Jan Jörgensen skriver tirsdag 19. januar 2010 kl. 17.12
För de som inte känner till denna måge kan sägas att den har satt igång fler diskussioner. Den upptäcktes i Bergen Norge i slutet av Sept och är alltså kvar i området. Ansågs först vara en 'fel pigmenterad' gråtrut, senare en
smithsonianus och kanske en silltrut.
Min første indskydelse var en extremt mørk Sølvmåge. Den virker for kraftig og kortvinget til Sildemåge, og undersiden virker ikke helt "fløjlsagtig ren"nok til smithsonianus. Mønster på dækfjer og tertiærer har usædvanligt lidt lyst for alle aktuelle måger, og det kunne tyde på en mørk fejlfarvning. Og i så fald er alt jo muligt, men Sølvmåge er unægteligt et godt bud
Med den overgumptegning, som ses på de billeder Jan linker til, synes jeg det virker usandsynligt med argentatus/argenteus. Jeg synes allermest det ligner en lille hun Smith. Dog i den aller-mørkeste afdeling af 1.w Smithsonianus.
Enig med Klaus Malling Olsen og Jan Jörgensen.
Fuglen er meget utegnet på hele oversiden, hvilket er usædvanligt. Men der er da ingen tvivl om at fuglen langt hen ad vejen ligner en amerikansk. Der er dog uden tvivl (alt for?) meget vi ikke ved om bestemmelse og variation, når det gælder bestemmelse af Amerikansk Sølvmåge. Jeg har i hvert fald måttet erkende, at selv tilsyneladende klassiske individer af "smithsonianus" ikke altid er det de foregiver at være - i hvert fald når de befinder sig i Europa.
Ser man hale og gump ser fuglen absolut mistænkelig ud, men som nævnt er tegning på ryg og dækfjer for mørk for Amerikansk. Men bestemmelse er ikke umulig, og en dag er den helt rigtige fugl der: som underbelyst Gråmåge med ensartet ulden underkrop og gerne lyst hoved samt "gråmågenæb" kombineret med alle andre karakterer. Og så tror jeg femøren falder på plads: aha, så typiske kan de være! Stort set alle fund i Nordeuropa har haft et eller andet afvigende i forhold til en typisk fugl. Hvor mange af disse der virkeligt er Amerikansk er svært at sige, men "østkyst husslers" (de rigtigt typiske mørke Amerikanske) er i det mindste påfaldende afvigende på alle punkter.
Min pointe er blot, at hale og især overgump er perfekt til en Amerikansk Sølvmåge. Den mørke hale kan også ses på nogle få af vore hjemlige Sølvmåger, men det er jeg ret sikker på at overgumptegningen ikke kan - vi mangler i hvertfald bevis på det kan forekomme. Dét, sammenholdt med det overodnede mørke indtryk (selvom det er ekstremt i sin ensartethed) leder mine tanker hen mod Smithsonianus.
Mig bekendt giver farvevariationer ikke helt nye dragtkarakterer, og det mener jeg er tilfældet med denne fugls bagparti ifht. Sølvmåge.
Bedste hilsner
Søren
Jan Jörgensen skriver torsdag 21. januar 2010 kl. 19.22
Turerna kring att säkerställa en 1k/tidig2k smithsonianus bland argentatus/argenteus är såpass infekterad av att vissa av våra egna är så påfallande identiska med vissa smithsonianus. I nordamerika finns liknande problematik, då förstås den omvända. Detta kan ju inte ha undgått den initierade trutskådaren. Den norska truten har ju vissa likheter med smithsonianus - framförallt gällande stjärtteckningen, där teckningen på de yttre stjärtpennorna visar en tät bandning samt med väl tecknade stjörttäckare samt övergump. Undersidan av stjärten ser också vältecknad ut. Det är påfallande olika intryck man får av denna trut, dvs ibland ger den ett mer näpet silltrutaktigt (kortvingad!) intryck - på andra bilder ser man 'sölvmågen'. Bla de inre handpennorna med sina mörka ytter och ljusa innerfan utan en tydlig mörk subterminal fläck för tanken till silltrut. Slutsats i detta fallet blir ju att hur man än väljer att se på art/ssp tillhörigheten så är truten udda tecknad - både för en argentatus/argenteus samt en smithsonianus!
Jeg synes, at bergenmågen viser nogle kendetegn, der meget tydeligt indicerer smithsonianus: især hale, gump og hoved, der farvemæssigt er tydelgt afsat fra hals/bryst. Kropsfjerene peger også lidt i den retning.
Tilsvarende har den nogle karakterer, der peger på fuscus/intermedius/graelsii: især de ensartede brune tertialer uden 'bølger' langs kanterne samt farvetegningerne på håndsvingfjerene.
Det mest nærliggende og måske ikke fuldstændig usandsynlige er derfor at pege på muligheden for en hybrid mellem graelsii (Sildemåge) og smithsonianus (Amerikansk Måge) - alternativt måske med en af de smithsonianus-lignende Sølvmåger fra Island. Disse arters udbredelsesomårder overlapper perifert i østlige Nordamerika/Grønland. Og måske kunne en 'forvildet' smithsonianus i Island/Storbritannien/Norge godt finde på at parre sig med en Sildemåge.
Måske er det et vildskud fra min side, men jeg synes det er det som bergenmågen ligner mest.
Knud kunne godt have en pointe her! Jeg besøgte Island for nogle år siden og diskuterede de store måger med Yann Kolbeinsson. vi nåede til de same - frustrerende - konklusioner, som Killian mullarney, Pat Lonergan og han var komme til en måned før besøget: at Island rummer flere afvigende sølvmåge(typer) end noget andet sted. Også besøgende på Færøerne har bemærket disse mørke fugle, der afviger fra vores gængse opfattelse af Sølvmåge.
Det store problem er her, at adult Amerikansk Sølvmåge er så lig Sølvmåge, at der sagtens kan gemme sig en uopdaget population i Island. Ungfuglene afviger derimod, men netop en blanding mellem en Sølvmåge og en Amerikansk, alternativt Amerikansk Sølvmåge X Sildemåge må logisk nok kunne udvise karakterer fra begge arter - og så har vi balladen.
Denne måge er det nok bedst at lade forblive ubestemt. Det bliver meget spændende at se, hvad DNA-analyse viser. Håber resultatet når Netfugl.
René Rantzau skriver fredag 22. januar 2010 kl. 09.06
Kan nogen oplyse mig om hvor man sender fjerprøver hen til DNA undersøgelse, og hvad koster det...?
Blodprøven blir analysert ved Zoologisk Museum i Oslo, det er Jan Lifjeld som er vår kontakt her. Jeg vet ikke hva en slik analyse koster, det som skal gjøres er jo at man sammenligner med eksisterende materiale i samlingen, og da må man jo ha noe å sammenligne med. Og det har de i DNA banken i Oslo. Vi får denne prøven analysert mot at vi samler inn materiale til museet.
Ellers ble det samlet inn en fjærprøve også, men det ser ikke ut til at vi får til noe fornuftig fra denne. Måker er visst for generalistiske i næringsvalget så en C/N ratio vil ikke kunne si noe fornuftig, og en H analyse vil visst bli "compromized by the proximity of the ocean". Så da kan vi vel glemme den muligheten på måker frem til noen hoster opp nye analysemetoder :-)
Mvh
Morten
René Rantzau skriver fredag 22. januar 2010 kl. 16.34
Tak for svaret Morten, det var netop inden for mågerne det kunne være interessant, men så må vi jo vente indtil de "kloge" bliver klogere..
NB: Var det måske muligt at der kunne skabes en lignende ordning som i Norge, men i dansk regi...?
Mvh..RR
Jan Jörgensen skriver lørdag 23. januar 2010 kl. 11.48
Som Knud och Klaus nämner skall man i vårat område vara ytterst försiktig med bedömningar av ovanligt tecknade gråtrutar! Den situation som beskrivs för Island och även Färöarna (vilket en del av Silas bilder här på Nefugl kanske visar), är inte att leka med.
Denna gråtrut av Jörgen Bernsmo fick säkerligen en del att reagera med ett spontant smithsonianus utrop, kanske satte en del tom morgonkaffet i vrångstrupen? Den har vissa likheter med Bergen truten, tex de likartat tecknade andra generations övre skapularerna,dvs mörkt grå (silltrutgener?)med en svartaktig kärna med avsaknad av ett mörkt subterminalband.
På Jörgens trut mer i form av ett mörkt spolstreck. Att sedan Bergen truten skiljer sig från Jörgen's i teckningen av hela täckarfältet och tertialerna osv, kan man om man vill ta i beaktning.