Steen Jean Christensen (opdateret version)

Nedenfor bringes en udvidet og opdateret nekrolog over Steen Jean Christensen, der oprindeligt var tiltænkt publicering i DOFT. Det var desværre ikke muligt i dens nuværende lange form, hvorfor den bringes her. Klaus Malling Olsen og Uffe Gjøl Sørensen


Steen Jean Christensen

17. august 1943 - 7. november 2008

Alle tiders største danske feltornitolog, Steen Jean Christensen, er død i en alder af 65 år. Når man ser en skrigeørn eller en svært bestemmelig kærhøg må tankerne uvægerligt gå tilbage til hvor det hele startede.

Steen voksede op i beskedne kår på Amager, gik tidligt ud af skolen og blev uddannet murer. Det var så fjernt som tænkes kan fra en videnskabelig karriere. Men den tidligt erhvervede fugleinteresse kunne frit folde sig ud på nærliggende lokaliteter som Sydhavnen og ikke mindst Kongelunden. Mødet her med et voldsomt ekspanderende feltornitologisk miljø i og omkring København blev afgørende.

1950erne var en brydningstid for DOF - i de år en overvejende elitær, akademisk forening. Mens et feltornitologisk udvalg begyndte at lave ungdomslejre m.v., definerede en anden gruppe medlemmer sig som feltornitologer og dannede deres egen parallelle organisation, Dansk Fugleforskning, der fungerede i godt et årti frem til starten af 60erne (hvor de ledende kræfter indgik konstruktivt i den gradvise transformering af DOF). Med tidens officielle, skrevne ornitologi domineret af museumsverdenens styrker og ikke mindst begrænsninger var der rigeligt plads til at erhverve ny viden om Danmarks fugleliv ved at følge årets gang med kikkert og notesbog. Et væsentligt omdrejningspunkt for Dansk Fugleforskning var erkendelse af, at man faktisk kunne se fugletrækket direkte, hvis man ellers stillede sig de rigtige steder i landskabet. De ledende i Dansk Fugleforskning var veluddannede og -etablerede i god borgerlig forstand. Efterkrigstiden havde gjort det muligt at rejse, og de havde enten privat eller i forbindelse med arbejde været i felten udenlands – nogle sågar i Mellemøsten og Afrika. De var dygtige efter tidens standard og de var gode rollemodeller, der havde øje for, at der var et stort potentiale for feltornitologien i at stimulere unge til selv at gå i gang. Næppe havde de dog kunnet ane, at velstandseksplosionen i 1960’erne gav rum til en ungdomskultur, der medførte en markant foryngelse af den aktive skare af feltornitologer, som med få midler og umættelig livsappetit hurtigt nåede stort set hver en afkrog af verden – og med alt andet end bedsteborgerlige manerer. I de tidlige år omkring 1960 var det endnu kun løse grupperinger af nogle få håndfulde unge og dygtige feltornitologer i f.eks. Kongelunden og Utterslev Mose. Indbydes konkurrence skærpede dygtigheden og det fælles engagement brændte sig fast og blev livslangt for en stor andel af de dengang aktive. Gruppen omkring Kongelunden var særligt fokuseret på fuglebestemmelsen og folk herfra kom til at præge arbejdet i DOFs Sjældenhedsudvalg – helt fra starten og i de første årtier.

Den lille og splejsede Steen gjorde i starten ikke meget væsen af sig. Men hurtigt begyndte et uomtvisteligt talent for at bestemme fugle at vise sig. Europas Fugle udkommer på dansk i 1960, men Steen har allerede fået fat i den svenske udgave (der kom i 1954). Steen sugede viden til sig om dragtkarakterer og er meget fokuseret på at kende fuglene præcist og den udfordring det er at kunne beskrive dem. Han opfordrer nye på scenen om at lære sig at beskrive en fugl – prøv f.eks. at beskrive en gulspurv. I disse år opstår traditionen for unge aktive, københavnske feltbisser med at tage til Falsterbo hver weekend igennem efteråret - af sted efter skoletidsafslutningen lørdag middag for at slå teltet op og være klar til morgentrækket og hjem igen i løbet af søndag eftermiddag for at kunne komme i skole igen mandag. På cykel vel og mærke! Men hele tiden i udfordrende, kreativ fælles indlæring på den fremragende trækfuglelokalitet, hvor ikke mindst rovfuglene er omdrejningspunktet.

Steens første bidrag på skrift kommer som 16-årig. I påsken 1959 er de fire Kongelunds rødder, der ligger i telt og registrerer forårstræk ved Nakkehoved. Steen rapporterer til Dansk Fugleforskning og observationerne indgår i analysen af forårets træk på en række danske lokaliteter. Men allerede året efter kommer et veritabelt gennembrud: Steen finder ynglende Sjagger i Jægersborg Dyrehave – det første danske ynglefund. Han ringer straks til grosserer C.A. Blume, en af de centrale i Dansk Fugleforskning. De følger i fællesskab yngelfundet igennem sæsonen. Da Blume alene forfatter en detaljeret redegørelse i DOFT (i 1961) startes med sætningen ’Den 19/6 ringede den unge, dygtige feltornitolog Steen Christensen til mig fra Nordsjælland, at han samme morgen havde fundet en rede af Sjagger’ og tre sider længere fremme er sidste sætning ’Steen Christensen har æren af at have ført bevis for dens første yngleforekomst her i landet’. For en hidtil marginaliseret, forsømt 17-årig arbejderknægt må anerkendelsen have været som at blive sendt med katapult ind i fremtiden: Det her vil jeg bruge min tid på. Og fuglene bliver helt og aldeles omdrejningspunktet.

Efter uddannelsen som murer aftjenes værnepligten ved Vordingborg Kaserne i 1964. Den sparsomme fritid bruges systematisk og i en artikel i Feltornithologen drages sammenligning med Kongelunden. Sætningen ’Optællingerne blev ikke var foretaget med offentliggørelse for øje og blev bl.a. derfor ikke gjort så videnskabelige’ afslører at ambitionerne ikke fejlede noget for den ikke bogligt uddannede, nu 21-årige feltornitolog. I samme periode medvirker Steen selv i de første artikler skrevet til DOFT – alene i 1965 kommer fire udgivelser - alle af feltornitologisk tilsnit om fugle ved Kongelunden: To mindre meddelelser (sammen med Erik Kramshøj) om mindre almindelige fugle på Sydvestamager 1960-63, en om et ynglefund af Nøddekrige (6 forfattere) og endelig er han ene forfatter på en detaljeret artikel om det stadig enestående fund af Tamarisksanger i 1963.

For den ubemidlede soldat åbnede militærtjenesten belejligt op for muligheden for at komme ud i verden. Det besluttes at sende danske FN-soldater til det kriseramte Cypern. Fra november 1964 til maj 1965 er Steen på Cypern. Næsten hele tiden i en militærlejr ved Nicosia midt på øen, men her spilles tiden ikke: Et grønt område med en græsplæne og en fyrrelund optælles tre gange om dagen. Optegnelserne sammen med indtryk fra enkelte andre lokaliteter på øen bliver til en artikel i DOFT (i 1967). I regi af Dansk Fugleforskning havde der nogle år før været en artikel med bud på bestemmelse af ørne bl.a. ud fra flugtsilhuetter. Steen havde nu høstet sine egne erfaringer og arts-listen i Cypern-artiklen er spækket med originale oplysninger om feltkendetegn. Første og fremmest om rovfuglene, men han ser også to Tyndnæbbede Spover - nu formodentlig uddød - og giver en fin beskrivelse bl.a. stemme.

Da Steen vender hjem er det som en gift mand. Ikke alene en overraskelse for fuglevennerne, men en landsbegivenhed på forsiden af formiddagsbladene: En udsendt soldat vender tilbage med en hustru!

Årene herefter bliver uhyre produktive. I 1968 kommer DOFT-artiklen (sammen med Bent Pors Nielsen, N.H. Christensen og L.H. Sørensen) om feltbestemmelse af Aquila-ørnene. To år efter følger artiklen om de mindre ørne og vågerne (nu kun med Bent Pors Nielsen som medforfatter). For første gang gives der et kvalificeret bud på bestemmelsen af de vanskelige arter – ud fra størrelse, proportioner men frem for alt ud fra beskrivelse af den ofte aldersbetingede dragtvariation. Trods skrevet på dansk (men med undertekster til illustrationerne og fyldige resumeer på engelsk) vækker artiklerne stor opmærksomhed udenfor landets grænser. Steen og Bent får forbindelse til to engelske ornitologer, der i 1968 gennemførte den første dækning af Bosphorus-trækket (Richard Porter og Ian Willis). I samarbejde bliver alle Europas arter af rovfugle beskrevet i 8 artikler, der publiceres i årene 1971-73 i British Birds – i årtier Europas absolut førende feltornitologiske tidsskrift. Artiklerne sætter en helt ny standard for den moderne feltornitologi med deres blanding af detaljemættede beskrivelser (hvor flugtmåder og jizz aldrig blev glemt), nøjagtige illustrationer og ikke mindst mængder af fotos. Da artiklerne kommer i bogform året efter er den første feltornitologiske klassiker er skabt: Flight Identification of Europen Raptors. En forløber for alle senere bestemmelsesværker, hvor præcise detaljer om dragter m.v. og feltornitologi forbilledligt går hånd i hånd. Bogen bliver udgivet på 8 sprog.

I samme periode skriver Steen en række artikler i Feltornithologen om bestemmelsen af vanskelige arter, f.eks. pibere, ungfugle af store måger mv. Hver gang originale værker baseret på egne felterfaringer – og årtier før andre meldte sig på banen om de samme emner. Fra tid til anden kom også Mindre Meddelelser i DOFT om sete sjældne fugle i Danmark: Kejserørn, Hvidøjet And, Sorthovedet Måge m.v. og om Rødtoppet Fuglekonge i sønderjyske plantager. I 1974 beskrives fjerdragten af den cypriotiske race af Nonnestenpikker minutiøst i Ornis Scandinavica. Det var førend alt blev splittet i arter, men Steens forarbejde baner vejen for arten vi i dag kender som Cypern Stenpikker.

Med trods den stærkt stigende position rent fagligt – eller måske derfor - får Steen nogle stærkt omskiftelige år. Han bliver skilt. Familielivet i et havehus nord for Kongelunden afløses af en rodløs tilværelse indtil han får en lejlighed i Møllegade på det københavnske Nørrebro. Som den anden ornitolog flytter han ind i det hus, der i årene efter udvikler sig til en veritabel lejekaserne for fuglefolk. FN-soldaten og familiefaderen transformeres i tidens strømninger til langt hår, vildtvoksende skæg og farvede gevandter med mikromakro mad og rårygning. Steen kom aldrig til at arbejde som murer. I stedet hutler han sig igennem, er en sæson observatør på Tipperne som langtidsledig m.v. Han ender med at få tilkendt invalide rente. Penge havde han aldrig haft, så for den nådeløst radikale feltbisse må det have været som en kunstner, der får livsvarig kunststøtte.

Flight Identification of European Raptors placerede Steen centralt i den europæiske feltbestemmelseselite. Den asketiske næsten sygeligt magre mand med de lynende mørke øjne blev en guru for feltbisserne – herhjemme især for de der med Dylan og Skaløe i ørene rejste ud for at se verden, men også blandt ligesindede i den voksende elite af europæiske feltornitologer, f.eks. Lars Svensson, Killian Mullarney og P.J.Grant. Fotos fra et internationalt bestemmelsesmøde i 1982 i Falsterbo viser en passioneret Steen sammen med respektfuldt lyttende Grant og Lars Jonsson. Steen blev beundret i den feltornitologiske superliga for sin kompromisløse indstilling til og næsten autistiske fortolkning af feltornitologien.

Steen var i en årrække et særdeles aktivt medlem af Sjældenhedsudvalget. Under møderne kunne Steen redegøre med stor sikkerhed om racer, som siden har fået artsstatus og som andre i udvalget dårligt havde hørt om. Skindsamlingen på Zoologisk Museum blev studeret, fotos fremskaffet og nye detaljer diskuteret – ofte efter kontakt til netværket internationalt.

Steen kommer trods dårlig økonomi af sted på en række rejser - fortrinsvist til Mellemøsten: Libanon (1968), Israel (midt 1970’erne), Nord Yemen (1982, 1985), Egypten (1983) og Nepal (1984). Og publikationer følger regelmæssigt: Rovfugletræk i Libanon (Ornis Scandinavica; med Bent Pors Nielsen). I 1971 er han medforfatter (med P.Stewart) på den første check-liste om fuglene på Cypern. I 1970erne opdages Israel som et ornitologisk eldorado og især tænder mange på det fantastiske rovfugletræk om foråret ved Eilat. Skiftende danske ornitologer rejser til Eilat i kortere eller længere perioder og i både 1976 og 77 bliver næsten hele sæsonen dækket. Med Steen som primusmoter bliver hele det banebrydende materiale publiceret i 1981 (i Sandgrouse; sammen med O.Lou, M.Müller og H.Wohlmuth) og vækker genlyd overalt. Især 1977 sæsonen er vellykket med over 750.000 rovfugle registreret. Da israelske ornitologer i 2000 udgiver en status-bog om deres første 30 års udforskning af rovfugletrækket nævnes Steen som ud af et dusin folk, der har haft afgørende betydning. Den anden tur til Nord-Yemen er en ekspedition arrangeret af Ornithological Society of the Middle East. Resultaterne publiceres i et særnummer af Sandgrouse.

I 1985 levere han en komprimeret bestemmelses artikel med egne stregtegninger om Aquila-ørnene til Carol og Tim Inskipps bog ’A Guide to the Birds of Nepal’. Her kommer Rovørnen for første gang med i behandlingen. I 1989 (sammen med U.G.Sørensen) kommer en beskrivelse af trækstategierne for Lille Skrigeørn og Steppeørn (i beretningen for den III Verdenskongres om Rovfugle og Ugler)

I 1988 kommer Steens næste store internationale bidrag til ornitologien. Nu som eneste dansker sammen med tre englændere (P.A.D.Hollom, R.F.Porter og I.Willis) udgives bogen ’Birds of the Middle East and North Africa’. Bogen er noget så usædvanligt som et supplement til Europas Fugle. Dvs. alle arters forekomst i området bliver grundigt beskrevet men bestemmelsesafsnittene og plancherne er fortrinsvist helliget arter, der ikke allerede er velbeskrevet i Europas Fugle. Plancherne af Ian Willis er af noget svingende kvalitet. Steen fik tilsendt dias-kopier af hvad der vistnok var tænkt som de færdige plancher. Det var Steen ikke enig i – og hans videre arbejde var grusomt grundigt: De rejsende fuglekiggere i bekendtskabskredsen blev bedt om at møde om med lysbilleder af relevante arter. Med to lysbilledapparater i spil blev plancherne smækket op på et lærred, mens billede efter billede rullede over et andet. Diskussionen var fri og Steen tog omhyggelige noter og sendte en minutiøse og vanligt kompromisløs kritik tilbage af plancherne. Det var ved at koste samarbejdet. Noget blev rettet, men den salomoniske løsning blev at plancherne for Aquila-ørne helt udgik og i stedet leverede Steen fremragende sort-hvide plancher af disse hans smertensbørn. På samme vis lavede Steen fine vignetter med arter, hvor han kunne bidrage med nyerkendte feltornitologiske viden, som ikke fremgik af plancherne. Teksten er uovertruffen original.

I slutningen af 1980’erne flytter Steen med familie til Skagen og han bliver en markant del af Skagen-miljøet. Efter nogle år flyttes til Møn, hvor venskabet med Per Schiermacker-Hansen blev uddybet. I 1996 udgiver de – sammen med R.Porter – endnu en bog om Mellemøstens fugle. Denne gang udelades Nordafrika men til gengæld behandles alle arter i regionen på samme vis: Field Guide to the Birds of the Middle East. Det er en moderne velskrevet bog, der for et par år siden er blevet oversat til arabisk. Hele regionen har dermed fået deres helt egen feltbog på deres eget sprog. Man får håbe, at bogen får ligeså stor betydning som Europas Fugle havde det herhjemme!

På Møn fik Steen for alvor øjnene op for en ny udfording: De ’nye’ store måger - Kaspisk Måge og Middelhavsmåge og måske/måske ikke den der Heuglini fra det høje nord. Sammen med Per blev endnu et banebrydende projekt påbegyndt om de subtile dragtforskelle til andre store måger. Steen og Per var – igen – langt forud for deres tid. Desværre når resultaterne ikke trykken førend de blev overhalet af de mere målrettede svenskere. Under årene på Møn får Steen diagnosticeret cancer og han overlever med nød og næppe. Med familien flyttes tilbage til Skagen, hvor Steen lever sine sidste år. Afslutningen bliver desværre barsk som følge af knoglekræft.

Steen levede i tre længerevarende forhold og blev far til 4 børn. Den flittige, produktive mand levede et liv i fattigdom, og havde få af de muligheder, som i dag er mange forundt. Op gennem årene blev det sværere og sværere at klare sig som ærkehippien. Han har været banebrydende som få – men altid fra en diskret placering udenfor det egentlig centrum, hvor tingene skete. Den forsømte barndom og manglende uddannelse satte sine markante begrænsninger livet igennem. Så meget desto mere er det samlede, skrevne livsværk dybt imponerede.

En nekrolog må nødvendigvis give et reelt billede af den mindede person. Den helt igennem autodidakte Steen vil stå som den mest kompromisløse af samtlige feltornitologiens store. I felten var han grundig; ingen fugl blev udråbt førend den var kigget grundigt an. Men nogle fugle ses kun kortvarigt og alle kan tage fejl; det var ikke nemt for Steen at erkende dette, de få gange, hvor det var den rimelige forklaring.

Steen var ikke en person, der var specielt let at komme i kontakt med. Som regel var han ’nysgerrigt reserveret’ f.eks. når andre præsenterede nye ideer til feltbestemmelser – hvilket kunne ske i større forsamlinger eller på tomandshånd. At samarbejde med Steen var særdeles inspirerende og lærerigt, og mange lange eftermiddage blev i 1980erne tilbragt i ydmyge omgivelser med stærk kaffe og ufattelige mængder billeder og noter. Men i sine sorte øjeblikke kunne han være afvisende og spydig. Diplomati og kompromiser lå ikke til Steen. Han stillede meget store krav til andre feltornitologer, der helst skulle møde lige så vel forberedt og engageret som ham selv. Steen ville sikre sig, at hvert eneste udsagn blev checket førend det fandt vej til trykken. At ingen med rette kunne kalde sig hans ligemand, var han særdeles opmærksom på. Den bryske, afmålte fremfærd var givetvis med til at isolere Steen, der især i sine senere år nærmest blev opfattet som en forhutlet særling.

Den faglige viden fejlede intet, og var usvækket til det sidste. Det sidste tiår, hvor han mest gjorde sine observationer alene, bør i mindet afløses af taknemmelighed over den enorme, banebrydende indsats Steen præsterede. En skrigeørn bliver aldrig den samme igen!

Uffe Gjøl Sørensen og Klaus Malling Olsen

Der skal rettes en varm tak Tim Andersen, David Boertmann, Per Schiermacker-Hansen, Pelle Andersen Harild, Erik Kramshøj, Hans Meilstrup, Bent Bøggild Pedersen og Per Schlütter for gode information om Steens tidlige år.