Blå Glente trak forbi Gilbjerghoved
Artiklen er tilføjet af
MBH onsdag 25. april 2012 kl. 14.59. Læst 1680 gange
Af Tim Andersen
Blå Glente trak forbi Gilbjerghoved
Onsdag d. 18. april 2012 var den første dag med sydøstenvind efter en lang vestenvindsperiode. Det var derfor forventeligt, at mange ville troppe op på Gilbjerg denne morgen, men vi var dog blot omkring en 10 stykker. Der var nu heller ikke tale om noget lavinetræk, da vejret egentlig ikke havde ændret sig bortset fra vindretningen. Men der var da et jævnt træk af småfugle, rovfugle og andet. Lidt efter kl. 9 passerede dagens første sjældne fugl, en Gulirisk, efterfulgt af en flot Bjergvipstjert han. På det tidspunkt anede vi intet om, at om lidt ville vi komme ud for årets hidtil mest adrenalin-pumpende obs.!
Omkring kl. 9.38 hørte jeg at Alex Rosendal (som først fandt fuglen), Gert Østerbye og Mathias Blicher Bjerregaard stod og arbejdede med en mindre rovfugl, som lignede en kærhøg og gav mindelser om en Steppehøg han. Jeg ilede hen til dem og fandt straks fuglen i håndkikkert, kredsende og flyvende rundt over haverne vest for parkeringspladsen på 500 meters afstand og i næsten modlys. Da jeg fik den i kikkerten, var den på vej opad i en stor cirkel i aktiv flugt med siden til, derefter med bagen til. Ved første øjekast lignede den ganske rigtigt en Steppehøg han, meget hvid med sort kile på håndens underside, spidsvinget og med højt hævede vinger når vingerne var i ro. Alligevel var der noget galt; hvis det var en kærhøg, måtte den have mistet det meste af halen, vingerne virkede mærkeligt korte for en kærhøg og de ret langsomme bløde vingeslag var mere måge- eller ugleagtige end kærhøge-agtige. Jeg måtte vente et splitsekund til den igen kom med siden til, men det blev min forundring ikke mindre af. Selv om Blå Glente må være verdens nemmest bestemmelige rovfugl (og jeg lige havde set flere af dem i Indien), gik der en rum tid (i virkeligheden måske kun nogle sekunder) før det gik op for mig, at vi stod og gloede på en sådan! Først da jeg endelig blev opmærksom på det sorte felt på overvingedækkerne, faldt brikkerne på plads og jeg tvang min mund til at forme en sætning noget i retning af: "Hvad fanden! Det er da en Blå Glente!" For Gert, som er en rutineret rovfugle-observatør, men som aldrig havde set en Blå Glente før og havde været lige så forvirret over dette kræ som os andre, faldt brikkerne også pludselig på plads og han istemte straks med en ed, at det var det da også. Kun få af os nåede at få teleskop på. Selv fravalgte jeg teleskopet, da det stod 10-15 meter væk og kostbare sekunder ville gå tabt hvis jeg skulle hente det. Så hellere få set så meget som muligt i håndkikkerten, da obsen kunne blive ret kort (og det blev den). I øvrigt kom fuglen også gradvist tættere på, idet den kredsende i SSØ-vinden blev blæst ind over Gilbjerg-marken og afstanden blev afkortet med måske 200 meter, inden fuglen i glideflugt forsvandt østpå og ind bag træerne, som står omkring Gilbjergstenen. Vi stormede allesammen ind på marken og genfandt glenten øst for os; den var allerede blæst helt ud til kysten, og vi så den glide af sted på højt hævede vinger til venstre for det gamle hvide vandtårn. Med den kurs er den formentlig trukket ud over vandet mod Sverige inden den nåede til Gilleleje Havn.
Det er vist overflødigt at nævne, at der efterfølgende var en særdeles høj stemning på stedet. Folk glemte alt om at tælle træk, man gik planløst omkring og ringede til venner og bekendte for at fortælle om begivenheden.
Hermed var Danmarks fjerde og Sjællands første fund af Blå Glente en realitet. Skagen har med de tre første fund hidtil haft monopol på Blå Glente i Danmark. Observationen blev meldt ud på det svenske BMS-system, således at svenskerne kunne kikke efter den. Sverige er dog stort, og den Blå Glente ret lille, så det var alligevel overraskende, at det lykkedes en svensk birder at finde den vel nok samme fugl midt inde i Småland ved Dumme Mosse nær Jönköping. Det skete om lørdagen, d. 21. april, og glenten var stationær her til tirsdag d. 24. april, hvor den ved middagstid tog højde og forsvandt mod nord. Det havde den gjort flere gange før samme dag og dagene forinden, men var vendt tilbage hver gang. Denne gang vendte den dog ikke tilbage. For svenskernes vedkommende var det landets andet fund.