Beretning om et ynglefund af Korttået Lærke på Rømø

Beretning om et ynglefund af Korttået Lærke på Rømø

En tidlig formiddag i begyndelsen af juni opdagede jeg to Korttåede Lærker på stranden syd for Lakolk på Rømø. Det viste sig snart, at de to fugle udgjorde et ynglepar, og dermed var ikke alene Danmarks, men også Nordeuropas første ynglefund af Korttået Lærke en realitet.

Men lad os starte med begyndelsen…

Under ynglefugletælling først på dagen den 8/6 var jeg nået til et større opgrødeområde på den østlige del af strandene syd for Lakolk. Jeg var optaget af Klyderne og de Store og Hvidbrystede Præstekraver. Vejret var nydeligt; endelig nogenlunde rolige vindforhold, let overskyet, dog med lidt sol. Et talrigt kor af Sanglærker udgjorde en behagelig lydkulisse. Et eller andet sted i baghovedet noterede jeg en afvigende lærkestrofe. Nu er det jo ikke usædvanligt, at Sanglærker udviser stor kreativitet. Men sædvanligvis fortsætter de hurtigt på normal måde efter deres lille musikalske sidespring. Men denne lærke var ligesom kørt fast i en bestemt rille og da den nærmeste Sanglærke pludselig tav, gik den afvigende sang helt rent igennem; en kort, raslende strofe – pause – på ny en kort, raslende strofe – pause… det her var helt galt. Og oppe i modlyset fik jeg hurtigt øje på fuglen. I takt med sin korte strofe foretog den en sjovt dansende sangflugt – stigende og faldende, stigende og faldende… Endvidere var fuglen helt klart mindre end en Sanglærke. Snart efter gled lærken ned mod jorden og forsvandt ind i et større klitområde med sparsom vegetation. Jeg sprang hurtigt op på toppen af en højere klit i håb om herfra at få øje på fuglen, men der var i første omgang ikke noget at se.

Jeg var klar over, at kun to arter kunne komme på tale, Dværglærke og Korttået Lærke. Desuden var jeg klar over, at sidstnævnte var langt den mest sandsynlige af disse to kandidater. Jeg havde dog næsten kun set fuglen i modlys – og min bil med en felthåndbog stod et par kilometer væk. Derfor ringede jeg til Kjeld Lund, der hurtigt læste beskrivelser af de to arters sang op – og så var Dværglærke udelukket.

Så lød sangstrofen igen; og jeg så nu fuglen i et væsentligt bedre lys end før. Kjeld havde indskærpet, at jeg skulle kigge nøje efter bryst- og haletegninger og den syngende fugl havde tydelige pletter på brystsiderne; de fortsatte oven i købet i et tyndere bånd tværs over et ellers helt ustribet bryst. Og haleundersiden var meget mørk, i klar kontrast til lys undergump og bug. Og nu landede den Korttåede Lærke i et kørespor ved opgrøden nede på stranden. Jeg fik hurtigt stillet ind i teleskopet. Og hvor var den fugl dog orangetonet; særligt på issen, hvor de små fjer var rejst på en måde, der måtte gøre selv den sejeste punker grøn af misundelse… Men hvorfor tog den sådan på færde? Brystfjerene var også løftet, så fuglen fik en hel lille krave – og så… minsandten om ikke endnu et orange lyn drønede rundt nede i køresporet. Der var altså to Korttåede Lærker; og deres adfærd tydede unægtelig på, at de var yngleaktive.

Når man har opdaget en sjælden fugl, er noget af det første man tænker på som regel, at fundet skal meldes ud til andre. Men her? Hvad nu hvis det var et ynglepar? Jeg ringede til Tonny Ravn Kristiansen for at fortælle om fundet. Han var imidlertid på sit arbejde netop blevet indviet i, at der var sket en alvorlig vandskade – så han havde i første omgang ikke tid til nogen længere snak. Jeg fik dog lige sagt, at han ikke måtte melde noget ud endnu. Herefter iagttog jeg fuglene nøjere, og det var påfaldende, at de flere gange vendte tilbage til et ganske bestemt område på strandengen. Og det var især påfaldende at de røg i hovedet på både en Sanglærke og senere en Engpiber, der var kommet for tæt på det åbenbart meget følsomme område.

Så da Tonny efter et stykke tid ringede tilbage, havde jeg indset, at fundet indtil videre ikke kunne meldes ud. Det var dog klart at foretrække, at der hurtigt kom andre øjenvidner på sagen. Derfor bad jeg Tonny om at finde telefonnummeret på Michael Schwalbe. Jeg vidste nemlig, at han bor i nogenlunde rimelig afstand fra Rømø og tillige færdes regelmæssigt på øen. Tonny bor derimod ligesom mig selv i Midtjylland, nærmere betegnet nogenlunde midtvejs mellem Randers og Viborg, og han havde ingen mulighed for at stille op den pågældende dag. Michael kunne derimod være fremme i løbet af en times tid. I mellemtiden kunne jeg nå at hente min bil og parkere et passende sted med gode oversigtsforhold og uden risiko for at forstyrre de sjældne fugle.
Med sig havde Michael udstyr til både stemme- og videooptagelser. Og snart var begge dele i hus. På videosekvensen kunne man oven i købet se begge fugle. Herefter stod vi et godt stykke tid og betragtede de Korttåede Lærkers færden. Og det var oplagt, at de måtte have rede på det beskrevne sted. Vi foretog en kort, målrettet eftersøgning af området, men da reden ikke straks lod sig finde, opgav vi hurtigt for ikke at forstyrre unødigt.

Vi var enige om, at kendskabet til sådan et fund i første omgang måtte holdes indenfor en snæver kreds. Absolut ikke på grund af hemmelighedskræmmeri, men simpelthen for at beskytte disse ekstremt usædvanlige ynglefugle bedst muligt. Vi orienterede dog hurtigt Ole Thorup, Michael Clausen og Morten Bentzon Hansen, der alle færdes regelmæssigt i området, og dermed let kunne være med til at følge den videre udvikling. I øvrigt har alle hidtil nævnte personer bidraget med oplysninger, og nedenfor har
jeg sammenstillet vores følgende observationer i koncentreret form.

Næste dag – den 9/6 – blev området igen holdt under opsyn. Det var ikke uden en vis spænding, for siden midt på dagen den 8/6 havde regnen silet ned uafbrudt i mere end 12 timer. Og selv om himlen nu var klar og blå, var det lige før stranden lignede et hav. Det viste sig dog meget hurtigt, at de Korttåede Lærker stadig var på plads. De mest markante forskelle fra dagen før var, at hannen nu kun sang nogle få gange og at fuglene tilsyneladende oftere og oftere foretog små togter i den nærmeste omegn og hver gang dumpede ned på det efterhånden velkendte sted. Der måtte være en rede. Endnu en kortvarig, nøje planlagt lille afstikker blev foretaget. Men resultatet var som dagen før – ingen rede fundet.

Næste morgen – den 10/6 – blev der så gjort en række observationer, der overflødiggjorde al videre eftersøgning af rede. Nu var det nemlig helt tydeligt, at begge lærker havde næbbet fyldt med insekter og larver, når de gik ned. Et par gange blev de tillige set med ekskrementsække, når de fløj væk. Og efterhånden forstod vi også, hvorfor reden havde været umulig at finde. De Korttåede Lærker var nemlig sande mestre i at sløre deres færden de sidste meter, inden de nåede frem til reden. Således landede hannen gang på gang et ganske bestemt sted og var kort efter som sunket i jorden… Vi mente så i hvert fald at kunne se, hvor han ville flyve op; men nej, det næste man så til ham var som regel, når han igen ankom med friske forsyninger…

Også i den følgende uge blev der et par gange fulgt op på ynglefundet. Og alt så ud til at gå normalt. En dag i pinsen med meget varmt og solrigt vejr var der dog voldsom menneskelig aktivitet omkring redestedet. Forskellige motorkøretøjer drønede tæt forbi, fodgængere passerede igen og igen, men værst af alt – flere gange halsede løse hunde rundt i strandengene, en enkelt gang endda i umiddelbar nærhed af redestedet.

Men så vendte den mere fredelige hverdag tilbage. Og i den følgende weekend fristede vejret bestemt ikke strandløverne til at gå i aktion. Om lørdagen silede regnen ned. Og søndag den 19/6 lignede stranden igen et hav. Der var vand helt inde omkring redestedet, men under en flere timer lang observation kunne Kjeld Lund konstatere, at der stadig blev fodret på livet løs.

Men den 21/6 var der sket en forandring. Da Esben Knudsen og jeg steg ud af bilen ved den sædvanlige observationspost, dukkede begge lærker straks op lige over hovedet på os. Hannen brød endda ud i sang. Det var klart, at fuglene var overspændte. Vi fandt hurtigt en anden observationspost, hvor vi blev inde i bilen. Det kunne straks konstateres, at de Korttåede Lærker stadig samlede føde; men nu landede de hver gang oppe i klitterne 20-40 meter fra redestedet. Vi fulgte herefter lærkerne i flere timer, og to gange så vi ud over de voksne en tredje orangetonet fugl, der flagrede lige over jorden. Det var et par steder med en vis indbyrdes afstand og vi kunne således sagtens have set to forskellige ”tredjefugle”. Men præcis hvor mange unger, der gemte sig oppe i klitterne får stå hen i det uvisse – under alle omstændigheder havde vi konstateret, at Danmarks og Nordeuropas første ynglepar af Korttået Lærke med held havde opfostret mindst en unge.

I ugerne herefter blev området besøgt endnu et par gange. Den 5/7 blev yngleområdet og de nærmeste omgivelser således gennemtravet af to omgange med nogle timers mellemrum. Men nu var der ikke længere tegn på, at der skulle være Korttået Lærke i området.