Alaskaryle i Saltvandssøen

Alaskaryle

Dato: 16.5.2007
Saltvandssøen, Margrethe Kog
Tid: 16:02-16:55

Dagens program bestod af en rutinemæssig kortlægning og aflæsning af farvemærkede Viber på engene langs østsiden af Saltvandssøen i Margrethe Kog. Der var næsten heldagsregn med vind fra øst, så eneste mulighed var at kigge fra tjenestevognen mod vest, hvor et stort indtræk af arktiske vadefugle til højvandsrast i Saltvandssøen prægede udsynet. Sammensætningen af vadefugle skiftede fra syd til nord i henhold til vandstanden med strandhjejler, klirer og kobbersnepper i syd og ryler og præstekraver mod nord. Efterhånden som jeg arbejdede mig mod nord gennem området begyndte flokke af Alm. Ryle at dominere med hyppige indslag af Krumnæbbet Ryle og midtvejs stod årets første Kærløber. Over den næste kilometer sås i alt 13 Kærløbere med 7 sammen i én flok lidt syd for overløbstærsklen i Saltvandssøen. En farvemærket Vibe på vadefladen blandt rylerne fangede min opmærksomhed. Bagefter kiggede jeg på flokken af Alm. Ryle for at se om der skulle være flere Kærløbere og pludselig fik jeg en hvidmavet småryle i scopet med brungrå overside med enkelte sortcentrede rygfjer og skulderfjer og relativt langt næb. Rylen var mindst 300meter væk på vadefladen og det regnede kraftigt. Idet en Kærløber gik bagom vurderedes størrelsen til 5-10 procent mindre en Kærløber og ikke ulig Kærløber i kroppens proportioner og med svip opad bagtil i undergumpen. Mens jeg kiggede og undredes og ret hurtigt tænkte på Tyknæbbet Dværgryle i frisk sommerdragt grundet den brungrå overside om end den fremstod tydeligt for langnæbbet, fik jeg øje på den anden tjenestebil vest for området, fedt, nu kommer Rasmus (RDN) og idet rylen var præcis midt mellem mig den anden bil ringede jeg straks og vækkede ham. Fuck… han havde lånt sin bilen ud til de to andre specialestuderende, der arbejder med rovpattedyr i Tøndermarsken og sov selv grundet delvist natarbejde i gennem en længere periode. Men mens jeg snakkede med Rasmus lettede rylen ene og alene, mens de andre ryler blev stående, jeg lod telefonen falde og fulgte fuglen mod syd. Men kunne ikke præcist afgøre hvor den landede. Snakkede videre med Rasmus og fortalte jeg havde set en småryle på relativt stor afstand, som jeg ikke var sikker på, men at det nok bare var den sygeste Kærløber af en slags. Uden bil havde han ikke mulighed for at komme ud til mig og fuglen var jo også væk. Jeg kørte mod syd for at lede videre. Maven rumlede og jeg rystede, mens jeg scannede ryler, og hver gang jeg fik en hvidmavet ryle i scopet var det enten en Kærløber eller en skide 2k eller en alternativt fældende Alm. Ryle. Der gik godt 40 minutter inden jeg genfandt fuglen nu meget nærmere min bil og omtrent 70meter væk. Det var en åbenbaring nu hvor dragtdetaljer kunne ses øjeblikkeligt. Fuglen fouragerede sammen med Alm. Ryle og Kærløber. Der var ikke sådan noget i dragten, der fangede som det første. Men mere helhedsindtrykket af dragten med få sortcentrede rygfjer i en ellers brungrå vinterryg, sortcentrede nedre skulderfjer og de øverste skulderfjer med meget rustrødt og sort yderst, den hvide bug og de kraftige sorte tegninger på brystsiden og ned langs det forreste af flanken, den fintstribede kalot med rusttoning og de meget svagt rustfarvede øredækfjer. Desuden var fuglen relativt langnæbbet med en næblængde på lidt over hovedets længde og foruden en split øjenbrynsstribe, hvilket også var en karakter jeg kan huske fra fugle set i USA for mange år siden. Idet fuglen blev fundet anden gang og jeg fik fokuseret mit hovedet ville kroppen ikke helt følge med og begyndte at ryste. Jeg kiggede og tænkte. Og lavede en hurtig beslutning, se fuglen, prøv at bestem den og vær sikker i bestemmelsen og fotografer derefter, så da jeg havde set det der var realistisk over nogle minutter og følte mig sikker i bestemmelsen, greb jeg efter mit coolpix for at digiscope den, det er ikke det hurtigste kamera, så mens jeg baksede med at holde den fouragerende fugl i scopet, mens scopet hvilede på min kornpose over dørkarmen, og holde kameraet ned mod okularet lettede hele flokken af vadefugle og skruede sig frem og tilbage for til sidste at forlade rastepladsen og flyve ud i vadehavet. Det blev således til en observation af to gange fem minutter med god tid imellem til at tænke over hvad jeg egentlig havde set første gang. Der havde været max højvande kl. 15.00 og fuglen blev set første gang fra kl. 16.02 og igen fra kl. 16.50 med det fede grønne teleskop fra Zeiss med en 20-60x zoom, der hurtigt blev skruet godt i bund. Lyset var under anden iagttagelse godt, eftersom der var ophold i vejret. Farverne er således vurderet i gråvejr og jeg har gennem mange år arbejdet med regelmæssige og standardiserede registreringer af vadefugle. Efter fuglen definitivt havde forladt området nedfældede jeg i minutterne efter nogle skitser og dertil hørende feltnoter.

Fuglen blev meldt ud som en 2K+ hun Alaskaryle, hvor næblængde indikerer hun, hvilket den begrænsede rødfarvning af oversiden ligeledes gør. At jeg skrev 2K+ frem for adulte skyldes ligeledes den begrænsede rødfarvning og den brungrå ufældede del af oversiden om end jeg ikke er af den overbevisning at det kan være forsvarligt at aldersbestemme den til 2K.

Eftersom der er 60 års fødselsdag i familien på Læsø i morgen, var jeg tvunget til at forlade området i går aftes og kunne således ikke deltage i eftersøgningen i dag torsdag eller de kommende dage om end det piner mig meget. Jeg er overbevist om at fuglene ville komme ind til højvandsrast på samme måde blot en lille time senere hver dag. Jeg har hele dagen i dag følte mig som ophængt i en gabestok frem mod højvande, hvor Rasmus eftersøgte rylen, mens jeg selv rejste til Læsø. Lige inden jeg var færdig med at pakke bilen ringede Rasmus og fortale at han om end ganske kortvarigt havde set en hvidmavet ryle, der var 20 procent mindre end Alm. Ryle og som ikke var en Kærløber og som havde sortcentrede fjer på skulder og en kalot og måske noget flanketegning. Men inden han havde set den godt nok lettede den. Jeg var overbevist om at han ville finde den igen og greb min Laphroaig fra hylden og smed den i bilen så jeg kunne fejre det på behørig vis at jeg nu ville få en medobservatør. I skrivende stund er det dog endnu ikke tilfældet og flasken står uåbnet.

Desværre er fuglen fundet i hjertet af Saltvandssøen i Margrethe Kog og kan således ikke på nogen måde komme længere væk fra offentlig adgang. Der er ikke mulighed for at arrangere offentlige fremvisninger, hvilket naturligvis er beklageligt om end forståeligt.

Eftersom jeg sendte fundet ud på DOF Call er det ensbetydende med at fundet vil blive forelagt de øvrige medlemmer i Sjældenhedsudvalget med tilhørende skitser og noter foruden en mere udførlig redegørelse af de sete dragtdetaljer. Men det har jeg ikke mulighed for allerede at gøre i dag. Men jeg forventer, der sidder mange læsere, der undres og gerne vil høre mere om det aktuelle claim på en længe ventet ny art for landet, hvorfor jeg har forfattet denne redegørelse. Den efterlader sandsynligvis stadig mange spørgsmål og er forfattet ganske hurtigt.

Med venlig hilsen

Kent Olsen