Storskråpe på Sjællands nordkyst!

Storskråpe på Sjællands nordkyst!

Der er gode dage og der er dårlige dage. Og så er der fantastiske dage…

Den 25. august var ikke mindre end en fantastisk dag på Sjællands nordkyst. Det hele startede med en melding om en Storskråpe, som blev rapporteret rastende ved Kullen i Skåne. Fuglen blev set her mellem 14.07 og 15.01. De mest håbefulde ornitologer tog herefter til Gilleleje i håb om, at fuglen ville flyve de ca. 22 kilometer fra Kullen ned mod Gilbjerg Hoved. Det er forsøgt før med sjældne havfugle, men det er sjældent, at fugle fra Kullen genfindes indenfor Danmarks grænser. Det var derfor også kun 10 af Sjællands mest optimistiske ornitologer, som indfandt sig ved Børstruphage i Gilleleje da bomben for alvor sprang. Kl. 1801 genopdager Jens Søgaard Hansen nemlig Storskråpen flyvende langsomt mod vest et godt stykke fra land. Alle tilstedeværende birdere ser fuglen, heriblandt Allan Haagensen, Andreas Bruun Kristensen, Per Bo Hansen, Henrik Højholm, Jakob Engelhard og Poul Ulrik. Fuglen meldes ud og panikken breder sig for alvor.

Tidligere havde jeg nok ikke betænkt mig et sekund før jeg selv var taget af sted i håbet om, at fuglen ville returnere til Gilleleje. Men jeg har for nyligt besluttet ikke længere at køre efter andres sjældne fugle. Jeg bestemte mig derfor for at køre den stik modsatte retning af skråpen og tage til Helsingør i et kontrært forsøg på at finde mine egne sjældne fugle. Troels Eske Ortvad ringede til mig for at høre om ikke vi lige skulle prøve at tage til Gilleleje og se efter den skråpe. Jeg fortalte, at jeg var på vej til Helsingør og at jeg da virkelig ikke gad vende om for at hente ham. Jeg forsøgte dog at ringe til Jens Søgaard og Andreas Bruun Kristensen, som jeg vidste, havde set fuglen ved Gilleleje, men jeg kunne ikke få kontakt til dem. Jeg prøvede også Jørgen Munck Pedersen for ligesom resten af de danske toplistere mangler Jørgen jo også Storskråpe på sin DK-liste. Jørgens telefon gik dog på telefonsvareren, hvorfor jeg tænkte, at han sikkert var i udlandet. I stedet ringede jeg til Rolf Christensen i Skagen, som var dybt ulykkelig over nyheden om Storskråpen. Han sad i Skagen langt væk fra begivenhederne og kunne kun sige en ting ”Ved du hvor Munken er?”. Rolf og Jørgen Munck er og bliver det ubestridte toplisterpar i Danmark. De har begge omkring 420 Dkére – langt flere end os andre dødelige - og er begge sygeligt angste for, at den anden skal se noget… Jeg fortalte ham, at jeg mente Munken var i udlandet, hvilket beroligede ham lidt. Jeg fik endelig fat på Andreas Bruun Kristensen, som fortalte, at de havde set fuglens hovedtegninger tydeligt, men at de ikke havde set hverken haletegning eller mørk tegning på bugen. Andreas lød en smule bekymret. Han vidste jo godt, at man helst skal se mere end bare hovedets tegninger for at få sådan en fugl godkendt af Sjældenhedsudvalget. Efterhånden som jeg kom længere mod nord begyndte jeg at tænke, at det måske nok var bedst at sidde ved Gilleleje frem for Helsingør. Man kunne jo aldrig vide… Jeg ringede igen til Munken. Jeg tænkte det ville være sjovt at fortælle ham om en Storskråpe ved Gilleleje. Hvis han virkelig var i udlandet havde jeg jo en enestående chance for at ødelægge hele hans ferie – og den slags holder jo aldrig op med at være sjovt. Denne gang gik opkaldet dog igennem og Jørgen tog telefonen. ”Vi står og kigger på den” sagde han. ”Vi ser den pissegodt, hvor er du henne?”, sagde han. Han fortalte at han sad sammen med Christian Leth, Poul Ulrik og Jens Søgaard. Sidstnævnte to havde forladt Gilleleje for at genfinde den længere nede af kysten mod vest og sad nu sammen med Jørgen og Christian ved Rågeleje og så fuglen på under 500 meters afstand. Jeg var ikke længere i tvivl. Jeg skulle se den fugl! Jeg satte kursen mod Rågeleje, men var stadig 35 kilometer fra stedet. Jeg fik fat i Jens Søgaard, som fortalte, at jeg måske kunne genfinde fuglen ved Tisvildeleje længere nede af kysten. Jeg aftalte med Jens, at de skulle køre til Tisvilde og ”holde på fuglen” indtil jeg kom. Jeg ringede derefter til Rasmus Strack og fortalte, at skråpen nu muligvis kunne twitches. ”Jeg kører nu!” skreg han og lagde på. 25 minutter efter hoppede jeg ud af bilen ved Tisvildeleje og løb hen til Munken, Jens og Poul Ulrik, som desuden havde fået selskab af Andre Riis Ebbesen. ”Har I den!?” råbte jeg. ”Nej, men der kommer vist en skråpe derude” svarede Jørgen og fortsatte ”Du kan godt nå et hente dit skop”. Jeg løb hen til bilen efter skopet og 30 sekunder efter stod jeg igen sammen med dem. ”Den er god nok, det er den” sagde Jens beroligende. Fuglen var fortsat et godt stykke øst på, men havde retning mod os. Jeg forstod ikke de retningsangivelser jeg fik på fuglen og udsynet var til dels spærret af en hybenbusk, men jeg kunne forstå at fuglen var ret tæt på. I desperation løb jeg ned mod vandet og satte hurtigt mit skop op. Jeg scannede efter en skråpe i horisonten og bemærkede en fugl, som gled gennem mit hastigt søgende skopfelt. Jeg tænkte, at det næppe var den rigtige fugl, da den simpelthen var for tæt på. Rutinemæssigt dobbelttjekkede jeg dog fuglen og opdagede til min store overraskelse at det rent faktisk var Storskråpen – bare meget tættere på end jeg nogensinde kunne have forestillet mig! Fuglen var klart under 1 kilometer væk (altså en rigtig kilometer – ikke en af de kilometer, som dudes siger på havobs, fordi de ikke har begreb om afstandsbedømmelse!) og den var stadig et godt stykke øst for os. Den kom tættere og tættere og tættere på. Den stride vestenvind gjorde, at den fløj utroligt langsomt, hvilket gjorde at vi så den helt uforståelig godt! Den sorte hætte, den brungrå overside, med sorte svingfjer og den karakteristiske haletegning med den hvide afgrænsning mellem den sorte hale og den brunlige overside var tydelig at se. Bugens mørke ”olieplet”-tegning og de smudsige tegninger på armens underside kunne ikke bare ses - de kunne nærstuderes - for fuglen fløj simpelthen grotesk langsomt forbi os! Undertiden drev den lidt tilbage på vinden for derefter at genoptage sin vestgående flugt. Og alt sammen på en afstand af måske bare 3-400 meter. Man kunne se fuglen med det blotte øje og man kunne snildt artsbestemme den blot ved hjælp af håndkikkert. Det virkede fuldstændig vanvittigt. Selv fuglens ”tubenose” kunne ses!

Efter at have kigget på Storskråpen i ca. 10 minutter kom Rasmus Strack og Jimmy Skat Hansen til. Jens havde ringet til dem, da fuglen dukkede op igen. På det tidspunkt var Rasmus og Jimmy 8 kilometer fra stedet. Da de ankom til stedet, efter det der givetvis har været 8 kilometers meget hektisk kørsel, var fuglen stadigvæk direkte ud for os. Vi var en lykkelig flok, der efter 15-20 minutters grotesk Storskråpe-observation forlod Tisvildeleje. Det sidste nye om Storskråpen den 25/8 er, at den sås af 5 mand langsomt trækkende vest ved Liseleje mellem 20.25 og 20.45.

I dag kan Munken altså grine, mens Rolf må græder. Troels nægter her til aften fortsat at tage telefonen, når jeg ringer og alle birdere i København, kunne have set Storskråpe, hvis de altså ville… Besynderligt nok var det jo kun 10- 12 mand, som forsøgte at se fuglen efter den blev fundet i Danmark. Det lykkedes for alle mand, men reelt kunne de fleste af Københavns fuglekiggere vel have set fuglen i løbet af de knap tre timer den huserede på nordkysten? I morgen er der dog atter en dag og mon ikke der sidder et par stykker og kigger ud over vandet ved Hundested, Rørvig og Sjællands Odde?

Held og lykke til jer alle sammen - (den er nemlig skidepæn!)