Amerikansk Sølvmåge set på Fanø, en beretning af 2 larinitis-ramte.

Netfugl.dk har modtaget nedenstående beretning om fundet af en Amerikansk Sølvmåge (Larus smithsonianus).

Kim Fischer og Per Kjær har været så venlige, at sende en beretning vedrørende en 2k Amerikansk Sølvmåge på Fanø 17. januar 2003.

Der forventes inden længe, at kunne bringe billeder af den pågældende fugl.

Amerikansk Sølvmåge.

Observation af en 2k fugl på Fanø Strand 17/1 2003 kl. 14.15-15.30.

Vi kørte på stranden for at se på måger. Intensiv observering af måger, en (for nogen sygelig) afart af ornitologien, larinitis, er ofte betinget af rigelig adgang til måger og til dels mangel på adgang til andre fugle. De ramte personer ses ofte på lossepladser og havneområder, men på Fanø må vi nøjes med stranden som ud over en større biotopsmæssig naturværdi ikke er så ringe endda.

Vinden var gået i sydvest (for første gang siden slutningen af oktober!) og det betyder opskyl i form af alt godt fra havet. Et veldækket tag-selv-bord til enhver sulten måge på Restaurant Nordsøen – gratis! Per havde allerede foretaget en besigtigelse torsdag, hvor fuglene var forsamlede nær nedkørslen til Sønderho Strand, og fundet en adult Steppemåge og en Sildemåge.

På dagen, fredag, var fuglene fordelt længere nordpå og som ægte larinitis-ramte begyndte vi fra en ende og kiggede alle mågerne igennem for mere eller mindre interessante afvigelser og farveringe, med den sædvanlige rutine: Køre 100 meter i bilen og stoppe, kikkerten frem, se samtlige ben, næb, tertialer, jizz´er, orbitalringe m.m. igennem, kikkerten ned, nye 100 meter frem o.s.v.

Når man har gjort det flere 100 gange bliver det virkelig rutine…Vi skønnede antallet af måger til omkring 1200 Svartbage, 9000 Sølvmåger, 1500 Stormmåger, 2 Sildemåger og 10 Hættemåger.

Efter at have tygget os igennem 1/3 af strandens måger fik vi øje på en stærkt afvigende måge på 70 meters afstand. Den var meget kraftig i kroppen, som en Svartbag, men var ellers en Sølvmåge. Da benene ikke var specielt lange og den øjensynligt havde taget godt for sig af retterne og derfor bulede ud foran (det var gældende for mange af mågerne, hvilket resulterede i den behagelige kendsgerning at de ikke gad ”lette røven”, når vi stoppede bilen).
Formen var måske nærmere som en Gråmåge, med benene længere tilbage på kroppen. Iøjnefaldende var den meget ensfarvede mørke underside, nærmest sodbrun, undtaget dog et lyst parti under næbbet, hvor fjerene var i uorden og blæste op i vinden. Hovedet virkede proportionalt set lille i forhold til den store krop og næbbet var som en kraftig Sølvmåges, i form måske som Gråmåge, mindre ”kantet” end Svartbag. Næbbet var mørkt, men med inderste ½-del lyst på overnæbbet, som en tunge ud til og med næseborene, og kun lys basis på undernæbbet.

Vi kunne uden problemer køre ind på en afstand af 15-20 meter og kigge på fuglen. Hovedet og nakken var ret kraftigt længdestribet. Øjet var med brunlig iris, altså begyndt at blive en smule lyst. Oversiden var generelt også ret mørk. Tertialerne var mørke, med små lyse partier på yderste del og helt ensfarvede på den inderste del. Svingfjerene sortbrune (ikke sorte) med fine lysere spidser. Da vi så at halen virkede mørk var vi spændte på, at se den i flugten. Det viste sig at halefjerene var helt sorte (sortbrune), bortset fra den yderste del af den yderste halefjer, som havde lyse striber på den øverste 1/3. Der var altså et meget bredt halebånd (2x normal Sølvmåge) som var meget iøjnefaldende. Yderst et ganske smalt hvidt ”ungfugle”-terminalbånd.
På overgumpen var der en uregelmæssig stribning, mest på den nederste del.

Fra Peter ”Maura” hørte vi at det var en god idé at se efter undergumpen: Denne var lidt stribet på den synlige del, når fuglen blev set fra siden, men når den vendte halen rundt under soignering blev det tydeligt, at selve underhaledækfjerene viste en markant ”Mellemkjovestribning”.

Undervingedækfjer og axiliærer var mørke og sodbrune. På vingerne et svagt gennemskinneligt Sølvmåge-panel i overgang hånd/arm. De store dækfjer ret ensfarvede mørke ud mod hånden (set på den stående fugl) og på inderste del med lyse markeringer på kanterne.

Vi var overbeviste om at fuglen var en potentiel smithsonianus og kørte derfor hjem og hentede kamera. Vi fik en serie fotos (dias), som vi krydser fingre for bliver brugbare, når de er fremkaldt. Såfremt de kan bruges vil vi selvfølgelig få dem på Internettet til almindelig vurdering.

Om aftenen frekventerede vi diverse hjemmesider og efter vores overbevisning er samtlige kendetegn brugbare til en smithsonianus og ingen går imod.

Fra forskellig side har vi hørt ytringer om at vi burde melde fuglen ud. Til det vil vi sige, at vi jo først var rimeligt sikre om aftenen, og at vi ringede til de lokale larinitis-ramte, som kunne nå at være der fredag.

Vi dobbeltcheckede stranden dagen efter uden resultat og igen om søndagen. Det bør også nævnes at Fanø Strand (og Skallingen/Blåvand) er som én stor lokalitet for mågerne, hvilket betyder at de bevæger sig meget frem og tilbage, hjulpet af biler, turister, ravsamlere og løse hunde. Chancen for at en måge bliver flere timer det samme sted er meget lille!

Vi fandt i alt 3 Sildemåger, 3 Steppemåger, 3 Middelhavsmåger og 7 aflæsninger af måger fra Danmark, Norge, Tyskland og Estland i weekendens søgning– som et helt lille eventyr, med vores grimme amerikanske ven som trold!

Venlig hilsen
Kim Fischer og Per Kjær.