Rødøjet Vireo på Mandø – en finderberetning

Rødøjet Vireo på Mandø onsdag d. 19/10 2011 – en finderberetning

Efter den måske kraftigste natteblæst på Mandø i efterårsferien, med buldrende tag og væltede potteplanter, går jeg 19/10 ud for at lede efter Hvidbrynede Løvsangere, som er blevet set flere gange. Det er flot, vekslende bygevejr over øen, stadig en strid V-vind, ingen fugle. Blæsten bider i nakken, og jeg beslutter at følge Niels Knudsens råd: tag at gå om i Sydkrattet, der finder man tit noget sjovt.

Dette er en markvej ind langs det sydlige bydige med vekslende kratbevoksning på begge sider, der er sollunt og dejligt læ. Heller ingen fugle, sidste udvej er at slå sig ned og åbne madpakken.

En rum tid går, enkelte drosler hviner hen over vejen. Pludselig gør en lille, meget lys fugl et hurtigt udfald fra en busk ca. 40 m nede ad stien. Gør det lige igen. Denne gang har jeg kikkert på, og ser i et glimt en usædvanligt lys, hvidgylden fugl med et forbløffende stort, hvidt øjenbryn. Måske endelig et bryn? Fuglen virker dog lige en anelse for rundmavet og tung til det. Jeg pakker hurtigt sammen og går ned for at se, hvad det er.

Jeg når aldrig derhen, da en fugl letter og flyver forbi mig. Nu ses igen en underlig gullig farve, en ligesom lidt rundet fugl med en ret kort hale samt det lyse, meget markante øjenbryn. Det må være den, med kurs direkte mod det sydlige ødige. Nej! Pleease sit, sit nu... Fuglen lander heldigvis i en busk ca. midt på vejen, og jeg forsøger at passere langsomt tilbage og forbi stedet for at kunne se den i medlys. En lille bevægelse spores omsider i busken, hvor små glimt og dele af fuglen ses i skyggespillet.
En lys, rund mave, noget grågrønligt, et lidt tungt hoved, ikke så lang hale, en lys øjenbrynsstribe, lidt lange vingespidser. En tyk, sær Løvsanger? Fuglen strækker endelig ud på en kvist med hovedet bedre belyst, og nu ses et besynderligt kraftigt næb, hvor overdelen er fyldigt rundet, mens undernæbbet er mærkelig langt, lige og Gulbugeagtigt. Hovedstriberne er lidt diffust belyste og kan stadig bortforklares, men kalotten har en ejendommelig, helt anden grå farvetone end noget andet i dragten. Det hvide øjenbryn skrår fyldigt op bag øjet – en Sivsanger med grønlig ryg? Med det næb? Så ses en lille skarp, mørk linje mellem det lyse bryn og det grå, forundringen stiger, Tamarisksanger, Nordsanger, hvad i alverden, hvem har en gråmørk isse på den måde? Tjekker for vingebånd, ingen. Benene synes sortgrå og sidder sært små og lav-stammet kraftige under fuglen.

Kom så, tag dig nu sammen, et eller andet må det da være.

Fuglen flytter over i sidebusken med meget bedre lys, og nu ses helt tydeligt nogle næsten Skovsangerklare farver, en sartlysende sølvhvid bug og mosgrøn ryg.
De klare, sorthvide hovedtegninger lyser i solen, og på dette tidspunkt ville de fleste fuglekiggere nok have regnet sagen ud, men jeg bliver ved, ikke flere snydepelse. En muteret gigant Rødtoppet Fuglekonge, en Tennesseesanger, en amerikansk fugl på en hyggelig græsvej, nej.

Lige pludseligt sidder fuglen helt frit fremme på en lodret, vissen stængel. Sidder fuldstændigt i ro, med en tornskades lille rundmavede, lysende og tyste pondus.

Lige i det sekund ved jeg, at jeg står 4m fra en fugl, jeg aldrig nogensinde har set før. Den sidder jo stille! Alle andre fouragerende småsangere ville konstant piste livfuldt rundt i løvet, forundringen stiger til ren forfærdelse, det stikker isnende ned ad ryggen, og jeg står rædselsfuldt alene med den!

Nu gælder kun én ting, for enhver pris at få nogle billeder, inden den flyver bort. Jeg bøjer mig forsigtigt ned for at liste kameraet ud af rygsækken, skæver ud af øjenkrogen, den sidder der endnu. Så er den væk.
Da fuglens adfærd har været en vekslen mellem insektudfald og stillesidden, og den på én eller anden måde virker lidt mageligt anlagt, beslutter jeg at blive stående samme sted og vente, får endelig et par skud af fuglen, som i begyndelsen er lydsky og hopper ind i busken ved hvert klik, ud igen, klik, vips ind, jeg begynder at svede, og fuglen forsvinder i længere tid.
Sætter mig for at vente og prøve igen.

I mellemtiden har Kristian Laustsen og Troels Leuenhagen Petersen, som tilbragte efterårsferien på Mandø i jagten på sjældne fugle, ved et rent tilfælde lagt cyklerne oppe på digevejen og opdaget mig. De undrer sig over, hvorfor jeg står stivnet og stirrer sådan.

Kristian sniger sig forsigtigt krumbøjet uden at knække en kvist lidt ind på vejen og får lige et glimt af fuglen i få sekunder. Og de to har til gengæld forberedt sig hjemmefra på fremmede gæster. Nu går hans tid i stå. Han vender sig vildt hviskende om til Troels, som er ved at finde kameraet frem længere bagved – Troels, du skal komme nu, det her ligner en Rødøjet Vireo! Det her er noget stort!

Derpå hører jeg Kristians forløsende stemme lige bag stolen – det er en amerikaner, en Vireo! Lettelsen over de to rutinerede medobseres helt tilfældige og yderst belejligede tilsynekomst er usigelig.

De viser planchen frem fra bogen. Alt falder på plads – det er den! Vi zoomer ind på et foto af fuglen, hovedtegningerne med det karakteristiske dobbelte øjenbryn stemmer, der er ingen tvivl.


Jeg ringer til Niels Knudsen – Ja? Du ved, sydkrattet der, vi sidder tre og ryster og mener, her er en Rødøjet Vireo – Hvad? Det er da løøgn! – Skynd dig og kom, tag kikkert med og hjælp med at finde den !
Samtidigt ringer Troels til Henrik Brandt og Per Poulsen, som havobser i Vejers.
Fuglen har dog ikke været synlig et stykke tid nu, vi skæver til hinanden, der er to timer til højvande. Fotos tjekkes en sidste gang på displayet.
Derpå melder Troels fuglen ud:

"ons 13:25- rødøjet vireo rst. sydende af bydiget Mandø. Foto. EFH* TLP Kla (ring IKKE!)".

Niels kommer hurtigt til, og efter nogen tids tålmodig venten genfinder han og Troels heldigvis fuglen længere nede ad stien og får den set godt.
Nå, er det ikke på tide at fejre den? Kristian fisker med et lysende smil 4 dåseøl op af rygsækken, vi sidder sammen i den gyldne stund, tiden er gået i stå, kigger på den tomme busk, på det underlige DOFcall, Rødøjet Vireo, frygter, folk måske kører forgæves, forsøger at begribe det uvirkelige.

Glæden er stor, da de første vildt teleskopspringende ankommer, Jakob Engelhard og Henrik Højholm, derefter kortegen fra Vejers, og fuglen stadig ses.
I dagens sidste, betænkeligt grå og regnsnuskede lys når 25 – 30 twitchere lige nøjagtigt at få set fuglen inden højvande kl 15.50.
Den næste og de efterfølgende 9 dage får endnu flere tilrejsende glæde af Vireoen, som elskværdigt og publikumsvenligt fouragerer i samme krat, dog efterhånden med lange fravær, indtil den meldes negativ d. 28/10.

I ugens løb kunne man på Mandø endvidere fornøje sig med en tillidsfuldt fouragerende Dværgværling, fundet af Klaus K. Nielsen, Storpiberen ved nordlige klæggrav, Hvidbrynede Løvsangere, Rødtoppet Fuglekonge, Odinshane samt Jagtfalk og Sølvhejre søndag, eller skynde sig til Blåvand for at se den Brune Løvsanger, udmeldt fra 22.10.

Det er hermed anden gang, et førstegangsfund for Skandinavien af en amerikansk småfugl forårsager hastig folkevandring til Mandø, idet Stribet Sanger blev fundet i et vestligt fyrrekrat 15. - 16. Oktober 2006 af Tim H. Hansen.


Sidste del af denne beretning er skrevet sammen med TLP og KLa, der er medobservatører og har afgørende betydning for en hurtig bestemmelse og udmelding af den Rødøjede Vireo.

Mvh.

Eva F. Henriksen, Troels L. Petersen og Kristian Laustsen.