Bubun Liocichla kandiderer somen af klodens medt fåtallige og lokale arter,og er blevet den mest eftersøgte af det store område Eaglenests mamge specialiteter. Den store uberørte skov rummer en høj grad af endemere - herblands Liocichla´en, der kun findes i én bjergdal, nemlig i dalen nedendor Lama Camp - den øverste af de tre steder, hvor der er udlagt campingfasciliteter.
Beretningne fra skoven har lydt næsten lyriske - en art ShangriLa, hvor de forskellige sjældenheder beredvilligt viser sig frem som jomfruer i et islamisk paradis. Dér er selvfølgelig teatertorden, da mange arter er såfallige, skoven er høj og tæt - og en betragtelig del af specialiteterne -som stedets mange wren-babblers - færdes skjult og mørkt. Andre - som Beautiful Nuthatch - færdes øverst i trækronerne - og de er høje!
Liocichlaen færdes skjult og tavst, men ses undertiden i smågrupper med andre babblers - især ca. 2 km. nedad bjerget, hvor der er en lysning på højre side med udsyn til en lille primitiv landsby. Det lykkes de fleste af få den "boget" - men indsatsen kan tage dage - og hvis lignende sværigheder som Wards Trogon og diverse småbabblers skal have lige så lang tid kan man -selv med et 10dagesprogram - godt komme i tidsnød.

Er man ude efter de helt eksklusive og særegne himalayaarter er Eaglenest stedet. Men er man lidt mindre krævende, og blot ønsker et ødselt udvalg af Himalayas mange smukke og særegne væsener, kan Nepal nok i højere grad anbefales.

Puha, det var svært at finde.
Ja den er orangegul.
Det lyder som et drømmested.

I en artikel i det nyeste "Fugle i Felten" genfindes dette foto i en artikel om Eaglenest. Indledningsvis beskriver artiklen brugen af stemmeoptagelser for at provokere den sjældne fugl frem.
Metoden er kritisabel, og jeg vil pointere, at stemmeoptagelser ikke blev benyttet ved fotograferingen, hvor Dorje - en af guiderne, der nævnes i artiklen, til gengæld bidrog med sin tålmodighed og sit skarpe syn. Han behøver nemlig ikke play-back.
Ifølge Ramana reagerer Bugun Liocichla´en nemlig slet ikke længere på play-back, der formentligt i de tidlige år har stresset fuglene, der hurtigere end guiderne har villet erkende har lært at afspilning med teknisk forvræbgning er "fake".
Det blev i 2009 diskuteret blandt de guides, der arrangerer ture til Eaglenest, om afspilning af artens stemme skulle forbydes. Holdningen til dette var blandt de professionelle guides splittet. Man ønskede ikke at gøre skade på fuglene, men heller ikke, at "klienterne" kunne få fornæmmelse af, at guiden ikke havde styr på hvordan arten skal findes. Her bliver afspilning altså et værn omkring guiden - man spiller for ikke at blive afsløret i, at man ikke aner hvor denne eller hin art er.
En anden sydasiatisk lokalitet med en eftertragtet art er Khao Nor Chuchi i Thailand, hvor Gurney´s Pitta findes. Her er al afspilning og provokation af de sjældne fugle strengt forbudt.

At spille stemmer for at skovenes fugle frem er ofte den eneste vej til at få dem på listen. Spilles de ikke, misses de som sete. Og hvad så. Hvor fedt er det at forstyrre lokale ynglefugle blot for at en samling rige vesterlændinge skal booste deres artsliste? Der er nok en grund til, at metoden ikke anses for god tone på hjemlige fugles ynglepladser. I den tredje verden er det åbentbart fuldt legalt. Ligesom DDT og andet af det, vi ikke skal have noget af i Vesten, uhæmmet eksporteres til Afrika.

I Naturturismens tidlige år i Afrika og Sydasien kunne man på mange lodges opleve, at et dyr blev bundet indenfor rækkevidde. Når så en tiger eller leopard havde slået det blev turisterne gennem ud til et skjul for at se det autentiske natursyn. Denne metode anses vist nu som uetisk. Det er på tide, at uetisk afspilning af fuglestemmer også tages op til diskussion.