Dværgørn over Hulsig Hede – en finderberetning (og lidt til…)

De fleste mennesker vil givetvis mene, at der er masser af gode og sunde årsager til at dyrke ornitologiens fortræffeligheder. Og i teorien er der næppe heller noget mere lyksaliggørende end en behagelig fugletur i det milde danske forårsvejr. Det er afslappende. Man kan nyde naturen og man får muligheden for at koble af fra en afstressende hverdag. Men gælder det egentligt også i praksis!?

Gu' gør det ej!

I hvert fald ikke hvis man er kynisk resultatorienteret, målrettet konkurrencefikseret, iskold ædelarts-entusiast – og det er jeg!

For birdere som mig (og vi er vist flere end de fleste regner med) er maj måned i særklasse også årets mest frustrerende måned. Enhver feltbirder med respekt for sig selv ved nemlig, at der dukker flere sjældne fugle op i maj end i nogen af årets andre måneder – og det betyder at man skal være klar, aktiv og tændt, når lejligheden byder sig, så man kan finde de sjældne fugle der hvor de dukker op. Og her begynder frustrationen for alvor. For hvor dukker de sjældne fugle egentlig op henne?

Mange mennesker har nedfældet et hav af beretninger om vejrfænomener, der kan resultere i forekomster af usædvanlige arter og om lokaliteter, som kan tiltrække sjældenheder. Det nederdrægtigt frustrerende er dog, at ens forventninger til en vejrsituation eller lokalitet næsten aldrig står mål med realiteterne. Ofte fremmaner man dybe teorier om specifikke rariteters optræden, men når disse efterprøves er resultatet oftest påfaldende pauvert og ligeså ofte må man erkende, at den sjældne fugl for gud ved hvilken gang blev fundet et sted i landet, man slet ikke havde regnet med og af en birder, som bestemt slet ikke havde fortjent at finde lige netop den!

Men til gengæld sker det også en sjælden gang i mellem, at alting bare klapper totalt og at ens galmandsudtænkte lorteteorier funker 100% - og det gjorde det for mig den 28. maj 2012.

Men lad mig starte med begyndelsen…

Maj måned havde indtil den 27. maj været næsten katastrofalt dårlig for mig. På trods af et stort aktivitetsniveau var det ikke lykkedes mig at finde andet end et par Sølvhejrer og en Hvidbrystet Præstekrave (dog på Lolland, hvor den faktisk er ret sjælden). Jeg havde overvejende lagt min energi i det østdanske, men måtte konstatere, at østenvind og højtryk bare ikke er det bedste vejr for sjældne fugle i den del af landet. Vejrudsigten lovede dog vejromslag i slutningen af pinsen. Vinden ville dreje om i vest!

Vejromslag er altid giftige, men lige netop vestenvind efter lang tids østenvind og højtryk i maj er legendarisk!

Den slags vejromslag har nemlig ved adskillige tilfælde ført sjældne rovfugle-arter til Skagen. Ofte siger man i Skagen ”der kommer ørn, når vinden går i vest”

Om eftermiddagen den 27/5 satte jeg mig i Brennerpasset på Hulsig Hede, vel vidende, at vejromslaget formentlig først ville slå igennem den følgende dag. En Sort Stork trækforsøgte sent på dagen og var en kærkommen budbringer om sydlige arters indtog til landsdelen. Den 28/5 satte jeg mig på en høj bakke i sydenden af Hulsig Hede – så meget længere mod syd, at jeg ikke blot ville finde en eventuel sjælden rovfugl lang tid før horderne af rovfugleobsere på de mere kendte bakker nord for klitplantagen. Jeg ville også få god tid til at bestemme den, fotografere den og melde den ud, inden den ville være synlig for de andre. Vinden var slået om i NV og var nu så kraftig, at sandet undertiden føg gennem heden. I bund og grund var det ikke særlig rart at stå på toppen af en bakke i strid blæst og se på rovfugle, men jeg havde placeret mig nær Kattegatskysten, så rovfuglene passerede nord om mig i fint medlys - på trods af at vestenvinden prøvede at presse dem ud over Kattegat. Jeg sad dermed helt optimalt.

Kl. 12.28 ser jeg en skrue på 4 Musvåger, der hænger lavt over heden. En femte ”Musvåge” kommer til, men glider direkte gennem skruen uden at standse op og skrue rundt med sine artsfæller. Det får mig til at tjekke den ud. Umiddelbart virker den ikke så usædvanlig, men på et tidspunkt viser den noget af oversiden og jeg får set en glente-agtig tegning på overvingen, som straks får mig til at mistænke Dværgørn. En flok birdere hævdede dagen før at have set en mørk Dværgørn trække ud. Jeg tænkte, at det måske var den, som var røget retur og nu forsøgte sig igen. Jeg tror sågar jeg nåede, at mærke en følelse af smålig ærgrelse ved udsigten over at skulle konfirmere en mulig Dværgørn, som ”tilhørte” nogle andre, da fuglen pludselig begyndte at slå med vingerne. Den afslørede sig øjeblikkeligt som en Dværgørn – ikke mindst fordi den tydeligvis var af den letbestemmelige lyse fase.

Iskoldt ihukom jeg, at jeg jo nu havde masser af tid til at dokumentere fuglen og melde den ud. Fuglen ville være synlig for mig – og kun mig - i mindst 5-10 minutter – ren luksus!

Først noterede jeg mig efter bedste evne samtlige af fuglens diagnostiske kendetegn – jeg havde jo masser af tid. Hvid underside i stor kontrast til sorte svingfjer. Lyse kiler i overgang mellem hånd og armsvingfjer. Glente-agtig overside-tegning. Forholdsvis lang lige afskåret hale. Antydning af mørk hætte. Svagt hængende hånd ved glid. Musvåge-størrelse men med længere hånd og (ind i mellem) tydelige fingre. Lysebrunlig overgump. Tydelige hvide ”positionslys” på forvingen på hver side af hovedet – masser af tid...

Herefter greb jeg med en kirurgs sikre hænder fat om mit kamera, mens stemmerne i hovedet stadigvæk roligt hviskede ”masser af tid, Sebastian – rolig nu – masser af tid…”. Jeg noterede mig en ganske svag rysten på hænderne, da jeg satte kameraet for øjnene og fik fuglen i søgeren… De næste minutter er lidt mere usammenhængende i min hukommelse – for panikken ramte mig som en lægtehammer midt mellem øjnene. Jeg klikkede løs som en besat, men noterede mig desperat, at der var et eller andet ved kameraet, der gjorde, at billederne syntes at blive påfaldende mørke. Fuglen var lige ud for mig, men gik nu så lavt over heden, at den til tider forsvandt bag de højeste bakketoppe. Jeg forsøgte at genfinde min ”cool” og ringede til Rolf Christensen. ”Hvad ser du?” var det første han sagde, da han tog telefonen, hvilket jo var ret sejt sagt. ”Så er der lys Dværgørn over Hulsig Hede”, svarede jeg, hvilket sgu også var rimeligt sejt svaret! Rolf lod sig tilsyneladende forvirre af min seje repliceren (jeg havde måske genfundet min ”cool”?), hvorfor jeg måtte forsikre ham i, at jeg bestemt ikke tog pis på ham. Rolf viderebragte nyheden om fuglen på walkie-systemet og satte de øvrige jungletrommer i sving. Mens jeg talte med ham, tabte jeg fuglen bag en klitrække omkring Brennerpasset på den nordlige del af heden. Snart efter begyndte de forventede telefonopkald fra de mange birdere på bakkerne nord for klitplantagen, der ville have mere information. Jeg forsøgte at levere det ønskede, mens jeg samtidigt gennemtjekkede de fotos jeg netop havde taget, for at sikre mig, at dokumentationen var i hus. Til min gigantiske gru opdagede jeg, at jeg på trods af, at fuglen var passeret mindre end 1 kilometer fra mig – i medlys, ikke havde formået at tage et eneste foto af fuglen, hvor det med nogen rimelighed kunne siges at vise en Dværgørn. Jeg kastede mig desperat over min kalender og forsøgte at tegne en skitse af fuglen, så jeg kunne have en eller anden form for dokumentation, i fald fuglen aldrig blev set af andre. Tegningen syntes dog at have større lighed med en Afrikansk Kampørn end den Dværgørn jeg netop havde set, hvorfor jeg tænkte, at det nok var smartere at holde øje med at fuglen ikke fløj tilbage mod syd – så måtte jeg lave en bedre tegning senere. Lykkeligvis ringede Sune Jepsen straks efter og sagde ”Vi står på Flagbakken og ser den skidegodt alle sammen”. En sten faldt fra mit hjerte og det var først bagefter jeg indså, hvor pinligt det havde været, hvis nogen havde set mig står der på en klittop med knyttede hænder strakt mod himlen ivrigt råbende ”Det er så vigtigt, det der!” (ved ikke hvorfor jeg lige skulle råbe det?).

Fuglen blev i de næste to timer set over det meste af Skagen Odde, om end den kun dristede sig til yderkanten af havnen og således kun sås som en prik fra Grenen. Mig bekendt var der ingen Skagensbirdere, som ville se fuglen, som ikke også så den og fuglen blev sågar succesfuldt twitchet fra Ålborg og Hanstholm inden den igen forsvandt mod syd.

Fundet er det 13. for Danmark og det 8. i Skagen, som dermed atter engang sætter en tyk streg under sin position som ikke bare Danmarks, men hele Nordeuropas suverænt bedste lokalitet for sjældne rovfugle.