Fuglenes fantastiske flyvegenskaber og flyvefærdighed har altid fascineret mig. I forbindelse med mit arbejde som pilot i næsten 40 år, hvoraf de 31 år har været i SAS, har aerodynamikken ikke været til at komme udenom. Det teoretiske studie af samme har altid haft min store interesse og har på den måde været min indgangsvinkel til interessen for fuglene og samtidig selve ornitologien.
Fuglene har aldrig skullet tilegne sig en viden om hvordan man kan flyve. De gør det bare uden at tænke over det og er i realiteten født til det. Det er noget andet med os mennesker. Vi har været vidne til mange spektakulære forsøg inden det endelig lykkedes for godt hundrede år siden. At det så ikke skete ved ”rå” muskelkraft alene – som hos fuglene – men ved hjælp af en motor er en helt anden historie, og ”rigtig” flyvning er det jo under ingen omstændigheder – men det ”lugter” lidt af fugl.
Grundet den til tider omflakkende tilværelse har det ikke altid været lige let at kombinere det teoretiske med den praktiske feltornitologi, selvom det har bragt mig det meste af jordkloden rundt. Når man kom et nyt sted var det ikke altid tiden tillod de helt store feltudflugter med oppakning af diverse udstyr så som teleskop, kikkert, kamera osv. Hvad angår selve feltornitologien er der imidlertid blevet ændret på det efter min pensionering fra flyvebranchen. Efter i alle årene - så at sige – at have været gæst i fuglenes miljø – lufthavet – fløjet rundt i blandt dem, er det fra nu af på landjorden og med begge ben på jorden, at det foregår, hvilket jeg er særdeles fornøjet med.
Det imponerer mig til stadighed den manøvredygtighed og udholdenhed de forskellige fuglearter besidder. En flok ryler i tæt formation der manøvrerer fuldstændig synkront og lynhurtigt uden havari, kan næsten ikke overgås af selveste The Red Arrows i bedste form. Småfugle der tilbagelægger distancer på adskillige tusinder af kilometer kan heller ikke andet end at imponere mig.
Efter alle årene i luften er det derfor skønt igen at komme ud i felten noget oftere, få tid til at nærstudere fuglene og beundre dem i løbet af årstiderne. Samtidigt er det særdeles lærerigt at møde de rigtig ”feltbisser” derude for at suge til sig af deres viden om alt indenfor området.
Nogle få fuglerejser til udlandet bliver det dog til nu og da. Selvom Nordøstgrønland måske ikke ligefrem er det sted – specielt ikke om vinteren - hvor der er de største forekomster af fugle, er det dog det område der trækker mest, og på et par ekspeditioner foretaget i vintrene 2004 samt 2006 har jeg ”hilst” på enkelte arter. Nordnorge samt Svalbard er ligeledes ønskeområder, og på lidt tættere hold er det så afgjort Gotland som trækker mest. Efter min mening et fantastisk sted at besøge og opholde sig når det gælder fugle og natur i det hele taget, og når man alligevel er på de kanter kan en afstikker til Öland let kombineres i samme forbindelse. Lokalt er det Ølsemagle Revle, Køge Sydstrand samt Stevnsområdet, Møn og Lolland Falster som turene går til for det meste. Der er dog mange andre spændende lokaliteter som står på ”venteliste” men som kun fremtiden vil vise om det bliver til andet end drømmerier – hvilket jo ikke er så ringe endda.
English version