Fik i skyndingen glemt, at fuglen også havde grønlige kanter på en del yderste dækfjer. Det grålige helhedsindtryk gjorde under visse lysforhold fuglen meget lys, forstækrket af den meget hvide underside. Herved opstår forvekslingsmulighed med Bjergløvsangerne.

Svensson m.fl. har for nyligt gjort opmærksom på, at sådanne meget lyse fugle måske ikke er tristis, men snarere abietinus. Mange af disse fugle dukker op som frontløbere for de sibiriske arter, ligesom en høæj andel kalder som tristis med et vagt, entoonet kald. Det kan under alle omstændigheder formodes at de kommer østfra, da de jo normalt ses sent på året og hyppigst i forbindelse med østlige vinde. det er dog korrekt, at en "ægte" tristis bør være brunere oventil end denne unægteligt meget lyse fugl.

2 fugle tilsvarende denne er blevet ringmærket dette efterår på Ottenby. De er i hånden foreløbigt bestemt til ssp. tristis, men der afventes DNA-analyse af fjererne (hvilket tager lidt tid).

SSC

Hej Simon

Gransangere er møjt spændende. Fugle, der lignede denne så jeg for nyligt en del af i Uzbekistan, hvor de kaldte som tristis. Et billede af en ret grøtonet fugl med karakterer fra såvel abietinus som tristis (bedømt til en blandform) er netop tilgået Galleriet.

Hej Klaus.

De 2 fugle som jeg har set i hånden heroppe var meget grå-lyse som denne fugl. Og formen på dem var mere henad collybita end abietinus (hovedform, håndsvingfjersprojektion). Hørte også tristis-kaldet på den ene af fuglene.

Men det som jeg synes sprang mest i øjnene var netop den bjergløvs-association m.h.t. de grønne skafter på svingfjererne, som du også har nævnt her ovenfor.

/SSC