Sibirisk Tundrahjejle i Saltvandssøen

Sibirisk Tundrahjejle i Saltvandssøen


Sammen med Thomas W. Johansen stod jeg torsdag den 5.7.2001 på grænsedæmningen ved Rickelsbüller Koog, da vi inde på den danske side opdagede en "hjejle" stående ved søens østbred ca. 250 meter nord for os. Det kunne nemt være blevet ved det, hvis den ikke i det samme var trådt frem fra græsset og ud i vandkanten og viste sig noget anderledes end de 35 Hjejler, vi havde set længere nordpå i Saltvandssøen. Denne "hjejle" gik rundt på Sortklire-ben (altså lange ben, især lang tibia), og den virkede spinklere, mere lang- og tyndhalset og med oprejst holdning. Vi var klar over, at vi stod med en Tundrahjejle, men hvilken? Et problem var, at fuglen ikke var fuldt udfarvet, enten en 2K-fugl eller en adult i tidlig fældning, i hvert fald havde den ikke meget sort på undersiden, faktisk kun et bugskjold og lidt sort på strube og kind. På fuglens venstre side gik en udløber fra bugskoldet op til vingekanten. Intet massivt sort var at se på undergumpen på den afstand, men pletter kan der godt have været. Panden var hvid, mens fortsættelsen af båndet hen over øjet og lidt ned på halsen var gulbrunt. Oversiden virkede mere broget end Hjejlens gyldent småprikkede overside, med et islæt af sort. Næbbet var ret langt og tyndt.

Tundrahjejlen trippede langsomt 20 meter nærmere langs vandkanten, men med morgensolen bragende ind fra øst gav det ikke bedre lys. Når den bøjede sig ned for at samle føde op, stak den enden påfaldende meget i vejret som et resultat af de lange ben. Fuglen virkede lang bagtil, men hvor langt vingerne stak ud i forhold til halen kunne ikke ses, da vingerne dækkede for halen. Efter et kvarter lettede den og fløj direkte væk fra os, forsøgte to gange at lande, men fortsatte nordpå indtil den til sidst landede 1,5 km væk. Vi hørte ingen stemme da den lettede og så kun meget kort højre vingeunderside, som på grund af det stærke solskin ikke virkede så grå som forventet, men dog mørkere end den hvide flanke. Et ganske tyndt vingebånd sås på indre hånd, og som en vigtig detalje sås tæer stikke ud bag halen, i praksis oplevede vi det lidt som en kileformet hale. Vingerne var smalle og lange, og vingeslagene rykvise med hængende vinger, lidt som Hvidklire.

Vi bestemte den til Sibirisk Tundrahjejle, dels på grund af de lange ben, dels fordi en i en hvilken som helst dragt ville have haft hvid øjenbrynsstribe. Så må vi se, om SU deler den opfattelse.

Vi besluttede at optage forfølgelsen for at prøve at se lidt mere. Det skete ved at gå ind mod syd fra Vidåslusen (tilladt efter 15/6 fra kl. 10 til solnedgang). Vi gik så langt vi kunne (ca. 4 km) og kikkede meget på de 35 Hjejler, men fandt ikke Tundrahjejlen. Der var dog masser af andet at kikke på, f.eks. Kærløber 1, Krumnæbbet Ryle 11, Stor Kobbersneppe 138, Sortklire 345, samt en flok på ca. 13.000 Islandske Ryler (alle grå 2K-fugle), der kom ind i søen ved højvande. På den tyske side var der også mange fugle, bl.a. Skestork 1, Sangsvane 2, Dværgmåge 8 samt en Kejsergås Anser canagicus sammen med 800 Grågæs.

Hvis fundet godkendes, vil det dreje sig om art nummer 328 for Sønderjylland.