pludselig og fløj 10 meter (mindst!), før den atter landede og genoptog sin ivrige fouragering. Jeg besluttede straks, at fuglen var ekstremt flyvsk og nok snart ville forlade stedet uden nogensinde, at blive fundet igen.
Uden at vide at fuglen de næste tre dage skulle blive overbegloet af et tre-cifret antal birdere, ringede jeg til Morten. ”Hva så?” sagde han da han tog mobilen. ”Du bliver sgu’ nødt til at komme” svarede jeg. ”Hvad har du?” spurgte han. ”Ja der står sgu’ en Langnæbbet Sneppeklire”. Morten lagde hurtigt på og efter noget tid kunne vi sidde og studere fuglen sammen. Feltnoter blev nedfældet og feltskitser blev udfærdiget og jeg forsøgte aldeles hjælpeløst at fotografere fuglen med min mobiltelefon. Ved et par lejligheder lettede fuglen og udstødte enkelte forbavsende høje ”kip” (lidt a la enkeltkald fra Strandskade).
Landets 11 fund af Langnæbbet Sneppeklire var dermed i hus. Det første fund siden 1999 og som nævnt den blot anden Langnæbbede Sneppeklire, som Morten Bentzon Hansen næsten finder!
Kys fra SeK
Artiklen er senest opdateret: lørdag 14. maj 2005 kl. 02.36
English version