En Storskråpe på dagen

Set i bakspejlet var det jo rigtigt rart, at Søren Brinch overtalte mig, kæresten Christina og datteren Meise, til at tage med på hans fødselsdagssejllads, lørdag d. 18 august. Vi var ellers lidt betænkelige ved at tage med ud på havet, hvis det forsatte med de 8 sekundmeter, det havde blæst i dagene op til .... men Søren bedyrede, at det OVERHOVEDET IKKE var noget problem – og vi troede ham ikke over en dørtærskel – men tog selvfølgelig med!
Det viste sig jo heller ikke at være noget problem .... for vinden stilnede af og solen begyndte at skinne, så det mest af alt mindede om sommer.
Vi var en broget forsamling af Sørens venner og familie ombord, og stemningen var høj. Snakken gik – men ind imellem lod jeg kikkerten afsøge havet omkring os.
Efter en halv times sejltur, fangede jeg det umiskendeligt silhuet af en skråpe i kikkerten, et godt stykke ude. Da jeg aldrig har set en skråpe i Danmark, blev jeg voldsomt begejstret og nærmest væsede til Christina, at hun skulle få fat i Søren, der på det tidspunkt befandt sig agterude. Jeg turde simpelthen ikke slippe fuglen af syne, da den i ret høj fart gled skråt væk fra os i den karkteristiske kastende, lave flugt over den forholdsvis rolige vandoverflade.
Jeg havde endnu ikke set nogen tydelige dragtkaraktere på fuglen, men den virkede stor, hvorfor jeg umiddelbart mest hældte til Kuhls – hvilket ikke gjorde begejstringen mindre.
Da Søren endelig var ved at nå op i stævnen, hvor jeg stod, lagde fuglen til min store overraskelse an til landing og gik så til ro på overfladen.
Da det gik op for os, at der rent faktisk var en mulighed for, at komme rigtig tæt på fuglen nu, blev vi begge meget højrøstede, og Søren løb ind til Skipper med anvisninger om hvor fuglen lå – mens jeg fikserede mit blik på prikken gennem håndkikkerten.
Båden ændrede nu sin kurs væk fra sælbanken, der var turens egentlige mål, og sejlede i stedet mod denne lille prik på vandet, der hurtigt blev større.
Den undrende skare af venner og familie blev vist grebet af vores aparte adfærd – og alles opmærksomhed var nu rettet mod fuglen – børn, som voksne. Og flere konstaterede undrende at ”det der er virkelig nørdet!”.
Da vi kom tættere på, så jeg pludselig tydelig mørk hætte i kontrast til hvide halssider og strube, hvilket ikke passede ind i billedet på den ”sikre” Kuhls, der lå og gyngede i bølgerne .... havde jeg taget fejl? Kunne en kjove virkelig flyve sådan i stille vejr?
Skuffelsen skyllede allerede ind over mig, og jeg kan huske, at jeg råbte til Søren, at det muligvis bare var en kjove .... tættere på .... og tættere .... syntes stadig, at kjoveversionen virkede mere og mere plausibel. Vi skulle faktisk rigtig tæt på må jeg indrømme, før det gik op for mig, hvad det var vi stod med .... ”det er sgu da en STORSKRÅPE ! Søren for helvede ... det er en STORSKRÅPE!!!!”.
Derefter var alt ret kaotisk. Søren snakkede vist i telefon, samtidig med at han forsøgte at fotografere, alt imens jeg stod og baksede med at tage billeder af kræet med min mobiltelefon gennem min håndkikkert.
Skipper manøvrerede stil-sikkert båden en gang mere rundt om fuglen, eftersom vi langsomt drev forbi den – hvorefter den tillidsfuldt svømmede op på siden af os. Helt hen til båden kom den – hvor jeg nu kunne læne mig ud over rælingen og snuppe et billede med mobilens diminutive hvidvinkel-objektiv – og alligevel få et anstændigt foto.
Vi var simpelthen i ekstase, og folk morede sig gevaldigt over os!
Kort efter kunne man høre skipper tordne over bådens højtalere; ”har alle set fuglen?!”, hvorefter han satte kursen mod sælbanken .... man kan jo ikke snyde folket for de nuttede sæler!
Men vi kunne sådan set heller ikke ønske os mere af den fugl – og da vi var nået et lille stykke fra den, lettede den, og viste os sin fine hvide halvmåne, inden vi hurtigt mistede den i den almindelige mobil-forvirring af meldinger og sms’er.
Og ja, vi så også sæler; og der blev fanget krabber og søstjerner til børnene, alt imens to ornitologer stod med sagelige smil på læberne indimellem opkaldende på de glødende mobiler.
Det var stort – og vi kan nu kun sende en medlidende tanke til de fire andre ornitologer, der var inviteret med på sejlladsen – men, som af forskellige årsager ikke kunne være der – nederen!

Som afrundning skal det da lige nævnes, at undertegnede ikke til dato har været overtroisk – bærer ikke særlige amuletter, eller læser horoskoper – men efter nu igen, på Sørens fødselsdag, at have snublet over så sjælden en fugl – er der ingen tvivl om, hvor man kan finde mig d. 18. august i fremtiden .... I felten! .... og nok i nærheden af Søren, hvor jeg måske tilmed har en god chance for atter at blive inviteret med til fest ;o)

JOE