Buskrørsanger: Første danske ynglefund

Et par Buskrørsangere har i sommeren 2012 ynglet med held ved Vestvolden (den gamle Københavns Befæstning) på strækningen mellem Holbækmotorvejen og Køge Bugt banen, beliggende i Hvidovre Kommune. Ungerne er netop fløjet af reden.

Mange vil have stiftet bekendtskab med hannen i parret, idet det er samme fugl som sang og underholdt mange besøgende ved Vestvolden fra 15. juni og ca. 10 dage frem. De fleste regnede med at den så var væk, men Rene Rantzau og undertegnede kunne konstatere, at den var der endnu, men bare var holdt ret pludseligt op med at synge. Sidst i sangperioden blev den flere gange set med strå (redemateriale!) i næbbet. Dette blev i starten vist nærmest fortolket som at fuglen skulle have afløb for sin forplantningstrang ved at simulere redebygning. Det pludselige sangstop og iagttagelserne med redemateriale sammenholdt med fuglens særdeles aggressive adfærd over for en syngende Kærsanger på førstedagen, som effektivt blev drevet ud af området, vakte dog et spirende håb om at et yngleforsøg kunne være på vej. Fortsat manglede der dog at blive konstateret en vigtig ingrediens, nemlig en mage, og helst af samme art. Sidst i juni så RR imidlertid Buskrørsangeren flyve efter en anden acrocephalus-sanger, men på en fredelig måde, og den anden sanger lignede også en Buskrørsanger! Senere så jeg selv med sikkerhed to Buskrørsangere sidde sammen i samme busk på meget tæt hold. Inden det skete havde vi (RR og TA) dog allerede besluttet at mørklægge affæren indtil videre, så fuglene kunne få ro til at gennemføre et eventuelt yngleforsøg. Herefter besøgte vi stedet dagligt for at overvåge hvad der skete.

Så gik der omkring to uger, hvor der var meget stille omkring Buskrørsangerne, men vi registrerede dem dog næsten dagligt. Fuglene var meget diskrete i denne periode, både med hensyn til at lade sig se og til at give lyd fra sig. Man kunne vente op til en time eller halvanden, før man hørte dæmpede kald lavt nede i gyldenris-bevoksningen og kunne se på planternes bevægelser, hvordan fuglen langsomt bevægede sig fremad. Fuglene selv så man kun glimtvis i denne periode. Denne adfærd gav grund til fortsat optimisme, idet det passede smukt med at rugning kunne være i gang.

Omkring 13. juli kunne der mærkes en stigning i aktiviteten. Begge fugle blev konstateret ude den dag og hannen sang 3-4 gange meget kortvarigt. Flere gange var der trafik frem og tilbage over stien, men det gik så stærkt og fuglene dykkede så hurtigt ned i bevoksningen, at det ikke var muligt at se, om de medbragte føde. Den øgede trafik tydede dog på, at der var unger, som skulle have mad. Først d. 16. juli fik vi set, at der blev transporteret føde, og dermed et sikkert bevis for at der er unger! Fortsat foregik det hele dog meget diskret.

Omkring d. 22. juli blev begge fugle en smule mere synlige og sås flere gange sidde på tæt hold med føde i næbbet. De var nu mere villige til at lade sig se og høre, det tydede på en ny milepæl i forløbet, og den 24. juli lykkedes det RR at se en af de gamle fugle aflevere føde til en udfløjen unge, som stak hovedet op fra gyldenrisene og fik maden proppet ned i gabet. Den 25. juli om morgenen brugte begge fuglene for første gang i lang tid det lidt udtrukne, skurrende advarselskald, som jeg synes lyder en smule anderledes end Rør- og Kærsangers tilsvarende kald (grovere, kortere og mere pludseligt, tror jeg det kan beskrives). Hidtil var det overvejende det smækkende sylvia-agtige kald, der blev hørt. Der blev fortsat fodret, og senere på formiddagen så RR en unge følge efter en af de voksne og tigge mad.



Hvor mange unger der er, vides ikke og bliver måske heller ikke fastslået helt præcist. Der blev ikke gjort noget forsøg på at finde reden. Vi vidste nogenlunde hvor den var ved at iagttage hvor fuglene slog ned, når de kom med føde, men der ville være en risiko for prædering, hvis der blev trampet en selv nok så beskeden sti ind til reden. Selv har jeg ikke fået set ungerne endnu, men der skulle være en chance de nærmeste dage. I starten spøgte vi med, at det kunne være kønt, hvis der kom en Gøge-unge ud af det, men heldigvis er der ingen Gøge lige i den nærmeste omegn. Det har også været oppe at vende, hvorledes en Kærsanger, som et par gange i yngleperioden er set i territoriet, spiller ind, hvis den overhovedet gør. Den ene gang var det en tavs Kærsanger, som tilsyneladende blev tolereret, og måske var det hunnen fra den fordrevne Kærsanger-han, som var blevet tilbage. Den anden gang var det en subsyngende Kærsanger-han, som omgående blev smidt ud af Buskrørsangeren, måske var det den oprindelige Kærsanger-han, som forsøgte at gøre come-back. Det er kendt, at en Buskrørsanger-han kan have op til tre hunner med rede, ligesom det ikke er ualmindeligt, at den hybridiserer med Kærsanger. Der er dog som nævnt kun et par enkelte iagttagelser af Kærsanger, efter at Buskrørsangeren gjorde sit indtog, og der er ikke på noget tidspunkt set en Kærsanger deltage i fodring. Når der nu er to Buskrørsangere, som begge fodrer, og hele tidsforløbet med antal rugedage og redeungedage passer med ankomsten af Buskrørsanger-hunnen, må man formode, at det er deres egne unger de fodrer. Måske kan der blive taget nogle fotos de nærmeste dage til at kaste lys over dette.

Ynglefundet var i øvrigt tæt på at blive spoleret, idet en mand med en kratrydder i starten af sangperioden åbenbart havde til opgave at fjerne al gyldenris i og omkring fårefolden, idet det er en indført og uønsket plante. Gyldenris er den dominerende plante i Buskrørsanger-lysningen, så det kunne være gået gruelig galt. Manden blev dog stoppet og fik forklaret situationen, og han var heldigvis helt indforstået med at skåne ynglestedet og dets nærmeste omgivelser.

Rene og undertegnede håber, at der er forståelse for beslutningen om at mørklægge sagen. Det skete selvfølgelig først og fremmest for give fuglene den fornødne fred, men også i høj grad fordi stort set alle, der havde lyst, havde haft mulighed for at opleve den syngende Buskrørsanger. Og det er vel nok sangen, der er hovedattraktionen ved en Buskrørsanger. Der var ikke så meget at se i rugeperioden. Nu skulle det igen være muligt for dem, der stadig måtte være interesseret, at komme til at se fuglene, idet de nok vil fortsætte med at fodre ungerne nogle dage endnu. Det skal bemærkes, at de seneste dage har en eller to unge Kærsangere (voksne og selvstændige) rumsteret rundt på pladsen, måske ungerne fra et par Kærsangere, der har ynglet 75-100 meter fra Buskrørsangerne. Hvor mange der vil komme for at se den lille sanger-familie er et åbent spørgsmål, men selv om man ikke kan ødelægge så meget nu, vil alle forhåbentlig opføre sig pænt og holde sig på stien uden at forcere det elektriske hegn til fårefolden. Mens Buskrørsangeren sang foregik det hele eksemplarisk, dog blev der en enkelt gang rapporteret om to personer med kikkert og kamera inde i fårefolden. Ikke direkte forbudt, formentlig, men ganske unødvendigt, da man dengang som nu ser fuglene på meget tæt hold fra hegnet.