Gråvinget Måge (Larus glaucescens) - ny art for Skandinavien

Gråvinget Måge (Larus glaucescens) - ny art for Skandinavien

Ved middagstid fredag den 27. november 2009 tog jeg som så ofte før ned på Århus Havn for at tjekke måger. Mågetjek på havnen foregår, efter jeg har fået bil, som regel inde fra bilen med skop på et autorudestativ, da det er langt lettere at komme tæt på mågerne på denne måde.

Jeg havde i samme uge haft både en adult Middelhavssølvmåge og en adult Kaspisk Måge ude på Østhavnen. Den Kaspiske havde dog voldt mig en del hovedbrud, idet den havde flere karakterer, der kunne indikere et genetisk indslag af Sølvmåge. I løbet af november havde jeg diskuteret sagen flere gange med Kent Olsen (KO), som i denne forbindelse havde nævnt, at han gerne ville finde en atlantis (Atlantisk Middelhavssølvmåge), hvortil jeg svarede, at en Glaucous-winged (Gråvinget Måge/GWG) eller Slaty-backed Gull (Skifermåge) da ville være federe…

Også denne dag ser jeg den drilske Kaspiske og lykkes med at få nogle relativt gode flugtfotos, som kunne kaste yderligere lys over bestemmelsen. Derfor kører jeg i godt humør ind til Centralhavnen for at se den sædvanlige Sorthovedede Måge. Denne fugl overvintrer nu for tredje år i træk i Århus og holder som regel til på kajen syd for pier 1, hvor diskoteksskibet Broen eller ”Speedbåden”, som den kaldes i folkemunde i Århus, ligger. Som så ofte før er der masser af Hættemåger og en del Sølvmåger på den pågældende kaj, da jeg ankommer 13.10.

Jeg beslutter mig for at starte med at tjekke Sølvmågerne, inden jeg vil scanne for den Sorthovedede. Jeg når ikke ret langt i mit tjek, før mit blik falder på en stor måge, der står med front til og pudser sig eller sover, således jeg kun kan se brystet på fuglen. Min første tanke er, at de fine gråbrune tværstriber på brystet minder om noget, jeg har set på fotos af GWG. Af samme årsag beslutter jeg mig for at tage nogle dokubilleder af fuglen for at dokumentere, hvor meget brysttegningen på denne afvigende Sølvmåge (som jeg på dette tidspunkt stadig tror det er) ligner ditto hos GWG. Mens jeg er ved at finde coolpixen frem, når jeg kort at lege med den absurde tanke, at hvad nu hvis det er en GWG, men scenariet virker alt for langt ude.

Da jeg har fået fundet kameraet frem, har mågen pludselig vendt siden til, hvorved den grå hånd med hvide apikalpletter og det mørke øje kan ses. Jeg tænker med det samme, at det er s.. da for h...... en GWG, selv om jeg selvfølgelig har svært ved at se, om der eventuelt er noget hybrid med Western Gull (Larus occidentalis) i fuglen. Jeg går nærmest i panik og får på trods af kraftig rysten og hyperventilation skudt nogle fotos af mågen, som i mellemtiden har vendt brystet til mig igen. Derefter ringer jeg i en meget opkørt tilstand til KO og fortæller ham, at jeg mener, jeg har en GWG på havnen, samt at han skal melde den ud på dofcall.dk som sandsynlig med det samme. Det afviser han, idet han synes, jeg skal kigge noget mere på fuglen først, hvilket jeg så gør. Jeg ringer desuden rundt til en håndfuld lokale fuglekiggere og beder dem om at skynde sig ned på havnen. Samtidig bakker jeg lidt med bilen for at få en bedre vinkel på fuglen, tager nogle flere fotos og får gennet nogle unge fyre væk fra kajen, så de ikke skræmmer mågerne.

Efter en halv times tid dukker Bo Rasmussen op og lidt efter Kim Aaen (KAa), Simon Waagner (SRW) samt Stephan Skaarup Lund (SSL). De får stillet skoper og kameraer op, og KAa har tilfældigvis et eksemplar af Gulls med i bilen. Derved får jeg et ånderum til at sende fuglen ud på dofcall.dk som en 98+% sandsynlig 4K Gråvinget Måge. Flere folk ankommer, og sammen bliver vi sikre på, at der ikke er noget, der indikerer hybrid, hvorfor fuglen meldes ud som sikker 14.30. Som nogle af de sidste ankommer KO og Rasmus Due Nielsen (RDN) fra Djursland og når at se fuglen i cirka ti minutter, inden den som den eneste måge helt umotiveret letter og flyver mod nord, tager højde og derefter flyver stik vest ind over byens tage, hvor den tabes af syne 14.45. Se KO´s video af mågens flugt her og oplev den autentiske stemning.

I alt når små tyve personer at se fuglen, heraf kan udover ovennævnte personer nævnes: Tau Rasmussen, Henning Lykke Larsen, Mikkel B. Lüders og datter, Finn A. Jensen og Lone, Hans Jørgen Bruun Pedersen, Jan Durinck og Stine Wraae Bach. Samme eftermiddag forsøger flere personer uden held at genfinde fuglen blandt de mange overnattende Sølvmåger på bl.a. Nordhavnen og Østhavnen.

Dagens mindeværdige begivenhed bliver om aftenen fejret af de tre Århusbirdere (RDN, SSL og undertegnede) sammen med KO, SRW og KAa med indtil flere fadbamser i Århus natteliv, hvorfor de fleste af disse ikke er nogen videre hjælp i lørdagens eftersøgning af fuglen. I alt eftersøger cirka 80 birdere fuglen om lørdagen uden held. Flere ytrer åbenlyst deres utilfredshed ved at tilbringe en kold lørdag i november på Århus Havn, og dagen giver for mange af dipperne mindelser om det store, kolde, kollektive Præriemåge-dip i Hirtshals samme dato fire år tidligere. Af sjove ting på Århus Havn ses dog den sædvanlige Sorthovedede Måge, en formodet stroppe-Berberfalk samt en Kaspisk Måge, hvilket dog er en ringe trøst for de mange, der kørte forgæves. Til gengæld går der rygter om, at grillbaren på Europaplads har haft deres største dagsomsætning siden festugen… Fuglen bliver heller ikke set om søndagen og er i skrivende stund ikke set igen.


Udbredelse og forekomst i Vestpalearktis

GWG yngler med 250.000-300.000 par langs kysterne af den nordlige del af Stillehavet. Udbredelsen går fra det nordvestligste USA, nordpå langs kysterne af Canada og Alaska samt i Asien fra den japanske ø Hokkaido i syd, på Kurilerne, langs Kamtjatkas stillehavskyst og til Chukotkas stillehavskyst i nord. Om vinteren kan arten træffes længere mod syd, således ned til hhv. Baja California, Mexico og omkring Tokyo. I Nordamerika er arten meget sjælden øst for Rocky Mountains med kun meget få fund i de allerøstligste stater (f.eks. 3/3-2005 Newfoundland og 10/1-2009 New Hampshire).

Især i USA fra Washington til Californien er hybrider mellem GWG og Western Gull almindelige. GWG hybridiserer desuden hyppigt med både Gråmåge og Amerikansk Sølvmåge i det nordlige Canada og i Alaska, mens arten i Asien sjældent hybridiserer med Skifermåge (Gulls, Olsen & Larsson, 2004).

Det aktuelle fund er, såfremt det bliver godkendt af SU, det første af GWG i Skandinavien og dermed selvsagt også ny art for Danmark. Det bliver dermed art nr. 460 (evt. nr. 461, hvis den Sibiriske Fløjlsand (Melanitta fusca deglandi) fra Blåvand godkendes), der er truffet i Danmark. Der er blot fire tidligere fund i Vestpalearktis:

31/12-2008 – 10/1-2009 1 ad. uden ringe Cowpen Bewley/Saltholme Pools, Cleveland, England.

15-16/12-2007 1 3K, som blev fanget og ringmærket, Gloucester Landfill Site, Gloucestershire, England. Samme fugl sås senere som 4K 2-5/3-2008 Tywi Estuary, Carmarthenshire, Wales samt 18/4-2008 Beddington, London, Surrey, England.

31/1-1995 1 ad. Essaouira, Marokko.

7-10/2-1992 1 subad. (formodet 4K) La Restinga Harbour, South El Hierro, de Kanariske Øer, Spanien.

Derudover er der et kuriøst gammelt fund fra Zürich, Schweiz i november 1969. En fugl ringmærket i juli 1969 på Vancouver Island, British Columbia, Canada blev fundet død. Fundet blev ikke anerkendt som spontant, da det blev vurderet, at den sandsynligvis var droppet i Schweiz efter at have hængt fast i undersiden på et fly!


Bestemmelse af fuglen på Århus Havn

GWG er på trods af, at få fuglekiggere herhjemme inden det aktuelle fund havde et større kendskab til arten, en relativ letbestemmelig måge - i hvert fald som subadult og adult. Det største problem i forbindelse med bestemmelsen af disse er at udelukke et eventuelt genetisk input fra andre af de store mågearter, som arten er kendt for at kunne hybridisere med. Her er det især vigtigt at hæfte sig ved håndsvingfjerenes tegning og farve, rygfarven samt farven på iris.

Fuglen på Århus Havn synes at falde inden for, hvad der normalt vil blive betegnet som en ren GWG:

Farven på oversiden af fuglen fra Århus var nærmest identisk med de omkringstående argentatus-Sølvmåger, hvilket passer fint for GWG, idet Gulls (Olsen & Larsson, 2004) nævner, at oversiden på GWG varierer fra farven på Amerikansk Sølvmåge til farven på Stormmåge, hvor fugle fra Asien generelt har den mørkeste overside og hånd. Hybrider med Skifermåge og Western Gull vil oftest have en mørkere overside, mens hybrider med Gråmåge oftest vil have en lysere overside.

På fuglen fra Århus var alle håndsvingfjerene ved basis lysegrå af cirka samme nuance som resten af oversiden, mens der var nogle ikke særlig distinkt afsatte mørkere tegninger på især yderfanerne af de yderste håndsvingfjer (p5-p10). Hvor mørke disse tegninger er på fuglen fra Århus gengives forskelligt på billederne af fuglen. På KO´s billeder, som er underbelyste, kommer tegningerne i hånden til at virke meget mørkegrå, hvilket ikke stemmer overens med min opfattelse af, hvordan fuglen rent faktisk så ud. På den anden side er KAa´s billeder en smule overbelyste, hvorved håndens mørke tegninger nok bliver fremstillet en anelse lysere, end de var i virkeligheden. Undertegnedes billeder og KO´s video, vil jeg mene, gengiver bedst, hvordan fuglen tog sig ud live. Her ses, at hånden er en anelse mørkere end resten af vingen, men ikke sort og heller ikke så mørkegrå, at det er i nærheden af at nærme sig sort.

Havde fuglen haft gener fra Western Gull, Skifermåge eller Amerikansk Sølvmåge, ville det være forventeligt, at tegningerne i hånden var mørkere eller endog sorte. Hybrider mellem GWG og Gråmåge har oftest lysere rygfarve og lysere håndsvingfjer end rene GWG´er.
I forbindelse med diskussionen vedrørende hybridproblematikken er det vigtigt at understrege, at det fra andre hybridtilfælde (eksempelvis i blandingspopulationer af Kaspisk Måge og Sølvmåge) med ringmærkede fugle er veldokumenteret, at afkom fra hybridpar kan matche enten den ene eller den anden art fuldstændigt, selv om det langt oftest vil ligne en mellemting. Selv for tilsyneladende artstypiske eksemplarer af de store mågearter, der er kendt for i deres normale udbredelsesområde at danne blandingspar, er det uden DNA-analyse derfor nærmest umuligt at udelukke et eventuelt genetisk indslag fra andre mågearter. Men idet mågen fra Århus er typisk på alle karakterer, er det eneste fornuftige at betragte forekomsten som værende en ren GWG.

På billederne ses desuden, at de seks yderste håndsvingfjer alle er forsynet med en lille hvid apikalplet.
På p10, som er den yderste håndsvingfjer, var der på yderfanen en mørk tegning, som strakte sig fra basis til det hvide vindue, der var adskilt fra den hvide apikalplet af et tyndt gråt subterminalt bånd, der var bredest på inderfanen. Sammensmeltning af vindue og apikalplet er meget sjældent, hvis overhovedet muligt, hos artsrene GWG.
På p9 var der en mørkere tegning på yderfanen fra et par cm fra basis ud mod spidsen. Tættere på spidsen var der desuden en diffus mørkere tegning på inderfanen. Den mørke tegning var brudt af et lille hvidt vindue, der dækkede begge faner, dog brudt af det mørkere fjerskafte. Dette hvide vindue på p9 kan ifølge Gulls helt mangle på en del individer af GWG. Mellem vinduet og apikalpletten var der en mørk tegning på begge faner, dog kraftigst på yderfanen.
På p8 var der på de yderste 3/5 af yderfanen samt alleryderst på inderfanen en mørkere tegning. På inderfanen var der ca. 3/4 ude mod spidsen en hvid tegning. Denne plet udgjorde sammen med lignende pletter på inderfanerne af p7, p6 og p5 det, der populært kaldes ”string of pearls” eller på dansk - perlerækken. Denne tegning med en række hvide, næsten runde pletter på inderfanerne af p5-p8 forbindes ofte med GWG og Skifermåge.
På p7 begrænsede den mørkere tegning sig til den yderste tredjedel af yderfanen hhv. yderste femtedel af inderfanen, dvs. apikalt i forhold til den hvide perle. På p6 havde den mørke tegning kun en lidt større udbredelse på yderfanen end på inderfanen, hvor ca. 1/6 var dækket. På p5 var der på yderfanen blot en meget lille mørk plet lige inden for apikalpletten, mens der på inderfanen kun var et meget svagt mørkt subterminalt bånd mellem apikalpletten og den inderste hvide plet i perlerækken.
Alt i alt havde mågen fra Århus en helt igennem typisk tegning på de seks yderste håndsvingfjer, når der sammenlignes med billeder og tegninger i Gulls samt billeder på nettet. På de fire inderste håndsvingfjer samt på armsvingfjerene var der bredere hvide spidser.

Noget af det mest karakteristiske ved fuglen fra Århus var den meget markante tegning på bryst og hoved. Hele hovedet, issen, nakken, struben og brystet havde gråbrune tegninger, således der opstod en meget udpræget hætteeffekt. De mørke tegninger bestod primært af små mørke tværbånd, hvilket er ret unikt for GWG, dog kan det i mindre udtalt grad genfindes hos eksempelvis Kumlien´s Måge og Thayer´s Måge. De små mørke tværbånd på brystet kan ses her, her og her.

Fuglens benfarve var en anelse mere pink end hos normale Sølvmåger – lidt hen ad Gråmåge. Næbbet på fuglen fra Århus var ved direkte sammenligning med Sølvmågerne kraftigere, hvilket især skyldes, at det var højere ved basis. Til gengæld var gonysvinklen ikke voldsomt stor. Rent strukturelt kan næbbet efter min mening sammenlignes med en mellemting mellem næbbet på Svartbag og Gråmåge.
Næbtegningen var ret atypisk, idet næbbet var retarderet i forhold til resten af dragten og mere typisk for 3K end 4K GWG. Ved basis var næbbet kødfarvet grålig med tiltagende mørk farvning ud mod et sort subterminalt bånd. Næbspidsen var en kraftig gul farve ikke helt ulig det, der ofte kan ses på 3K Middelhavssølvmåge.

Øjet på fuglen var lille med mørk iris, hvilket blandt mågefreaks ofte kaldes et peberkornsøje. Øjets farve, størrelse og placering højt i hovedet passer perfekt på GWG.

Jizzet på mågen fra Århus var væsentlig anderledes end på de omkringstående Sølvmåger. På dette billede ses, at den havde en meget fyldig og plump krop, hvor især bryst, bug og gump var kraftig. Det plumpe helhedsindtryk forstærkes desuden af, at fuglen havde en kortere håndsvingfjersprojektion end Sølvmågerne. Benene har tidligere været nævnt som værende ekstremt korte, dette indtryk tror jeg dog forstærkes væsentligt på billeder, der er taget forfra af fuglen, idet gumpen hænger ned bag benene og bidrager til det kortbenede indtryk. I realiteten var fuglen dog nok kun en anelse mere kortbenet end Sølvmågerne.
Fuglen gav et meget rundhovedet indtryk, hvor bl.a. baghovedet er mere afrundet, end hvad der normalt ses hos Sølvmåge. Dette rundhovedede indtryk synes jeg ikke diskvalificerer fuglen som en GWG, snarere tværtimod – se eksempelvis her, her og her.
På stedet noterede jeg mig ikke noget vedrørende fuglens jizz i flugt, idet jeg var travlt optaget af at tage billeder, men på eksempelvis dette dogmebillede ses, at vingerne var korte med en meget bred arm samt en meget tung og fyldig krop.

Mvh Rune