12 timers eftesøgning gav gevinst på Bairds Ryle

12 timers eftesøgning gav gevinst på Bairds Ryle

Lørdag 23. september 2000 var første fridag for mange, hvor Bairds Rylen, som siden tirsdag 19. september havde opholdt sig ved Stensnæs, Voerså, kunne twitches. Udsigterne så lyse ud siden rylen var meldt på lokaliteten fredag aften klokken 19.25 til 19.35 og frem af Jimmi Skat Hansen, Sune Jepsen og Hjalthe Benjamin Johansen.

Desværre var lørdag 23. september en rigtig dipper-dag. Blot to fuglekiggere så Bairds Rylen denne dag, og først efter at have ledt eften den i tolv timer!

Morten Heegaard som sammen med Esben Eriksen var de eneste heldige, beretter om denne grufulde lørdag:

Esben og jeg kørte fra København kl. 2:00, og ankom som de første til Stensnæs kl. 6:40, med Gerner Majlandt fra Skive lige i hælene. Mens vi indtog lidt morgenbrød ankom en bil med tre personer fra KBH.

Vi ventede med at gå ned ad stranden til solen var næsten fremme (kl var ca.7:05). Vi gik langsomt og checkede ofte stranden, for ikke at komme til at skræmme dyret op fra dens foretrukne plads ved hjulsporet i tangopskyllet. Da vi er kommet nogle hundrede meter sydpå ser Esben nogle småvadere på stranden og vi stopper starks. Desværre kommer der samtidigt en Tårnfalk, som skræmmer fuglene på vingerne: tre sandløbere ryger sydpå, mens en mindre vader flyver ud over vadefladen og derfra drejer mod syd og forsvinder mellem bølgerne for os. Vi når at bemærke nogle vigtige kendetegn: den er lille og langvinget, giver et generelt mørkt indtryk - det mest specielle er den mørke hale og overgump, med tydelige hvide pletter ved haleroden. Vi ånder lettet op - fuglen er her; nu skal vi bare se den lidt bedre! Vi går rundt og leder, men den er ikke at se nogen steder - der begynder at komme flere folk, og vi beretter hvad vi har set. Det er mere eller mindre tydeligt at se på mange at de tvivler på vores iagttagelser, og mange kører hurtigt igen. Esben og jeg talte os frem til 30 personer vi kunne sætte navn på, og der må have været 35-40 ornitologer i dagens løb. Der var en heftig aktivitet hele dagen - foruden fuglekiggere var der også en del hundeluftere, sandormegravere og fritidsfiskere, så det var ikke mærkeligt, at der ikke var nogen fugle inde på selve stranden.

Esben og jeg blev enige om, at kræet nok opholdt sig ude på den tørre ø, som lignede den habitat den yndede at stå i, når den var på Stensnæs, og vi havde hørt at flere andre ornitologer havde ledt forgæves i timevis, hvorefter den pludselig havde stået foran dem ved solnedgang. Vi brugte en del kræfter på at holde modet oppe hos hinanden, og som du ved lykkedes det, men Møn-holdet (Per og Henny Schiermacker-Hansen + 2) kørte hjem 16:30 og Rørvig-holdet (brdr. Vikkelsøe, Jørgen Hulbæk og Peter Cilius) tog afsted ved 17-tiden. Jens Lind holdt ud til næsten 18, og da han tog Claus ? +1 med sig, var Esben og jeg de sidste der holdt ud. Vi fortsatte med at afpatruljere stranden og på den sidste tur tilbage mod bilen opdagede Esben en Sandløber lige foran os i det beømte hjulspor. Det vidste vi begge hvad betød og 10 sekunder senere (kl. 19:12) havde vi Bairds'en i røret. I de næste 25 min. fulgte vi den langsomt norpå på 8-30 meters afstand. Det er sgu' noget af det største jeg har oplevet i mine 24 år som ornitolog! Det var bare SÅ fedt at få belønningen for den lange ventetid: fuglen kom i bogen, og vi fik oprejsning over for alle de folk, som ikke troede på vores morgen obs!

Go' obs fra Heegaard.

Endnu en gang viste det sig, at tålmodighed belønner sig, når man har med sjældne vadefugle at gøre. Steppeviben i Nordsjælland i sommeren 2000 var bevis på det samme. En lang dags intens eftersøgning gav gevinst. Det samme kan siges, om den Hvidryggede Ryle på Ulvshale på Møn i dagene 27-30. maj 1997. Denne fugl var ofte væk i mere end tolv timer i træk.

Der bør være en vis mulighed for, at Bairds Rylen stadig opholder i nærheden af Stensnæs, siden den kunne være væk fra Stensnæs i tolv timer og derefter komme tilbage.

25. september 2000, 13.21