Sibirisk Hjejle og Prærieløber på samme mark på Ballum Enge

Den 1.-4. oktober 2012 tog jeg sammen med Thomas W. Johansen til Sønderjylland for at kikke på fugle i Vadehavsregionen med base i Ballum. Førstedagen gik med transport og ikke mange fugle. Andendagen var vi på Rømø i godt vejr, hvor vi kunne glæde os over en Hvidbrynet Løvsanger ved Landsende og hele tre Thorshaner sammen i en strandsø på Lakolk Strand.

Tredjedagen, d. 3. oktober, var det meget blæsende fra syd samt regn en stor del af dagen, om eftermiddagen endda med særdeles kraftige og hyppige byger, så der gjaldt det om at finde på noget, hvor man kunne kikke på fugle uden at forlade bilen. Morgenen blev derfor brugt langs grænsevejen ved Saltvandssøen, hvor vi bl.a. så en sen Sortterne. Om eftermiddagen kørte vi ud over Ballum Enge, hvor der på de regnvåde marker stod mængder af Viber, Hjejler og andre vadefugle. Særligt én mark, en meget stor mark med nyspiret vintersæd øst for Kystvejen og 1 km syd for Kresten Kolds Vej, tiltrak sig opmærksomheden fordi den var oversået med omkring 6.000 Hjejler og nogle hundrede Viber, foruden nogle få Almindelige Ryler og Brushøns. Vi parkerede bilen her og gav os god tid til at betragte de mange vadere, siddende lunt indendørs, mens regnen silede ned.

Efter et stykke tid fik TWJ øje på en afvigende hjejle. I første omgang var den interessant mest fordi den som den eneste på marken var i nærmest fuld sommerdragt. Men også andre ting på den virkede interessante: Oversiden så mørkere ud end på de mere gyldne Hjejler (men kunne det skyldes regnen?) og det sorte på undersiden var påfaldende udbredt. Fuglen var kun marginalt mindre end en Hjejle, men den havde en lidt anderledes bygning, som gav fornemmelsen af, at den tilhørte en anden art, og vi begyndte efterhånden at tro på, at vi havde med en enten Sibirisk eller Amerikansk Hjejle at gøre. Selv om afstanden ikke var så stor, ca. 250 meter, gjorde det dårlige vejr det lidt vanskeligt, selv i teleskop, at se detaljer ordentligt, så der gik lang tid med at kikke på fjer m.v., før vi endelig var overbevist om at det var en Sibirisk Hjejle. Blandt andet kunne vi konstatere, at det sorte på bugen strakte sig sammenhængende helt ud på undergumpen, oversidens fjer var ikke kun gyldentprikkede som hos Hjejle, men havde et betydeligt indslag af sort og noget hvidt, tertiærerne havde færre men større lyse pletter (6 pletter pr. fjer talt på foto), fuglen virkede kort bagtil især i forhold til Amerikansk Hjejle men også i forhold til alm. Hjejle, det sorte 'slips' på forhalsen var bredt (normalt smallere hos Hjejle), næbbet var en anelse længere end Hjejlernes. Størrelsesmæssigt var forskellen til Hjejlerne ikke så stor, men den Sibiriske virkede som sagt lidt kortere i bagenden, hovedet virkede relativt mindre og hele fuglen virkede lidt smallere set forfra. Med hensyn til benlængden var det svært at se noget, da kornstråene var vokset op til mere end hælhøjde på Hjejlerne, men enkelte gange kom den kortvarigt ud i mere åbne partier, og da kunne der konstateres i hvert fald en ganske lang tibia (stykket over hælleddet). De grå vingeundersider blev også konstateret, dels ved kortvarig opflyvning et par gange, dels da den løb flere meter med løftede vinger, fordi en Hjejle prøvede at stjæle en orm fra den. I det hele taget var den mere løbevillig end Hjejlerne, løb ofte mange meter uden stop. Den Sortklire-agtige stemme blev også hørt en enkelt gang.









Efter lang tid var vi således endelig overbeviste i vores tro på Sibirisk Hjejle, og jeg gjorde klar til at få den meldt ud. I mellemtiden var TWJ blevet ringet op af en forretningsforbindelse, og mens han talte og stadig kikkede i teleskop, begyndte jeg at skrive på en udmelding. Jeg blev dog ikke færdig, før TWJ i telefonen sagde ”Lige et øjeblik, Jan” og henvendt til mig sagde: ”Der går også en Prærieløber derude!” Telefonsamtalen blev afbrudt, og jeg fik også rettet teleskopet i den angivne retning, og ganske rigtigt, en Prærieløber kom spadsererende ind i synsfeltet fra højre mod venstre. Ikke noget at tage fejl af: Overfladisk set som en lille Brushane, men kun Alm. Ryle-stor, langt tilspidset bagparti, ensfarvet gulbrun underside med småplettede brystsider, utegnet ansigt omkring det sorte øje, mere rundskællet overside, en karakteristisk due-agtig gangart med nikkende hoved. De gule ben kunne vi desværre ikke se på grund af kornstråenes højde.

Prærieløberen fortsatte sin spadseretur endnu længere til venstre, hvilket gjorde at vi sad meget akavet og skulle kikke bagud for at se den, så vi besluttede at skifte position for at komme tættere både på den og den Sibiriske Hjejle. Det skulle vi dog aldrig have gjort, for vi fandt aldrig Prærieløberen igen. TWJ fik dog et enkelt foto af den, som lige akkurat kan tjene som dokumentation. Den Sibiriske Hjejle fandt vi igen på samme mark, og vi fik meldt fundet ud på diverse systemer. Få minutter inden de første twitchere indfandt sig, kom der desværre en Spurvehøg og satte sig på marken, og i løbet af få sekunder var marken tømt for fugle. Vi indledte en eftersøgning og fandt snart hjejlen igen på en anden mark, idet den var ret nem at pille ud i kraft af sin iøjefaldende sommerdragt. De fleste af de nytilkomne fik vist set den, men på lidt større afstand end vi havde haft den. Nogle af dem besluttede at køre nærmere, mens TWJ og jeg fortsatte eftersøgningen af Prærieløberen, men uden held.



Dagen efter, den 4. oktober, kørte vi om eftermiddagen igen en tur over Ballum Enge for at prøve at genfinde den Sibiriske Hjejle og Prærieløberen. Der var imidlertid på det tidspunkt stort set ingen Hjejler på engene, men mange Viber. Derimod var der i omegnen af 18.000 Hjejler på forlandet og især på vaden, hvor det stadig var lavvande, men derude er de uden for rækkevidde. I går var det højvande om eftermiddagen, sikkert forårsaget af den kraftige sydlige vind, og det var vel en medvirkende årsag til at de stod på markerne.