Sublimt foto - min kompliment.
Og som sædvanlig kan man næsten håndfodre ismågen (det har jeg gjort med friskskudt sælkød).
Dens enestående renhvide farve, som lyser kilometer væk, også når den flyver!
Og den klumpede statur med de alt for korte ben. Nej, man behøver ikke at køre hjem efter fuglebogen, før man (nogensinde igen ?) melder "mega"'en ud!
Nogensinde igen ? Javist, det er netop det skræmmende, at du på Svalbard kun ser én ismåge.
Hvorfor bliver der ikke set ungfugle på Grønland. Blandt ca. 70 ismåger set i fire distrikter i Grønland har jeg kun set én ungfugl (1 k). Og mønstret er det samme, når man spørger fangerne i Qaanaaq-området, hvor den ses regelmæssigt såvel i strrnadkanten i byen som ude ved iskanten juni og august, men ikke i juli,og heller ikke senere på vinteren.
Hvor er de om vinteren ?
I hvert fald ikke i havnene på vestkysten; da jeg opdagede to ad. og bemeldte ungfugl i december 2001 i Nuuk, var det første gang i en halv snes år.
På Svalbard ses de ej heller om vinteren.
Ravnene kan klare sig på lodsepladserne i totalt polarmørke. Kan ismågen finde føde i mørket. Så mange vandrende isbjørne er der heller ikke.
Er der nogen af jer, der har set ismåger
nordpå i år ?

Venlig hilsen

Kim Frost

Hej Kim

Om det er specielt skræmmende kun at se een ismåge ved Nyålesund på Svalbard ved jeg ikke; de nærmeste ynglepladser ligger vist et stykke der fra.

Grunden til at man næsten ikke ser unge ismåger i Grønland er at de trækker direkte fra ynglepladserne ud på det åbne hav/ud til iskanten, og derefter til vinterområderne langt fra kysten. Så vidt jeg ved kommer de ikke tilbage til ynglepladserne før de er udfarvede.

Verdensbestanden anslås forsigtig til 15.000-30.000 par, hvoraf en meget stor del - op mod 35.000 fugle - overvintrer langs den 2000 km lange iskant fra Labrador Havet til Davis Strædet mellem Canada og Grønland; de største koncentrationer ses nær de store sæl-ynglepladser på isen i dette område. Andre overvintrer langs iskanten i Berings Havet og i Barents/Grønlandshavet. Arten ses jævnligt, næsten 1 fugl årligt, på de
britiske øer og her er hovedparten ungfugle.

(For yderligere information se Orr & Parsons 1982 og Haney & Macdonald 1995; referencerne og mere om de grønlandske fugles træk kan du finde under ismåge i min artikel om grønlandske fugles trækforhold (DOFT 97, 1)


mvh

lynx

Hej Peter.

Tak for den uddybende redegørelse og referencerne! Netop ismågen fascinerer mig meget, og det er altid et glædeligt gensyn at se den nordpå, når vejen falder forbi (mangeårig øjenlægekonsulent i Grønland med preference for Qaanaaq og Ittoqqortormiit). Det kommer desværre nok til at vare længe, idet jeg har opgivet de håbløst krævende og uduelige grønlændere, som dog med sjælden ihærdighed kører fuglelivet såvel som nationen, eller hvad vi skal kalde landet, i sænk.
Som jeg skrev: Har man først én gang set den kridhvide farve, kan på lang afstand spotte blot én ismåge i en større flok af "hvide" måger.
Og den unge ? Dén er umiskendelig!

Venlig hilsen

Kim

Jeg har svært ved at forstå, hvad din åbenlyst negative holdning overfor grønlændere har med rosenmåge-sagen at gøre

M.v.h.

Anders Østerby

til Anders
Du har total ret uduglige Grønlændere!
hvem har skapt den ide. det er igen
mennesker der ønsker at påføre et folk en anden livsstil
mvh peter bjerre

Også jeg vil tilslutte sig koret af målløse over Kim Frost´s malplacerede udtalelse om det grønlandske folk. Sådanne udtalelser hører ikke hjemme på Danmarks mest besøgte fuglehjemmeside.
Jeg har været bosat i Grønland i 3 år hvor jeg bl.a. har foretaget undersøgelser af den grønlandske fangst af fugle (ikke som øjenlæge, men som biolog). Gennem dette arbejde er jeg på intet tidspunkt stødt på oplysninger som kunne antyde, at den grønlandske fangst, eller færdsel for den sags skyld, på nogen måde har indflydelse på ismågebestanden.

Alex Sand Frich
p.s. i perioden 1994-1998 blev der set 2 unge ismåger i Nuuk jf. tidligere bemeldte oplysning.

Jeg beklager at have afsporet mine overvejelser og forespørgsler om ismågen med de frustrationer, der vælder op i mig, hver gang jeg tænker på Grønland.
Mit møde med et sundhedsvæsen i hastig deroute gennem de ti år, jeg regelmæssigt er kommet der i næsten alle distrikter, patienter der ikke møder op (gens. 20% "no shows" vil bringe de fleste til desperation), og som NÅR de dukker op, forlanger at blive undersøgt her og nu, personale, der igen og oigen udebliver på grund af druk, hensynsløst skydende folk i speedbåde, politikere, som foregiver at ville frede, men som følgagtigt bøjer sig for jægeres krav,
helikoptere, der aflyses, fordi man ikke gider at flyde dén dag - det er bare for meget!
Men det skal man selvfølgelig holde for sig selv, for skønmaleriet af et folk på vej skal jo ikke besudles af øjenvidner.
Og, indrømmet, det hører slet ikke hjemme her.
Men hvorfår lider fuglelivet så voldsomt, hvor er ande- og alkefuglene i Nuuk-, Maniitsoq og Uummannaq-NÆRområderne blevet af. Elementært, kære Watson! De er skudt væk! Gå selv ned på "Brædtet" i fredningstiden og
vælg mellem skarer af allehånde måge- og svømmefugle!
Hvorfor tror I, at bogen "Farvel til Grønlands Natur" eller en kollegas artikel "Tag ikke til Grønland!" er blevet til.
Bevares, Grønne Ejland, Zakkenberg og nationalparkerne kan fremvise alle arterne, men det er ikke for almindelige folk at komme dertil.
Men ismågen, jo dén er rimeligt safe for jagt formedelst dens færden borte fra fritidsjægere. De "rigtige" fangere, dem der respekterer naturen, nordpå, skyder den ikke.
Og det var strengt taget kun ismågen, jeg ville tale om.
Det andet kan vi alligevel kun se til fra sidelinien. Men vi kunne standse bloktilskuddet, så der kom moms deroppe på speedbåde, snescootere, brændstof og skydevåben til andre end dem, for hvem disse er en bevislig levevej.
Og med disse ord slutter jeg min deltagelse i denne omgang.

Venlig hilsen

Kim Frost