Der er en voldsom diskussion om albatrossernes systematik og hvad der her kaldes Lille Albatros (Thalassarche chlororhynchos) bliver i dag ofte opfattet som to arter: Arten chlororhynchos (der yngler på Gough Island og Tristan da Cunha i den sydlige del af Atlanterhavet) og arten carteri (der yngler på flere øer i den sydlige del af det Indiske Ocean). Set under rimelige forhold kan de adulte fugle feltbestemmes. Chlororhynchos har et gråt strøg på nakke og kind (der kan virke hætteagtig) mens carteri er helt hvidhovedet (allerhøjst lidt gråt på kinden). Det grønlandske fund er interessant ved at det et muligt at bestemme til den atlantiske art/race, som naturligvis også er den forventelige i forhold til yngleudbredelsen. På ovenstående dias-billede er det grålige strøg delvist forsvundet i scanningen. Men David Boertmann har vist mig sorthvide fotos af samme fugl, hvor karakteren fremstår med al mulig tydelighed.

Udbredelsen er på enkelt vis demonstreret i de engelske artsnavne, hhv Atlantic Yellow-nosed Albatros og Indian Yellow-nosed Albatros. Om der er tale om arter eller racer er som sagt under diskussion. Men det grønlandske fund bør som minimum påhæftes racenavn (ssp. chlororhynchos), men man kunne også tage skridtet fuldt ud og ændre det danske navn til Atlantisk Lille Albatros.

Begge racer/arter kan i øvrigt ses på havfugleture fra Cape Town i Sydafrika. Arten/racen kendes i dag som en meget sjælden gæst langs Nordamerikas østkyst og vil vel ikke være en helt umulig gæst i den østlige del af Atlanterhavet. Next stop Hanstholm?

Spændende, om de bliver enige.

Foreløbigt er det efterhånden snart 9 år siden, Robertson & Nunn klumpede albatros-grupperne sammen, så de alle retteligt burde hedde Diomedea (sp.), altså også både denne og ikke mindst sortbrynet albatros, som jo står opført på den danske liste med det tidligere Thalassarche-navn.

Véd du, Uffe, eller andre, om ikke Diomedea-klumpen er godtaget af majoriteten?

I hvert fald anvendes Diomedea-betegnelsen bl.a. i Navnegruppens strålende (jo, også selv om der mangler et -r- nederst på side 8)arbejde.

Mange hilsner
Andreas

Hej Uffe

Jeg har tilføjet ssp. chlororhynchos.

Du virker til at have styr på albatrossystematikken! Når man engang bliver enig om, hvad der er art og underart må du meget gerne kommentere igen.

På forhånd tak

Hilsen

Kenneth

Hvornår albatros-systematikken er afklaret er et godt spørgsmål. Ovennævnte studie af Robertson & Nunn (1998, i ’Albatros Biology and Conservation’ (Robertson & Gales (ed)) splitter albatrosserne fra 14 til 23-24 arter på basis af DNA-studier. Det har vagt stor begejstring ikke alene blandt twichere med også i naturbeskyttelseskredse, da det er nemmere at argumentere for arter end racer. Og netop sidstnævnte har måske spillet ind i Robertson & Nunns konsekvente splitning af arterne. Senest har Penhallurick & Wink (2004, Emu 104: 125-147) nemlig på grundlag af præcis det samme data-sæt suppleret med senere delstudier skruet hele situationen tilbage til udgangspunkt minus én art (idet Amsterdam-albatrossen beskrevet så sent som 1983 mister sin status som selvstændig art og bliver en af fem racer af Vandrealbatrossen). Jeg er ikke trænet i DNA-studiernes finesser, men umiddelbart læst synes Penhallurick & Wink at være meget stringente i deres fortolkninger og på det sikreste grundlag i deres konklusioner.

Penhallurick & Wink studie opdeler albatrosserne i fire slægter: Diomedea med de to store arter (Vandrealbatrossen: 5 racer, Kongealbatrossen: 2 racer), Phoebastria (de fire arter i Stillehavet; alle monotypiske), Thalassarche (5 arter; men 0 til 4 racer) og Phoebetria (to arter; begge monotypiske).

Jeg kender ikke til senere studier, men de skal nok dukke op. Penhallurick & Winks studie omhandler i øvrigt alle stormfugle og rummer mange andre overraskende konklusioner, som i twicher-kredse vil blive modtaget som dårligt nyt. Sydhavenes hvalfugle (Pachyptila) bliver f.eks. educeret fra seks til blot to arter.