Finderberetning - Lattermåge ved Blåvands Huk

Finderberetning - Lattermåge ved Blåvands Huk, tirsdag den 26. august 2008
Vi havde lejet sommerhus en uge ved Blåvand og tirsdag klokken ca. 15 satte vi os i den store klit lige syd for militærets skurvogn ude på hukket og satte scoperne på havobs.

Klokken 15.15 fik jeg øje på en meget mørk "terne", der stod blandt Splitterner på stranden mindst 500 m væk i varmeflimmer. Den var ikke helt til at gennemskue med det samme, og jeg fik Mogens til at se i mit scop. Han synes også den så noget mystisk ud og fandt den i sit eget telescop og kunne konstatere, at "det er en måge".

Jeg tegnede hurtigt en skitse, så vi kunne fylde observationerne ned på den. Mågen var større end Splitterner og mindre end Sildemåger, der stod lige ved siden af. Benene synede meget (ekstremt) lange og næbet langt. Fuglen virkede langstrakt og derfor den første indskydelse af terne. Sorte vingespidser var tydelige mod de mørkt grå vinger (Paynes grå) - dybere grå end Sølvmåge men lysere end de sorte Sildemåger. Panden var hvid og ellers var hætten sort; men det var ikke en Hættemåge. Desværre var der ingen Hættemåger lige ved siden af til at sammenligne størrelse med.

Vi fik slået op i Fugle i Felten og var enige om at det hele passede med Lattermåge .... Det begyndte at blive meget interessant. Vi så dog frem til at se mågen flyvende, så vi endeligt kunne bekræfte, at det ikke bare var en underlig Hættemåge. Ben og næb virkede mørke. Hvid kant i vingen over sort vingespids tydelig, når mågen stod. Bug og nakke var rent hvide. Fuglen stod på sandtangen ud for militærets skurvogn lige nord for pælerækken og var ude at svømme en gang; men det bragte ikke rigtig nogle nye kendetegn. Vi talte om at "ringe til nogle" men besluttede først at rykke tættere på - den røde kugle var heldigvis næsten lige kommet ned, hvilket betød at det militære område, hvor fuglen stod, ikke længere var lukket. Mogens rykkede først, mens jeg holdt øje med mågen. Under Mogens' fremrykning fløj fuglen et lille stykke og overvingen var helt mørk med tydelig sort vingespids og hvid vingebagkant på armen. Undervingen havde også sort spids og var ellers lys hvidgrå. I første omgang fik ingen af os fra hver vores plads set, om halen var helt hvid. Fuglen virkede meget langvinget med lang hånd i flugten. Jeg kom over til Mogens, og vi var nu ca. 300 m fra mågen. Den gik lidt omkring på sine lange ben og var ude at svømme lidt mere. Klokken ca. 15.35 blev mågen skræmt op af en jogggingløber. Fuglen fløj nordpå langs stranden og forsvandt fra vores synsfelt; vi fik denne gang set, at halen var helt hvid.

Vi forsøgte at ringe på Feltstationens fastnettelefon og fik Bent Jacobsens telefonsvarer. Det var svært at bevare roen, og det mislykkedes mig åbenbart at aflytte telefonnummeret som Bent sagde, man kunne prøve at ringe på. Mogens fik i hvert fald ringet til en noget bøvet mand, der nok lyttede interesseret til beskrivelsen, men han var absolut ikke det ringeste interesseret i måger. Vi var enige om, at vi gerne ville have flere til at se mågen - for måske var der noget vi havde overset eller en art vi ikke kendte til, så jeg gik over på Feltstationen, og Mogens fulgte efter mågen nordpå for at genfinde den. Det viste sig heldigvis, at den kun var fløjet ganske kort og stod på den næste sandtange og sov blandt mange andre måger og terner.

Feltstationen var aflåst og nettene lukket sammen, men jeg tænkte at ringmærkeren måske var oppe i huset ved fyret. Men da jeg kom derop, kunne jeg godt se, at det ikke havde noget med fugle at gøre, så jeg skyndte mig tilbage mod den spændende måge og fik ringet til Mogens, der kunne fortælle, at han havde genfundet den. Vi besluttede, at jeg skulle ringe til Michael Mosebo (MMJ), der efter at have hørt min beskrivelse af en måge "der ikke lignede en måge, jeg havde set før", lovede at ringe til nogle.

Thomas (TBR) fra feltstationen kom derfor kort efter løbende hen til os. Han var heldigvis enig med os i bestemmelsen af fuglen, selvom det besværliggjorde det noget, at den nu havde bestemt sig for at ligge ned hele tiden, så man ikke kunne se de karakteristiske lange ben. Thomas foreslog, at vi gik endnu tættere på for at få nogle billeder til dokumentation af fundet og for at blive helt sikre, så vi kunne få meldt obs'en ud på dofcall. Ca. 100 m fra Lattermågen blev vi stående og bad hundeluftere og ravfindere om at gå uden om "vores måge". Thomas sendte dofcall ud og ringede rundt og folk begyndte at strømme til fra nær og fjern.

Bent Jacobsen og Thomas tog på bedste vis kontrol over området og forhindrede blandt andet, at der kom tre "dragetrukne-biler" susende gennem flokken. Mogens og jeg var ved at være sultne, og vi synes, vi havde fået set mågen, da vi gik klokken 18.15. Desværre valgte Lattermågen at flyve væk ved syvtiden før alle de tilrejsende var nået frem. Det var en rigtig fed oplevelse at finde fuglen og ikke mindst bestemme den og bagefter se alle de andre glade birdere, der nåede frem.

Venlig hilsen

Kirsten Halkjær Lund (KHL) og Mogens Ribo Petersen (MRP)