Det kan ind imellem være svært at løsrive sig fra en have, som man nyder at opholde sig i. Det er tit fortilfældet for mig med vores sommerhushave i Råbylille Strand på Møn. Således også i lørdags, hvor jeg blev i Råbylille trods tidspunktet – midt i maj – og med risiko for at gå glip af større eller mindre hits i felten.
Ved halvfire-tiden kom en rovfugl glidende i ret lav højde fra øst. Jeg troede først, at det var en af de lokale lyse musvåger, men lige før den forsvandt ud af mit synsfel (den forsvandt bag vores tag), så jeg noget hvidt på bagryggen /haleroden. Fuglen vakte nu virkelig min interesse, hvilket nok var årsagen til, at jeg havde lidt svært ved at finde min kikkert inde i huset. Det lykkedes heldigvis, men fuglen havde taget noget højde og gled nu stille og roligt mod vest. Pokkers. Og dog – nu begyndte
den at kredse – på plane vinger. Da den havde taget yderligere højde (til 100-150m) gled den atter mod øst.
Nøjagtigt lodret over vores hus, gav den sig til at kredse igen. Herligt - nu kunne jeg koncentrere mig om undersiden: hvid krop, hvide vingedækfjer, sorte svingfjer, mørkere ensfarvet hale og mørkere hoved. Jeg var nu ret sikker på, at jeg var ved at få Dværgørn som matrikelart, men ville gerne lige se lidt på oversiden også.
Ørnen - der var ikke længere tale om ”fuglen” - gled nu atter mod vest 100-200 m hvorefter den atter gav sig til at kredse. Vingetegningen var som ventet glenteagtig og som prikken over i-et så jeg de to lyse forlygter ved vingefæstet. Jeg fik fat i mit teleskop – men fumlede utroligt med både stativ og skopet. Da jeg endelig havde det klar, var jeg overhovedet ikke i stand til at finde Dværgørnen i det. Denne havde i mellemtiden taget højde og nærmede sig skydækket. Lige før den forsvandt ind i det fik den følgeskab af en Hvid Stork. Kort tid efter var de begge opslugt af skyerne. Under den sidste del af iagttagelsen må jeg have opført mig mærkeligt eller udsendt mærkelige lyde, for min kone dukkede op og spurgte, hvad jeg lavede. Hun nåede lige at se begge fugle, inden de forsvandt. Det var en både en fantastisk oplevelse og flad fornemmelse at se Dværgørn i Danmark på denne måde.
At det var fantastisk, giver sig selv. At det var med en lidt flad fornemmelse, skyldes at der ikke var andre ornitologer at dele dette mega-kick med. Jeg fik dog lettet lidt af trykket ved at ringe til Per Schiermacher og vende oplevelsen med ham.
Artiklen er senest opdateret: tirsdag 18. maj 2004 kl. 01.05
English version