Mongolsk Piber på Stubben, Østerbro

Mongolsk Piber på Stubben, Østerbro

På en efterhånden ganske rutinemæssig rundtur på Stubben gik jeg midt på eftermiddagen lørdag 6. oktober 2001 østover, op mod et højerebeliggende område, som Andreas Egelund Christensen og jeg havde udset som et oplagt sted for rastende Storpiber. Men som så mange gange tidligere var alle de 10-15 pibere som lettede Engpibere.

Da jeg sænkede blikket så jeg en fugl sidde med ryggen skråt mod mig i toppen af en syren blot 25-30 meter fra mig som jeg - inden jeg får kikkerten på - lige når at tænke nok er en Bynkefugl. Men heldet var åbenbart med mig denne dag, for i håndkikkerten viste "Bynkefuglen" sig at være en af de store pibere med markant, lys øjenbrynsstribe, lys tøjle og jævnt stribet ryg. Fedt, så lykkedes det sgu alligevel tænkte jeg - rastende Storpiber på Stubben! Efter at jeg havde gloet på fuglen sidde i toppen af en syre (plante) i omkring ét minut letter den og flyver ca 20 meter væk fra mig inden den går ned i græsset og forsvinder af syne. I flugten udstøder den flere gange et yderst distinkt kald som tåler sammenligning med trækkaldet hos Rødstrubet Piber eller en langtrukken, sur og let nedadbøjet Skovpiber - "chiiiu". Jeg mindedes bestemt ikke at have hørt et sådant kald fra arten (Storpiber) tidligere, endsige læst det beskrevet. Men hva´ tænkte jeg, så lærte jeg også noget i dag!

Da jeg bevæger mig nærmere letter den og flyver i retning imod mig i lav højde og udstøder igen samme type kald to-tre gange. Fuglen passerer i en afstand af 10 meter, og et fint længdestribet bryst og buff ustribet underside ses tydeligt i flugten. Den fortsætter i lav højde ca. 300 meter inden den lander på et sted, hvor jeg er overbevist om, at den let vil kunne genfindes. Herpå mailer jeg fuglen ud som Storpiber - hvilket jeg inden længe skulle komme til at fortryde.

Kort efter ankommer Andreas Bruun Kristensen og Claus Brostrøm Nielsen. Lige inden de når helt hen til mig letter fuglen ca. 20 meter fra os og passerer forbi os, men lander igen i det høje græs. I flugten udstøder den påny samme Rødstrubede/Skovpiber-lignende kald, hvilket prompte får Andreas til at foreslå om ikke fuglen rettere er en Rødstrubet Piber. Og jeg kan kun give ham ret i, at kaldet ligger relativ langt fra de typer Storpiber-kald jeg kendte til. Endvidere kunne Andreas ikke helt få proportioner og flyvemåde til at passe på Storpiber. Og igen måtte jeg give ham ret i kritikken. Nok var den tydeligvis en af de "store pibere", idet den var ca. en halv gang større end Engpiberne som vi så den sammen med, men den manglede endnu lidt op til Storpiber. Endvidere var halen lidt for kort for en Storpiber, hvorfor dens flugt-jizz ikke var nær så langstrakt som Storpiber, men mere som Markpiber, ligesom den ikke fløj i de for Storpiber så velkendte, dybe buer - men i mindre og kortere buer. På baggrund af de dragtkarakterer jeg havde set på en siddende fugl, og de dragtkarakterer og proportioner vi sammen lige havde set i flugten - bl.a. buff flanker uden længdestriber - var Rødstrubet Piber dog nem at udelukke. Lidt efter lettede vi den igen, og den passerede igen hen over hovedet på os og gik ned omkring 40 meter væk. Denne gang havde den imidlertid byttet det omtalte kald ud med et helt anderledes og lavmælt Spurve/Markpiber-lignende "chelp", som hørtes to-tre gange ved denne lejlighed. Vi kigger forundret på hinanden og siger nærmest i kor, at dette kald mindede påfaldende, for ikke at sige var identisk med det kald vi alle tre havde hørt en Mongolsk Piber fremkomme med på Værnengene i november 1998.

Og hvad der havde været optræk til siden Andreas og Claus var ankommet, stod nu lysende klart for mig; min oprindelige bestemmelse til Storpiber havde været forhastet, da der givetvis var tale om en Mongolsk Piber! Lidt efter letter den for sidste gang fra Stubben og passerer ind over os alt imens den igen udstøder det, for os, velkendte Mongolsk Piber-kald et par gange inden den tager højde og forsvinder som en prik mod sydvest. Herefter mailede vi fuglen ud som en "sandsynlig Mongolsk Piber". Alt pegede altså efter vores mening nu entydigt på Mongolsk - det vil sige lige bortset fra det først omtalte kald som ingen af os mente at kende til. Vi måtte derfor straks have fat i personager med større erfaring med disse to arters kald end vi selv besad. Den første jeg fik kontakt med var Brian Rasmussen, som til vores befrielse straks siger, at det kald jeg forsøgte at gengive og beskrive for ham ganske givet var identisk med den kald-type han selv havde opdaget arten på i Oman nogle år tilbage. Kort efter havde jeg Jan Hjort Christensen i mobilen, som har betydelig erfaring med arterne fra Østasien. Han kunne berolige os yderligere med, at der efter hans mening intet som helst underligt var ved det Rødstrubet/Skovpiber-agtige kald jeg gengav efter bedste evne, da der var tale om det typiske trækkald hos Mongolsk Piber.

Vi følte os derpå overbeviste om, at var tale om en Mongolsk Piber, hvorfor vi nu mailede fuglen ud som sikkert bestemt. Efter at have haft lejlighed til at læse stemmebeskrivelser af Storpiber og Mongolsk Piber må jeg erkende, at der indtil i går eksisterede en alvorlig brist i min viden om Mongolsk Piber. Det først omtalte kald ("chiiiu") som jeg ikke mente at kende til er nemlig gengivet i alle de tre mest anvendte felthåndbøger (Jonsson, Svensson og Rare Birds) som det ene af de to typer af kald man oftest høre fra Mongolsk Piber udenfor yngletiden - den anden type kald hos Mongolsk er det sidst omtalte ("chelp") som vi alle tre var fortrolige med og straks genkendte. Set i bagklogskabens klare skær havde fuglen rigtignok også haft et besynderligt lille og tilspidset næb med lige næbryg, ret forskelligt fra Storpiberens "drossel-agtige snabel".

Nu hvor der er tale om en art som kun er truffet to gange tidligere i Danmark, er vi udmærket klar over, at det kan virke provokerende, at den i første omgang bliver fejlbestemt, og først mailet ud som en sikker Mongolsk efter at fuglen er væk - omend det er umiddelbart efter. Hvad angår min oprindelige bestemmelse til Storpiber, skal jeg blankt erkende, at jeg var så begejstret for, at jeg havde fundet en "Storpiber", at jeg aldrig nåede at overveje og udelukke Mongolsk Piber. Det vil nok ikke ske igen! Og for den anden mails vedkommende ("sandsynlig Mongolsk"), kunne vi dårligt forsvare at melde den ud som 100% sikker Mongolsk, inden vi havde fået opklaret "mysteriet" med det Rødstrubet/Skovpiber-agtige kald - omend vi på dette tidspunkt ikke mente at have problemer med at udelukke Storpiber på baggrund af fuglens størrelse, flugt, proportioner og kald.

Feltkendetegn er som bekendt i stadig udvikling i takt med, at nye karakterer opdages og vinder indpas mens andre falder bort som ukorrekte eller ubrugelige i felten. Vi overlader til SU at bedømme om vores observation udgør et tilstrækkeligt grundlag for en sikker bestemmelse af Mongolsk Piber i Danmark i 2001. Jeg vil af gode grunde ikke være tilstede i lokalet når udvalget behandler sagen.