Tak atter til Klaus for fine feltfotos og altid lærerige phiph! Jeg ser det for mig: Selv prøvede feltbisser kan komme i tvivl: "Havde den hvid bagkant eller ikke?"
Men men de lyse "glentefelter" - se her har man straks noget håndgribeligt.
Forhåbentlig varer det ikke længe, førend Danmarkslisten får endnu et kryds!

Mange hilsener

Kim

Som det kan ses på flere fotos kan man godt fornemme en svag lys vingebagkant på Sibirisk Bekkasin. ¨Den er så svag, så lysforholdene godt kan påvirke den på en helt anden måde end hos dobbeltbekkasin, hvor man aldrig er i tvivl om at vingebagkanten er reelt hvid - forstærket af de generelt mørkere svingfjer (der bl.a. ses på det foto, hvor de to arter ses sammen).
Desuden fornæmmes det kortere næb og den smallere mørke tøjlestribe her.

Andrea Corso, der netop er ved at fuldende en artikel om artsbestemmelsen tilføjer de korte yderste halefjer (der godt kan anes her) som en yderligere karakter, dog især i forhold til Taigabekkasin. Det medvirker til en mere kileformet hale (ravneformet, iflg. Andrea), som jeg undertiden har bemærket i flugten, hvor de meget tynde halefjer under landing kan give indtryk af en lidt plusket og "slidt" hale.

Noget man af gode årsager ikke kan klare med foto er stemmeforskelle. Pin-tailed er faktisk uden megen øvelse (og uden stort "musikøre") ret let at kende fra vores egen Dobbeltbekkasin. Mon ikke Klaus kan give nogle gode "billeder" på det? Alternativ kunne man prøve at få kinesiske Jesper Hornskov til at beskrive forskellene.
/ASF

Sågerne!

Dobbeltbekkasinens kald er velkendt for de fleste: et gemmemtrængende "kræætch", der er sammenlignet med en gummistøvle der hives op af vådt mudder! Jeg har mest opfattet Sibirisk Bekkasins kald som lave, mere snøftende forkølet og ikke så gennemtrængende. Det er blevet sammenlignet med en ands rappen, aletnativt et forkølet kald fra Storpiber.

Alt dette 6 meget mere om bestemmelse og forekomst af fuglene i Beidaihe og omegn kan læses i den rapport jeg har lagt på nettet fra området (rapport 1997 og 2008, men med opdateringer fra tilgængelige rapporter m.m.). Den er på godt 230 tryksider, til almindelig skræk og advarsel.